Jul på plejehjemmet: ”Dét var en meget rørende oplevelse”
Fængslet, børneafdelingen og plejehjemmet er formentlig steder, de færreste af os har lyst til at fejre jul. Men præcis derfor er det vigtigt, at der netop denne aften hygges lidt ekstra om de indsatte, de syge børn og de ældre beboere. Og det bruger Marianna, Nanette og Gitte gerne den 24. december på. Mød Gitte her.
På plejehjemmet Louise Marie i København er personalet hvert andet år på arbejde juleaften samt dagen efter.
I år er det Gitte Jahn Andersens tur til at holde jul på arbejdet, og det generer hende faktisk ikke, når det nu skal være.
"Jeg får en hyggelig juleaften alligevel, for jeg kan godt lide at være sammen med mine kolleger, og det giver mig en varme indeni, at jeg er med til at give beboerne en god juleaften," siger Gitte, som møder ind på vagt klokken 15 den 24. december.
"Juleaften har beboerne fint tøj på, og de, som ikke skal hjem til deres pårørende, får måske besøg af nogen til julemiddagen," fortæller hun.
Personalet sørger for, at julemiddagen står på bordet til spisetid, og at der er både and, flæskesteg og vin. Og selvfølgelig risalamande med en hel mandel i. Den kan dog være en udfordring for nogle.
"Vi har altid en ekstra mandel i baghånden, hvis en beboer kommer til at tygge den første; det er ikke alle, der er så bevidste om det. Så lægger vi den ekstra mandel øverst i skålen og spørger, om der ikke er nogen, der vil have mere. Vi har jo en æske god chokolade som præmie," smiler Gitte.
Stolt over mandlen
Faktisk var risalamanden rammen om en af de mest rørende oplevelser, Gitte har haft på plejehjemmet juleaften.
"Vi havde engang et ægtepar, der boede her, og deres voksne søn kom og spiste julemiddag i sit stiveste puds," fortæller Gitte.
"Da vi nåede til risalamanden, fik han mandlen, og det blev han lidt forlegen over, men selvfølgelig skulle han have en mandelgave. Jeg glemmer aldrig, da jeg fik øje på hans gamle far, der sad og kiggede over på sin lille dreng – som altså var en granvoksen mand i jakkesæt – der havde fået mandelgaven. Han så så stolt ud," fortsætter hun og tilføjer:
"Men sådan går det tit juleaften. Beboerne går en tur ned ad Memory Lane og mindes de juleaftner, der har været i deres liv. Når jeg ser det, bliver jeg bekræftet i, at jeg er det helt rigtige sted juleaften."
Fisker gaveønsker
Efter middagen er de beboere, der kan og har lyst, velkomne til at danse om juletræet, og så er der naturligvis gaver, som det hører sig til juleaften.
"I løbet af året går vi og fisker lidt efter, hvad beboerne ønsker sig, og det bliver købt til dem. Hvis de ikke kan finde på noget, køber vi for eksempel en ny natkjole eller et lækkert tørklæde," siger Gitte, som selv får en julegave af sin arbejdsplads i form af et gavekort.
"Beboerne hygger sig. Nogle få kan blive triste af at tænke tilbage på dengang, de selv kunne holde juleaften, men alle går glade i seng. Vi ser juleshow i tv, hører julemusik og spiser godter," fortæller Gitte.
"Vi viser, at vi er glade for at være her, selv om vi måske hellere ville være hjemme hos familien."
Selv giver Gitte den fuld gas, som hun siger, og har altid en julekjole på, røde silkebånd i håret og julekugler som øreringe.
"Det skaber god stemning, og de kan nærmest tale en hel aften om, hvor fin jeg er," smiler hun og understreger, at hun ikke mener, hun går glip af noget, når hun er på arbejde.
"Nej, jeg holder bare jul 23. december med min familie."