Læs: Første kapitel af Morgenthaler og Tüxens satiriske og vanvittige sjove femi-roman

Helle har arbejdet med døde kroppe. Engang var hendes arbejdsplads en pøl af blod, og hun blev næsten kvalt under en indvoldsudtagning. Alligevel har hun aldrig været så bange som i dag på gul stue i børnehuset Himmelskibet.

„Kaj er allergisk over for parfume. Det er noget, han er født med. Hans hud bliver rød og irritabel, hvis du bruger vådservietter i stedet for de bløde skumklude,“ siger Karin til Helle.

    Karin, som er souschef på Himmelskibet, har allerede sagt det tre gange, hvis man tæller det bebrejdende blik med, Helle får, lige inden hun tager Kaj i hånden og går mod skifterummet.

Det er Helles første dag som pædagogmedhjælper på Himmelskibet. Kaj er tre et halvt og kan ved Gud godt selv.

Han er for stor til at gå med ble. Det er pædagogerne enige i.

Helle er 39 og synes ikke, at Kaj er et charmerende barn.

Hun prøver ikke at vise det. Hverken til Kaj eller de andre pædagoger, det er trods alt hendes første dag.

    Kaj ligger på puslebordet og prøver at få sine fingre ned til numsen, Helle får det varmt. Hun skulle ikke have taget den uldstrik på, når april nu viser sig fra sin lune side.

Hun holder Kajs fødder samlet med den ene hånd, mens hun med den anden forsøger at vride en skumklud op i vandFadet.

Kajs afføring er hård. Det er små kugler, der ruller rundt i bleen og minder om frosne falafler.

Der triller en enkelt pølse ud af bleen, den triller hen ad bordet og ned på linoleumsgulvet.

På vejen rammer den Helles sko og efterlader et sikkert, brunt spor.

Med albuen verfer Helle Kajs pilfingre væk fra hans bagdel, så godt hun kan.

Kaj er ligeglad, han bliver faktisk endnu mere nysgerrig. Der lugter surt, som om afføringen har ligget i maven alt for længe. En lille, bleg pige fra rød stue, Vita, kommer ind og peger på pølsen på gulvet.

    „Vi skal lige have lidt fred her,“ siger Helle med klemt stemme.

    Souschef-Karin kommer til. Hun griber efter et stykke køkkenrulle i sin lomme og kører det en tur under Vitas næse, inden hun sender Vita væk.

Karin trækker skydedøren til udefra. Mens hendes hoved stadig kan være i åbningen, siger hun: „Klarer du den?“

   Helle smiler så friskt, det lader sig gøre.

    „Yes. Han spræller bare lidt.“

    „Husk, ingen parfume,“ siger Karin og banker to gange på skydedøren, inden hun lukker den helt.

    En svag ringen for ørerne, sorte pletter i den yderste periferi af synet, Helle kender symptomerne, når et angstanfald banker på. Heldigvis har hun stadig sin „værktøjskasse“ fra dengang, hun tog kurset OverLev Hverdagen!, og hun tager en af de gode, dybe indåndinger.

Hun har stadig fat i Kajs ankler, men han er begyndt at vride sig.

Helle prøver at hive endnu en skumklud ud af plastikpakken. Hun får et bundt ud, og resten af pakken ryger på gulvet.  Kaj har efterhånden fået vredet sin krop så meget, at overkroppen ligger på maven, og hans hænder griber fat om kanten af puslebordet. Kaj er en stærk fyr. Robust.

Den ene lukning på bleen har klistret sig fast på Kajs kødfulde lår.

Helle kan ikke få samlet enderne, så hun pakker lorten ind.

Bleen karter rundt. De hårde pølser er slet ikke så faste, når alt kommer til alt.

Helle griber igen og igen efter lukningen med lillefingeren, i kampens hede træder hun et skridt tilbage med højre fod, foden lander med elegant præcision på den vildfarne kugle på gulvet og glider, og Helles krop kommer ud af balance.

    Et lille sekund slipper Helle Kajs ankler for at genvinde kontrollen over sin krop. I dét øjeblik hiver Kaj til i bordkanten. Han surfer ud over kanten. Han rammer et hjørne af en trådnetskuffe på vejen. Det hjørne, hvor sikkerhedsduppen er faldet af. Hans øjenbryn springer op, da  den flossede metalspids møder huden og skærer en lang flænge. Han falder videre ned på linoleumsgulvet.

Først med ryggen, så med hovedet. Et veritabelt dunk, lyden af en melon, der falder ud af en indkøbspose. Så stilhed.

Det virker, som om bleens indhold har ventet i luften for nu at falde stille til jorden. På en måde stopper tiden her, i bygen af pølser, og Helle kigger på sine hænder. Der er brune. Hun trækker ikke vejret, det ser heller ikke ud til, at Kaj gør det. Helle ser sig selv udefra, alting går langsomt.

Hun sætter sig ned på knæ og bøjer sig ind over Kajs ansigt.

Hun venter. Hun er rædselsslagen. På intet tidspunkt har nogen af Helles coachingforløb forberedt hende på at håndtere døden i hverdagen – kun det stille forfald, man oplever som lønmodtager.

    Helle bliver siddende lænet ind over Kaj. Hun synes at kunne mærke en lille, blød luftstrøm fra Kajs næse. Hun rykker endnu tættere på og konstaterer nu med sikkerhed, at en vejrtrækning rammer hendes læber. Hun tager forsigtigt hænderne ind under Kaj og løfter ham ind til sit bryst.

Kajs krop giver sig i en stor krampe, som forløses i et voldsomt hyl, gråd, vræl. Tiden begynder igen. Hvad end det er, er det levende, og Helle hører sit eget lettede suk. Kaj bløder kraftigt fra øjenbrynet, men Helle kan kun se dette som en bagatel. I det mindste er hun ikke ved at finde vej til forsiden af Ekstra Bladet. Hun kunne lige se det for sig. Langlinsefotograferet i sin falmede røde vindjakke, rygende en e-smøg i ly fra halvtaget over Himmelskibets cykelparkering under overskriften i matchende rød: „Her er Kajs morder!“

    Kajs skrig forstummer, og han hikster nu i nogle endeløse sekunder. Helle rejser sig. Tårerne står i hendes øjne. Hun knuger drengen ind til sig, mens hun vugger ham i kraftige stød med hele sin krop. Hun ved, han ikke skal dø. Det er godt, men det er en glæde, der hurtigt fortager sig. Hvordan helvede skal hun forklare den her situation?

Man skulle tro, Karin havde særlige evner, for i samme nu står hun i døren med store øjne.

    „Kaj har slået sig,“ siger Helle med en stemme, hun ikke kan genkende. Kajs hiksten afløses nu af gedigen gråd.

Karin kommer helt ind i rummet, kigger og dømmer, siger ingenting, men river Kaj ud af Helles hænder. Kaj har stadig ikke ble på, han er ikke vasket, og han græder så smertelig en gråd, at børn og voksne stimler sammen i døren. 

    „Hvad er der dog sket? Hvad har du gjort?“ Også Karins stemme kommer fra et ukendt sted.

    „Han hev fat i kanten, han faldt ned, jeg slap ikke en gang et sekund, jeg skulle bare have bleen væk …“ Helle snubler over ordene.

    Karin kigger på Helle, som man kigger på et lille barn, der skal have skældud. Dét blik er afgjort værre, når man er voksen.

    „Hvordan landede han, hvor kommer flængen fra?“ spørger Karin.

    „Han ramte spidsen på skuffen der, og så, så landede han på ryggen … Og på hovedet.“

    Den sidste sætning siger Helle så lavt, hun kan. Karin og de øvrige pædagoger har en forbløffende hørelse, og der går et sus gennem tilskuerne.

    Karin stryger sin hånd over Kajs baghoved. Kaj er tydeligvis ikke blevet lagt på siden, da han var spæd, for hans baghoved er fladt som bunden af en Kähler-vase. Dog ikke længere, for en ordentlig bule er kommet til syne. Helle betragter den voksende bule, den får hende til at tænke på sit eget baghoved. Hun har ikke vasket hår i tre dage, og hendes medfødte hvirvel i nakken er nu en nakkeskilning. Hun kan mærke, hvordan der er kig til hovedbunden i en centreret stribe fra toppen af kraniet og helt ned til hårgrænsen i nakken. Hårene er gledet villigt til side i en fedtet skilning, som når et topersoners telt er lynet op, og man har fæstnet dugen i hver side. Helle kører sin hånd gennem håret for at ophæve skilningen.

    Kajs gråd er blevet mere menneskelig, men ikke aftagende.

Adam fra Regnbuestuen holder Kajs hoved, så det svæver i luften, mens Karin begynder en blid afvaskning af først det blodige ansigt, så numsen. Karins hænder ved, hvad de laver. Kaj græder kun lidt. Carina fra orange stue med det friske korte hår, som alle roser, har allerede ringet 112. 

Når små børn slår deres hoveder, kan man ikke være for forsigtigt. Flængen skal nok også limes. Karin siger, det går hurtigere at tage en taxa ud til akutmodtagelsen end at vente på en ambulance. Hun siger, at nu er forestillingen forbi, og de kan godt se at vende tilbage til deres arbejde. Helle har en stærk fornemmelse af, at de allesammen snakker om hende, og at snakken ikke falder ud til hendes

fordel.

    Karin svøber Kaj i et fleecetæppe og giver ham til Carina, så hun selv kan få jakken på. Carina har fundet en pegebog frem og læser op med meget lys stemme.

    „Og hvad tror Kaj, der gemmer sig bag lågen, siger den mu-uuh?“

Hendes ansigtsudtryk vidner om stærk indlevelse. Det virker, som om de tre et halvt år på pædagogseminariet manifesterer sig i den performance.

Helle er begyndt at gøre rent efter miseren, da Karin kommer ind. Der er ingen, der har sagt noget til Helle, siden Kajs fald.

    „Kommer du?“ siger Karin.

    „Ja, altså, jeg skal med?“

    „Selvfølgelig skal du med, kære ven. Det er dig, der kender det præcise hændelsesforløb. Jeg skal nok holde ham, han er tryg ved mig, men vi skal bruge dig til at forklare lægen, hvad der er sket. Og når Kajs mor kommer … Hun vil helt sikkert have nogle spørgsmål, hun er en meget… aktiv forælder.“ Karin taler til Helle, mens hun kigger på Kaj. 

     „Ja?“ Helle er usikker på, hvad Karin mener.

    „Jeg har ringet og sagt, at han er ok, men hun blev meget rystet.

Det er der jo ikke noget at sige til,“ fortsætter Karin.

    „Nej.“

    „Man bliver jo forskrækket,“ siger Karin og kigger undersøgende på Helle.

    Helle vil gerne sige det rigtige. „Det er jo ens barn,“ siger hun så.

Flængen er lukket, og bulen er faldet. Der er ingen tegn på hjernerystelse. Karin, Kaj og Helle sidder alle tre på den lange gang uden for undersøgelsesrummet, hvor Kaj er blevet tilset af en læge og limet. Gangen er møbleret med stole her og der. Et par senge med patienter står på hjul og venter på at blive rullet videre ind i sundhedssystemet. Væggene er malet i to farver, en plasterfarve foroven og en støvet grøn forneden. Det er sikkert praktisk med den grønne, svært at se smuds og skræmmer. Noget, der givetvis er indkøbt som kunst, hænger på væggene, men det ligner ikke kunst, det ligner mere noget, nogle fra gul stue har kreeret, som udelukkende fortjener beundring fra en overbegejstret forælder. Det eneste, Helle kan se, er død, depression og ødelæggelse. Det skal man nok passe på med kun at tilskrive kunsten.

Kaj ser rødmosset ud. Han ser også påfaldende glad ud, som om han ikke er vant til al den omsorg og nyder opmærksomheden. Han bladrer fornøjet i pegebogen. De venter på Kajs mor.

    Tre kitler kommer gående imod dem. Helle synes, de ligner en scene fra hendes yndlingsserie, Grey’s hvide verden. De har ikke træsko på, men sneakers i pangfarver. Manden har godt hår og siger noget sjovt, forstår Helle, for de to kvinder griner. De passerer Helle uden at se hende, opslugt af deres egen verden, og selvom Helle når at se, at den ene kvinde har tør hud på skinnebenet, så er der stadig noget voldsomt dragende over dem. Læger er som enhjørninger, de er fantasivæsner med licens til at udskrive recept på Candida-svampecreme. Deres funktion her i livet er så ædel, og så har de stadig overskud til at gå her på gangen og have det sjovt.

    „Nej, der var jo dengang med isslaget,“ siger Karin, da Helle kommer tilbage og sætter sig ned igen.

    „Isslaget?“ spørger Helle.

    „Det var den vinter, vi havde så skiftende temperaturer, at der en morgen havde dannet sig tykke plader af is, og hverken saltning eller sneplove kunne følge med. Da Kajs mor skulle aflevere, var hun ved at falde ude foran lågen. Det har hun aldrig tilgivet. Hun skrev en del mails til mig, til klyngeledelsen og kommunen. Og læserbreve, du ved. Hun købte to gule advarselstrekanter, hun stiller op foran børnehaven, når der er minusgrader.“

    „Siger du til mig, at hun er skør?“ siger Helle, mens hun kradser i en brun plet på blusen. 

Karin forsikrer Helle om, at Kajs mor blot er en kærlig mor, der vil sit barn det bedste. Det kan man jo ikke fortænke nogen i. Vil hun ikke også selv det?

    Helle er ikke meget for den type kommunikationsstrategi, hun mener at kunne genkende fra et af sine kurser:

    A, Karin, siger noget grimt om B, Kajs Mor, til C, Helle.

    A sørger for, at det, hun siger, er pakket ind, så når C siger det højt for at forstå grimhedens karakter, trækker A det tilbage og bliver nærmest forarget over, at C kan tænke så grimt om B.

    Nu siger A så noget virkelig pænt om B.

Helle kan sagtens gennemskue Karins manøvre. Men hun er presset nu. Det er hendes skyld, at et barn er kommet til skade. På hendes første dag i Himmelskibet. Helle kunne i forvejen ikke lide Kaj. Hun er bange for, om det har spillet ubevidst ind.

Langt nede ad gangen kan de høre absurd larmende skridt. Det er skridt, der kræver, at folk viger tilbage og gør plads. Det vil i dette tilfælde sige læger, sygeplejersker og syge mennesker. Klak. Klak. KLAK.

    Karin har stadig Kaj i armene. Helle og Karin rejser sig hurtigt. Helles stol vælter. Hun kæmper med at få den rejst, og skæbnen vil derfor, at Helle står med røven i vejret, da Kajs mor ankommer. Det vil sige, det er Helles røv, der byder Kajs mor velkommen. Helle kommer op i oprejst position, snurrer rundt og fremmaner noget, der skulle have været et medfølende smil. Kajs mor kigger kun på Karin.

    „Han er god igen, der er ingen skade sket.“ siger Karin.

    „Han er traumatiseret, Karin, jeg ved ikke, om det er det, du kalder ingen skade,“ lyder det fra Kajs mor.

Havde Helle bare været Forest Gump med en evne til at løbe af sted og aldrig nogensinde stoppe. Det er Helle virkelig ikke.

    Karin gør sit bedste for at bløde stemningen op og fortæller, at lægen siger, at flængen ikke vil  efterlade noget ar.

    „De er så dygtige til den slags,“ som hun siger.

    Kajs mor tager ham i armene, det gør hverken fra eller til for Kaj, han bladrer fortsat i pegebogen, som ellers kun er på 13 tykke sider. Drengen har taget skade, tænker Helle.

    „Nu var det heller ikke det ydre ar, jeg mente,“ hvisler Kajs mor.

    Helle bør træde i karakter. Hun bør gøre situationen menneskelig. Kajs mor er ophidset og har det alt for varmt i sin trekvartlange regnfrakke. Det er der ikke noget at sige til. Den går helt ned til knæene og taljebæltet er strammet ind.

Hun står nu så tæt på, at Helle kan se, at hendes læbestift er sivet ud i rynker omkring munden, så de ligner et stisystem.

    „Jeg er meget ked af, hvad der skete. Det var mig, der forsøgte at skifte Kaj, da han vristede sig fri,“ siger Helle.

    „Han er tre, hvordan kunne han klare en voksen dame? Ja, du må meget undskylde, men jeg er ret chokeret. Jeg har ikke mødt dig før. Hvad er din baggrund for at tage dig af børn?“

Kajs mor gransker Helle med et åbenlyst elevatorblik, som for at sikre sig at Helle ikke går glip af det. Hendes stemme er kold, nærmest tonløs.

    Helle træder et lille skridt frem. Al hendes usikkerhed samler sig i dette nu.

    „Jamen, jeg er uddannet slagter. Inden da læste jeg til dyrlæge, men jeg blev nødt til …“

    „Jeg er mest interesseret i, hvorfor du står her i dag, med mit barn?“

    Helle får runde skuldre. „Jeg er i …“ Helle rømmer sig. „Jobaktivering. De mente, det var noget for mig.“

    „Jeg kan ikke sige, jeg er overrasket. Jeg er bare ked af, at det er min søn, der betaler prisen. Det er jo grotesk, at en slagter, skal tage sig af et barn,“ siger Kajs mor.

    Helle kan mærke, at der vokser røde plamager frem på halsen.

    „Jeg er selv mor, jeg ved godt, hvad det vil sige at passe på et barn. Det var et uheld, og jeg er oprigtigt ked af det.“

    Karin, der har holdt sig i baggrunden, træder frem.   

    „Det vigtigste er, at Kaj er i god behold. Vi er allesammen kede af, at han slog sig.“

    Kajs mor giver Kaj jakke på. Han begynder at græde. Der er noget brunt stads på bukserne. Kajs mor løfter ham ind til næsen.

    „Han er jo smurt ind i lort!“

    Det havde de ikke lagt mærke til. Helle kan sagtens sætte sig ind i, at det havde været meget bedre, hvis han havde fået rene skiftebukser på.

    Kajs mor ryster forfærdet på hovedet.

    „Det her kan jeg ikke gå stille med dørene med. Det her er ikke i orden. Den slags må ikke kunne ske, når man afleverer sit barn. Det er et barn, ikke et dyr.“

    „Så langt fra hinanden er mennesker og dyr nu ikke,“ siger Helle.

    For Helle er Helle. Og hun ved, at for eksempel grise har en intelligens, der svarer til et treårigt barns. Karin kigger på hende. Det er ikke et varmt blik.

    „Ved du hvad, Anastasia…“ Det er første gang, Karin bruger navnet på Kajs mor.

    „Vi er allesammen så glade for at have Kaj hos os, han har gjort u-tro-lige fremskridt, Anastasia.“

Karins stemme er blød, og hun lægger vægt på anden stavelse i utrolige. Og så det åndssvage navn igen, Anastasia. Helles blod pumper rundt i kroppen.

    Karin fortsætter sin udglattende tale, åbenlyst ikke for Helles skyld, nok snarere for det truende kommunale tilsyn, situationen varmer op til.

    „Nu synes jeg, vi må gå hjem og besinde os, og så vil jeg vil bede dig om, Anastasia, at huske på det e-nor-me hop, Kaj har taget hos os her i Himmelskibet.“ Endnu en gang et væsentligt tryk på anden stavelse, bemærker Helle.

    „Desuden er jeg ikke sikker på, at Helle her er havnet på den rette hylde. Det må du selvfølgelig selv mærke efter, Helle.“

    Karin er nu vendt direkte mod Helle. Det kommer bag på Helle.

    „Det er jo lidt af en prøvedag, du har haft.“

    Anastasia ser mildere ud. Hun er nu på hold med Karin. Helle må erkende, at det er anden gang i dag, Karin overrasker med en kommunikativ genistreg. En herlig klassiker, hvor A er malet op i et hjørne og derfor skruppelløst hænger B ud, så A kan komme på hold med den, der har magten. I dette tilfælde C. Eller tør man være så ligefrem: Anastasia.

Anastasia stikker igen næsen ind til Kaj.

    „Har du brugt parfume på ham? Han er jo svært allergisk. Altså, han er på anti-inflammatorisk kost.“ Anastasia kigger på Helle. Det vil sige, lige over Helle, i panden.

    „Det med parfumen har jeg sagt til Helle mange gange,“ siger Karin og redder igen sig selv.

    „Og jeg forstod det alle gangene,“ svarer Helle tørt. Hun ved, at hun står alene i hjørnet nu.

    „Der er også et eller andet med den sarkastiske tone. Ironi hører sig ikke til i et miljø med små børn. De har slet ikke redskaber til at afkode den slags,“ fortsætter Karin. 

    Med denne sætning går der hul på Helles indre tålmodighedsdæmning. Hun flekser musklerne i underarmene, så knoerne bliver hvide, og hendes kæber spænder op som testiklerne på en munk. Åh, Karin, dit bevingede, pædagogiske übermensch.

    „Jeg har vist ikke noget valg nu, Karin,“ bider Helle.

    Den slagkraft, der ligger i at bruge folks navn i en samtale! Der må atter sendes en stor tak til kurset OverLev Hverdagen!

    „Men lad os ikke skændes om det, jeg skal nok gå uden at lave en scene,“ siger Helle og laver en scene. Hendes stemme kommer helt nede fra maven, dæmningen er sprunget.

    „Bare så du ved det, Karin. Det her har været den mest røvsyge dag i mit liv, jeg har haft mere sjov i et kølerum hos Crown. Jeg hadede at sidde på de åndssvage, lave stole og spise madder med figenpålæg, og jeg var ved at brække mig, da Carina fra orange stue stod og dansede med børnene på en alt for sexet måde, så ham den pæne far til Vilje-Abelone kunne lægge mærke til hende.

Og Anastasia! Din Kaj er for gammel til at gå med ble, han higer efter opmærksomhed, fordi mor og far ikke har tid. I er sikkert ved at blive skilt eller noget. Han kan helt sikkert tåle både almindelig mad og vådservietter. Den eneste allergi, han lider af, kommer fra dårlig kommunikation. Ja, excuse me, men det er mit bedste bud efter fem timer i hans selskab og et møde med hans mor.“

    Her kommer Helle til at sætte en hård finger i Anastasias højre bryst, en handling, som kommer til at få stor betydning for hendes fremtidige forhold til det offentligt system.

Men det er for sent, fingeren har gjort sit, og Helle vifter med armene, hendes hud er rød fra kønsben til kind.

    „Hvem fanden i helvede køber sine egne advarselstrekanter og sætter op i frostvejr, foran en børnehave?! I kan alle sammen rende mig i røven! I kan! Tak for den kroniske plet på min nye trøje.“

    Helle hiver ud i sin trøje for at vise pletten. Det er hendes afskedssalut. Kaj svarer ved at smøre sine fingre lidt rundt i lorten på bukserne.

    Han smiler til Helle og peger med en mørk finger på en kylling i pegebogen: „Rap rap!“

Denne gang nøjes Helle ikke med at sende en kærlig tanke til Forrest Gump, hun lever tanken ud og sætter i løb. Ned gennem hospitalets gange, om hjørner, ad trapper, til hun endelig flyver ud gennem svingdøren. Et øjeblik er hun fri.

    Det regner.