Sisse Sejr: ”Det har taget mange timer hos en psykolog at få talt mit fødselstraume igennem”

Du blev gravid i sommeren 2019, men kort efter mistede du barnet. Hvordan gik det op for dig, at du var ved at få en ufrivillig abort?

"Vi var på tur til Svaneke for at få en is, da jeg skulle på toilettet, og så var der blod i kummen. Da jeg kom ud derfra, googlede vi det, og det var der alle mulige logiske, ufarlige forklaringer på. Men så begyndte det at rumle i maven under frokosten, og så ringede jeg til min veninde, som også har haft en ufrivillig abort og spurgte hende til råds. Hun sagde, at hun havde så hysterisk ondt, at hun ikke var i tvivl".

"Næste morgen rumlede det igen i maven, og så ringede jeg til lægen og fik en tid på sygehuset. De kunne se på blodprøverne, at jeg var gravid, men de kunne ikke se et foster, så de var ret overbeviste om, at det var en graviditet udenfor livmoderen. Og så kunne jeg godt se, hvor det bar henad, for der skal den jo ikke sidde. Fire-fem dage senere var vi gudhjælpemig på det samme issted i Svaneke, og jeg skulle igen tisse. Og der havde jeg en helt klar fornemmelse af, at nu var det ovre. Jeg mistede barnet, da jeg var cirka otte uger henne".

Hvor meget har I involveret jeres datter Elly i forløbet?

"Vi fortalte det til Elly med det samme, fordi hun brændende ønskede sig en lillebror eller lillesøster, og jeg havde haft det dårligt og lå hele tiden på sofaen og tudede. Jeg gik konstant rundt med bævrende overlæbe! Jeg siger ikke, at alle børn skal have den slags at vide, men vi er jo det der lille trekløver herhjemme hos os. Vi kalder os ‘den stærkeste trekant i byen’. Så hun kan mærke, hvis vi er kede af det. Hun er på mange måder et meget fintfølende væsen".

"Så vi var fuldstændigt enige om, at det skulle hun have at vide. At tingene også godt kan gå galt, og at det er derfor, mor og far er kede af det. Vi havde håbet på, at der var en lillebror eller lillesøster på vej, men sådan skulle det ikke være den her gang. Det tog hun simpelthen i stiv arm. Hun kravlede hen til mig, gav mig et kram, aede mig og sagde: “Det er jeg også rigtig ked af, mor, jeg ville gerne have været storesøster.” Til gengæld fik vi jo bekræftet, at “mor virker, selvom hun er gammel”, som Esben sagde.

Hvordan havde du det i dagene efter den ufrivillige abort?

"Jeg havde gjort alle de ting, man ikke skal gøre – drukket alkohol og røget cigaretter – for jeg vidste ikke, at jeg var gravid de første mange uger. Men samtidig var jeg også 37 år, og statistikkerne fortalte mig jo, at det her skete for rigtig, rigtig mange. Så jeg vidste godt, at det ikke var min skyld, det føltes bare sådan. At den var on me. At jeg havde fucket op. Men så talte jeg med min gode veninde, som jeg vidste også havde været det igennem, og bare det at kunne snakke sammen om det lettede".

"Jeg gik fra at være virkelig, virkelig ked af det og føle mig snydt på mange måder til at acceptere det. Stort set alle mine veninder har prøvet det, fandt jeg ud af. På en eller anden måde gør det det hele mere okay. Mange af dem har fået to børn siden, de oplevede det, så jeg mistede ikke modet i forhold til, at det nok skulle lykkes igen en anden gang".

Kom det bag på dig, hvor stor sorgen var over at miste et foster?

"Helt sikkert. Men det var de bristede drømme, jeg var i sorg over, snarere end det der lille foster på størrelse med et riskorn. Det havde jeg ikke knyttet mig til endnu. Lige efter det var sket, bearbejdede jeg sorgen ved at drikke. Ha, ha, ej, jeg ved godt, det lyder forfærdeligt, men vi var på sommerferie, og Esben er virkelig god til at finde gode vine. Vi var på Gæstgiveren på Bornholm en aften, og der bestilte jeg en af hver på cocktailkortet. Jeg tillod mig selv at give den fuld schwung".

"Og så tog vi fire dage til Nice uden barn og boede på Hotel Amour – det var, da det var tilladt at rejse – og var bare kærester igen med våde frokoster og gåture langs kysten. Derefter var vi klar til runde to. Kvinder på min alder har ikke tallene i vores favør, derfor havde vi indstillet os på, at det ville tage noget tid for mig at blive gravid. Der gik lige over to måneder, fra jeg aborterede, til jeg blev gravid igen".

Hvordan har du det med at skulle føde igen?

"Det er en af årsagerne til, at vi har ventet i så mange år med at få nummer to. Det har taget mange timer hos en psykolog at få talt mit fødselstraume igennem. En god slat af min opsparing er blevet brugt på det. To-tre uger inden terminen med Elly blev jeg indlagt med voldsomme smerter. Efter tre dage gav de mig akut kejsersnit, selvom jeg kun havde smerter fra nyresten".

"Derefter lå jeg på hospitalet i to uger, for de kunne stadig ikke finde ud af, hvad jeg fejlede". En eller anden dag kom en reservelæge ind en tidlig morgen, hvor jeg igen havde svært ved at trække vejret, kastede op og havde feber. Hun lyttede til mig og sendte mig til en scanning, og det VAR nyresten".

"De første par uger efter fødslen kunne jeg ingenting med Elly. Hverken lugte hende eller få amningen op at køre. Først da jeg blev opereret og sendt hjem, kunne jeg – to uger forsinket – begynde at være mor. Så det kan vel ikke blive værre? Jeg har overlevet det dér!"

"Jeg må ikke føde hjemme denne gang, men det er fint, for vi har investeret i nogle virkeligt dyre trægulve, ha, ha, så fødslen skal foregå på Rigshospitalet. Den helt store forskel, fra jeg var 31 til nu som 38-årig, er også, at jeg er meget mere vokal og bedre kan sige fra. Så jeg er ret rolig. Jeg satser på at være ude efter fire timer, og så har jeg hyret en ammecoach, som kan hjælpe mig godt i gang".

Har du været angst for at miste det barn, du bærer rundt på nu?

"Det var jeg længe. Indtil min veninde sagde: “Hvis du er nervøs, så bliv dog scannet!” Det koster 400 kroner, og det ville jeg gerne give for at få ro på. Hvis der er hjertelyd, er der 90 procents chance for, at barnet bliver til noget, fik jeg at vide. Og det lille hjerte hoppede og dansede bare til den scanning! Men jeg nåede da lige at blive nervøs inden nakkefoldsscanningen også, for jeg er jo pissegammel".

"Til kønsscanningen tog jeg Elly under armen, så kunne hun få lov til at være med. Hun havde også brug for den forsikring. Hun kan jo godt se, at jeg æder meget, drikker sodavand hele tiden og græder til reklamer, men det var godt for hende at se, hvad årsagen til det hele er. Der ligger jo en lillebror eller lillesøster derinde i maven".

Hvilke tanker har du gjort dig om at udvide familien?

"Jeg er ærligt lidt bekymret… For det første: Hvor skal barnet være? Vi er helt på røven! Jeg ved ikke, hvad vi gør, men vi finder ud af det. Vi har nogle arkitekter på, som er i gang med at finde ud af, om vi kan bygge til. Den lille kan jo godt sove inde hos os til at starte med".

"For det andet: Hvad hvis det ikke bliver et nemt barn? Elly var supernem, meget medgørlig. Hun var med til koncerter, da hun var én måned gammel, og hun elsker at tage på restaurant og spise ude. Det har hun gjort, siden hun var baby, og det er noget af det, hun glæder sig mest til ved genåbningen: At komme på restaurant. Men vi har også en aftale om, at hun altid må få dessert! Hun elsker at tage på ferie og bo på skøre hoteller, så vi har mange fælles interesser med det barn. Hvad nu, hvis det næste har kolik, eller er knap så social?"

"Jeg er enebarn, og Esben driller mig tit med, at Elly er den lillesøster, jeg aldrig fik, fordi jeg driller hende så meget, og fordi vi nogle gange skændes som søskende. Så hvad stiller jeg op med to? Så er de jo i overtal! Det er DOBBELT så mange børn".

"Jeg er sygt bekymret for, om jeg bliver en god nok mor. Det synes jeg ikke nødvendigvis altid, at jeg er. Og hvad med bilen? Den er stor nok til én ekstra, men hvordan sidder man så? Skal jeg sidde midt imellem to barnesæder omme bagi? Jeg har også lykkeligt glemt al den oppakning, man skal slæbe med sig rundt, når man har en baby. Sækken med bleer, vådservietter og sutter".

Hvordan forbereder I Elly på at skulle have en lillebror eller lillesøster?

"Vi har lånt en bog af min veninde, som handler om en lille pige, der får en bror. Men Elly forstår godt, hvad det handler om. Rigtig mange af hendes venner har søskende, så hun ved også godt, hvor små og ligegyldige de er til at starte med, men det er også nuttet. Hun spørger altid, om hun ikke godt må holde andres babyer. Hun er vildt interesseret og glæder sig meget. Og lige om lidt er hun gammel nok til at babysitte".

"Den har vi sgu regnet meget godt ud! Vi har altid gerne villet have én til, vi har bare ikke lige været der, hverken som par eller familie, før nu. Men vi har valgt hinanden til, og til næste år skal vi giftes. Nu er vi der i livet, hvor vi egentlig er klar til et barn. Det var vi måske ikke helt med vores førstefødte. Men hvad kan gå galt? Ha, ha".