Eksklusivt interview - Skuespillerne bag fire af Matadors stærke kvinder: ”Dét var Lises kongstanke”

I begyndelsen af 2023 fik Malene Schwartz et brev. Det var fra en herre, der er formand for en større Matador-klub bestående af ældre mænd.

Læs også

Skuespiller Kirsten Walther: Smerten gemte sig bag smilet

Klubben mødes to gange om året ude på Bakken, hvor de spiser frokost og får sig nogle øl på Jernbane Restauranten i ”Korsbæk på Bakken”. Klubben havde hidtil haft Lise Nørgaard som protektor, men nu var hun afgået ved døden i januar, og formanden ville høre, om Malene ville overtage posten.

"Det gav jo rigtig god mening, at Lise havde været protektor for den klub, men jeg kunne aldrig finde på at sige ja til det, for det var jo ikke mig, de spurgte. De spurgte Maude. Men hvordan skulle jeg sige det til dem, uden at de blev sure på mig? Jeg satte mig ned og skrev et pænt brev til dem: ”Tak fordi I spørger, men det er ikke mig, I spørger. I spørger Maude, og jeg kan ikke blive ved med at spille Maude hele mit liv”.

Heldigvis blev de slet ikke fornærmede, tværtimod skrev de tilbage, at jeg skulle have tusinde tak, fordi jeg havde gjort dem opmærksomme på det, for det var jo fuldstændig rigtigt."

Historien om brevet fra Matador-klubben er ikke bare en sød lille anekdote. Den siger faktisk alt om det forhold, som mange danskere har til karaktererne fra den til dato mest populære tv-serie herhjemme. Matador. Vi synes, vi kender Maude, Hans Christian, Ingeborg, Mads, Agnes, Røde, Vicki, Arnesen, Laura, Tante Møhge og alle de andre ud og ind – så meget faktisk, at det kan være svært at skille skuespillerne fra de karakterer, de spiller.

Derfor er det da også ganske overrumplende pludselig at sidde overfor Malene Schwartz, Ghita Nørby, Kirsten Olesen og Sonja Oppenhagen denne onsdag morgen i Ghitas hyggelige bjælkehus i Holte, hvor stjernerne er samlet, fordi de er aktuelle med bogen 'De stærke kvinder fra Matador'. Jeg må lige mentalt knibe mig i armen for ikke at glemme, hvem det er, jeg interviewer. For det ER jo ikke Maude, Ingeborg, Agnes og Vicki, hvilket da også hurtigt står klart, da vi begynder at snakke.

Publikum kan alle replikker

Matador havde premiere første gang i november 1978, og serien har været genudsendt otte gange. De 24 afsnit kan som regel også streames, og i mange hjem ligger serien på dvd’er og VHS-bånd. Der er også kommet en stribe bøger og musicals, der er bygget på Lise Nørgaards historie om Korsbæk, og den aktuelle bog er blevet til hen over en række talkshows om Matador, som Ghita, Kirsten, Sonja og Malene har medvirket i.  

Ghita: "Det har været vanvittig sjovt at lave de talkshows. Uden prøver, uden noget som helst."

Kirsten: "Vi tog bare hinanden i hænderne, og så gik vi på scenen."

Malene: "Og undervejs kom vi pludselig i tanke om en masse ting om Matador, fordi vi blev konfronteret med spørgsmål fra dem, der interviewede os. Og hvis der var noget, vi ikke kunne huske, spurgte vi bare publikum."

Kunne de svare på det hele?

Ghita: "Ja, ja, og de kunne også alle replikkerne fra serien."

Sonja: "Og man skulle måske tro, at publikum var fra vores egen generation, men det var det ikke. Der var også midaldrende, børn og unge, og de ville have autografer bagefter. Det var lidt som før i tiden, når man gik ind og så en Kim Larsen-koncert. Der var også altid fire generationer til stede."

Hvorfor tror I, at Matador appellerer til alle generationer?

Ghita: "Fordi det er en af verdens bedste serier. Simpelthen. Du bliver aldrig træt af at se den, der er altid nogle nuancer, du ikke tidligere har opdaget."

Kirsten: "Og alle figurerne har en historie. En udviklingshistorie, som er spændende at følge."

Sonja: "Det handler også om, at kernen i mennesker ikke forandrer sig. Uanset tid og sted er menneskets følelse af kærlighed, sorg og glæde den samme. Og derfor genkender vi os selv, når vi ser Matador. Fordi vi genkender følelserne."

Hvem er de stærke kvinder?

Ghita Nørby

• Uddannet ved Det Kongelige Teaters Elevskole i 1956.
• Debuterede i 1955 som Johanne i Hostrups 'Eventyr paa Fodrejsen'.
• Har siden medvirket i over 100 film og en lang række teaterforestillinger.
• Har modtaget et væld af priser for sine roller på film, scene og tv.
• Spillede Ingeborg Skjern i 'Matador'.
• Hun er 88 år og har været gift fire gange, men lever i dag alene.
• Har en søn med Dario Campeotto og er farmor til tre børnebørn.

Malene Schwartz

• Uddannet fra Privatteaterets Elevskole 1957.
• Efterfølgende ansat på Allé-scenen, og så på Det Ny Teater.
• Har medvirket i en lang række film og teaterforestillinger.
• I 1980 overtog hun og Lone Hertz direktørposten på Bristol Teatret og i 1982 på Aveny Teateret. Fra 1984 til 1992 stod Schwartz alene i spidsen for Aveny Teatret og i 1994 fik hun ansvaret for Aalborg Teater, hvor hun var til 2001. Fra 2005 til 2007 styrede hun Folketeateret uden om en lukning.
• Hun er 87 år og har været gift to gange, senest med Paul Hammerich fra 1982 til hans død i 1992.
• Har en datter fra sit første ægteskab.

Kirsten Olesen

• Uddannet på teater-skolen i Odense i 1971.
• Var fra 1979 og indtil sommeren 2023 fastansat på Det Kongelige Teater, hvor hun har spillet en lang række store roller.
• Har desuden medvirket i mange film og tv-produktioner og har høstet stor anerkendelse og mange priser.
• Arbejder i dag freelance.
• Hun er 74 år og levede sammen med musikeren Ole Ousen fra 1974 til hans død i 2013.

Sonja Oppenhagen

• Var balletbarn på Det Kongelige Teater fra hun var ni til 14 år, dansede derefter bl.a. på Pantomimeteateret og Den Skandinaviske Ballet til hun kom på elevskole.
• Uddannet på teaterskolen i Odense i 1971, samme årgang som Kirsten Olesen.
• Har siden optrådt på teatre i hele landet og gør det stadig, og har
  været med i en stribe film, senest 'Toves værelse' i 2023. Var med i 'Huset på Christianshavn' og fik sit gennembrud som Vicki Arnesen i 'Matador'. Er også med i tv-serien 'Badehotellet'.
• Hun er 74 år og har to ægteskaber bag sig. I dag gift med Stig Christensen
• Har to voksne børn.

Det er svært at finde roller til dig

Kirsten, Ghita, Sonja og Malene har gennem deres arbejdsliv spillet et hav af roller i film, på tv og på landets teatre, og de er taknemmelige for, at det har været sådan. Men der er også lidt malurt i bægeret.

Sonja: "Det har været vores held som skuespillerinder, at vi har fået lov til at arbejde hele tiden, for på den måde har vi haft mulighed for at udvikle os, følge med tiden og følge med tempoet. Vi har arbejdet med unge mennesker og med nye instruktører, og jeg synes, at det har været en gave."

Kirsten: "Hvis de ellers kan finde ud af at bruge os."

Malene: "Jeg synes ikke, du kan klage."

Kirsten: "Nej, jeg klager bestemt ikke. Men jeg har sgu mange gange gennem de senere år fået bemærkningen: ”Ah, det er lidt svært at finde roller til dig”."

Så der er noget om, at kvindelige skuespillere over en vis alder …

Ghita: "Får det sværere, ja, ja. Sådan er det."

Malene: "Der kan englænderne altså noget. Nu f.eks. Barnaby-serien – jeg ELSKER ham – og de bruger i det hele taget så mange ældre skuespillere i deres serier og film derovre. Sjove typer. Der er ikke noget med, at man skal være ung og yndig, og det er så befriende."

Ghita: "Ja, men sådan er det ikke i Danmark. Der er det pengene, der styrer produktionen, og de interesserer sig ikke for os modne kvinder. Det gør de ikke."

Men man skal jo stadig have nogen, der kan spille jeres generation?

Sonja: "Ja, men så tager man bare de unge, og pludselig er der en helt ung skuespillerinde på 30 år, der spiller mor til en teenager på 16-17 år. Det er det, de gør. Og det gør de hele tiden."

Ghita: "Der er også noget med sproget. Det er meget svært at forstå, hvad skuespillere siger i dag på film og tv, hvilket er meget sørgeligt og en stor falliterklæring, synes jeg. For hvis du fortæller en historie, skal folk jo helst høre og forstå den, men det kan man ikke, hvis man ikke sætter undertekster på."

Malene: "Det er rigtigt, jeg var med i en serie for omkring ti år siden, og allerede der blev jeg bedt om at ”ulde” mit sprog. Jeg talte for tydeligt."

Ghita: "Det har jeg også prøvet. Men jeg sagde, gu’ vil jeg ej, er du blevet sindssyg!"

Malene: "Nu er du også så fri, Ghita."

Hvad svarede du, Malene?

Malene: "Jeg blev gal, men jeg prøvede alligevel at ”ulde” mit sprog. Men det kan man ikke. Og det var også imod mit hjerte at gøre det, og det var rystende at blive bedt om. Der bliver i øvrigt heller ikke skrevet ret mange roller til ældre kvinder. Det går fint med roller til ældre mænd."

Sonja: "Når mænd bliver gråhårede, bliver de interessante. Når kvinder bliver gråhårede, bliver de gamle. Sådan har det altid været i vores branche, og det har ikke ændret sig. Og der ligger også et pres på unge skuespillerinder i dag. De føler, at de er nødt til at fylde noget i ansigtet for at se ud på en bestemt måde, og når man først er begyndt, er det svært at stoppe.

For mig at se handler det om, at vi kvinder bliver ved med at finde os i, at der er nogen, der bestemmer, at vi skal være evigt unge. Er vi virkelig ikke kommet længere? Hvor er 70’erne henne, hvor vi kæmpede på barrikaderne for at have frihed til at se ud, som vi ville og gjorde? Jeg synes, det er synd for de unge, at man helt har glemt den kamp."

Forholdet til Lise

En, der virkelig kæmpede for kvinders rettigheder, var skaberen af Matador, Lise Nørgaard, som alle fire skuespillere har et forhold til. Ghita beundrede Lise, læste hende gerne og mødte hende til selskaber og i professionelle sammenhænge. Kirstens forhold til den kendte forfatter og journalist var nogenlunde det samme.

Kirsten: "Lise var venlig, klog og begavet. Hun havde en skarp pen og var vittig at være sammen med. Hun så altid godt ud, og man lagde mærke til hende, når hun somme tider dukkede op, mens vi optog Matador."

Malene: "Jeg kendte Lise ret godt, fordi jeg var gift med Paul Hammerich, som var bedste ven med Lises mand og dermed også med Lise. De var journalister alle sammen. Jeg har en meget smuk historie om Lise, synes jeg.

Vi var ved at optage Matador-afsnittet ”Lauras store dag”, som bl.a. foregik i Holmens Kirke. Jeg havde lige mødt Paul på det tidspunkt, og det vidste Lise selvfølgelig. Så da hun dukkede op til optagelserne i kirken, kom hun hen til mig, tog min arm og sagde: ”Så bliver alt godt”."

Kirsten, Sonja og Ghita udbryder alle tre et langt århhh.

Malene: "Ja, var det ikke fint? Jeg er lige ved at græde nu, hvor jeg fortæller det. Lise var meget observerende, og hun holdt så meget af Paul. Hun og jeg blev med tiden meget fortrolige, og vi spiste tit frokoster sammen. Det var noget, Lise gjorde meget, inviterede til frokoster. Også da hun blev meget gammel og meget lille.

Jeg kan huske, at hun engang spurgte mig, om jeg havde noget imod at gå i byen med en dværg, haha. Hun tog det hele i strakt arm og mistede aldrig humøret eller sin skarpe pen. Jeg er meget glad for at have kendt hende."

Hvor godt kendte du Lise Nørgaard, Sonja?

Sonja: "Jeg lærte hende at kende, da jeg var 25-26 år. På det tidspunkt spillede jeg meget sammen med Helle Virkner, og hun holdt sådan nogle søndagsmiddage hjemme på Egernvej, og der kom Lise Nørgaard også altid. Og Lise sad i midten ved bordet med en herre på hver side og diskuterede. Vi andre holdt øje med, at nå, nu er vi færdige med den her ret, så hjælper vi lige til med at tage ud af bordet.

Men Lise – altså, hun kunne ikke drømme om at rejse sig og hjælpe til. For hun sad jo og diskuterede. Og så røg hun cerutter. Jeg sad bare med kæmpestore ører og lyttede til alt det, hun og mændene diskuterede. Jeg havde aldrig været særlig politisk eller engageret i noget som helst på det tidspunkt, for jeg var røget ind på balletskolen som niårig, dansede videre på bl.a. Pantomimeteateret og Den Skandinaviske Ballet som 14-årig og kom derefter på elevskolen og blev så skuespiller.

Men her kom jeg pludselig ind i en verden, hvor der blev diskuteret politik, og det var utrolig spændende. I 2013 fik jeg tilbud om at være med i musicalen Matador i Silkeborg. Det ville jeg gerne, hvis jeg kunne få lov til at bearbejde manuskriptet, og det fik jeg.

Jeg skrev også nogle andre tekster til nogle af sangene, og jeg sendte det hele til Lise, så hun kunne se det. Det var hun rigtig glad for, og hun blev meget glad for forestillingen. Efter det begyndte vi også at spise frokoster sammen. Enten på Strandmøllekroen eller i Skovshoved Sejlklub med rejemad og hvidvin. Andre gange var det hjemme hos Lise, og det var også med rejemadder og masser af hvidvin.

Jeg måtte altid sidde og sige, stop, stop, jeg skal køre! Men ofte var jeg nødt til at blive længere for at være sikker på, at jeg kunne sætte mig ind i bilen med god samvittighed. Lise var generøs, sjov og skarp til det sidste."

Malene: "Og aldrig gammel. Til sidst, da hun var på plejehjem, skrev vi sammen, fordi hun ikke havde så meget stemme tilbage. Hun ville altid gerne høre nyt."

Sonja: "Lise sagde altid, at hvis man gerne vil blive gammel, så skal man sørge for at have yngre venner. Og det havde hun."

Kvinderne i Matador

Maude Varnæs

– spillet af Malene Schwartz

• Gift med Hans Christian Varnæs, med hvem hun har børnene Ulrik, Regitze og Helle.
• Er hjemmegående og medlem af den lokale husmoderforening. Afholder visitter og selskaber og sætter en stor ære i at være byens førende
  dame.
• Støtter sig i høj grad til sin søster Elisabeth, men træder i karakter, da hun under krigen hjælper jødiske hr. Stein med at flygte.

Ingeborg Skjern

– spillet af Ghita Nørby

• Enlig mor til Ellen, da hun ansættes i Tøjhuset og gifter sig med direktøren, Mads Andersen-Skjern, der helst vil have, at hun går hjemme og passer børn og arrangerer middage.
• Knytter sig meget til Mads’ søn Daniel og forlader sin mand i vrede for at hjælpe sønnen. Vender hjem og bliver udnævnt til konsulinde.

Agnes Jensen

– spillet af Kirsten Olesen

• Starter som stuepige hos familien Varnæs og gifter sig med jernbanearbejderen Lauritz Jensen, som hun får to drenge med.
• Da sønnen Aksel er tæt på at dø ved en drukneulykke, bliver Agnes selvstændig, så hun kan være hos drengene.
• Hun starter med at maske strømper op, men udvider forretningen og ender med at arbejde for og med Mads Andersen-Skjern.

Vicki Arnesen

– spillet af Sonja Oppenhagen

• Datter af en oberst og ulykkeligt gift med byens ældre manufakturhandler.
• Efter hans død og et opgør med faren flytter Vicki til København med hunden Daisy. Vender tilbage til Korsbæk som skuespiller med et omrejsende teater og møder tyske Herbert Schmidt, som hun forelsker sig i, men skilles fra, da han drager i krig.
• Ender med at blive lærer på den private skole i Korsbæk.

De kvindelige karakterer i Matador er gennemgående meget stærke, og som Kirsten understregede, gennemgår de alle en stor udvikling. Men skuespillerne fik kun udleveret manuskript til seks afsnit ad gangen, så i begyndelsen, da serien blev indspillet, vidste de næsten ingenting om, hvordan det ville gå deres karakterer.

Kirsten: "Jeg synes, det var en god ting, at de udbyggede Agnes’ rolle, så hun ikke kun skulle rende rundt med bakker og passe børn. Det var selvfølgelig godt for mig som skuespiller at få nogle flere farver at arbejde med, men det var også godt for serien, for der manglede en arbejderfamilie, der skulle kæmpe sig op fra ingenting. Som ikke havde arvet noget, og som ikke havde familie, der kunne hjælpe dem på vej. Et modstykke til overklassen og borgerskabet.

Nu roste vi lige Lise Nørgaard for, at hun blev siddende ved bordet med herrerne og røg cerutter, men hun var da hele sit liv afhængig af, at nogen gad at vaske børnenes bleer og tallerkenerne. Og det har andre kvinder gjort. Det skal vi ikke glemme. Men det kræver altså, at man har nogle penge, så man kan betale sig fra det, og det er jo ikke alle, der har det."

Malene: "Jeg tror, det vil være svært at finde en ”Maude” i vores tid."

Sonja: "Det tror jeg ikke. Ikke ude i Charlottenlund."

Malene: "Det gode ved Maude er, at hun ender med at blive virkelig interessant i serien. Man beundrer hende, da hun redder Hr. Stein. Men jeg tror, at hun siden falder tilbage i sin vante rolle. Måske ikke helt så tosset, som hun var, men jeg tror ikke, at hun springer op og får sig et job. Og hun bliver hos Hans Christian."

Kirsten: "Det tror jeg også, at hun gør. Men Maude har faktisk altid været den eneste karakter, hvor jeg har tænkt: Hvorfor var hun blevet sådan, som hun var? Hvad havde man gjort ved hende? Var der noget i ægteskabet, der ikke fungerede?"

Sonja: "Det handlede om traditionen i den tid, tror jeg. Kvinde bliv hjemme ved dine gryder. Men Maude havde jo tjenestefolk, så hun skulle ikke stå over gryderne, og hvad skulle hun så lave? Hun kunne male små bordkort."

Og Maudes gamle tegnelærer dukker op på et tidspunkt, det sætter også lidt gang i hende?

Malene: "Uha, ja, det gør han. Og hun tror, at hun har et stævnemøde med ham, men da hun kommer hen til ham, ligger Susse Wold i sengen."

De griner alle fire højt.

Sonja: "Susse er da også alle vegne, haha."

Malene: " Og jeg må sige, at jeg elsker den scene, der kommer lige efter. Maude løber hjem og møder Hans Christian, som selv lige kommer hjem fra sin affære i banken. Hun omfavner ham og siger: ”Vi er de eneste ordentlige mennesker i verden, Hans Christian”."

Og så ser man lige hans skyldige blik?

Ghita: "Ja, det er genialt."

Sonja: "Og når vi taler om, hvorfor den serie er så god, så er det netop også, fordi man giver sig tid til, at tingene sker. Der bliver ikke klippet. Man får lov til at se pinen. Og man hører ordene."

Maude er skide skæg

Ghitas karakter, Ingeborg, elsker sit job i sin mands butik, men hun får ikke lov til at blive der, da familien kommer til penge. Mads vil have, at hun skal gå derhjemme og passe hus og børn. Hun har en god ven, Baron von Rydtker, og Ghita er overbevist om, at hans og Ingeborgs forhold er rent platonisk og intellektuelt.

De tre andre ved bordet er ikke så sikre på, at det er rigtigt, men det er igen en af de fine ting ved Matador. Man kan selv digte med. Ghita var meget glad for at spille Ingeborg, og hun siger den dag i dag, at hun beundrer Ingeborg meget. Kirsten har det på samme måde med sin Agnes.

Læs også

Sussi siger én ting til sig selv hver morgen – og det opfordrer hun også andre kvinder til at gøre

Malene: "Og jeg ELSKER min karakter! Jeg vil forsvare Maude til den bitre ende. Jeg synes, hun er skide skæg."

Og hvordan har du det med Vicki, Sonja?

Sonja: "Jeg har det godt med hende. Det er ikke så stor og bærende en rolle som de andres, men Vicki gennemgår også en stor udvikling. Hun har det forfærdeligt i den lille by, hvor hun er ved at blive kvalt i ægteskabet med sin meget ældre mand. I sidste ende – efter at have været meget igennem – uddanner hun sig til skolelærer for at kunne klare sig økonomisk.

Og det er jo det, Lise Nørgaard hele tiden viser os i Matador: Kvinder, gør noget, vær selvstændige og sørg for, at I kan klare jer selv økonomisk! Det er Lises morale."

Malene: "Og det var jo også sådan, Lise selv levede. Hun forlod fire børn, sin mand og sit vante miljø for at forfølge sin karriere som journalist. Det kan ikke have været nemt, og jeg ved da også, at hendes to ældste døtre var bitre på hende."

Sonja: "Ja, det satte hun også ord på i ”Det sidste ord” med Mikael Bertelsen."

Malene: "Til gengæld fik hun et fantastisk forhold til sine børnebørn og oldebørn."

Kirsten: "På det tidspunkt havde hun måske heller ikke så travlt."

Kvindekaraktererne i Matador er generelt stærkere end mandekaraktererne, hvad ligger der i det, tror I?

Sonja: "Det er da også bevidst fra Lises side, det er jeg helt sikker på. Mændene er konfliktsky, og på den måde er der ikke ret meget, der har ændret sig."

Kirsten: "Mændene har deres mest strålende øjeblikke og shiner mest, når de er henne på Jernbane Restauranten."

Sonja: "Og når de sidder med deres cigarer og sherry i glasset i banken."

Så de vigtige ting, dem tager kvinderne sig af?

Sonja: "Ja, det var jo Lises kongstanke."

Malene: "Og Lises egen historie."

Sonja: "Men for at vende tilbage til det, jeg sagde før, så er det stadig mændene, der bestemmer kvinderollerne."

Ghita: "Ja, det er rigtigt. Mændene og pengene bestemmer."

Hvad skal vi gøre for at ændre på det?

Ghita: "Arbejde videre. Der er ikke andet for."

Sammen om lørdagskylling

Har I alle et feminist-gen?

Sonja: "Ja, vi er jo fra den tid."

Malene: "Vi finder os sgu ikke i noget."

Sonja begynder straks at synge den gamle Christianiasang.  

Sonja: ”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv …”

De griner alle fire.

Kirsten: "Hør her, du snakker med fire damer, der har været selvstændige altid, og som har klaret sig uden hjælp, så …"

Malene: "Da jeg blev gift første gang i 1961, var min mands omgangskreds meget skeptisk og forarget over, at jeg blev ved med at arbejde. Jeg skulle bare blive hjemme, det gjorde ”man” jo. Og det gjorde jeg aldrig. Ti år efter havde alle de kvinder, der havde ment, at det var så forfærdeligt, at jeg arbejdede, selv arbejde. Men tænk engang, så sent som i 60’erne var det i visse kredse almindeligt, at kvinderne blev derhjemme og passede mand og børn og lavede mad."

Du lyder, som om du har været decideret på barrikaderne, Sonja?

Sonja: "Ja, det var efter, jeg havde levet meget beskyttet. Da jeg blev skilt fra Klaus (Pagh, red.), opdagede jeg pludselig livets alvor. Jeg stod med en tom lejlighed og en lille baby."

Han tog det hele med?

Sonja: "Jeg fik tre kufferter med mit tøj, børnetøj og legetøj. Sådan var det. Jeg fik nogle møbler af Malene, som hjalp mig rigtig meget, og vi begyndte også at spise mange lørdagskyllinger sammen. Men der prøvede jeg at stå fuldstændig alene og uden penge, og det gjorde, at jeg blev meget samfundsbevidst."

Malene: "Vi blev VAKT sammen, Sonja."

Sonja: "Det gjorde vi nemlig."

Ghita: "Mine forældre var kunstnere, så jeg havde aldrig kendt til andet end den verden, før de gjorde mig den store tjeneste at smide mig på Askov Højskole. Det var der, jeg blev til som menneske."

Hvordan?

Ghita: "Fordi jeg blev trukket væk fra den der lillebitte kunstneriske verden i Nyhavn, hvor vi boede, og Det Kongelige Teater, som lå to skridt derfra. Jeg mødte en helt anden slags mennesker på Askov, og det er jeg meget taknemmelig for. Det gjorde, at jeg begyndte at tænke inde i mit hoved."

Kirsten: "Da jeg ville være skuespiller, sagde min far, hvis du virkelig mener det der, så kan jeg love dig for, at jeg overhovedet ikke vil hjælpe dig økonomisk under din uddannelse. Det må du selv klare. Og så talte han ellers ikke til mig i et helt år. Han opfattede det som en skam og som en metier for mindre pæne piger."

Hvad lavede han selv?

Kirsten: "Han var direktør for et tekstilfirma. Så jeg havde sørme ikke mange penge dengang. Jeg kunne få 8.000 kroner om året i et statskautioneret lån. Det var det."

Ghita: "Gud fri mig vel!"

Kirsten: "Så jeg var piccolo og alt muligt andet for at tjene penge. Men gudskelov fik vi vores varme mad på elevskolen, Sonja. Den var god og sund. Og tung."

Sonja: "Det gjorde vi, ja. Men vi drak også rødvin for vores spisebilletter. Lidt sjov skulle der jo være."

Wordfeud og andre nødder

Sonja, Kirsten og Ghita arbejder stadig alle tre med både teater, film, tv, foredrag og flere andre ting.

Malene: "Men jeg er for gammel."

Ghita: "Du er da samme alder som mig."

Og du har ikke tænkt dig at stoppe, Ghita?

Ghita: "Nej, ikke så længe jeg får opgaver. Så elsker jeg det jo. Det gør jeg. Men jeg siger nej til mange ting."

Malene: "Jeg siger også nej. Jeg gider ikke. Helt ærligt. Jeg synes, man har så mange gode stunder som pensionist. Man har f.eks. hele formiddagen til at komme sig over natten."

De griner alle fire højt.

Læs også

”Vi har valgt at være sammen med hinanden, selvom det kan føles svært”

Malene: "Og så gør jeg gymnastik. Spiller bridge. Ikke fordi jeg er særligt god til det, men det hjælper lidt på hjernen."

Ghita: "Jeg spiller Wordfeud. Meget. Det er så sjovt."

Malene: "Jeg er også begyndt at løse kryds-og-tværser. For børn."

De griner igen.

Ghita: "Ja, ja, man skal jo starte et sted."

Hvad driver jer tre, Ghita, Kirsten og Sonja, til at blive ved?

Kirsten: "Jeg har lyst til stadig at få sat opgaver foran næsen, som skal løses. Også gerne noget, hvor jeg først tænker, gud, orker jeg det her, det bliver langsommeligt og sejt. Men når jeg først er i det, så elsker jeg at ”knække nødder”, som jeg siger. Jeg kan lide det vanskelige. Også selvom det aften efter aften kan føles som at bestige Mount Everest."

Malene: "Undskyld, men hvor gammel er du?"

Kirsten: "Jeg fylder 75 næste gang."

Malene: "Ja, men så er jeg simpelthen også 12 år ældre, og det betyder rigtig meget. Jeg arbejdede, til jeg var 80 …"

Ghita: "Malene, synes du ikke, at det der ottetal gør noget ved os?"

Malene: "Jo, det gør det. Det forandrer hele livet. Og der er jo også noget, der hedder alderdom. Noget med, at kroppen forfalder lidt efter lidt, selvom man gør alt muligt for at holde sig i gang. Og vi holder os godt! Min datter er fysioterapeut, og hun tager sig af folk over 80. Hun siger, hold da op mor, du klarer dig jo fantastisk."

Sonja, du hænger også på arbejdsmæssigt?

Sonja: "Ja, det gør jeg. Og jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af at gå ud og holde foredrag. Jeg arbejder en del med demens, både som forestilling og foredrag, det er jeg også glad for. Til foråret skal jeg spille på Folketeateret, og det er skønt, men jeg må sige, at jeg også nyder mine aftener hjemme.

De sidste år, hvor jeg har været på turné, har jeg næsten kunnet græde, når jeg så, at folk havde stearinlys på bordet og skulle til at hygge sig om aftenen, når jeg var på vej ud ad døren. Jeg tror, det er en reaktion på mange års jeg-skal-altid-gå-om-aftenen. Jeg vil gerne spille forestillinger, men måske bare ikke i et langt stræk hele tiden. Jeg er stadig nysgerrig som Kirsten og vil også gerne ud og ”knække nødder”."

Kirsten: "Jeg er alene, og jeg synes, det er dejligt at komme ud og se mennesker."

Så arbejdet dækker også et socialt behov?

Kirsten: "Ja. Det er vigtigt for mig. Jeg tror, jeg ville forsumpe, hvis jeg ikke arbejdede."

Malene: "Du er også så ung stadigvæk."

Malene, selvom der forhåbentlig er lang tid til din sidste dag, så er der noget med, at du allerede har tænkt over, hvad der skal stå på din gravsten?

Malene: "Ja, det er rigtigt, og det står også i mit testamente. Jeg vil have en lille messingplade, hvor der står mit navn og mine årstal, og så skal der stå: Nu går jeg op og lægger mig!"

Ny bog

Bogen 'De stærke kvinder fra Matador' er lavet på baggrund af en række talkshows om Matador, som Ghita, Kirsten, Sonja og Malene har medvirket i.

Bogen er skrevet af Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensen og udkommet på Politikens forlag, 264 sider, 300 kr.