Ligestilling: Man kan ikke løse et problem, man ikke vil se

I dagspressen kunne man læse, at det nok var fordi kvinder i blandt andet Sydeuropa er så vant til partnervold og chikane, at de er blevet ude af stand til at identificere det i et spørgeskema.

Nogle stillede spørgsmålstegn ved, om de kulturelle forskelle ikke stod i vejen for en undersøgelse af vold på tværs af Europa. Som om ordet "lussing" fortolkes uens over grænserne.

Her fra Sydeuropa, nærmere bestemt Madrid, hvor jeg bor, forekommer disse forsøg på at krabbe sig uden om de kedelige realiteter nærmest lidt galgenhumoristiske.

"I Spanien eksisterer der en helt anden politisk bevidsthed om mange ligestillingsspørgsmål."

I Spanien eksisterer der en helt anden politisk bevidsthed om mange ligestillingsspørgsmål, som resultat af dele af befolkningens opgør med kirken og fortiden under Franco. Ligestilling og partnervold var også en stor del af den tidligere spanske Zapatero-regerings arbejde og premierministeren fik personligt besked om alle dødsfald i landet som følge af partnervold.

Mord på kvinder begået af deres nuværende eller tidligere partner så han som et politisk anliggende, ikke som individuelle familietragedier, som det kollektivt beklagende bliver kaldt i Danmark. Den spanske presse rapporterer også disse dødsfald som resultater af såkaldt kønsspecifik vold – "violencia de genero", eller simpelthen sexistisk/chauvinistisk vold – "violencia machista". Og i Spanien er der jævnligt landsdækkende bevidstheds-skabende kampagner med slogan som: "Når du lægger hånd på en kvinde, holder du op med at være en mand."

At tage fat om problemet kræver nemlig, at man anerkender, at det findes. Og anerkendelse er det modsatte af bortforklaringer. Anerkendelse er det modsatte af at fornægte problemerne, som man ofte hører i den offentlige debat.

"Alle de, der uden at blinke påstår, at der er reel ligestilling i Danmark, lukker øjnene."

Alle de, der uden at blinke påstår, at der er reel ligestilling i Danmark, lukker øjnene for den mulighed, at der er et problem, som skal løses. De er mænd, der mener, at ligestillingen er klaret ved straffeloven og menneskerettighederne, og som helt åbenlyst ikke har tjekket domfældelsesprocenten i voldtægtssager f.eks.

De er kvinder, der mener at alle skævheder i samfundet skal forklares med at (de andre) kvinder i virkeligheden ikke ønsker at gøre karriere eller tage ansvar, og nok mest er interesserede i deres børn, helst bare vil forsørges af deres mænd og i hvert fald ikke rigtigt havde til hensigt at bruge de lange uddannelser, som de i højere grad en deres mænd får.

Og de er selvbeskrevne feminister af ældre dato, der mener at ligestilling alene handlede om at kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet og ikke en dyt mere.

"Os der er helt derude, hvor vi uden at tøve kalder os feminister."

De er normalen i debatten. Det ekstreme synspunkt i den danske offentlighed findes hos os, der mener, at der endnu ikke er opnået reel ligestilling mellem kønnene. Os, der drister os til at mene, at vores kulturs socialisering af begge køn på mange måder er brutal og skadelig. Os, der står helt ude på overdrevet med forestillinger om at kvinder og mænd er født lige og skal have lige muligheder for at udfolde deres potentiale, at vi alle er mennesker og har krav på værdighed og respekt, uanset køn, race, etnicitet, nationalitet, religion og seksuel orientering.

Os der er helt derude, hvor vi uden at tøve kalder os feminister.

Det gør den tidligere spanske premierminister Jose Luis Zapatero i øvrigt også. Kalder sig feminist, altså. Ligesom folk som tidligere svenske statsminister Göran Persson og den nyligt afgåede statsminister i Norge Jens Stoltenberg også gør det.

Forestil jer, De Damer, en prominent dansk politiker skride sådan til værks. Det er nærmest utænkeligt. Og det er nok her, vi skal finde grunden vores kedelige førsteplads. Den manglende vilje til som samfund at se problemerne i øjnene og anerkende, at også den danske kultur er født af en årtusinder lang tradition af ulighed mellem kønnene.

God 8. marts.!