Sponsoreret indhold
Ane Cortzen: ”Det er noget, du skal glæde dig til”
Tv-vært Ane Cortzen er ved hjælp af samtaler med sig selv og sin stærke mavefornemmelse kommet frem til, hvordan hun kan vende overgangsalderen til noget positivt.
Lyt til episoden af podcasten Kære Overgang, hvor Annamette Fuhrmann taler med Ane Cortzen og Marika Tingleff om overgangsalderen og arbejdslivet her.
Det tog hende et stykke tid, før hun indså, hvad der var på færde i krop og sind.
”For noget tid siden begyndte jeg at lægge mærke til, at der var nogle forandringer i mit hoved og i min krop. Og så for 2-3 år siden gik det op for mig, at det nok var overgangsalderen – noget jeg seriøst aldrig har hørt om, hverken som barn, som ung kvinde eller som voksen. Det er aldrig noget, min mor har talt om. Derfor begyndte jeg at undersøge det og fandt ud af, at det virkelig er et underbelyst emne.”
Den nye fase har fået hende til at mærke efter, og det var især sindets forandringer, der gjorde hende klar over, at nye tider var på vej.
”Når jeg tænker over det, har jeg faktisk masser af overgangsalderrelaterede tegn. Jeg er blevet mere eftertænksom, og jeg kan sagtens vågne op og tænke, at jeg slet ikke kan overskue den dag, jeg skal i gang med, og jeg har ikke lyst til at bidrage med noget som helst – og sådan har jeg ikke haft det før.”
Hun har siden brugt lang tid på at tænke over, hvad hun har brug for i sit arbejdsliv som selvstændig.
”Jeg er faktisk nået til et punkt, hvor jeg ville tage fat i min chef, hvis jeg havde en. Så ville jeg sige, at jeg er på vej ind i en fase, jeg ikke helt ved, hvad indebærer, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan blive ved med at gøre, som jeg plejer. Jeg har brug for en pause til at tænke mig om, for jeg kan ikke mærke, hvad der er ved at ske med mig, mens jeg arbejder.”
Eftersom hun er sin egen chef, har hun taget samtalerne med sig selv og er i den forbindelse kommet frem til, hvordan den såkaldte overgangsordning helt konkret skal se ud.
”Jeg skal på dannelsesrejse. Jeg vil til det græske øhav, hvor jeg har været mange gange. Det føles trygt. Jeg tager afsted hele oktober måned – alene. Jeg gik længe og tænkte over det for mig selv, for det var vigtigt for mig at tage beslutningen selv. Da jeg endelig fremlagde det for min mand, var hans respons: Det skal du da bare gøre.”
Det overraskede hende, at det var så nemt at få det, hun kunne mærke et behov for. Hun har i det hele taget fundet ud af, at overgangsalderen ikke behøver være et problem, og at der tværtimod er meget positivt at hente i kroppens og sindets forandringer.
”Der er et kæmpe potentiale, fordi man forandrer sig. Det er faktisk en spændende fase at komme ind i som kvinde, for man kan tage nogle ting op til overvejelse. Lad være med at gå og frygte det – glæd dig til det.”