Få det ultimative overblik over burger-joints

Guide: Her er byens bedste burgere

Karen Kristine Persøe, kvinden bag bloggen 'Pigen og pomfritten', guider gennem det københavnske burgerlandskab ud fra mottoet: 'Life is too short for bad burgers.'

Vi har bedt burger- (og pomfrit-)eksperten (foto herunder) om en guide til de bedste burger-joints i København.

Siden jeg gav mit bud på den ultimative burgerguide for Eurowoman.dk for halvandet år siden, er der virkelig sket noget i det københavnske burgerlandskab.

Hvor burgeren igennem en årrække fik etableret sig på alle cafékort i byen med rucola og kartoffelbåde som faste følgesvende, er vi nu endelig nået til et punkt, hvor vi elsker burgeren i dens enkleste form: Som en lidt forbudt og fedtet sag med en smagfuld bøf indpakket i en blød bolle, der gør det nemt at spise den med fingrene. Små burger-joints er blomstret op, særligt omkring de populære madmarkeder i Kødbyen og på Papirøen, og de fleste caféer med respekt for sig selv har nu strøget de syv forskellige smagsvarianter fra kortet og byder nu i stedet på en rigtig, American diner-burger.

Men med alle disse mange (gode) burgermuligheder kan det være svært at vælge, hvor man skal prioritere sin burgerkvote. Derfor giver jeg her mit bud på, hvor man får de bedste burgere i byen. Jeg har udvalgt otte steder, anmeldt på min blog - fire af dem, der skiller sig lidt ud, og fire af de klassiske. Du kan også læse mere på min hjemmeside, Pigenogpomfritten.dk

De nye Burger Joints 

FAT Burger

FAT Burger er én af de mange fristende madboder på Copenhagen Street Food på Papirøen, og jeg kårede for nyligt deres burger som den bedste i byen. FAT Burger er en klassisk burger-joint med en enkelt variant på menuen (udover en børnemodel), og den står til gengæld også snorlige. Indholdet er klassisk: En perfekt stegt bøf i en blød bolle, som gør det muligt at spise burgeren, som den skal: Med fingrene. Udover en svinsk god burgerdressing er varemærket for FAT Burger, at de vælger at erstatte det klassiske salatblad med sauteret kål. Og det er ikke et dårligt træk. Nyd den i solen med en kold øl og et sæt pomfritter stegt i andefedt fra Copper and Wheat.

Læs min anmeldelse her

PapirØen, Trangravsvej 14, 1436 København K

Pris: 115 kr. (inkl. pomfritter)

Tommi’s Burger Joint

Tommi var nok den første til at bringe den ægte, amerikanske burger-joint til byen, og har således banet vejen for andre burgerperler, som førnævnte FAT Burger. Og der er ingen tvivl om, at Tommi laver en god burger! Den serveres i en flettet kurv med fritter, der kunne forveksles med dem, man får på McDonalds - blot sprødere og med en bedre smag. Selve burgeren er klassisk og god. Særligt kendetegnet er bøffens grillede smag i kontrast til de sprøde og friske grøntsager. Eneste anke er de begrænsede siddepladser (hvis det er sol, sætter man sig selvfølgelig, hvor man kan i Kødbyen), og så skal man nogle gange vente lidt længe på maden. Men den er bestemt ventetiden værd.

Læs min anmeldelse her

Kødbyen, Høkerboderne 23, 1712 København

Pris: 89 kr.

LÆS OGSÅ: Fup og fakta om det syndige brød

Klassikerne 

Salon 39

Salon 39 har en helt særlig plads i mit hjerte, da det var det første sted i København, jeg oplevede, at man gjorde op med café-burgeren og lavede en ægte diner-burger, som man får dem på de hippe beværtninger i New York. Man kender nok bedst “Salonen” for deres sublime cocktailkort (og alt det, der ikke er på kortet), men man snyder altså sig selv, hvis man ikke også bestiller fra deres menukort. De har nemlig mange gode retter på kortet - og selvfølgelig er særligt deres cheeseburger værd at nævne. Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg har smagt den - der er nærmest ikke en anledning, der ikke råber på Salon-burger og Rock’n’Rhye. Burgeren er en klassisk amerikaner med en rustik, syltet agurk på siden og tynde, sprøde fritter med en røget mayo, der er ‘to die for’. Eneste advarsel i sommermånederne må være, at der kan blive ret lummert (i flere betydninger) i de små lokaler - hvorfor det kan være en fordel at spise sent eller udenfor.

Læs min anmeldelse her

Vodroffsvej 39, 1900 Frederiksberg C

Pris: 149 kr.


Sokkelund

En anden stjerne, der har serveret en ret pompøs burger i snart mange år nu, er Café Sokkelund på Frederiksberg. Menukortet skifter indimellem, men Sokkeburgeren forbliver (heldigvis) på kortet. For nyligt har de faktisk også opdateret kortet med en Bøfsandwich, som jeg endnu ikke har fået smagt. Sokkelund giver deres burger et særligt touch med en briochebolle og en lækker tomatrelish, og så serverer de både bearnaise og aioli til deres tripple cooked fries, der i sig selv er værd at lægge et visit forbi for. Førnævnte bøfsandwich figurerer nu på Sokkelunds Hangover Brunch, akkompagneret af pandekager, pomfritter og en fadøl. Eller hvis du, ligesom jeg, er tatarelsker, kan Sokkelunds bud på en tatarburger også anbefales.

Læs min anmeldelse her

Smallegade 36E, 2000 Frederiksberg

Pris: 169 kr.


Burger & Bun

Man husker måske Burger & Bun fra dengang, den havde adresse på Istedgade. Og måske fordi Henrik Yde var én af de første på banen med gourmetburgeren, var danskerne ikke rigtig klar til at betale den høje pris for kvaliteten af de økologiske takeaway-burgere. Efter et par års pause er Burger & Bun dog tilbage - nu på Nørrebro - med væsentlig flere siddepladser og tid til at nyde maden. Hvis man sætter pris på økologi og hjemmebag, og som jeg nyder de små finurlige detaljer, der afslører, at der står en michelin-kok bag den snaskede burger, så prøv én af Burger & Buns ni varianter, og drik en milkshake eller nyd en sundae på hjemmerørt is.

Læs min anmeldelse her

Fælledvej 9, 2200 København N

Pris: 160 kr.

Taxa, Auto og Pixie

Jeg er generelt stor fan af de tre søster-caféer på hhv. Nørrebro og Østerbro, som til hver en tid kan kurere dine tømmermænd eller søndagsblues med en Croque Madame og en hjemmelavet ingefærlemonade. Men burgeren er virkelig også god, kendetegnet af en bøf smurt med barbequesauce, som står godt til den sprøde salat. Imens pomfritterne er lidt tykkere end sædvanligt og serveres med en særlig basilikummayo, er det eneste, jeg mangler, den rustikke drueagurk, caféerne tidligere serverede ved siden af burgeren. Drik en Dark’n’Stormy til burgeren, hvis aftenen byder til det, eller nyd den førnævnte, friske lemonade.

Læs min anmeldelse af Café Pixie her

Café Auto: Griffenfeldsgade 22, 2200 København N

Café Taxa: Hørsholmsgade 32, 2200 København N

Café Pixie: Løgstørgade 2, 2100 København Ø

Pris: 130 kr.

LÆS OGSÅ: Do’s and don’t’s, når du planlægger en polterabend 

De nye

Sliders

Der er vist mange blandede meninger om de små burgere fra Sliders. En slider har nemlig ikke ret meget med den klassiske burger at gøre. De fyldes med fx coleslaw og langtidsstegt svin eller hoisinsauce og braisseret andebryst, og var de ikke så små og mundrette, ville det være noget frygtelig gris at spise med fingrene. Men det er netop sådan, en slider skal være: sloppy, snasket og fyldt med smagsindtryk. Derfor synes jeg, Sliders gør det godt - bollerne er lækre, fyldet eksperimenterende, og ingen af de ni varianter er ens. Derudover har Sliders et lille guld-tema kørende, hvilket betyder, at du pompøst kan pynte din takeaway (som vel at mærke bliver serveret i brune poser og papirindpakning) med bladguld - som du selvfølgelig skyller ned med en gulddame. Det kan du - ligesom jeg - vælge at se bort fra, ligesom du kan tage konsekvensen af, at det er pokkers svært at finde en siddeplads på populære spisetidspunkter, og bare tage maden med dig ud i solen ved søerne.

Læs min anmeldelse her

Peblinge Dossering 2, 2200 København

Pris: 119 kr.



Grisen

Grisen er netop åbnet på Nørrebro og er endnu et godt eksempel på, hvordan den københavnske burgerscene hele tiden er i udvikling. Det kan nærmest være svært for en pomfritpige at følge med, hvorfor jeg heller ikke har nået at få en anmeldelse af Grisen på min blog endnu. Men jeg har nået at smage deres mad, og den er god! Ligesom Sliders serverer de ikke de typiske burgere - men derimod danske burgere (hvis man kan tillade sig at kalde dem det). Grisen har nemlig både flæskestegs-, frikadelle- og bøfsandwich på menuen, udover hotdog og pølsemix. Jeg har kun smagt førstnævnte (og en bid af en hotdog), men at dømme efter det har Grisen styr på de gamle, danske klassikere. Jeg blev selv først for nylig blevet taget i bøfsandwichskole og har først alt for sent fået øjnene op for, hvor godt brun sovs smager på en burger. Og jeg er sikkert ikke den eneste københavner, der har det sådan med det brune guld, hvorfor jeg spår, at Grisen kan gå hen og blive en stor succes.

Læs min anmeldelse her.

Fredensgade 5, 2200 København N

Pris: 55 kr. for alle hovedretter, 40 kr. for en hotdog

LÆS OGSÅ: Test: Fastfoodkædernes pomfritter: Her er de bedst

LÆS OGSÅ: Opskrift på burger a la restaurant Barburrito

LÆS OGSÅ: 10 tips: Det kan du gøre for at stoppe madspild

LÆS OGSÅ: Restauranter: Københavns 10 bedste nye spisesteder