Anne Marie Helger om de tre forskellige mænd, hun har delt sit liv med

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Ingeborgvej i Charlottenlund. Da jeg var lille, var jeg sådan en lille troldunge med krøller, og folk syntes, jeg var så nuttet. Når folk spurgte, hvor jeg boede, så svarede jeg altid: "Ingeborgvej 5, griner ad dig". Det var et vidunderligt hjem fyldt med kultur og litteratur. Der kom mange kunstnere i vores hjem og pianister, der spillede på vores flygel. Det var et par meget forelskede forældre, vi fire søskende havde. Jeg var sådan en barn, der elskede alt, hvad der glimtede, selv om min mor ikke syntes, det passede sig for små piger at pynte sig. Men jeg gemte karamelpapir og cigarbånd, hvis jeg syntes, de var flotte. Min mor havde en eneste læbestift og en festkjole, som jeg gik rundt i. Da jeg blev lidt ældre, gemte jeg sminke og høje hæle i en taske og tog det på, når jeg var væk hjemmefra. Det var nu ikke fordi, jeg gik til skolebal, for der var ingen, der gad danse med mig. De andre syntes, jeg var sær og vild.

– Jeg synes, jeg startede på latterens vej, og det er jo ikke den dårligste at betræde. Men faktisk er jeg lidt af en sortseer. Min mor var positiv, lys og let, men hun havde giftet sig med en alvorsmand, som også led af depressioner. Jeg har ikke selv været syg af det, men som min ven Peter Larsen altid siger, så tager jeg sorgerne på forskud, og det er jo meget godt, for så er man sikker på at få dem. Jeg er typen, der altid tror, at der ikke kommer nogen til mine arrangementer. Jeg tror ikke ret meget på mig selv, og jeg opgiver let. 

Din levevej?

– Jeg vidste, at jeg skulle være kunstner, og at jeg skulle gå mine egne veje. Jeg ville i virkeligheden bare gerne være normal og høre til sammen med de andre børn i skolen. Jeg havde en søster, som passede ind og gjorde, hvad der blev sagt, men jeg havde temperament og kunne ikke tåle regler. Jeg ville gerne tegne, male og lave kjoler, men jeg ville også gerne på skuespillerskolen. Mine forældre holdt på, at jeg skulle gøre, hvad jeg ville, og ikke hvad der kunne betale sig. Det er jo nemt, når man er født med en sølvske i munden og et guldæg i røven, som jeg plejer at sige.

– I begyndelsen troede jeg, at jeg skulle være klassisk skuespiller, men senere fandt jeg en platform, som ikke var optaget. Jeg er ikke konkurrencemenneske, så jeg ville ikke skubbe andre væk. Derfor var jeg nødt til at finde mit eget ståsted. Jeg var med i forskellige teatergrupper. Jeg startede i Pigekabaret, men det var rødstrømperne sure over, for vi var jo kvinder – ikke piger. Det blev endnu værre, da jeg kom med i Dameattraktioner. Jeg var aldrig rigtig populær i kvindesagskredse. Det er jeg faktisk ked af, for jeg syntes, rødstrømper var så seje. Men jeg så også forkert ud, syntes de. Jeg har altid været til fals for pynt, og det går vist aldrig over. De kedelige dragter og flade sko var slet ikke mig. Til gengæld har høje hæle invalideret mig, så jeg i dag kun kan gå i fodformede sko.

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: “Der var et andet liv derude, end det jeg var født til at leve”

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min mormor var indre missionsk og hentede al sin kundskab i Biblen. Hun var alvorlig, men også troværdig, og hun elskede mig højt. Min farmor var ateist og meget litterær og kultiveret. Jeg elskede dem begge to. Min far var ateist, og min mor blev det vist også med tiden. Da jeg skulle konfirmeres, ville jeg ikke såre min mormor ved ikke at blive det, og dengang havde jeg vist heller ikke taget stilling til religion. Jeg ville jo også gerne have kjolen. I dag er jeg ikke religiøs. Jeg ved godt, hvad det vil sige at meditere, for jeg kan godt sidde og kigge ud på vandet og tænke dybt, men jeg kan ikke passe ind i et religiøst system, og jeg har ikke brug for nogen til at vejlede mig.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har flere. Jeg har altid været en pige, som skulle inklineres for. Jeg har til gengæld også altid været god til at lægge op til, at det skulle ske. Min første mand var Carsten. Han spillede guitar i den første forestilling, jeg var med i, og vi spiste på samme pensionat. Min mor havde fået arrangeret, at jeg spiste på pensionat i Aalborg, efter jeg havde levet et helt år af slik og rejseost på sigtebrød. Da Carsten gik ind ad døren på det pensionat, vidste jeg, at han skulle være far til mine børn. Vi fik Johanne sammen. Han var meget charmerende – det er han stadig – men der var også mange, der var ude efter ham. Vi var gift i 13 år, men vi var legebørn, og vi var ikke ret gode til at være ansvarlige forældre sammen.

Jeg gik fra ham, fordi jeg forelskede mig i Troels Trier, som jeg havde to gode år med, inden han forelskede sig i Rebecca Brüel. Det var jo meget godt, for så mødte jeg Jeppe, som jeg nu har været sammen med i 34 år. Jeg mødte ham, da jeg skulle øve en sang med ham til hans lillebrors fødselsdag. Jeg kom hjem til ham og syntes, han var en meget borgerlig mand med et meget borgerligt jakkesæt. Men der blev tændt et lys i os til den fest, og kort tid efter flyttede vi sammen. Jeppe er til ordnede forhold og faste aftaler. Jeg er mere sådan en, der gør, hvad jeg har lyst til. Det har ikke altid været nemt for os. Til gengæld er vi til stor gensidig inspiration for hinanden.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og 5 andre seje kvinder: Dette gør os lykkelige i hverdagen

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Min yngste bror, Jens, døde af aids som 32-årig i England, hvor han havde fået en kæreste. Det var tragisk. Han var min mors guldklump, for han havde hendes lyse sind. Min far var heldigvis død på det tidspunkt, men det var et kæmpe slag for min mor. Jens var arkitekt og helt stringent og ordentlig. Kun i privatlivet var han outreret. Jeg lovede ham på hans dødsleje, at jeg ville fortælle de unge mennesker, at aids ikke kun er en sygdom, som rammer bøsser.

– Efterfølgende involverede jeg mig meget i aids-sagen og tog rundt på skoler og talte med de unge om aids og beskyttelse. Jeg fortalte dem om min brors sygdom, og det var meget stærkt for dem.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det har været meget værre, da jeg for eksempel lavede meget tv. Det har nu aldrig generet mig, for jeg kan godt lide at skrive autografer. Det var jo det, jeg ville som barn. Jeg ville være en kendt skuespiller. I dag vil jeg hellere kendes for mine holdninger, og det betyder, at jeg ind imellem er blevet spyttet på og hånet. De unge kender mig ikke altid. Kun de aktivistiske unge, og de stopper mig nogle gange og siger, at jeg er en helt. Jeg går med i mange demonstrationer, og jeg bakker op om sygeplejerskerne, skolelærerne og jord- og betonarbejderne. Jeg taler for dem alle sammen, og jeg råber gerne foran Christiansborg. Når folk ringer, siger jeg altid ja, for jeg kan ikke sige nej til en sag, som jeg alligevel går og harmes over.