Hilma af hva' for en Klint?

Den svenske kunstner Hilma af Klint hævdede, at hun var besat af ånder, som førte penslen, når hun malede farverige former, cirkler og spiraler fra naturen og kosmos. Da hun døde i 1944, efterlod hun sig tusindvis af malerier, der var så dristige i deres udtryk, at verden ikke var klar til dem. Store, abstrakte værker, ladet med symboler og badet i appellerende pasteller som lyserød, orange, lavendel, grøn, blå og gul, som hun vidste, med tiden ville få den anerkendelse, de fortjente.

I dag rejser billederne verden rundt og udstilles på museer som Guggenheim i New York, hvor de slog publikumsrekord, og Hilma af Klint hyldes som en pioner i kunsten. Lige nu kan hendes oeuvre ses på Moderna Museet i Malmø.

I 1907 malede Pablo Picasso Les Demoiselles d’Avignon, der med sine splintrede former blev begyndelsen på kubismen, og i 1910 malede den russiske kunstner Wassily Kandinsky det, der senere blev betegnet som verdens første abstrakte maleri. Samtidig gik en blåøjet kvinde, lav af statur og oftest klædt i sort, rundt i Stockholm og malede nogle billeder, der ikke lignede noget, nogen tidligere havde set. 

Til de få, der kendte til malerierne, fortalte kvinden, at det egentlig ikke var hende, der førte penslen. Det var ånder, som besatte hende og fortalte hende, hvad hun skulle male. Og malerierne kom til verden i en kraftanstrengelse. 

“Jeg havde ingen idé om, hvad billederne skulle forestille, alligevel arbejdede jeg hurtigt og sikkert uden at ændre et eneste penselstrøg,” forklarede hun i sine efterladte noter og dagbøger. 

Resultatet lå da også milevidt fra den kunst, som var gængs, og endnu længere væk fra den kunst, som kvinder på den tid havde lov at beskæftige sig med. Motiverne var ikke, ligesom hos hendes samtidige danske kollega Anna Ancher, genkendelige scenarier fra den hjemlige sfære, ikke portrætter af familiemedlemmer, tyende, der knoklede med husarbejde, eller en gengivelse af naturens vidundere.

Malerierne var i deres motiver totalt abstrakte og fyldt med symboler fra naturen og kosmos, cirkler og spiraler, og så modige i deres farverige sammensætninger, orange, lyserød, lavendel, grøn og gul, at de ikke måtte vises frem på udstillinger eller i gallerier. Så meget vidste kvinden, der malede dem. Hun var kunstner, uddannet fra kunstakademiet i Stockholm, der som et af de første akademier i verden åbnede for optag af kvinder, og hed Hilma af Klint. Hun var ikke ukendt, men havde ry som en habil maler af landskaber, portrætter og blomstermotiver, som hun levede af at sælge. 

Da hun døde som 82-årig i 1944, efterlod hun sine omkring 1.000 malerier, tegninger og 25.000 siders notesbøger med optegnelser til sin nevø, Erik af Klint. Hun havde ingen mand eller børn, og han var hendes nærmeste. I testamentet understregede hun, at billederne først måtte vises for offentligheden 20 år efter hendes død. Tidligere ville verden ikke være klar.

Men hvem var denne Hilma af Klint?

Frihed og natur

Hun blev født i en velhavende familie i Stockholm i 1862, som Mathilda og Viktor af Klints fjerde barn ud af fem. Familien, der siden 1700-tallet havde gjort karriere i flåden, var blevet adlet i 1805 og havde fået tilføjet ‘af’ til efternavnet. Foruden admiraler og officerer var der også kartografer, og hendes far var matematiker og underviste navigatører på søfartsakademiet. Det var altså en familie, hvor troen på videnskaben og det rationelle dominerede. Om sommeren tog familien på landet til herregården Hanmora i Adelsö – et slaraffenland af frihed og natur, hvor Hilma af Klint legede og grundlagde sin tætte tilknytning til naturen, dens former og farver.

Hendes families anseelse og formue var også Hilma af Klints adgangsbillet til kunstakademiet, hvor hun kom ind efter at have studeret konstfack på Den tekniske skole og fik privatundervisning i portrætmaling. I 1887 tog hun afgang med udmærkelse og fik som en del af et stipendiat tildelt et atelier, som hun delte med andre kvindelige kunstnere. Det var bl.a. her, hun skabte de 193 store ‘tempelmalerier’, der fyldte fra gulv til loft. Det var en opgave, som ånderne havde bedt hende tage på sig, og de samme malerier, som nu udstilles verden over og begejstrer med deres overraskende moderne motiver. Hun så for sig, at billederne hang på et sted med en dominerende spiral, der symboliserer livscyklus og kosmisk kraft. Sådan en spiral er The Guggenheim Museum i New York, hvor malerierne i 2018 var udstillet, bygget op om.

De fem og ånderne

Man kan synes, at det virker skørt, alt det der med ånder, og måske er det også en del af forklaringen på, at Hilma af Klints kunst i første omgang blev modtaget med en vis skepsis. Men på den tid var interessen for det mystiske stor. Og i nogle kredse, der havde overskud til at dykke ned i selvudvikling og ikke bare knokle for føden, var det moderne at søge efter universelle sandheder i retninger som teosofien. En spiritistisk lære og filosofi, der har til formål at give mennesket en større indsigt i det åndelige med inspiration fra østens religioner som buddhismen. Og i antroposofien – en afstikker til teosofien, der blev grundlagt af den østrigske filosof Rudolf Steiner, som viede sit liv til at grundlægge en åndelig videnskab. Udbredelsen skete på samme tid som industrialiseringen i byerne med nye opfindelser som røntgenbilleder, elektromagnetisme og telegrafen, men også en udbredt følelse af fremmedgjorthed. 

LÆS OGSÅ: Sophie Linnemann om dronning Margrethe: "Det gør hende, efter min mening, til en meget særlig dronning"

Allerede som teenager var Hilma af Klint optaget af det spirituelle, men da hendes 10 år ældre søster Hermina døde af en influenza, da Hilma var 18 år, blev hun drevet endnu stærkere mod det okkulte. Måske håbede hun gennem ånderne at opnå kontakt med sin savnede søster. I 1886 blev hun medlem af en gruppe med fire andre kvindelige kunstnere, der fra 1896 til 1906 holdt ugentlige seancer og kaldte sig selv ‘De fem’. Seancerne gik ud på at forfølge spontan kreativitet,  give det intuitive plads og lade kunsten, både i skrift og tegninger, udvikle sig frit. Som i litteraturens stream of consciousness, der få år senere blev dyrket af forfattere som Virginia Woolf og James Joyce. De begyndte med bønner og oplæsning fra biblen, og efterfølgende nedfældede kvinderne deres oplevelser under åndepåkaldelserne i notesbøger og tegnede skitser. Nogle af skitserne tegnede de alene og andre i fællesskab, som en slags gruppetegning. De forklarede det sådan, at ånderne, der havde navne som Gregor, Amaliel, Clement, Esther og Ananda, gav dem opgaver, de skulle løse. Det var i 1904, at ånden eller stemmen Amaliel dikterede Hilma af Klint at male en serie, der skulle forkynde en ny filosofi og billedliggøre menneskets udødelighed og sammenhæng med kosmos. Hun gik først for alvor i gang i 1906 og med stor iver.

“Billederne blev malet direkte gennem mig, uden forudgående tegninger og med stor styrke,” skrev Hilma af Klint i sine efterladte noter.

Min kunst er mit tempel

Opgaven førte til en intens kreativ periode fra 1906-1915, der resulterede i de 193 malerier i tempel-serien. Hun var klar over, at hendes malerier ville være svære at kapere for de fleste, så hun holdt dem mest for sig selv og signerede dem aldrig. Men én mand, forestillede hun sig, ville forstå dem. Omkring 1908 inviterede hun Rudolph Steiner, som var i Stockholm for at holde en række forelæsninger, til at komme og se værkerne. Hun var en stor beundrer af ham og hele den antroposofiske bevægelse og levede vegetarisk, som mange andre af Steiners tilhængere. Men ikke engang en progressiv mand som Steiner var med hende. Til hendes store fortrydelse advarede han hende mod den selvudnævnte rolle som medium og rådede hende til ikke at vise malerierne til nogen de kommende 50 år. Udmeldingen skuffede hende og slog hende midlertidigt ud af kurs. Hun havde håbet på at finde én, der ville forstå og anerkende værkernes værdi og hjælpe hende med at finde et hjem til dem. Hun valgte at lytte til ham og holdt en pause i arbejdet for at tage sig af sin mor, der var blevet blind. Hun opsagde sit atelier og opgav også i denne periode sit offentlige virke som landskabs- og portrætmaler. I 1912 genoptog hun arbejdet og fuldgjorde tempel-serien med tre store altermalerier i 1915.

Efter sin mors død i 1920 rejste Hilma af Klint ofte til Schweiz, hvor hun besøgte Ghoeteanum, antroposofisternes hovedkvarter i Dornach, en skole for den åndelige videnskab, som Steiner havde ladet opføre. Hun var i disse år ekstremt optaget af sin kunsts eftermæle, arbejdede flittigt med at dokumentere sine arbejdsmetoder og katalogiserede og fotograferede sine værker. Naturen, som hun elskede så højt, var bindeledet mellem den abstrakte og naturalistiske kunst, og abstraktioner findes i massevis i naturens mønstre. Men hun erkendte frem mod sin død i 1944, at det ikke ville blive i hendes tid, at tempelværkerne ville finde et publikum, og testementerede sit livsværk til nevøen med klausulen om, at der skulle gå endnu tyve år, før de måtte vises offentligt. 

Abstrakt pioner 

Det skulle vise sig at være en klog beslutning. Og der gik faktisk mere end dobbelt så mange år. Nevøen, Erik af Klint, tog sit ansvar alvorligt, opmagasinerede arven, rullet sammen i bokse, på et loft i Stockholm, hvor temperaturerne kunne svinge fra 15 minusgrader om vinteren til 30 grader om sommeren, og lod årene gå. Han arbejdede i flåden og vidste ingenting om kunst. Men i midten af 60’erne fotograferede han nogle af værkerne og tog hen til Moderna Museet på Skeppsholmen i Stockholm og bad dem vurdere dem. Kunne de være interesserede i at overtage og forvalte arven? Nej, ellers tak, lød svaret. Samme svar fik han fra andre svenske kunstinstitutioner. Så han oprettede en fond. I dag kan vi glæde os over, at Erik af Klint var en tålmodig, men også stædig mand, der valgte ikke at tage museernes vurdering som et endeligt bevis på, at hans tante havde efterladt ham en bunke værdiløs hobbykunst, der ligeså vel kunne kasseres.

LÆS OGSÅ: Mon denne svenske kvinde bliver kunstens næste store stjerne?

Gennembruddet grynede i 1986, da enkelte af værkerne var med på en udstilling om spirituel kunst i Los Angeles. En del år senere fortrød Moderna Museet i Stockholm deres tidligere afslag og viste i 2013 Hilma af Klint samlingen under titlen Hilma af Klint – abstrakt pioner, som året efter blev udstillet på Louisiana i Humlebæk, på Serpentine Gallery i London i 2016, og i efteråret 2018 på en seks måneder lang Guggenheim-udstilling, der tog newyorkerne og kritikerne med storm og slog alle rekorder med 600.000 besøgende. Og nu rejser værkerne altså til Moderna Museets afdeling i Malmø.

Hilma af Klint ligger begravet i familiens gravsted i Stockholm sammen med resten af sin familie – helt uvidende om, at det livsarbejde, hun skjulte for at undgå at blive misforstået af sin samtid, nu rejser verden rundt og finder både forståelse og anerkendelse. Men måske anede hun det, ligesom så meget andet, hun forudså?

“De eksperimenter, jeg har foretaget … som jeg foretog for at vække menneskeheden, når de blev vist for verden, var en pioners bestræbelser, selv om de (værkerne, red.) vil rejse gennem meget skidt, vil de bevare deres renhed.” 

Hilma af Klint. Konstnär, forskare, medium, 4. april – 27. september på Moderna Museet i Malmø. Modernamuseet.se