Vægt og krop

Sådan kommer du af med fedtdepoterne

Har du altid undret dig over, hvorfor fedtet på lige netop din krop vælger at sætte sig, hvor det gør? Den nye kostteori Bio Signature giver et bud på, hvorfor det er sådan – og kan hjælpe dig med at komme af med bhdellen, kærlighedshåndtagene eller de tykke arme.

Måske er du egentlig meget godt tilfreds med din vægt – det er mere fordelingen af kiloene, du synes, den er gal med. Hvorfor skal det hele lige sidde på maven, når du hellere ville have det siddende på din lidt flade popo? Eller hvorfor kunne det ikke sætte sig på brysterne i stedet for på armene? „Sådan er det bare“, har hidtil været det svar, der var at få. Og det er sådan set stadig en del af den forklaring, der er. For selvfølgelig er du arveligt begavet og belastet – men ifølge den nye kostfilosofi Bio Signature er der faktisk også noget, du kan gøre ved lige præcis de områder, du er irriteret over.

– Der er selvfølgelig en del genetik i, hvordan fedtet fordeler sig på din krop. Og det medfødte kan du ikke gøre så meget ved, og du får ikke en „perfekt“ krop med Bio Signature – det er ikke det, det handler om - men du kan få en sundere fedtfordeling, siger Louise Bruun, der er uddannet ernæringsterapeut, Bio Signature-coach og personlig træner.

Sådan foregår det

– Alle er forskellige, så for at få et præcist billede af, hvor dine eventuelle ømme punkter sidder, skal du have lavet en individuel Bio Signature-profil. Det foregår ved, at coachen måler dig 12 forskellige steder på kroppen med en såkaldt fedttang. Herefter regner coachen på forholdet mellem de forskellige punkter og lægger en kost- og motionsstrategi til dig, forklarer Louise Bruun.

Vi bringer dig her et generelt og forenklet overblik over, hvilke problemer, der ifølge Louise Bruun og Bio Signature-teorien kan skyldes hvad, hvor de sidder, og hvad du kan gøre ved dem.

Dobbelthage og runde kinder

ÅRSAG

Kan skyldes for meget svamp i din tarmflora som følge af stress eller forkert kost med for meget kulhydrat. Det kan også være en følge af en længere penicillinkur eller for meget alkohol, som ligeledes giver grobund for svamp.

LØSNING

Drop kulhydraterne fra brød, mælk, kornprodukter, tørrede bønner og eksotisk frugt. Få masser af hvidløg og grøntsager og drik rigeligt med vand (og mindre alkohol, selvsagt).

Armhuledelle

ÅRSAG

Kan være en hormonel ubalance, som gør, at du har for lidt testosteron og for mange østrogener i fedtvævet. Kan skyldes zink-mangel.

LØSNING

Minimér dit forbrug af kaffe og cola, som sænker optagelsen af zink i din krop. Supplér gerne kosten med organiske zink-tabletter.

Læs også: Bliver du tyk af de her 10 ting

Mormorarme

ÅRSAG

Kan dels skyldes, at du har for få muskler på armene, men det kan også være, fordi din krop danner for lidt testosteron og for meget østrogen. Tykke arme ses i øvrigt ofte sammen med nedsat sexlyst og følelsen af psykisk ubalance.

LØSNING

Træn armene med vægte – ud over at stramme musklerne op, stimulerer det også testosteronproduktionen. Gå desuden efter at indtage en masse antioxidanter fra bær.

Bh-delle (under skulderbladet)

ÅRSAG

Din krop er meget dårlig til at omsætte kulhydrater. Du er ekstra følsom over for insulinudsving.

LØSNING

Du skal have styr på dit blodsukker og insulin. Få dine kulhydrater fra grøntsager – det vil sige drop brød, gryn, bønner, juice og mælk. Prøv det i bare en måned, og se, hvad der sker.

Fedt på ribben (lige under brystet)

ÅRSAG

Du har et for lavt stofskifte.

LØSNING

Sørg for at danne mere muskelmasse gennem f.eks. vægttræning. Større muskelmasse = højere stofskifte. Spis mere protein fra fjerkræ og fisk og supplér med chili og grøn the for at booste forbrændingen.

Kærlighedshåndtag (sidebenene)

ÅRSAG

Faktisk kunne det her område lige så godt hedde kage- eller chokoladedellen. For meget fedt her skyldes, at du indtager for mange kulhydrater.

LØSNING

Drop kulhydraterne, så du får stabiliseret dit blodsukker. Spis i stedet masser af lyst kød fra kylling og fisk og supplér med fiberrig kost – det kan være fra rød- og hvidkål, porrer, løg, kværnede hørfrø og græskarkerner. Drik grøn the.

Delle på maven (lige omkring navlen)

ÅRSAG

Stress – og for mange kulhydrater, som resulterer i en overproduktion af insulin. Når kroppen er stresset går den i ur-overlevelsesmode og lagrer fedt på maven (og omkring dine indre organer – og det er noget usundt møg).

LØSNING

Udeluk sukker, mælkeprodukter, brød, kornprodukter. Drik vand, spis grønt, proteinrigt  og – meget vigtigt: Gå i seng i ordentlig tid og få 7-9 timers søvn hver nat. Hvis du vejer for meget og har for meget fedt på maven, bør du desuden undgå kredsløbstræning – sådan noget, hvor du har pulsen oppe længe ad gangen. Det stresser nemlig kroppen og får den til at sende endnu mere stresshormon rundt i blodbanen og holde fast på fedtet. Vælg i stedet rolige og afstressende motionsformer som gåture, yoga o.l.

Læs videre på næste side.

Tykke knæ (midt på knæskallen)

ÅRSAG

Du indtager for meget kaffe, cola, alkohol og har muligvis ophobet for mange tungmetaller i kroppen.

LØSNING

Skru ned for dit forbrug af kaffe, cola, alkohol og hold dig fra navnlig dåsetun samt udenlandske jordbær, sprøjtede peberfrugter og mandariner. Gå efter økologiske råvarer. Og spis gerne bitre ting som artiskok, og drik te fra urter som mælkebøtteblade og marietidsel.

Fedt på læggene

ÅRSAG

Her menes der ikke „lår i skoene“, som er genetisk betinget, men forstørrede lægge. Det kan skyldes dårlig søvn og igen: ustabilt blodsukker som følge af for mange kulhydrater fra brød, gryn, frugt. Det kan også skyldes ophobning af væske.

LØSNING

Gå i ordentlig tid i seng, dvs. før kl. 22. Sørg for at få mellem syv og ni timer, og at der er mørkt, der hvor du sover. Ellers kan du forstyrre søvnen og derved påvirke kroppens hormoner på en måde, der stresser den og får den til at lagre fedt. Spis masser af protein, grøntsager og sundt fedt fra nødder, frø og olier.

Store lår og baller

ÅRSAG

Din krop har samlet for mange østrogenlignende stoffer (xenoøstrogener) – det kan være fra p-piller, parabener, pesticider o.l. – og de binder sig til kroppens eget østrogen og skaber en usund ubalance.

LØSNING

Mange bække små, gør en stor å, når det kommer til de østrogenlignende stoffer. Derfor: Genovervej p-pillerne. Undgå parabener fra f.eks. plastikflasker. Drik i stedet vand af et glas. Undgå cremer og rengøringsmidler med parabener. Og få i øvrigt masser af fibre fra f.eks. kål, løg, porrer, broccoli og kværnede hørfrø og græskarkerner.

Læs også: Sådan får du bugt med bulerne

Hvad er Bio Signature?

Bio signature er en kostteori, der er udviklet af den amerikanske træningsfysiolog Charles Poliquin, som gennem 25 år har trænet en masse topatleter. Gennem en række studier og tests mener han at have fundet en sammenhæng mellem den måde, kroppen lagrer fedt på og ubalancer i kroppens forskellige hormoner. Ifølge Poliquins teori ophober fedtet sig bestemte steder på kroppen alt efter, hvilken slags hormonel ubalance, der er tale om. Ubalancerne kan måles 12 steder på kroppen og ændres ved hjælp af kost, træning og søvn, som hjælper hormonerne tilbage i balance.

Sådan får du en sundere fedtfordeling

Skær helt ned på: meget kulhydratholdige fødevarer som brød – også rugbrød – tørrede bønner, kornprodukter (herunder f.eks. pasta og havregryn), sukker, mælk, og eksotisk frugt som ananas, papaya, mango o.l.

Spis flere: Grøntsager, proteiner fra fjerkræ og fisk, hele kerner, sunde fedtstoffer fra nødder, frø og olier. Begræns dit frugtindtag og vælg „lokale“ ting som bær, blommer, æbler eller pærer.

Dyrk ustressende sport som vægttræning, yoga, svømning, cykel- og gåture i skoven og eventuelt intervaltræning. Hård træning som f.eks. spinning kan være med til at stresse kroppen yderligere – og det får den til at holde på fedtet.

Få søvn nok. Gå i seng før kl. 22 og sov mellem syv og ni timer. Det er i det tidsrum, din krop udskiller en række vigtige hormoner, som bl.a. er afgørende for, om du har for meget fedt på maven. Og nej, siger Louise Bruun, det hjælper ikke at gå i seng ved midnat og sove til klokken ni i stedet. Kroppens arbejdstider er ikke sådan at lave om på.

Eksempler på Bio Signature-kost

Det er selvsagt helt individuelt, hvordan en kostplan efter Bio signature-metoden ser ud, men her er et lille indblik i coach Louise Bruuns egen kostplan.

Morgenmad:

2 spejlæg med gurkemeje, cayenne, valnødder og peberfrugt.

Frokost:

Røget laks og rødkålssalat med olivenolie, citron, solsikkekerner og havsalt.

Aftensmad:

Kylling med spinatpesto og broccolisalat med rød peber og mandler.

Mellemmåltider:

Kogt æg

Gulerødder og mandler

Selleri med tahin-dip

Hvad koster en Bio Signature-konsultation?

Der findes flere Bio Signature-coaches i Danmark, og priserne kan selvfølgelig variere.

Vores ekspert Louise Bruun tilrettelægger både længere forløb, hvor man ud over fedtmålingen, kost- og motionsplanen får ni gange personlig træning og opfølgning. Det koster 7.000 kr. for sådan et forløb.

Et kortere forløb med måling, kost- og motionsplan plus to gange opfølgning koster 3.000 kr.

Læs mere på Well-come.dk – klik ind under „personlig træning“ og „Bio Signature“.