Anne Kristine Schwartzbach Konfront Iværksætterkvinder

Flere unge mistrives - Det vil Anne Kristine gerne ændre på med en helt særlig platform

Anne Kristine ville redde børn og unge fra mistrivsel og skabte Konfront. Nu er virksomheden i stor vækst, og fagfolk over hele landet bruger hendes værktøj. Selv forsøger iværksætteren at kombinere både væksteventyr og familieliv - uden mistrivsel.

Som speciallærer opdagede Anne Kristine Schwartzbach noget særligt. Nemlig at hun kunne hjælpe unge i mistrivsel ved brug af teknologien virtual reality.

Unge, der ikke kom i skole pga. fx angst, overvandt pludseligt angsten via de virtuelle oplevelser og fik på den måde læring, som de ellers ikke ville have fået.

Resultaterne var faktisk så gode, at hun sagde sit job op for at springe ud som selvstændig og udbrede værktøjet til andre fagpersoner, som hende selv. I dag, fire år efter, har hun nu en virksomhed i vækst, ni medarbejdere, syv stærke investorer samt penge fra Vækstfonden og Innovationsfonden – og ambitionerne for den digitale platform Konfront kæmpestore.

Det siger Anne Kristine Schwartzbach i ALT for damernes podcast Iværksætterkvinder.

”Det var under en medarbejder-samtale med min chef, at det stod klart for mig, at jeg måtte forsøge at gå videre med den her ide. Og så sagde jeg op midt i samtalen. Min chef forstod mig, men spurgte alligevel om ikke jeg skulle ringe til min mand, inden jeg sagde op,” fortæller iværksætteren, der dog stod fast på sin beslutning på trods af økonomisk usikkerhed og uvished.

”Jeg ringede selvfølgelig bagefter, og han bakkede mig selvfølgelig op.”

Vækstvirksomhed

Anne Kristine Schwartzbach er 40 år, mor til tre børn mellem otte og 15 år - og nu også direktør i en blomstrende vækstvirksomhed.

”Det hele gik stærkt fra jeg sagde op. Få dage efter var jeg ude at løbe med en gruppe, og da jeg fortalte, at jeg havde sagt op for at forfølge den her drøm, sagde en af dem fra holdet, at hendes mand er investor, og at jeg skulle tale med ham. Ugen efter investerede han en million kroner i ideen,” fortæller hun.

Det var et afgørende startskud til virksomheden. For udvikling af ny teknologi er dyrt.

”Jeg kan jo langt fra alting selv, så da jeg først fik en investor med på ideen, kunne jeg samle et team af konsulenter til at udvikle platformen. Så lykkedes det mig at sælge ideen til fire skoler, så vi kunne teste det og tilrette det skolernes virkelighed løbende. Det har virkelig været vigtigt for vores produkt,” siger Anne Kristine Schwartzbach.

Skabergen

Lysten til at sætte i værk og skabe er langt fra ny for Anne Kristine Schwartzbach.

”Jeg har forsøgt mig med andre mindre små hobby-projekter på iværksætterplan, men det har været en helt anden skala. Men det med at have et cvr-nummer og skabe noget er ikke helt nyt. Det sidste projekt, jeg lavede, var nogle strømpebukser, fordi jeg syntes, de manglede til min datter,” fortæller hun og griner.

Strømpeventyret blev ikke en stor succes. Men iværksættertrangen blev boende.

”Jeg er vist ret foretagsom. Og kan lide at løse de problemer, jeg møder. Og da jeg så effekten af det arbejde, jeg lavede, var jeg slet ikke i tvivl om, at det måtte ud til flere. Og så måtte jeg finde vejen,” fortæller hun.

Prioritering

Læringskurven er stejl, når man er iværksætter – det har den også været for Anne Kristine Schwartzbach. 

”Da jeg fik den første investor med ombord, anede jeg intet om eksempelvis ejerforhold. Men jeg vidste, at jeg sad med en anden person, der var drevet af samme formål som mig, og vi havde god kemi. Det var nok,” fortæller hun, og siger, at det derimod er den økonomiske usikkerhed, der kan være svær at håndtere.

”Min mand og jeg havde nogle gode aftaler fra starten, så vi havde aftalt, hvor vi kunne presse citronen rent økonomisk. Vi havde en lille opsparing, og jeg fik ikke løn i starten. Men det er en prioritering. Man bliver ikke rig af at være iværksætter. I hvert fald ikke i starten,” fortæller hun.

Det er en pris som også resten af familien betaler.

”Det er ikke altid smaddersjovt at sige nej til mine børn, når der er noget, som de gerne vil have. Men vi bor i et område, hvor der er relativt mange penge, så vi har ikke altid samme muligheder økonomisk som andre. Men det handler igen om prioritering. Vi rejser måske ikke til Thailand, men så finder vi andre måder at opleve noget sammen på,” fortæller iværksætteren.

Trivsel på hjemmefronten

Konfront og Anne Kristine Schwartzbach har været igennem flere investeringsrunder, og der er lagt mange timer i at udvikle, sælge og drive virksomheden. 

”Jeg arbejder mange timer – og jeg holder jo aldrig helt fri. Konfront er jo et vilkår i vores liv. Jeg kan ikke forestille mig at lave andet end at være direktør her. Men vi arbejder med mental trivsel, så jeg er selvfølgelig også meget opmærksom på, at virksomheden ikke skal lykkes på bekostning af mine børns trivsel. Men med stor hjælp fra forældre, svigerforældre og en mand med fleksibelt arbejde, så synes jeg faktisk det lykkes,” siger hun.

”Min families trivsel skal ikke sættes over styr, bare fordi jeg vil redde verden. Så det er en balance, som vi hele tiden er opmærksomme på.”

Anne Kristine Schwartzbach er kåret som en af de 25 kvindelige vækstiværksættere, du bør kende, af Dansk Erhverv. En udnævnelse, som hun er meget stolt af.

”Jeg blev meget stolt, og overrasket, da nogen havde indstillet mig. Jeg kommer jo fra undervisning og skoleverdenen, hvor der er utroligt mange kvinder og kan sagtens se, at der er meget få kvindelige iværksættere, så jeg håber da, at jeg kan inspirere andre til at starte selv.”

Du kan høre hele historien om Anne Kristine Schwartzbachs vækstvirksomhed Konfront i podcasten Iværksætterkvinder, der udgives i samarbejde med Dansk Erhverv og Vækstfonden.

iværksætterkvinder.jpeg

Iværksætterkvinder er Alt for damernes iværksætterpodcast, der produceres i samarbejde med Dansk Erhverv og Vækstfonden. Kun hver 4. iværksætter er kvinde, og endnu færre skaber vækstvirksomheder. Det vil vi gerne ændre på. I ti afsnit giver vi ordet til ti kvindelige rollemodeller, der fortæller om deres vej til væksteventyret til inspiration for andre med store drømme.

Iværksætterkvinder produceres i samarbejde med Dansk Erhverv og Vækstfonden.