Laura Bjærge

Mød Laura & Flemming: De står bag de krydsord, du løser i bladene

At være krydsordkonstruktør er et både sjovt og anderledes job - og så kan det gøres på den gode gammeldags facon i hånden eller med hjælp fra teknologien. Her kan du møde Laura og Flemming, der hver uge konstruerer nye spændende krydsord til dig - på hver sin måde.

Når Laura som lille kom hjem til sin mormor, lå der altid en børnekrydsogtværs fra mormors Familie Journal klar, som Laura løste med stor iver. Hun elskede bogstaver, ord og quizopgaver – men at netop det ville blive hendes arbejde som voksen, havde hun ingen anelse om. Ikke desto mindre kan Laura Bjærge i dag kalde sig krydsordskonstruktør.

Med sine 29 år er hun en af de yngste ansatte hos firmaet Keesing Danmark, som udgiver mange af de quizopgaver og krydsord, vi andre uge efter uge krøller vores hjerner over. Sin unge alder ser Laura dog kun som fordel, for det er sjovt at forny det måske lidt gammeldags krydsordssprog, synes hun.

"Når man har løst et par krydsogtværs, begynder man jo at kende koderne og de forskellige ord, som man ellers aldrig bruger", siger hun.

"Der er for eksempel ofte en tegning af to fingre holdt som et V, og en krydsordsentusiast ved, at det er en ”ed”. Men det ord er der jo ingen, der bruger længere. I stedet for fingrene kunne man derfor skrive ”Sheeran” (musiker, red.) – hans fornavn er Ed og vil give samme resultat i krydsordene."

Laura studerede egentlig medievidenskab på Aarhus Universitet og ville gerne ind i filmbranchen. Men så var hun i praktik hos brætspilsfirmaet Bezzerwizzer, og da hun en dag faldt over et stillingsopslag som krydsordskonstruktør, tænkte hun, at det kunne være sjovt – og om ikke andet som en god mulighed for at øve sig i at skrive jobansøgninger.

Laura fik dog ikke brug for at skrive flere ansøgninger, for jobbet blev hendes, og i dag – tre år senere – er hun stadig vild med at konstruere quizzer og krydser.

Samarbejder med computer

Selv om Laura har et større ordforråd end de fleste, betragter hun alligevel teknologien som en kærkommen hjælp i sit job med at få det hele til at hænge sammen på kryds og tværs.

"Jeg finder selv på temaer, quizspørgsmål og forskellige nøgleord, som jeg skriver ind i et computerprogram, og så udfylder programmet de tomme felter med ord og ledetråde, der passer til sværhedsgraden", forklarer hun.

Programmet fungerer desuden som en slags avanceret opslagsværk, hvor krydsordskonstruktøren kan hente inspiration, og det tjekker, at der ikke er fejl, gentagelser eller uønskede ord.

"Jeg kigger efterfølgende opgaven igennem og ændrer måske nogle ledetråde, som passer godt til netop den opgave", siger Laura.

Her bliver dine krydsord til

Keesing Danmark er en del af Keesing Media Group, som er et af Europas største mediehuse inden for såkaldt braintainment (en sammentrækning af ordene brain, hjerne, og entertainment, underholdning). Betegnelsen dækker alle former for opgaver, som underholder, samtidig med at hjernen aktiveres. Keesing udgiver krydsord og quizopgaver på ti forskellige sprog.

God ålekvabbe

I det hele taget mener hun, at man bør have fingeren på pulsen, når man sammensætter krydsogtværser og quizzer, så opgaverne er aktuelle.

"Jeg interesser mig meget for, hvad der sker inden for kultur og samfund, og man skal for eksempel have styr på, hvilke film der kommer – så den, der løser opgaven, kan se, at det er en ny opgave og ikke en genudgivelse", siger hun og tilføjer, at man vigtigst af alt skal synes, at sprog er sjovt, og kunne se det fra flere vinkler.

For selv om Laura får hjælp af computeren, er der mange beslutninger, hun selv skal tage.

"I en Quizkryds skal jeg finde på de spørgsmål, der står uden for gitteret, og få svarene til at passe i resten af krydsorden", siger hun og forklarer, at hun også selv beslutter de forskellige temaer for de øvrige krydsord.

LÆS OGSÅ: Minikrydsord

Inspirationen kan komme alle mulige steder fra i hendes hverdag.

"For eksempel hørte jeg om fisken ålekvabbe i radioen. Det er nogle virkelig gode bogstaver, så det ord vil jeg se, om jeg kan bruge i en quiz en gang", siger Laura.

"Museer er også en god kilde, hvor jeg finder mange kunstnernavne, jeg skriver ned og bruger i krydsogtværserne."

At samtlige ord i ens hverdag kan blive til bogstaver i en krydsord, er ifølge Laura en arbejdsskade, men én, hun med glæde dyrker.

Corona-kryds

Når Laura fortæller, at hun er krydsordskonstruktør, mødes hun ofte med overraskelse, for de færreste har tænkt på, hvordan en krydsogtværs bliver til. Men interessen for at løse dem, oplever Laura som stigende, især efter corona.

"Salget af krydsordshæfter steg under corona ligesom strik og puslespil, og generelt synes jeg, man kan se en bevægelse tilbage mod det analoge og det, man kan gøre færdigt", påpeger hun.

"Du kan jo blive ved med at scrolle på din telefon, men krydsorden er færdig, når du har skrevet det sidste bogstav, og den tilfredsstillelse tror jeg, mange har fået øjnene op for."

Laura Bjærge, 29 år

Har læst medievidenskab og har de seneste tre år været krydsordsredaktør, først hos AllerMedia og i dag hos Keesing Danmark. Bor i København.

Selv løser Laura også stadig krydsord i sin fritid, indrømmer hun. Dog ikke sine egne og bestemt heller ikke længere børnekryds. Men gerne én på engelsk.

Flemming Roland er en sjældenhed. Han er nemlig én af de få tilbageværende mennesker i Danmark, som konstruerer krydsogtværser i hånden. Mange af de krydsord, vi løser uge efter uge, konstrueres med hjælp fra en computer på få sekunder, men hos Flemming foregår det med papir og blyant.

"Der er stor forskel på, hvordan jeg griber det an, alt efter hvilken type krydsord jeg skal lave", fortæller Flemming.

"Men fælles for mange af dem er, at jeg får tilsendt et tomt gitter i den størrelse, bladet ønsker. Redaktionen bestemmer også temaet for opgaven, hvilket kan være alt fra musik til saltvandsfisk. Så finder jeg på spørgsmål og svar inden for temaet og placerer dem i det tomme gitter", fortsætter han.

"Dernæst udfylder jeg de tilbageværende felter med de ord, løseren skal gætte. Jeg begynder altid i øverste venstre hjørne og arbejder mig mod nederste højre hjørne. Til sidst finder jeg på ledetrådene – som er dem, læseren ser."

Favorit-opgaven

Det tager ofte Flemming en hel dag at konstruere en krydsord, som vi læsere efterfølgende bruger en time på et løse. En af de helt store tidsrøvere er den såkaldte Quiz & vers i Hendes Verden, men den er også Flemmings favorit. Opgaven består af 12 paratvidensspørgsmål og ender med en linje fra en kendt sang – og er en helt anden type opgave end en almindelig krydsord.

"Jeg elsker ord, og jeg elsker højskolesangbogen, så what’s not to like?" smiler Flemming.

LÆS OGSÅ: Sudoku

"Når jeg laver en Quiz & vers, finder jeg tre-fire linjer i en sang – det kan være fra Højskolesangbogen eller en moderne popsang – og lægger linjerne ud i papbogstaver på mit skrivebord", forklarer han.

"Bagefter fordeler jeg bogstaverne i bunker med a’er, b’er c’er og så videre og ser, hvilke 12 nye, gerne leksikale, ord, jeg kan danne af disse bogstaver."

Flemming finder derefter på spørgsmålene, som hans nye ord skal være svar til. Resten er op til læseren, som ved hjælp af svarene til sidst kan danne den verselinje, som Flemming begyndte med.

18 år som typograf

Flemming er ikke selv vokset op i et hjem med krydsord, men han har altid læst, og derfor var det ikke uventet, at han kom til arbejde med alfabetet. I første omgang som typograf og håndsætter.

"Jeg blev færdiguddannet hos Brdr. Schütt i Horsens en fredag eftermiddag i 1978 og gik på arbejde på Horsens Folkeblad den følgende mandag. Her blev jeg i 18 år", fortæller han.

I fattigfirserne sad Flemming pludselig med to huse, han ikke kunne sælge på grund af de høje renter, så en tvangsauktion bankede på, og gode råd var dyre. Men i 1988 faldt han over en billetmærkeannonce i Jyllands-Posten, hvor man søgte en krydsordskonstruktør.

Forstå krydsordene

Gitter

Det tomme felt bestående af alle de små firkanter, hvor vi efterfølgende skiver bogstaverne ind.

Synonym

Når to ord betyder det samme, er de synonymer, for eksempel ”våd” og ”gennemblødt”. Det ene ord fungerer som ledetråd i opgaven, mens det andet er det svar, vi skriver ind.

Ledetråd

De ord, som er printet i krydsorden, som vi læsere skal finde synonymer til.

Quiz & vers

En type krydsord, hvor svaret er linjerne i en sang. Der er 12 spørgsmål, hvis svar har nummererede bogstaver. Hvert bogstav føres ned i slutlinjen, og man ender med en strofe fra en kendt sang.

Quizkryds

En type krydsord, som har en række nummererede paratvidensspørgsmål, hvis svar skrives i gitteret ved det tilsvarende nummer.

"Så jeg ansøgte og fik tilsendt et utal af krydsord, som jeg skulle forsøge at konstruere. Nogle af dem blev godkendt, og andre krævede lidt mere øvelse. Men jeg fik hyren og skulle levere seks-syv krydsord om måneden til et krydsordsblad, der hed Felix", fortæller Flemming.

I 1995 blev han skilt og alenefar og måtte tage sin søn med på trykkeriet klokken 6 om morgenen og sende ham i skole med bybussen. Den løsning var uholdbar, så Flemming bad om flere krydsordsopgaver, og heldigvis kom der tilstrækkelig mange til, at han kunne sige jobbet som typograf op og arbejde hjemmefra.

Læser kogebøger

At være krydsordskonstruktør er et stillesiddende arbejde, til gengæld står de små grå ikke stille, for jobbet kræver fænomenale stavefærdigheder, grundighed, stor tålmodighed, konstant nysgerrighed og kærlighed til ord.

"Man er nødt til at følge med i alt, og det er ingen dum ide at læse i lidt af hvert", fortæller Flemming.

"Jeg holder selv meget af at læse romaner, hvor jeg ofte finder spændende ord, som måske ikke lige dukker op på DR’s nyhedssider. Ved lægen udnytter jeg også tiden og bladrer i blade om videnskab, historie og boligindretning, hvor man også finder ord, man ikke lige hører i daglig tale. Selv kogebøger er gode", påpeger han og tilføjer:

"Jeg plejer at sige, at jeg ved lidt om mange tinge, men ikke meget om noget særligt. Det er dog ikke nok at være på udkig efter sjove ord, for man skal også have en ide om, hvilke skuespillere, politikere og sangere der er nye og hotte, for at sikre sig, at krydsordene er aktuelle og tidssvarende."

"Det var blandt andet i konstruktionen af en krydsord, at jeg blev klar over, at Abba udgiver et nyt album", fortæller Flemming, som ikke er bange for, at tiden er ved at løbe fra krydsogtværser og quizzer.

Flemming Roland, 65 år

Uddannet typograf, men arbejder som freelance håndkonstruktør af krydsord. Har to voksne børn fra et tidligere forhold. Bor i Horsens.

"Jeg tror på, at krydsordsbranchen vil trives mange, mange år endnu", siger han.

"Uforpligtende tidsfordriv med indbygget hjernegymnastik vil der altid være plads til."