Sponsoreret indhold

Vil du være leder en dag? Så er Ninnas uddannelse måske den perfekte for dig

Vil du være leder en dag? Så er Ninnas uddannelse måske den perfekte for dig

”Jeg har brugt meget energi på at tænke, at jeg ikke var god nok eller klog nok til at kunne lede andre mennesker,” fortæller Ninna, som i dag er blevet langt mere overbevist om egne evner.

Forsvaret-logo.jpg

Ninna T. Hansen har en helt særlig lederuddannelse – og nok ikke en uddannelse, der er særligt mange med lederambitioner, der tænker på som den første.

Det er måske en fejl. På officersuddannelsen, hvor Ninna har gået, får du nemlig en masse både teoretisk og praktisk ledelseserfaring, som er svær (hvis ikke umulig) at finde lignende andetsteds.

”Uddannelsen er i virkeligheden lidt af en personlig rejse, hvor man finder ud af, hvad man er god til. Hvilke styrker og svagheder har jeg som leder? Hvor skal jeg lægge ekstra energi i at udvikle mig?” fortæller Ninna.

Personligt skulle Ninna arbejde med sin tendens til at være ”enspænder” og selv ville sørge for alting.

”Jeg har skullet lære at blive en holdspiller. Man kan jo ikke klare alting selv. Så jeg har brugt meget energi på at lære, hvordan man får et samarbejde op at køre, og hvordan man motiverer sine medarbejdere til at bidrage med idéer.”

Tekst_Storybook---Skydstrup-1842.jpg

Ninna startede i Forsvaret tilbage i 2015 efter at have gennemført en gymnasial uddannelse på HTX. Hun kedede sig på skolebænken og havde svært ved at sidde stille, og hendes far foreslog derfor, om hun skulle starte i Hæren som værnepligtig.

Hvad der skulle have været en engangsaffære og et sjovt afbræk endte dog med at blive Ninnas levevej. Efter værnepligten tog hun på sergentskolen, efterfølgende forsøgte hun sig som flymekaniker, og så har hun siddet med HR og rekruttering, inden hun startede på Officersskolen – Forsvarets lederuddannelse – i 2021. I dag er hun uddannet teknikofficer fra Flyvevåbnet og arbejder hos Air Control Wing, som overvåger luftrummet.

”I virkeligheden troede jeg ikke selv på, at jeg havde lederegenskaber. Jeg har brugt meget energi på at tænke, at jeg ikke var god nok eller klog nok til at kunne lede andre mennesker. Men der har bare været folk og kolleger omkring mig, der gang på gang har sagt, at jeg ville være god til det. Og så prøvede jeg at søge ind på Officersskolen, efter tanken havde modnet lidt.”

Vil du også være leder i Forsvaret?

Forsvarets officersuddannelse udbydes i 8 forskellige uddannelsesretninger fordelt på Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet eller Beredskabsstyrelsen, og udmønter sig i en unik lederuddannelse, der styrker dine faglige og menneskelige kompetencer.

Du kan ansøge til officersuddannelsen med en bachelor, en professionsbachelor eller en kandidatuddannelse. Du kan dog også søge løjtnantsuddannelsen med en gymnasial uddannelse og blive officer.

Værnepligt eller anden form for militær erfaring er ikke et krav for at kunne søge ind. Du kan læse mere om officersuddannelserne og sende din ansøgning på blivofficer.dk.

Ansøgningsfristen er den 15. marts.

”Skjulte” lederegenskaber

I bagklogskabens altid klarere lys kan Ninna dog godt se, at hendes kollegers iagttagelser ikke var grebet ud af den blå luft.

Hun fremhæver selv, at hun altid har været god til at skabe et rum med god energi, til at motivere andre og til at skabe relationer. Hun fortæller også, at hun altid har været utrolig selvdisciplineret og passioneret, når hun kastede sig over et nyt projekt.

”Der har jo været mange ting, jeg har været god til selvstændigt – jeg havde bare aldrig tænkt på, at andre kunne drage fordel af det. Men fordi jeg har et stort drive og et gåpåmod, så er jeg ret handlekraftig. Det er også lidt en kerneværdi i Forsvaret; at man skal kunne tage en beslutning, selvom man står i en presset situation,” fortæller Ninna og fortsætter:

”Det brugte vi meget energi på at tale om under officersuddannelsen. I dag er det en ting, jeg stadig øver mig i at kunne gøre med ro i sjælen. Jeg er også blevet god til at række ud og spørge om hjælp. Det er faktisk ret fedt at være blevet god til, for jeg har lært mange flere ting ved at gøre det.”

Noget af det, Ninna også hæfter sig ved, har været ekstremt lærerigt på officersuddannelsen, var at omgive sig med dygtige mennesker. Hun skulle dog lige vænne sig til det først.

”Det er jo virkelig privilegeret, men at komme på Officersskolen i en gruppe kunne godt være lidt svært til at begynde med, fordi man pludselig ”bare” var middel og ikke længere i toppen. Det havde jeg faktisk ikke prøvet før – jeg har altid været dygtig i skolen. Men det var fedt at være omgivet af så dygtige kolleger og undervisere hver dag, som jeg kunne lære af.”

Tekst_NSS_1437.jpg

Nu du ved en masse om ledelse. Hvad udgør så en god leder?

”Jeg synes, det er superindividuelt, for det handler jo meget om, hvilken persontype man er. Jeg er en god leder på én måde, og en anden leder er det måske på en anden måde. Jeg har personligt brug for en retning og for frie rammer. Men der er andre, der har brug for meget mere styring. Så for mig er en god leder én, der forstår at tilføre situationen det, den mangler – og nogle gange er det slet ikke sikkert, at den mangler mit bidrag som leder. Så skal jeg også være i stand til at trække mig.”

Selvom Ninna er blevet meget klogere på ledelse og hendes egne kompetencer, så understreger hun flere gange, at hun har meget at lære endnu.

”Som leder skal jeg huske på, at bare fordi jeg er færdig på min uddannelse, så er jeg ikke færdig med at lære. Den virkelige læring gik først i gang, da jeg var færdig. Så jeg må ikke sætte mig ned på mine hænder og tænke ’nu er jeg blevet en god leder’. Jeg skal blive ved med at udvikle mig; jeg kan ikke tillade mig andet.”

Lige nu håber Ninna selv på at kunne udvikle sig inden for det tekniske felt, så hun bedst muligt kan udfylde rollen som teknikofficer. På sigt tror hun dog, at hendes vej svinger tilbage på HR-sporet.

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med, hvordan vi kompetenceudvikler og skaber tilknytning til Forsvaret for medarbejderne. Og at arbejde med mangfoldighed. Hvordan påvirker køn for eksempel de forskellige operationer? Det synes jeg er ret spændende, for jeg ser nogle styrker i de forskellige køn. Så vi bliver nødt til at rekruttere mere ligeligt og mangfoldigt, ikke kun hvad angår køn. Men hvordan skaber vi en arbejdsplads, der kan rumme det? Det fylder meget i mit hoved, hvad der egentlig skal til.”

Tekst_Storybook---Skydstrup-1688.jpg

Hvad er din egen oplevelse af at være i Forsvaret som kvinde?

”Jeg er ikke stereotypen, altså en mand, der bare passer naturligt ind. Jeg vil ofte skille mig ud, fordi jeg fortsat er en minoritet. Men der er sket et skift, og det tænker jeg ikke så meget over længere. I dag bliver jeg værdsat for mine personlige kompetencer, værdier og ambitioner. Jeg bliver målt på det, jeg kan, og det, jeg er – ikke på baggrund af mit køn.”

”Jeg har haft utallige succeser gennem min tid, som har styrket min egen tro på mig selv og fjernet de usikkerheder, jeg tidligere havde som ung kvinde i Forsvaret. Det har fået mig til at hvile i mig selv, kende mine værdier og tro på de evner, jeg har – og det er jo egentlig det, det handler om; de evner og kompetencer, vi som individer bringer til bordet.”

Tror du, det er blevet bedre, fordi du har bevist dit værd, eller fordi der er sket et skift?

”Det er hundrede procent fordi, der er sket et skift både i Forsvaret og hos mig selv. Forsvaret er et spejl af den virkelighed, vi tjener, så vi har nogle af de samme udfordringer, som fylder i samfundet generelt. Men i Forsvaret har vi handlekraft, og det betyder også, at når vi oplever noget, så er vi gode til at handle på det. Derfor er der også sket nogle ændringer. Der har været meget fokus særligt på kvinder i Forsvaret de sidste mange år, men også arbejdsglæde og hvordan man kan gøre det til en arbejdsplads, der kan rumme alle.”

Ninna understreger derfor, at man bestemt ikke skal holde sig tilbage som kvinde, hvis man går med en drøm om at uddanne sig til leder på Officersskolen eller generelt har interesse i Forsvaret.

”Noget af det, der har gjort min tid på Officersskolen særligt god, er i virkeligheden, at vi fik skabt et godt kvindemiljø. Vi var en gruppe af piger på Officersskolen, som havde et rigtig godt sammenhold, og som løftede hinanden i stedet for at konkurrere mod hinanden. Det ligger der en kæmpe styrke i – at vi har spillet hinanden gode i stedet for at konkurrere hinanden ud.”

”Jeg er glad for at være i Forsvaret. Jeg har mødt mange inspirerende mennesker, som jeg kan spejle mig i og se op til. Med mine oplevelser, erfaringer og det fokusskifte, der har været gennem tiden i Forsvaret, har jeg en tro på, at jeg kan være med til at påvirke vores arbejdsplads, så den bliver ved med at være attraktiv, og så den kan rumme livets mange faser for vores ansatte – uanset køn.”

Podcast: Med Christian Fuhlendorff på mission

Kunne du tænke dig at blive en god leder, og er du interesseret i at høre mere om officersuddannelserne inden for Forsvaret? Så skal du lytte med, når Christian Fuhlendorff stiller skarpt på emnet i podcasten ’Fuhlendorff på mission: Bliv officer!’.

Du kan lytte til podcasten lige her eller der, hvor du plejer at lytte til podcast.