En læser fortæller: Jeg fik nok af min sløve mand

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Jeg havde kaldt på Peter en halv snes gange og sagt, at maden var klar, inden han endelig kom ud fra sit hjemmekontor, som han havde indrettet på vores datters gamle værelse.

Han var i en pæn lyseblå skjorte, fordi han havde holdt møder over Teams, men under skjorten var han i et par gamle joggingbukser og sine udtrådte hjemmesko.

Dengang Peter havde arbejdet på kontor, havde han altid været hjemme klokken 18, men efter coronanedlukningen var han fortsat med at arbejde hjemmefra. Han havde talt meget om, hvor rart det ville blive at spare transporttiden til jobbet, men paradoksalt nok hang han nu længere tid foran computerskærmen og kom de fleste dage først ud fra kontoret klokken 19.

Læs også

Jeg er træt af min kedelige mand

Jeg vidste, at han ikke arbejdede effektivt så længe, men ofte sad og surfede på nettet og foretog den ene overspringshandling efter den anden, mens jeg lavede mad og dækkede bord.

Under middagen brokkede han sig længe over en konflikt, han havde med en af de kunder, han arbejdede med. Jeg havde selv haft syvende klasse i matematik, stået for indkøb og madlavning og var træt. Til sidst afbrød jeg ham irriteret. Jeg orkede ikke at agere HR-afdeling for ham, sagde jeg. Peter blev med rette sur over min bemærkning, men jeg var simpelthen så udmattet. Jeg var træt af hans sjuskede påklædning, der var blevet hans daglige uniform, og af den sløvhed, der fik ham til at blive hængende foran skærmen, selvom det var fyraften, og jeg var især træt af, at jeg var den eneste, som Peter læssede af på.

Peter så af gode grunde ikke sine kolleger i hverdagen, som han havde gjort det tidligere, og han havde kun få venner, som han stadigvæk havde kontakt med. Hvis ikke han brokkede sig over situationer på arbejdet, var han negativ over regeringens politiske beslutninger, et opslag han havde læst på internettet eller en udmelding fra kommunen om et nyt affaldssystem. Listen af ting, han syntes burde være bedre i verden, var tilsyneladende endeløs, og han havde kun mig at fortælle om det.

Gennem vores 27-årige samliv havde jeg stort set altid stået for at organisere vores sociale liv. Det var ikke en opgave, jeg ligefrem havde måtte kæmpe for at få, for Peter havde sjældent engageret sig i at invitere til middag eller gå ud med andre. Jeg havde også været den, der stod for vores datters legeaftaler og samvær med andre forældre. Det havde nogle gange irriteret mig, men jeg havde aldrig tænkt på Peter som indelukket, for han havde altid sjove historier med hjem fra arbejdet eller byturene med vennerne.

Peter havde nemlig gennem årene bibeholdt en håndfuld gamle venner, men under de to år, hvor corona havde begrænset vores sociale liv, var det som om, at selv de venskaber var gledet ud i sandet. Jeg havde selv en hel del veninder, som jeg gik i biografen eller på café med, jeg gik til pilates med en gruppe andre kvinder, jeg så mine kolleger på den folkeskole, hvor jeg underviste, og jeg talte ofte med vores naboer over hækken.

Mennesker er selvfølgelig forskellige, og jeg var nok mere socialt anlagt end Peter, men det var heller ikke der, skoen trykkede. Problemet var, at jeg efterhånden var Peters eneste kontakt i hverdagen, og det sled på mig. Jeg var modtageren for alle hans negative følelser og frustrationer, og der var virkelig mange. Jeg kunne teoretisk set også være modtageren af alle hans positive følelser, men i det ’nedlukkede’ liv, han levede, var der ikke megen spas eller sjove oplevelser, han kunne dele med mig.

Læs også

Jeg har fået nok af min dovne kæreste

Der kunne gå uger, hvor jeg var det eneste menneske, Peter talte med, udover dem, han holdt møder med over internettet, og det var et stort ansvar for mig at bære. Faktisk syntes jeg, at det var blevet for stort.

Næste morgen var stemningen blevet bedre mellem os. Jeg tænkte, at jeg ville gå konstruktivt til værks og foreslog Peter, at han kunne ringe til sin gamle ven, Niels, og invitere ham på en øl. Det syntes Peter lød som en god idé. Da vi så hinanden igen om aftenen, havde han dog ikke haft tid til at ringe til Niels, og det var igen mig, han læssede af på. Den konflikt, han havde haft med en kunde dagen før, var vokset og involverede nu flere mennesker i organisationen.

Da ugen var gået, havde Peter glemt alt om at ringe til Niels. Jeg havde til gengæld lagt ører til meget detaljerede beskrivelser af konflikten med Peters kunde, og jeg kunne ikke mere. Samtidig havde jeg det dårligt over, at min tålmodighed var ved at være opbrugt. Burde jeg ikke støtte og lytte til min mand? Skulle vi ikke være hinandens allierede i livet? Var jeg blevet smålig, eller havde overgangsalderen givet mig en kort lunte?

Da jeg kørte til pilates lørdag formiddag, gik det op for mig, hvor salvende det var for mig at komme ud ad huset og se andre mennesker, der gav mig positiv energi og være uden Peters konstante negativitet. Nej, det var ikke mig, der var galt afmarcheret. Det var rimeligt at forvente, at jeg fik noget igen af min partner, ligesom det var rimeligt at forvente, at Peter havde en omgangskreds, der bestod af andre end mig.

Jeg tog det op med Peter, da jeg kom hjem, men han blev såret og vred. Han syntes ikke, jeg kunne tillade mig at sige, at han ikke havde et liv. Det var vel egentlig det, jeg sagde, men jeg prøvede at pakke det pænt ind og komme med konstruktive forslag. De blev ikke taget godt imod.

I tiden efter fortsatte vores samliv derfor som før, og jeg var ved at blive skør. At leve med Peters indesluttede liv og brok lagde også en dyne over mit liv. Jeg blev nedtrykt og energiforladt, og jeg havde ikke lyst til at være hjemme eller sammen med ham. En dag tog jeg mig selv i at sidde og se på lejligheder på nettet og prøve at regne ud, hvad jeg ville sidde for, hvis jeg flyttede.

Da jeg endnu engang påpegede overfor Peter, at han skulle prøve at komme ud af huset og se nogle mennesker, blev han igen vred.

"Hvis du ikke gider være sammen med mig, så kan vi jo lige så godt blive skilt!" snerrede han.

Læs også

Hvordan får vi et lykkeligt ægteskab?

Jeg tyggede lidt på det. Så svarede jeg til min egen forbløffelse, at det måske ikke var så dårlig en idé. Jeg havde faktisk set på en lejlighed, for jeg kunne ikke holde til den måde, rammerne for vores samliv havde udviklet sig på. Jeg kunne se på Peter, at han fik et chok. Jeg blev faktisk også selv chokeret, for det var ikke en tanke, jeg havde formuleret for mig selv, men nu da den var sagt højt, gav den faktisk mening for mig.

Der opstod en mærkelig tavshed mellem Peter og jeg i de følgende uger. Jeg sagde ikke mere om at flytte, men jeg gik stadig og tyggede på de perspektiver, det ville åbne op for. Jeg var i tvivl, om Peter var tavs, fordi han var vred, eller fordi han prøvede at holde sig tilbage fra at læsse af på mig.

En aften lukkede han dog op. Han sagde med en stemme, der hurtigt blev grødet, at han havde tænkt meget over, hvad der ville ske, hvis jeg virkelig gik fra ham. Han havde her indset, at han ville blive utroligt ensom.

Jeg blev meget rørt over hans indrømmelse, for det betød, at han faktisk havde lyttet. Jeg blev dog i første omgang overrasket over fortsættelsen. Peter havde nemlig meldt sig ind i en ornitologisk forening, hvor han kunne komme ud i naturen sammen med andre mennesker og se på fugle. "Fugle!" Udbrød jeg vantro.

Da jeg tænkte over det, gav det dog mening. Dengang Peter og jeg havde lært hinanden at kende, havde han været glad for naturen, men efter vi havde fået barn og jobs, havde der været mindre tid. Peter så helt glad ud, da han fortalte, at den første fugletur allerede lå i den førstkommende weekend, og jeg så et lys i hans øjne, jeg havde savnet længe.

Det var helt mærkeligt for mig at have huset for mig selv den følgende søndag, men jeg nød det. Da Peter kom hjem, duftede han at frisk luft, og han havde en masse at fortælle både om de fugle, han havde set, og de mennesker, han havde mødt. Det glædede mig at lytte til hans begejstring, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet den glade version af min mand.

I dag er Peter ret engageret i sin ornitologiske forening, og han er også begyndt at vandre med et vandrelav. Jeg er af og til med på de sidstnævnte ture, men det er primært hans projekt. Da først Peter begyndte at komme ud af huset igen, tog han af sig selv også initiativ til at se de gamle kammerater igen. Han arbejder dog stadig hjemmefra, og jeg er stadig primus motor i vores sociale liv, men det har ændret Peter fundamentalt, at han har fået nogle interesser.

Jeg har fået en glad mand, der kommer hjem med nye input, som han deler med mig. Han har fået ny energi og klæder sig nu rigtigt på om morgenen, selvom han skal være hjemme.

Vi joker af og til med, hvor tæt jeg var på at ville skilles fra ham, fordi han var blevet en ’hulemand’, som han selv siger, men vi ved også begge, at der ligger en del alvor bag den lette tone, og Peter er sød til at tilkendegive, at han er taknemmelig over det skub, jeg gav ham.

Selv er jeg lettere forundret over, at der skulle en fuglekikkert til for at forandre vores ægteskab, men der er ingen tvivl om, at vi i dag har det bedre sammen, end vi har haft det i mange år. Vi har igen lyst til hinandens selskab, og Peter er også blevet bevidst om, hvor vigtigt det er, at han lukker sin computer ned, når arbejdsdagen slutter.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.