Karen Thisted blev ramt af depression: ”Det var en lettelse, da mine venner holdt op med at ringe”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Som barn boede jeg i Ringsted i en lejlighed på 2. sal. Dengang hørte der nyttehaver til alle lejligheder, og jeg kan huske stien ned til vores have, hvor vi havde kartofler, jordbær og purløg. Min søde mor havde fået nogle af gårdens drenge til at lave et lille rødt træhus, vi kaldte dukkehuset, nede i haven. Dengang var der ingen ipad. Når vi havde spist, løb jeg og min søster, Anne, ned ad trappen, gennem gården med roser og tørresnore, ad stien ned i vores have. Det var lykkens vej.

Din levevej?

– Jeg var gået ud af skolen efter det, der svarede til 8. eller 9. klasse, og jeg dumpede til latinprøven, så jeg kunne ikke komme i gymnasiet. Min far var lidt af en bykonge og venstremand, så han sendte mig på husholdningsskole, Suhrs Husmoderskole i København, fordi han gerne ville have mig gift med en landmand. Der lærte jeg at plukke fasaner og flå en hare, så jeg kunne holde store middagsselskaber. Bagefter var jeg i England som au pair, og da jeg kom hjem, spurgte min far mig, hvad jeg nu skulle. Han sad altid om aftenen og spillede kort med sig selv. Jeg svarede, at jeg gerne ville være journalist. Jeg anede ikke, hvad det var, det var bare noget jeg sagde, men jeg elskede at skrive. Så rejste han sig fra kortene, cognacen og cigaren og gik direkte ind og ringede til sin ven, som var redaktør på et stort lokalt dagblad. Han sagde direkte i telefonen: ”Karen starter 1. august som journalist hos dig. Hvad får hun for det? 250 kroner? Ok, så kan hun blive boende hjemme.” Det var jo i 1960’erne, og jeg var så flov over, at en mand skulle bestemme over mig, men jeg startede dagen efter, jeg var fyldt 18 år.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det skete først ret sent i mit liv, da jeg begyndte at skrive bøger og komme i fjernsynet. Da begyndte folk at genkende mig på gaden. Det blev endnu mere, da jeg lavede radioprogrammet Den løse Kanon sammen med Huxi Bach. Vi vandt store priser og kom en masse i tv. Vi begyndte også at lave foredrag, da jeg blev fyret fra DR, fordi jeg var for gammel. Huxi og jeg var et godt par, og jeg holder stadig meget af ham. Jeg føler mig næsten som farmor til hans børn. Men generelt vil jeg sige, at det er vigtigt at blive genkendt – om du vil det eller ej – hvis du vil sælge noget i denne verden.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Der er mange, for jeg er ikke bange for at benytte mig af andres vejledning. En af mine bedste vejledere er desværre død. Det var Hans Morten Rubin, som i mange år var chef for TV-Avisen. En stor dansk pressemand. Ham spurgte jeg til råds om alt – også om kærligheden. Engang blev jeg forladt noget så gevaldigt af en otte år yngre rockmusiker, som jeg havde boet sammen med i Kartoffelrækkerne (populært boligkvarter i København, red.) nogle år. Han skulle komme og hente sine ting en formiddag. Jeg var helt ude af flippen. Så ankom Hans Morten Rubin til mit hus. Han var stor chef for TV-Avisen, og jeg var jo bare en lille idiot. Han stod der klokken otte om morgenen og ventede på, at ham rockstjernen skulle komme og hente sine ting. Hans Morten bad om en whisky, men jeg havde ikke nogen, så jeg gik ned til Mette Fugl, der boede længere nede af vejen, og hun kom med hjem til mig med whiskyen. Da rockstjernen kom, sad vi tre der, og Hans Morten Rubin sagde til ham: ”Nu tager du kun, hvad der er dit”. Det endte med at blive ret sjovt. Vi skreg af grin og var skidefulde i whisky.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg fik en depression, efter jeg havde skrevet Det skal mærkes, at vi lever. Det skulle det så åbenbart! Jeg lå nogle måneder i min seng. Det, der er så irriterende for omgivelserne, er, at der ikke er noget, man kan stille op, når nogen får en depression. Men der er så stor lidelse forbundet med det, så i dag taler jeg altid om det, når jeg holder foredrag. Da jeg selv havde en depression, gik jeg ikke i bad, jeg fik ikke ordnet tænder, jeg spiste ikke, og jeg tog ikke telefonen. Mine venner holdt op med at ringe, og det bebrejder jeg dem ikke. Det var en lettelse, da de holdt op. Da vi skrev bog sammen, havde Johannes Møllehave fortalt mig om sin depression, og han blev ved med at ringe. En dag tog jeg telefonen, da han ringede. Han spurgte mig, om jeg kunne mærke, at han holdt mig i hånden. Det kunne jeg. Så sagde han, at jeg skulle gå over til vinduet. Gennem telefonforbindelsen holdt han mig i hånden hele vejen derhen. Da jeg kom hen til vinduet, så jeg, at han stod nede i gården. Så holdt han mig i hånden hen til døren og bad mig gå ned i gangen. Der stod en gavekurv med Biblen, en flaske Rød Aalborg, nogle sardiner og en buket blomster. Da jeg kiggede ud igen, var han væk. I kurven lå også et kort om, at han altid sad i Marmorkirken til gudstjeneste om søndagen. Det var min livline, skrev han. En søndag morgen vågnede jeg op og vidste, at nu var jeg klar til at gå derhen. Jeg kom ind i kirken midt i gudstjenesten og fandt ham. Han holdt mig i hånden, til jeg rejste mig igen og gik.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i mit sommerhus ved Præstø, fordi jeg ikke længere kunne betale for min lejlighed i København. Så nu har jeg kun kontor herinde i byen. Det gør mig ikke noget, for jeg er fra landet, og jeg elsker landet. Jeg kan også mærke, at mit publikum er på landet, ligesom jeg selv er fra landet. Jeg taler til den slags mennesker. Jeg hører ikke til i fine saloner i Hellerup. Mit livs største glæde var mine onklers gartneri ved Frederiksværk, hvor jeg indimellem arbejdede i butikken eller med at bringe kranse ud til begravelser. Nu hvor det bliver jul, minder det mig om julen i gartneriet.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at holde jul, for jeg elsker julen. Jeg begynder gerne allerede i september at spørge hvem i min familie, der vil holde jul med mig. Et par gange har jeg også været alene i julen. Jeg holdt engang jul alene i et lille sommerhus, jeg havde i Tisvilde. Jeg havde bestilt en hel stegt and nede hos Spar-købmanden, og jeg dækkede op og gik og hørte julesalmer. Så tog jeg i kirke, og da jeg gik tilbage gennem skoven, kunne jeg pludselig se mit hus oplyst mellem træerne. Der var nogle venner, som havde været hjemme hos mig og stille småkager og portvin og tænde lys til mig. Det var så sødt. Så ville jeg lige lægge mig fem minutter, men da jeg vågnede, var det blevet sent. Jeg kørte alt, hvad jeg kunne til Spar-købmanden, men der var lukket, og gennem ruden kunne jeg se min and ligge derinde. Jeg var parat til at smadre ruden og tage min straf, men jeg gjorde det ikke. Jeg kørte til Tisvilde by og fandt en restaurant, der havde åbent juleaften. Jeg gik ud i køkkenet og fortalte, at min juleand var spærret inde, og så var damen i køkkenet så sød, at hun gav mig en halv and, som jeg gik hjem og spiste.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Den seneste er mit barnebarn, Adam, som i dag er otte år. Jeg er helt fortabt. Min datter havde ikke interesseret sig så meget for at få børn, men pludselig kom den lille dreng. Det er som om, der har været en lille lukket kiste i mit hjerte eller i min hjerne eller hvor det nu var, som ikke blev brugt. Da Adam kom, åbnede kisten sig. Jeg har haft elskere, været gift og har en datter, men da han kom, var det helt nye følelser, der udfoldede sig – og stadig gør. Jeg er fuldstændig ligeglad, om han ligner mig. Bare det at se ham har virkelig ramt mit hjerte. 

Hvem er Karen Thisted?

Karen Thisted, født 1946

• Uddannet journalist.
• Har skrevet en række bøger, blandt andet Det skal mærkes, at vi lever som er en samtalebog mellem Benny Andersen og Johannes Møllehave.
• Var sammen med Huxi Bach vært på P3-programmet Den Løse Kanon.
• I dag holder hun foredrag og er aktuel med bogen Brysterne skal hoppe, når man hikker sammen med Hella Joof.
• Har tidligere været gift med vært på TV-Avisen Ole Thisted, som hun har en voksen datter sammen med.