Vibeke Dorphs brevkasse

Voksen datter: Hvorfor er min mor så afvisende overfor mig?

Min mor gider aldrig at besøge mig, og hun kunne ikke finde på at ringe for at høre, hvordan jeg har det. På den ene side gør det mig ked af det, men på det anden side gør det mig også mindre stresset, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om afvisende mor

Jeg har en mor, som aldrig har lyst til at besøge mig. Jeg må derimod gerne besøge hende, men her vil hun kun tale om mig og mine problemer. Spørger jeg ind til hendes liv, bliver hun sur og afvisende.

De gange, hvor jeg har forsøgt at invitere min mor hjem til mig selv, har svaret lydt, at hun enten ikke har lyst, eller at hun vil tænke over det. Er det endelig lykkes at lave en aftale, så har hun aflyst den med en begrundelse om, at hun ikke har tid alligevel.

Kun til min fødselsdag er hun dukket op, men begge gange i selskab med min søster, som hun er tæt med og også ofte rejser med. Min mor kunne heller ikke drømme om selv at ringe til mig. Hvis jeg har spurgt om hvorfor, så lyder begyndelsen, at hun er for doven eller ikke har tid.

Min søster ser jeg næsten heller aldrig, og jeg fornemmer tit, at de bagtaler mig eller ikke bryder sig om mig, siden jeg ser dem så sjældent. Mit forhold til dem går mig på, så hvad gør jeg? Jeg ser dem mindre og mindre, det er ensomt, men jeg får også mindre stress af det.

Vibeke Dorph råder til at se sandheden i øjnene

De fleste af os undgår ikke at løbe ind i typer som din mor. Mennesker, hvis ego –bevidst eller ubevidst – stimuleres af at bagtale eller pille andre ned. At vi ender i et sådant dysfunktionelt forhold, siger intet dårligt om os som mennesker, men finder vi os i disse menneskers fortsatte nedladende behandling af os, så opfører vi os uværdigt overfor os selv, og det er farligt på den lange bane.

Jeg vil derfor råde dig til fortsat at lægge distance til din mor. Du behøver ikke bryde helt med hende, for det er så voldsom en ting at gøre, men afstand vil være godt for dig. Jeg tænker nemlig, at alt i din mors adfærd vidner om, at hun har nogle uheldige karaktertræk, som ingen sunde mennesker – og det lyder du til at være – har godt af at være for tæt på.

Derfor ville jeg vælge at tage din mor, som den, hun er – én, der har sat dig i verden, og som du nok bliver nødt til at se nu og da, men så ellers søge de behov, du lige nu efterlyser hos hende, indfriet hos gode venner og veninder. Selvfølgelig kan du vælge at tage en direkte konfrontation med din mor og her spørge hende, hvorfor hun ikke vil dig mere.

Jeg er bare ikke sikker på, at du vil få så meget ud af den konfrontation, for din mor lyder ikke til at være helt i balance mentalt. Vigtigst er det det også, at du får det godt, og får du det ved at se så lidt til din mor som muligt, så er det sådan, det skal være.

Lyt i øvrigt også til forfatteren Katrine Marie Guldagers fremragende podcastserie 'Fremmed i familien', der netop handler om at føle sig mobbet af sin nære familie. Du finder den ved at google den frem, og det er gratis at lytte med.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.