Sponsoreret indhold
Familieterapeut Jan Bjerre om søskendeproblemer mellem voksne: “Man skal lære at acceptere, at ens søskende ikke nødvendigvis har haft den samme oplevelse af barndommen"
For mange kan søskenderelationen være en turbulent affære. Sådan er det i hvert fald for sangerinden Elisabeth Gjerluff Nielsen, som netop har udgivet erindringsbogen ’Store børn’. Heri skriver hun om det svære forhold til sine tre søskende, herunder broren Peter AG, og om den barndom, som de tilsyneladende alle har en forskellig opfattelse af.
“Søskenderelationen er ikke noget, man har valgt. Det er noget, man er født ind i"
Når det drejer sig om voksne søskendeproblemer, er der mange forskellige faktorer, der spiller ind. I erindringsbogen ’Store børn’ er en flok voksne søskende på vej væk fra hinanden trods en fælles opvækst, hvilket der kan være en del forskellige årsager til. Men ser man generelt på problematikker mellem søskende i voksenalderen, er en af de ting, der ofte gør sig gældende, en forskellig opfattelse af barndommen. Er ens søskende blevet mere forkælede end en selv? Har de fået mere opmærksomhed?
“Søskenderelationen er ikke noget, man har valgt. Det er noget, man er født ind i. Derfor ligger der også et latent behov for kærlighed til hinanden, som måske ikke altid kan opfyldes. Og som måske også er problematisk i voksenlivet, fordi man har forskellige usagte forventninger og opfattelser af, hvordan barndommen har været,” forklarer familieterapeut Jan Bjerre.
I psykologien skelner man mellem virkeligheden og den oplevede virkelighed. Som mennesker kan vi have forskellige oplevelser af virkeligheden, såsom vores opvækst med vores søskende, fordi vi bliver født på forskellige tidspunkter i vores forældres liv med forskelligt overskud i familien og fordi vi bliver påvirket forskelligt rent psykologisk.
Noget af det, der ofte kan skabe problemer i voksenalderen, er forholdet mellem en ældre og yngre søskende og det hierarki, der ofte følger med. “Der er en tendens til, at ældre søskende tænker, at det må lillebror eller lillesøster kunne klare bedre eller gøre på en anden måde. Det er ikke sikkert, at det bliver sagt så direkte, men der kan være en forventning, som bliver udtrykt på den ene eller anden måde, og det kan skabe gnidninger,” siger Jan Bjerre.
I de fleste tilfælde blusser søskendeproblemerne først op omkring 30-40-års alderen. “Det kommer oftest til overfladen, når man selv begynder at stifte familie og begynder at rette sig mod sit eget indre fremfor mod verden. Så er det nogle gange først der, at man opdager, hvad man synes, man ikke fik som barn. Det kan også komme i spil, når man kan spejle sig i sin partners familie og se, at der er noget helt anderledes end der, hvor man selv kommer fra,” siger Jan Bjerre.
Ifølge Jan Bjerre er en af løsningerne på søskendeproblemer i voksenalderen, at man ser på sig selv og indser, at man gerne må føle sig forkert og føle, at man har gjort en fejl overfor sin søskende.
“Kernen er at kunne slippe sin opvækst og sige, at man står et andet sted. Et sted hvor man elsker hinanden og hvor man gerne vil blive ved med at være søskende. Og man skal lære at acceptere, at ens søskende ikke nødvendigvis har haft samme barndom som en selv,” siger Jan Bjerre.
“Og så skal man nogle gange gøre situationer op i, om man vil stile efter lykke fremfor retfærdighed. Det betyder jo ikke, at man skal finde sig i hvad som helst, men nogle gange, hvis man lige stopper op et øjeblik og siger: ’Skal det her mest handle om retfærdighed eller skal det mest handle om, at jeg skal være lykkelig?’ Så kan man måske tåle lidt mere.”