På tærsklen til et sammenbrud: "Hvorfor gør vi ikke noget, FØR det går galt?"
Drømmer du også om at gå lidt flere ture i skoven og gå lidt mindre ned med stress?
En af glæderne ved at blive ældre er, at man bliver bevidst om, at livet faktisk kan leves anderledes. Selvom knoglerne knager, og tissemanden pludselig skal rystes en ekstra gang eller fem efter toiletbesøgene, slår vi med alderen også håbet ud og hjertet op for muligheden for at bruge dette ene dyrebare liv på en bedre måde. Gå lidt flere ture i skoven, gå lidt mindre ned med stress.
Palle Steffensen udgav tidligere på året den tankevækkende podcast ”Tag dig sammen”, hvor han med afsæt i sin egen stresssygemelding undersøgte, hvorfor så mange af os brænder ud og går i stykker på grund af noget så relativt åndssvagt som vores arbejdsliv.
Fælles for de medvirkende var, at de alle havde haft fuld knald på karrieren, lige indtil korthuset væltede, og selvom den slags pludselige opbremsninger sjældent er sjove – i den anden ende af krisen lurer jo trods alt risikoen for at ende forladt og fordrukken i en våd papkasse bag rutebilstationen – var de alligevel alle kommet gladere, sundere og afklarede ud på den anden side af sammenbruddet.
Nogle med en lavere månedsløn, andre med en forskrækkelse, de måske gerne havde været foruden, men ikke desto mindre havde de lært en vigtig lektie om arbejdets betydning for lykken. Eller rettere sagt, manglen på samme.
Jeg lyttede, lod mig opsluge af fortællingerne om mennesker, der som mig havde tilladt arbejdet at fylde for meget i livet og livet fylde for meget i arbejdet. Jeg lovede mig selv, at jeg også skulle bremse op, skifte spor og skrue ned, lytte lidt mere til den indre stemme, der fortæller mig, at jeg burde bruge mindre krudt på arbejdet og mere på ungerne, vennerne og min gamle mor, lære at spille klaver og prøve at knække koden til ”Brødrene Karamazov”.
Annonse
Der er jo trods alt aldrig nogen, der på deres dødsleje fortryder, at de ikke tog et par ekstra vagter på jobbet og fedtede lidt mere for chefen, mens de havde chancen, vel? Men tiden går, og jeg rykker mig ikke rigtigt ud af pletten.
Mit arbejde fylder stadig alt for meget i mit liv, kollapset ligger på lur, og selvom jeg dagligt drømmer mig hen til mindfulness, zentilstand og en 7-7-ordning med en faldefærdig knaldhytte på den irske vestkyst, hvor jeg kan lade sjælen fylde med frisk luft og forandring, får jeg ikke gjort noget ved det.
I fysikkens verden kalder man det inerti, denne tilstand af stilstand, der gør det noget nemmere sagt end gjort at ændre kurs her i tilværelsen. Men hvorfor er så mange af os ude af stand til at gøre det anderledes, FØR det går galt?
Der er jo ikke ligefrem mangel på podcasts, selvhjælpsbøger og lyserøde Facebook-citater til at minde os om, at livet sgu som regel i sidste ende altid viser sig at være for kort til søvnløse nætter, svedeture og andre stresssymptomer – men hvordan gør man? Vågner man bare en morgen og beslutter sig for at gøre det hele anderledes? Gå ned i tid og ud i solen? Og kan man gøre det uden en formue på bankkontoen?
Måske er første skridt at acceptere, at der trods alt ER en anden vej derude. Den erkendelse er som sagt en af glæderne ved alderen. Det hårde arbejde ligger i at sørge for, at det ikke blot bliver ved tanken, for så kan glæden hurtigt forvandle sig til sorg.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
