Leonora Christina Skov om sin arbejdsrutine: "Sådan har jeg arbejdet i 15 år"

Hvad er det første, der sker herhjemme om morgenen?

– Jeg er velsignet med et meget lyst sind, og jeg er gift med Annette (K. Nielsen, der er videnskabsjournalist, red.), som også altid er glad. Vi vågner, og så begynder vi at snakke. Annette hører tit udenlandsk radio om natten, så hun starter ofte dagen med at fortælle anekdoter og facts om alle mulige dyr. “Vidste du, at gekkoens fødder …” eller “Vidste du, at der findes tapperhedsmedaljer til dyr ?” Vi har været sammen i 16 år, og jeg forundres stadig over hendes nørderi. Vi er meget forskellige, men jeg påskønner virkelig hendes entusiasme for alt, der nogensinde har levet.

Okay, Annette elsker dyr. Hvad elsker du?

– Jeg elsker parfumer. Annette hader dem. Jeg har måtte afgive Santal Blush fra Tom Ford, fordi Annette ikke magtede den. Hun hævder, at den dufter af vanilje.

Fortæl om dit kærlighedsforhold til parfumer …

– Når jeg står op, er noget af det første, jeg gør, at tage parfume på. Gerne to forskellige, én på hver håndryg. Jeg vælger to, der ikke passer sammen, men som hver især kan give mig noget.

Hvordan ved du, hvilke dufte, der passer til din dag?

– Det kommer an på, hvad jeg skriver om. Er det tunge sager, tager jeg duftenes svar på comfort food på, altså heftige dufte. De dage, hvor jeg siger til Annette, at hun skal lave sin spaghettiret om aftenen, er de dage, jeg render rundt med Nasomattos Black Afgano eller Duro. Jeg kan også godt lide YSLs Noble Leather. Den går aldrig hjem og sidder stadig på huden efter 24 timer. Når jeg holder foredrag, kan jeg godt lide, at folk nede på tredje række kan dufte mig, og at jeg efterlader lidt af mig selv i et rum, når jeg forlader det.

Spørgsmålet til en million kroner: Hvad er din yndlingsparfume?

– Jeg tror faktisk, det er Tuscan Leather fra Tom Ford. Eller

Sycomore fra Chanel.

Tilbage til morgenstunden. Hvad sker der efter, du tager parfume på?

– Vi sidder ude på køkkenbordet og spiser yoghurt. Annette er en stor tedrikker. Det gad jeg godt at være. Det er sofistikeret. Men jeg drikker altså tre kopper Nescafé. Så går vi hver til sit, Annette ind på sit kontor, og jeg ind på mit. Jeg åbner vinduet og skaber gennemtræk og sætter en cd på anlægget. Jeg er meget til ny klassisk musik. Julia Kent, Federico Albanese, Poppy Ackroyd, Amina, Carlos Cipa og Hildur Gudnadóttir. Jeg kan ikke arbejde til nogle, der synger mig ind i hovedet. På den anden side af væggen, inde hos Annette, bliver der spillet dyrelyde fra Zimbabwes savanne, fuglefløjt eller rislende lyde fra en bæk. Jeg har afleveret min iPad og telefon til Annette og tilkoblet internetblokeringsprogrammet Freedom. Så er jeg klar til at skrive! Jeg skriver i to timer, og så har jeg en halv time til at google og tjekke mails. Så skriver jeg to timer mere, og så har jeg en halv times onlinetid. Det gør jeg fra morgen til aften, seks dage om ugen. Sådan har jeg arbejdet i 15 år.

Er der andre gode betingelser for en god skrivedag?

– Jeg tager altid pænt tøj på. Vi er to herhjemme, og vi skal ikke have noget joggingtøj-liv. Men det er også for at ære mit arbejde.

Hvad skal du lave resten af dagen?

– Jeg kan ikke tage mig sammen til noget, jeg går bare og venter. For De Gyldne Laurbær (litterær pris, som Boghandlerklubben uddeler hvert år baseret på afstemning blandt danske boghandlere og deres medarbejdere, red.) bliver uddelt på fredag, og jeg er udråbt til favorit. Jeg har ikke fået anerkendelse for mine andre bøger, men fortjener den virkelig nu med Den, der lever stille! Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis ikke jeg vinder! Jeg kan bare ikke være cool omkring det!

Hvorfor er den pris så afgørende for dig?

– Hvis jeg vinder, vil jeg gerne fortsætte i det selvbiografiske spor med min næste bog. Mit liv er længere end de 350 sider, min seneste bog er på. Hvis ikke jeg vinder, aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive om næste gang. (Leonora Christina Skov modtog de Gyldne Laurbær 31. januar. Heldigvis, red.)

Så du er ikke i gang med en ny bog?

– Nej. 2018 er gået med at være på bogturné, holde foredrag og signere bøger, og jeg kan ikke skrive i tog eller på hoteller. Jeg så ikke mine venner, jeg gav ikke interviews, og jeg var ikke sammen med Annette, der bare havde sørget for, at der var støvsuget, når jeg kom hjem i weekenden. I den periode levede jeg højt på at fortælle om min bog og møde mine læsere. Jeg ville gerne sende min bog godt på vej, men resten af tiden var jeg i dvale. Livskvaliteten var til at overse.

Hvad er den største kompliment, du har fået for Den, der lever stille?

– Jeg har fået mange tusind breve og snakket med mange mennesker, der har stået i kø for at få signeret deres bog. Men det, der nok har gjort størst indtryk på mig, var mødet med en mor og hendes datter, som var lesbisk, hvilket moderen havde haft svært ved at acceptere. Efter at have læst bogen havde moderen sagt undskyld til datteren, og da datteren fortalte historien med moderen ved sin side, brød hun grædende sammen af lettelse. Det var meget rørende. Der er kommet meget kærlighed ud af den bog.

Hvad er det værste, nogen har sagt om bogen?

– Den første anmeldelse var i Berlingske, og den gav bogen to stjerner. Men jeg læste den ikke. Jeg læser heller ikke de gode. Sådan har det været, siden jeg udgav Førsteelskeren i 2012, hvor anmeldelserne knuste mig. Jeg vil heller ikke have hjerter og stjerner og anmeldercitater på omslagene af mine bøger. Jeg har kæmpet meget for, at min seneste bog skal stå uden alt det pis på. Læserne må selv tage stilling.

Hvor er det bedste sted i verden at spise morgenmad?

– Indien. 100 procent. Masala dosa, som er en lang sprød, gylden pandekageagtig ting fyldt med noget currykartoffelmos. Uh, eller idli, dampede riskager, som du dypper i curry og får serveret med chai.