Sommersalater

Lav lækre sommersalater med fisk

Nogle (mest mænd) syntes ikke, at salater udgør en selvstændig hovedret, men fyld dem med lækkert kød eller fisk, og server et godt brød til, så lover vi, at de gør lykke på middagsbordet.

AVOCADO MED REJER

80’er klassikeren over dem alle. Her i en luksusudgave med friskpillede rejer og hjemmelavet thousand island-dressing.

(4 pers.)

2 håndfulde grøn salat, gerne en

blanding af spæde salater

1 bundt dild

2 modne avocadoer

1 lime eller 1 citron

1 kg rejer med skal (eller 1 kg levende fjordrejer)

Thousand island-dressing:

4 spsk. cremefraiche 18 %

4 spsk. mayonnaise

2 tsk. ketchup

2 tsk. sød paprika

½ spsk. citronsaft

salt og peber

Oliedressing:

2 spsk. rapsolie

½ spsk. citronsaft

salt og peber

1. Rør de to dressinger sammen. Pluk dilden, og bland den med salaten. Vend salaten med i oliedressingen.

2. Anret en håndfuld salat på hver tallerken. Skær avocadoerne i skiver. Dryp citron- eller limesaft over. Læg skiver af avocado på salaten.

3. Anret rejerne i en skål ved hver tallerken, så gæsterne selv kan

pille dem. Server thousand island-dressingen ved siden af.

DEN EKSTRAVAGANTE MED FJORDREJER:

Vil du servere den ekstravagante udgave, så køb et kilo levende fjordrejer, og kog dem i ca 1 minut i vand tilsat 1 spsk. salt. Lad dem trække i lagen i et par minutter, og afdryp dem i en sigte. Anret dem i små skåle ved hver tallerken.

HOVEDSALAT MED RIMMET LAKS, RADISER OG RYGEOST

Laks, radiser og rygeost er indbegrebet af dansk sommer. Server med lækkert brød og en god kølig hvidvin.

(4 pers.)

1,5 spsk. sukker

2 spsk. havsalt

saft fra 2 lime

½ side laks (dvs. en kvart laks)

200 g mager rygeost

2 spsk. mælk

Radisesalat:

1 stort bundt radiser (evt. 2)

saft fra 1 lime

1 spsk. rapsolie

salt og peber

2 hjertesalat

1 stilk sødskærm eller en fennikeltop i små stykker

1. Bland sukker og salt med limesaft, og gnid det godt ind i laksen. Kom i et fad, og dæk med film. Lad laksen trække på køl i 48 timer.

2. Rør rygeost og mælk til en blød creme.

3. Skær radiserne i meget tynde skiver. Bland limesaft og olie med salt og peber, og vend radiserne i dressingen.

4. Skær laksen i tynde skiver. Anret 3-4 skiver sammen med ½ hjertesalat uden stok, 1 spsk. radisesalat og 1 spsk. rygeostcreme. Drys med sødskærm eller fennikeltop, og kværn peber over lige inden servering.