ALT for damerne tester: Sig ja til alt i en uge

"Du skal huske at sige fra," siger vi igen og igen til hinanden. Vi skal kunne det hele: Passe et fedt job, opdrage skønne unger, se godt ud, spise sundt og løbe rundt om søerne mindst to gange ugentligt. Langsomt opdagede vi, at det var umuligt at nå det hele til perfektion, og derfra rullede mantraet: Du. Skal. Sige. Fra. Over for mændene, over for chefen, modemagasinerne, svigerforældrene og alle dem, der gør sig kloge på, hvordan du skal leve dit liv. Folk går i terapi for at lære at sige nej. Selvfølgelig kan ingen forvente, at vi kan overskue det hele, men måske er vi blevet så dygtige til at sige fra, at vi snyder os selv for eventyr og læring ved automatisk at trække i den mentale håndbremse? Hvad med i stedet at sige TIL og gribe mulighederne, når de byder sig?

Personligt har jeg det svært ved alt det uplanlagte og kan have en tendens til at sige fra. Hurtigt. For eksempel fortrød jeg, at jeg sagde nej, da fyren, jeg havde været forelsket i flere måneder på studiet, spurgte, om vi skulle være kærester. Jeg blev overrumplet og reagerede pr. automatik med et "Nej, det er gået for stærkt," og ærgrede mig senere gul og blå over, at jeg ikke bare havde kastet mig ud i det. Karrieremæssigt var det måske også for let at sige fra, da jeg blev tilbudt en lederstilling, kort efter jeg var færdiguddannet. Min umiddelbare reaktion var: "Nej, det har jeg da slet ikke erfaring nok til," men måske får jeg aldrig så fint et tilbud igen? For vi ved det jo alle: Der er en risiko ved at sige ja, men måske er der i virkeligheden – og på langt sigt – en endnu større risiko ved at sige nej? Jeg vil prøve at kaste forsigtigheden over bord og sige ja til alt i en uge.

Mandag

JEG SPRINTER

Indrømmet: Jeg er lidt af en tryghedsnarkoman. Bliver irritabel over uventede drejninger i hverdagen og kan have en tendens til intuitivt at tænke "Nej tak," når jeg står over for en mulighed, et tilbud eller et konkret ja-nej-spørgsmål. Derfor er det med en vis bæven, jeg begynder ugen, hvor jeg skal sige ja til alting. Alt. Ting. Alting.

Hver mandag holdes artikelmøde på redaktionen, hvor vi gør status på vores skriverier og finder ud af, hvad der skal laves de kommende uger. "Kan du have den artikel færdig til nummer 38?" "Kontakter du forlaget?" "Vil du interviewe Simi Jan?" Spørgsmålene flyver ud af munden på min redaktør, jeg nikker og får hurtigt fyldt min kalender med mange opgaver.

Da jeg et par timer senere sidder på min plads og researcher på en sundhedsartikel, falder jeg over et spørgsmål på DGI's hjemmeside. Det stirrer på mig ud gennem skærmen: "Vil du løbe hurtigere på den halve tid?" står der. Det handler om en intens form for intervaltræning, der hedder 10-20-30 og består af 30 sekunders langsomt løb 20 sekunder med moderat hastighed og 10 sekunders spurt. Hvert minut, altså. Jesus christ, jeg løber næsten aldrig og klemmer øjnene sammen i håb om, at spørgsmålet på magisk vis er forsvundet, når jeg åbner dem igen. Det er der (selvfølgelig) stadig, og jeg gentager det højt for mig selv: "Vil du løbe hurtigere på den halve tid?" Jaaa, svarer jeg tøvende. Der er ingen vej uden om. Da jeg kommer hjem, snører jeg mine løbesko og jokker ned i Frederiksberg Have. Løber langsomt 30 i sekunder, moderat i 20 sekunder og spurter 10 sekunder. Igen og igen. Og igen. Gadagong. Gadagong. Pyyyha! Efter en halv time har jeg fået nok – jeg er jo for fanden ikke Forrest Gump – og vender hjem. Som det altid er med løb, føles det meget rart bagefter.

Tirsdag

FLYTTE-HELVEDE

Gårsdagens løbetur har givet mig ømme lægmuskler, og jeg vralter som en and i 10. måned. Tidligt om morgenen tikker en sms ind fra en af mine bedste veninder, Hanne: "Lullu. Vil du hjælpe mig med at flytte i eftermiddag?" Jeg hader at flytte. Truely, madly, deeply. Trappe op og trappe ned, enorme kasser og ondt i lårbasserne. "JA, selvfølgelig," svarer jeg hende. Og da jeg senere samme eftermiddag ser de mange kasser, der skal slæbes ned i et kælderrum af os to kvinder, sukker jeg indvendigt og bander min ja-uge langt væk. Men selvfølgelig vil jeg hjælpe hende, that's what friends are for.

Om aftenen parkerer jeg mig vandret i sofaen sammen med min kæreste, der netop har sat 2. sæson af Mad Men i X-boksen. Han spørger: "Kan du se noget for mig?" Lidt fejlagtigt pipper jeg "Yes," og må se et helt afsnit med hans højre skulder i synsfeltet. Det her virker dumt!

Onsdag

KIRKELIG MAGI

Jeg kommer for sjældent i kirke! Det konstaterer jeg, da jeg onsdag formiddag sidder i venstre skibsside i Holmens Kirke. Min efterskoleven er uddannet organist og spiller koncert, og jeg takkede ja til invitationen i forgårs. Mine øjne går på opdagelse. Her er smukt! Altertavlen er sirligt udskåret egetræ, der i præcise krummelurer visualiserer Jesu lidelseshistorie. Over mit hoved hænger et stort admiralskib, og i kirkens sydvestlige hjørne duver en kirkefane. Der er noget magisk over det, og jeg genoplever den følelse af stoisk stilstand, der altid overvælder mig i kirker. Jeg har aldrig været her før. Det var her, Mærsk blev begravet, og de royale tvillinger fik deres navne. Efter koncerten sniger jeg mig ind i kirkens lange, barokke gravkapel. Her vrimler med epitafier, blikskjolde, kister, mindetavler og sarkofager fra blandt andre Tordenskjold, Niels W. Gade og Abel Cathrine. Historiens vingesus blæser mig lige lukt op i ansigtet, og havde jeg ikke haft ja-uge, var jeg aldrig havnet her.

Klokken fire ligger der en sms fra en veninde: "Vil du med ud og have en fyraften-cocktail?" Jepper!

Torsdag

KAGE AD LIBITUM

På job. Jeg er træt oven på Mexibars happyhour-aften i går og må sætte mit skærmzoom op til 125% for at kunne se, hvad jeg selv skriver.

Før klokken passerer 9.30, tikker en morgenfrisk sms ind fra min veninde: "Skal vi ses i aften?" står der. "Yes, det kan vi godt. Lad os mødes på Malbeck til middag," tapper jeg tilbage, mens jeg flygtigt tænker, at en sofaaften heller ikke ville være så tosset. Vi aftaler også at tage i biografen. Det hele ender jo med at blive superhyggeligt, og hun har en god nyhed: Hun er endelig blevet kæreste med fyren, vi har brugt utroligt mange kopper kaffe på at analysere!

Gisp! På min computerskærm står der pludselig: "Vil du sælge din modermælk?" Hvordan jeg har fået forvildet mig ind på Hvidovre Hospitals mælkecentral aner jeg ikke, men jeg takker mig selv for, at jeg ikke er gravid og skal malkes i denne omgang. En af mine kolleger har kage med i dag, jeg forsøger at være standhaftig og blive på min plads, men dyden smuldrer totalt, da vores praktikant himler: "Skal jeg tage et stykke kage med til dig, Louise?" "Ja," pipper jeg tilbage og et øjeblik efter står der et styks fedtet banankage med chokoladeklumper og stirrer op på mig. Haps!

Fredag

MAD FORAN FJERNEREN

Så skal vi gudhjælpemig til det igen: "Skal vi ikke have kage," spørger en kollega mig kort efter frokost. Jo! Det skal vi da! Jeg gumler mig igennem et stykke chokoladekage på Pacman-måden og har snart fået nok af søde sager.

Jeg siger ja til at skrive en artikel til websitet, da min redaktør spørger mig, selvom jeg i forvejen har et stramt program med flere telefoninterviews og en haltende klummedeadline, men det hele lykkes, og til sidst stempler jeg ud af forlaget til weekend. Ah!

"Skal vi ikke spise aftensmad inde i stuen?" spørger min kæreste, da jeg kommer hjem."Det er så hyggeligt," tilføjer han. Det er der delte meninger om, tænker jeg, mens jeg halvhjertet brummer: "Jo, lad os det!" Min dejlige kæreste bliver åbenlyst forundret, da jeg siger ja, for egentlig hader jeg tv-dinner. Synes, det er uromantisk og spild af køkken-kræfter at sluge maden foran fjernsynet. Men vi gumler hjemmelavede burgere, mens tv'et udspyer nogle utroligt tørre nyheder om Syrien. Gud, tænk hvis han frier til mig her midt i min ja-uge?! tænker jeg for mig selv.

"Hvad laver du i aften?" skriver min veninde i en sms.

"Umiddelbart intet," svarer jeg.

"Vil du med på Café Intime og have en øl?" spørger hun så.

Ja, hvorfor ikke?! Jeg kommer hjem midt om natten med musik i ørene og kebab i håndtasken.

Lørdag

DET FARLIGE INTERNET

Endelig en slapperdag! Jeg brygger kaffe, åbner min laptop og kommer i tanke om, at en perifert bekendt har spurgt, om jeg vil læse korrektur på hans skoleopgave. Jeg åbner mailen og opdager, at den er 30(!) sider lang og fuld af fejl. Hvorfor sagde jeg ja til det?! Efter to timers intens korrekturlæsning surfer jeg rundt på må og få, tjekker Politikens debatsider og mine yndlingsblogs. Pludselig ser jeg en annonce: "Vil du hjælpe os med at hjælpe andre?" spørger Røde Kors. "Øh ja," er min umiddelbare tanke, og et par klik senere har jeg forpligtet mig til at tage rundt med indsamlingsbøssen i oktober. Hov! Det er tredje gang på en uge, at jeg bliver overrumplet af spørgsmål på nettet. Har du nogensinde bemærket, hvor mange spørgsmål cyberspace er fyldt med? En af mine veninder skriver ph.d.-afhandling i nanoteknologi, jeg læser lidt om emnet og ser pludselig spørgsmålet: "Vil du vide noget om Niels Bohr?" En lav klokke om kvantemekanik fra gymnasietiden ringer, og jeg må reagere på det direkte spørgsmål, som kræver, at jeg downloader et 21 sider langt hæfte om atomfysikeren. Om protroner og neutroner. Atomer, der er elektronisk neutrale. Om kædereaktioner og fissioner. Tak, kære ja-uge, du har netop øget mine chancer for at få en ost i Trivial Pursuits Nature and Science-kategori.

Søndag

EN GRØN KONCERT

"Vil du stadig med til Grøn koncert på søndag?" spurgte min kæreste for et par dage siden. Det ville jeg (selvfølgelig) gerne, og sammen med et vennepar tramper vi nu af sted mod koncertpladsen med hinanden og et par dåseøl i hånden. Musikken fra Alphabeat, Rasmus Seebach og L.O.C. står skarptslebent i luften, og vi hygger os bravt på græsset med picnic-stemning. "Vil du have en øl," bliver jeg spurgt igen og igen. "Ja tak," svarer jeg med tvungen automatik, en smule betuttet ved tanken om, at der er en arbejdsdag i morgen. Da koncertpladsen ligger hen i halvmørke ved 20-tiden dingler jeg hjemad – glad og let snalret.

KONKLUSION

Hvad sker der, hvis du siger ja til alt i en hel uge? Du får for det første enormt travlt! Men du får også hygget dig og oplevet lidt ud over det sædvanlige. Med til ugens positive oplevelser hører helt klart min formiddag i kirken, Grøn Koncert og de eftermiddage, jeg overvandt trætheden og takkede jeg til spontane dates med veninderne. Og jeg glæder mig til, jeg skal ud med raslebøssen for Dansk Røde Kors til oktober.

Jeg er ikke blevet stillet i de store dilemmaer, men jeg vil fremover være mere bevidst om, hvornår jeg bare er doven eller overforsigtig, og hvornår jeg skal give mig selv plads til at sige ja. Det er klart, at siger du ja til ALT, ender du med at bekræfte den kollektive misforståelse, at kvinder skal please hele verden, og det føles fattigt på langt sigt. At sige fra giver på den anden side en stor tryghed, men det gør også livet begrænset og mangelfuldt, fordi vi går glip af læring, fede følelser og oplevelser. Så find balancen, mærk dine grænser og giv som udgangspunkt dig selv plads til at sige ja. Til dig selv, din omverden og alt det sjove. På med ja-hatten!

Læs resten af artiklen på næste side.. På hvilke områder er kvinder gode til at sige ja?

Kvinder er bedst til at sige ja på de områder, hvor de fremstår som gode eksempler. Det kan være den gode mor, der bager boller til børnehaven, eller den næstekærlige kvinde, der arbejder frivilligt eller engagerer sig i foreninger. Vi er også gode til at sige til i forbindelse med sundhed.

På hvilke områder siger kvinder nej?

Når kvinder får en chance eller bliver stillet et spørgsmål, hvor de selv og deres egen lykke er hovedpersonerne, kan de ofte være forfaldne til at sige fra. Det kan være en udfordring som: "Har du ikke lyst til at tage dette fede job?" Så tøver vi, siger, at vi lige må tænke over det og kan gå længe og gruble. Kvinder har med andre ord svært ved at sige ja til noget for egen vindings skyld.

Kan jeg blive for god til at sige fra?

Ja, for når du siger fra, bliver du sandsynligvis ikke spurgt igen. Nogle gange får du kun én chance, og hvis du er tøvende over for det, misser du nogle oplevelser, som andre får. På langt sigt kan en sig-fra-tendens generere noget angst. Når du konstant takker nej til mulighederne, luller du dig ind i en trygheds-zone og tænker: "Nå, det skete der ikke noget ved, livet fortsætter som det plejer. Det er nok også bedst sådan," og næste gang, der kommer et valg, er det let at tænke: "Sidste gang var det meget rart og betryggende at blive, hvor jeg var, så det gør jeg igen." På den måde bliver du mere og mere angst over for det nye i stedet for bare at skrue hovedet af og sige: "Nu prøver jeg det, og går det galt, så er jeg den erfaring rigere."

Hvordan bliver jeg bevidst om mine grænser?

Du kan kun blive bevidst om dine egne grænser ved at udfordre dem. For du bliver aldrig bevidst om dem ved bare at gøre det, du plejer. Spørg dig selv: "Hvad ville jeg være lidt bange for at gøre?" Det kan være at tage et dykkercertifikat, gå på blind date eller udfylde en lederstilling. Vores bevidsthed fortæller os tit om ting, vi godt kunne tænke os, på en negativ måde som: "Jeg kunne altså aldrig drømme om at bestige et bjerg." Men prøv at anskue det med modsat fortegn og spørg dig selv: "Hvad ville der ske, hvis jeg besteg et bjerg?" For det er lige nøjagtig den udfordring, du skal prøve at søge, og som får dig til at vokse. Begynd i den blide ende af udfordringen, så du ikke stiler mod Mount Everest lige med det første, men start eksempelvis med at gå til klatring indendørs. Langsomt bliver du bevidst om dine grænser. Og sikkert positivt overrasket.

Hvordan kommunikerer jeg mine grænser ud?

Meld det ud lige så snart, du har udfordret din grænse. Fortæl om det til alle, der gider høre det."Tænk, jeg troede aldrig nogensinde, jeg skulle komme i gang med løbe, nu kan jeg løbe 7 km i træk, og jeg leger med tanken om et halvmaraton næste sommer." Når du kommunikerer din leg med grænser ud, giver du dig selv motivation og positiv gejst at komme videre på. Samtidig giver det din omgangskreds et klarere billede af dine grænser og dig som person.

Hvordan siger jeg ja, når jeg har lyst til at sige nej?

Tænk ikke så meget over det: Tag beslutningen og sig ja! Der sker nemlig ofte det, at du bliver positivt overrasket og får læring ud af det. Mange tror, at hvis de siger ja til noget, så er det definitivt. Har du det dårligt med en beslutning, efter du har sagt ja, kan du altid tage den om igen – med mindre det selvfølgelig er fuldstændig uigenkaldeligt og utilgiveligt, det du har sagt ja til, og det er det jo meget sjældent. Som udgangspunkt kan alting kan laves om. Så husk på, at alting er i faser, alting er i bevægelse, så selvom du tager en beslutning om at sige ja til noget nu, så kan det godt ske, at det ikke bliver, som du havde forestillet dig, men det udvikler dig, og du finder ud af at tackle det. Spring ud i det!