Tamra Rosanes: ”Jeg blev skilt midt i livet og følte mig på mange måder sendt ud i en krise”

0-10 år (1951-1961): Det lykkeligste sted i verden

"Når jeg tænker tilbage på mit barndomslandskab, er det stadig det lykkeligste sted i verden for mig. Jeg voksede op i den lille by Croton-on-Hudson, der ligger nord for New York og er omgivet af bjerge, søer og floder. Der fandtes rådyr mellem ahorntræerne, små gråbrune egern, der pilede op og ned ad stammerne, og kardinaler og blue birds i trætoppene. Det var ren naturidyl. Og så –  bare en time derfra – kunne man hoppe af toget på Grand Central Station, og så lå New York City lige der for ens fødder med sin storslåede skyline, sine broadwaymusicals og den glitrende juleshopping. Det var det bedste af to vidt forskellige verdner, og mine forældre forstod at vise mig og min bror begge dele med lige stor passion. Jeg lærte at elske naturens stille, smukke storslåethed og storbyens rige og forskelligartede kultur. Og jeg har elsket begge dele lige siden, selvom længslen efter bjergene altid føles stærkest i mig."

10-20 år (1961-1971): Afbleget hår og stewardesse-drømme

"Min far var pilot, og min mor gik hjemme, mens vi var små. De var kreative mennesker på hver deres måde. Min far havde selv bygget vores hus i bjergene, og min mor var en ganske habil mandolinspiller. Hun tvang mig til klaverspil. Det faldt mig dog ikke ind, at jeg skulle være noget ved musikken af den grund. Jeg drømte om at blive stewardesse og trække i en af tidens ultrasmarte space-age-uniformer."

"I high school glattede og afblegede jeg mine mørke krøller for at passe ind i de tidlige 1960’eres konforme skønhedsideal og brugte min tid på boys og baseball."

"Jeg var faktisk ret god med et bat på banen. Og så kom hippietiden og forandrede alt. Jeg blev optaget af musikken, men også af budskaberne. Peace, love and understanding, selvfølgelig, men især den bølge af miljøbevidsthed, der også fulgte med. Det var så tydeligt for mig, at vi skulle værne om vores klode og om naturen, for jeg boede jo midt i den og kunne se, hvordan vi svinede den til. Jeg lod mit hår være mørkt og krøllet, blev del af en besætning på et miljøskib, der sejlede i The Hudson River, og fik en guitar, som jeg hurtigt lærte at spille tre akkorder på. Så jeg kunne synge protestsange. Det lød godt. Det kunne jeg godt høre. Men det faldt mig stadig ikke ind at dele den musik, der fandtes i mig, med andre end mine nærmeste."

20-30 år (1971-1981): En stor flok råbende vikinger

"I stedet begyndte jeg at uddanne mig til talepædagog. Ikke af nogen særlig grund, det var bare sådan, det blev. Og sådan er det jo ofte med livet. Det er langt fra alt, vi planlægger. Meget af det er tilfældigheder. Eller skæbne. Afhængig af, hvordan man vælger at se på verden. Uanset hvad så mødte og forelskede jeg mig i en dansk mand. Og det kom til at forme mit liv. Privat, professionelt og geografisk."

"Jeg havde ikke nogen betænkeligheder ved at følge med ham til Danmark. Vi var hippier, frie og forelskede, og verden var åben og lys. Jeg startede med at arbejde som børnehavepædagog, men landede ved endnu en række tilfældigheder et sangjob i ViseVersehuset i Tivoli. Dengang var jeg helt uprøvet og bly og blufærdig, og det gjorde det ikke nemmere, at det var et meget livligt publikum. Det føltes som at blive løbet over ende af en stor flok råbende vikinger. I dag er det sjovt at tænke på, for jeg har det som blommen i et æg på en scene nu. Er helt rolig og i balance. Men dengang var jeg sitrende nervøs. Jeg må have lydt godt alligevel, for Noller – den ene af brødrene Olsen – opdagede mig og åbnede den danske musikscene for mig."

"Og så i 1976 blev jeg mor. Til Noah. Mor-rollen faldt mig lige så naturlig, som det havde føltes for mig at følge mit hjerte. Også selv om kærligheden mellem mig og hans far brast."

30-40 år (1981-1991): En håbløst umoderne kærlighed

"På mange måder blev jeg katapulteret lige ind i toppen af dansktoppen, selv om jeg jo lige var landet fra USA. Min vokal findes på mange af 1970’ernes ellers ærkedanske dansktophits. Man kan faktisk høre min accent. Jeg sang kor for Birthe Kjær, John Mogensen og Bjørn og Okay. Og i 1980’erne for tidens store popstjerner. Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Nanna og Lis Sørensen. Midt i det hele mødte jeg min anden mand, og vi blev en rigtig kernefamilie med to sammenbragte drenge. Hans Alexander og min Noah. De var små, da de mødtes, og blev hinandens brødre. Og jeg fik endnu en søn."

"Fagligt begyndte jeg at fokusere på min solokarriere. Og på country. Det er ikke en lyd, jeg er vokset op med, men min bror var flyttet til Nashville og begyndt at skrive sange, og jeg blev mere og mere draget mod det. Alle, der elsker musik, kan i virkeligheden lide country. Også selv om de ikke selv ved det. Eller vil stå ved det. For country indeholder alle de klassiske genrer. Gospel, pop og folk. Dengang var det håbløst umoderne og kikset i Danmark, der var ingen, der ville røre ved mit projekt. Lige indtil 1991, hvor Billy Ray Cyrus bragede igennem mainstream-muren med hittet Achy Breaky Heart. Jeg havde tigget om at få lov at indspille country i årevis, og så begyndte telefonen at kime fra den ene dag til den anden. På en uge havde jeg tilbud fra tre pladeselskaber."

40-50 år (1991-2001): Gennembrud... og angst

"Det blev country, der blev definerende for mit gennembrud som soloartist og den lyd, der sikrede mig min første Grammy i 1994 for Årets danske Country Udgivelse. Det er jo ret sent at få et gennembrud i musikbranchen som 40-årig. Det kom bag på mig, og jeg blev ramt af noget, min psykolog kaldte succes-angst. I fire måneder følte jeg mig svimmel og utilpas. Jeg havde opnået drømmen, men kunne faktisk ikke nyde det. Jeg spiste og drak enormt sundt og kontrolleret for at holde mig stærk og ovenpå, men en aften på turné tænkte jeg f… this og drak en masse rødvin."

"Næste morgen vågnede jeg op og var kureret. Og så begyndte jeg at nyde det. Jeg kom rundt i hele landet – og til Grønland og Færøerne – og optrådte også på countryfestivaler rundt om i Europa. Jeg fik pludselig virkelig dedikerede fans. Der blev opkaldt børn og heste efter mig. Men det bedste var jo at kunne dele min kærlighed til country med andre. At kunne bevæge og røre publikum med smukke sange om de helt store følelser og det helt stille hverdagsliv. Jeg elsker den storytelling, der findes i countrymusikken. Det er historien, der er i centrum for det hele."

50-60 (2001-2011): Krise og kvindefællesskab

"Jeg blev skilt midt i livet og følte på mange måder, at det sendte mig ud i en krise. Det er svært at bryde op rent følelsesmæssigt, men du skal jo også finde dine ben igen rent praktisk og økonomisk, når du bliver alene. Jeg besluttede mig for at kaste mig over noget, der kunne være sjovt, men også ville fungere rent kommercielt. Og sammen med Sanne Salomonsen og Lis Sørensen dannede jeg trioen Cowgirls. Det blev en succes i mere end en forstand, for det viste sig, at det var lige det, jeg havde brug for. Turné og koncerter med ren woman-power fra scenekanten. De var mit heppekor, når jeg sang om forlist kærlighed og brudte løfter. Og det gav en masse energi, at vi var en form for kvindefællesskab. Det var bare virkelig god timing."

"Det var også i de år, jeg blev farmor. Og i virkeligheden kan man jo nøjes med det. Der er så meget glæde og kærlighed at hente i børnebørn. Jeg nyder at være en del af deres liv. Og at se Noah og Alexander som fædre. Og så er det bare virkelig vildt at kunne se nogle af sine egne – og sine forældres – træk i små nye ansigter. Det er ens livslinje, der bliver tegnet videre lige foran øjnene på en."

60-70 (2011-2021): Et delt hjerte

"Jeg blev dansk statsborger i midten af mine 60’ere, da Danmark lukkede op for muligheden for dobbelt statsborgerskab. Det føltes lidt som at få papir på sit ægteskab. Selv om det måske lyder lidt fjollet. Men det var altså et commitment til Danmark, som også er blevet mit land. Jeg skrev albummet Divided Heart om det at stå mellem to lande, to kulturer, og føle sig splittet og beriget af det på en og samme tid. Det er mit vigtigste album. Fordi det rammer den, jeg er, men også fordi det rammer ned i en tid, hvor debatten om indvandring og flygtningestrømme raser."

"Jeg føler, at jeg må bruge min stemme til at fortælle mit publikum, hvor stort og sårbart det er at slå sig ned i et andet land. Hvor meget man har brug for støtte til at slå nye rødder og respekt for, at man selvfølgelig savner sit gamle land. Udvandrere fra Danmark skrev viser om stærens og lærkens sang, da de slog sig ned i Amerika. Og det er netop det, jeg savner fra bjergene nord for New York. Sangen fra kardinalstær og blue bird. Vi er måske forskellige, men helt grundlæggende er vi også meget ens, og det har vi brug for at minde hinanden om i en tid, hvor Trump og andre magthavere skaber splid og kalder på, at vi, der kan, begynder at synge protestsange igen."

70 år and beyond... (2022-): ”Jeg kan bare rigtig godt lide ham”

"Jeg er først netop rundet de 70, så det er stadig et helt nyt årti for mig. Jeg går ind i det sammen med min mand, Erling Højsgaard. Vi giftede os i 2018. Og jeg kan mærke, at tredje gang er lykkens gang. Det er smooth sailing. Forelskelsen er lige så stor og vild, som når man er ung, men vi kommer begge med en helt anden ro, fordi vi ved, hvem vi er. Vi er sammen, fordi vi virkelig har lyst. For jeg har ikke brug for en mand. Overhovedet. Jeg kan bare rigtig godt lide ham og vores liv sammen her i Danmark – selv om jeg altid vil længes efter ahorntræerne og fuglesangen i bjergene."