Rispapirsruller med sushiris, rejer og mango
Har du først lavet sushirisene, er det nemt at lave rispapirsruller. Har du børn, vil de helt sikkert gerne være med til at lave rispapirsrullerne med sushiris, rejer og mango.
Rispapirsruller med sushiris, rejer og mango
Til 4 personer
Tid: ca. 30 min. plus tid til afkøling.
3 dl sushiris
Sushilage:
3 spsk. riseddike
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 lille rød chili
3 forårsløg
1 moden mango
400 g rejer
1 spsk. olie
2 fed hvidløg
1 bakke lucernespirer
8 stykker rispapir
Tilbehør:
sojasauce/wasabi eller chilisauce
1. Skyl risene grundigt, og kog dem efter anvisning på pakken.
2. Varm ingredienserne til sushilagen op, til sukkeret er opløst.
3. Hæld risen i en stor skål, og hæld sushilagen i den varme ris lidt ad gangen. Vend forsigtigt rundt. Afkøl risen til stuetemperatur.
4. Flæk chilien, skrab kernerne ud, og hak chilien fint. Snit forårsløg. Skræl mangoen, og skær i tynde strimler.
5. Varm olien på en pande. Steg rejerne i 1 minut ved høj varme. Kom presset hvidløg, chili og fintsnittet forårsløg på panden, og steg ved svag varme i yderligere 1 min. Stil rejerne til afkøling.
6. Fyld en stor stegepande med meget varmt (ikke kogende) vand, og udblød rispapiret – et ark ad gangen. Det skal faktisk kun lige dyppes i vandet, og så er det klar til brug.
7. Gør fingrene fugtige, og læg en stribe af ris tværs over rispapiret. Læg derefter mangostykker og lucernespirer over risen, og læg rejer på toppen. Rul rispapiret stramt om fyldet, og skær i ruller. Server rullerne med sojasauce rørt med wasabi eller chilisauce.