ALT for damernes 'danse-læk' deles i hele Europa
En video, der bakker op om den finske statsminister, Sanna Marin, er stukket helt af på sociale medier og nyhedssites i hele Europa. Har du set den?
Redaktionen på Danmarks største kvindeblad besluttede sig i fredags for at lave et "sympati-læk" og tømte i solidaritet med Finlands statsminister Sanna Marin deres egne kameraruller for danse-klip, der ikke oprindeligt ikke var tænkt til at se dagens lys.
Klippene blev i første omgang lagt op som en reel på ALT for damernes Instagramprofil, men i løbet af weekenden har de spredt sig til sociale medier og nyhedsmedier over hele Europa.
Det stak for alvor af, da BBC-journalisten Meghan Mohan postede klippet på sin Twitter-profil sidst på eftermiddagen lørdag under overskriften "Solidarity with Sanna". I opslaget roder Mohan rundt i researchen og bruger videoen som et eksempel på, at kvinder i Finland støtter op om statsministeren, der fik kritik for at have for sjovt på dansegulvet i en lækket video.
Klippet er i skrivende stund blevet set 3.7 millioner gange, og selv om ALT for damerne ikke er akkrediteret, så glæder populariteten chefredaktør Rikke Dal Støttrup.
"Vi lavede reel'en for at understrege, at man ikke bliver en dårligere statsminister, direktør, redaktør, skolelærer ...indsæt selv jobtitel... selv om man fyrer den af på dansegulvet i weekenden. Og det glæder mig, at vores måde at formidle det budskab har ramt så plet, som det ser ud til, det har. At vi så ikke får al den "shine" for det, som vi godt kunne tænke os, det kommer i anden række. Budskabet er vigtigst", siger hun.
Efter BBC-journalisten havde postet klippet, spredte det sig hurtigt til flere europæiske medier.
Det ligger på top 5 over mest sete på The Guardian, og for at blot at nævne nogle få, har også tyske Stern, italienske Corriera della Sera og tyrkiske Halk TV bragt klippet.
På Twitterkontoen Very Finnish Problems har klippet fået 80.000 likes og er blevet delt 14.000 gange.
"Desuden har den europæiske nyhedstjeneste EBU i Geneve lige spurgt, om de må sende klippet ud til deres brugere, som er public service broadcastere i hele verden. Det er helt vildt", siger Rikke Dal Støttrup, som glæder sig over, at sociale medier også kan bruges til at starte en lovestorm.
"Det er helt afgørende i f. eks. kampen for ligestilling og diversitet, at kvinder, der som Sanna Marin bliver udsat for kønsdiskrimination eller andre begrænsende urimeligheder kan få opbakning og mærke, at de har andre kvinder i ryggen. Og så elsker jeg - ligesom resten af internettet - når det kan gøres med humor og overskud."