Lillian Bondo

Lillian Bondo tog til fest og vidste øjeblikkeligt, at hun havde mødt sit livs kærlighed

Det var en ulykke, som kastede den tidligere formand for jordemødrenes fagforening ind i faget som ung. I dag er Lillian Bondo 70 år og stadig aktiv i det fag, hun ikke kan sige farvel til. Mød hende her til en snak om de forskellige veje i hendes liv.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var langs de rækkehuse i Odense, hvor jeg er født. Der gik jeg fra den ene ende af vejen til den anden og mødte undervejs min bedste veninde.

Det var en stor oplevelse at komme hen til hende og opleve, at der fandtes et barn, som havde sit helt eget gyngestativ. I begyndelsen var det en meget ny vej, og der var ikke engang lagt asfalt på, så vi kunne ikke stå på rulleskøjter – det kom først senere. Til gengæld var der hybenroser overalt, fordi det var billigt at plante, og jeg husker, hvordan vi nød duften, lavede kløpulver og smed det efter hinanden. I dag er alle buskene vist erstattet af parkeringspladser.

Min far var eksportchef, og min mor var sygeplejerske, som engang imellem tog en vagt på Odense Sygehus. Jeg kan i hvert fald huske, at hendes forklæder og kitler hang nede i kælderen kogt, stivet og strøget, når hun havde haft en vagt. I mange år var vi fire børn derhjemme; mine to ældre brødre og mig og min lillesøster, Mathilde, men da jeg var 13 år, kom min lillesøster, Ida, til. Hun var født med Downs syndrom, og det blev skelsættende for os at have en lillesøster med et handicap.

Diagnosen blev stillet, da hun var 14 dage gammel, og jeg kan huske, at der var en sorg over vores hjem, for dengang kom man på institution under åndssvageforsorgen, hvis man havde et handicap som hendes. Men så var der en sundhedsplejerske, der sagde til min mor: ”Hun er jo et dejligt barn, det kan du sagtens klare.” Og så blev den diskussion lukket. Ida blev hjemme hos sin familie, kom i børnehave og skole og var en del af lokalsamfundet.

Ida var et skønt menneske, og min mors stædighed opnåede så meget på hendes vegne. Det lærte mig, at det ikke er forkert at være anderledes. Da jeg var lille, var der også et andet barn i området med Downs syndrom, og jeg kan huske, hvordan jeg selv havde skottet lidt efter hende.

Da det var Ida, folk kiggede efter, blev jeg hendes forkæmper. Det var nu ikke svært, for hun var så sød og charmerende. Hun fik altid nye venner, og der var altid nogen på besøg hos Ida. Hun var også med i legene på vejen, selv om hun ikke fangede alt, hvad der foregik. Hun blev desværre kun 48, for hun fik Alzheimer, og den sygdom reducerede hende fra at være en strålende, elsket lille mongol til at ligge tynd og vissen i en seng og være bange."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg blev mobbet ret meget i skolen. Jeg var høj og ikke særlig smart i tøjet, og jeg kan huske, at jeg tit følte mig tudevorn og alene. At komme i gymnasiets realskole var en gave, der reddede min ungdom. Jeg fik venner i ungdomskoret og elskede at gå i skole, og jeg endte med at få en eksamen, som var så god, at den mange år senere fløjtede mig direkte ind på jordemoderstudiet.

Jeg ville oprindeligt noget med sprog og startede på RUC, dengang det var et ekstremt politisk miljø. Jeg brugte mere af min tid på venstrefløjspolitik end på at læse. Så ville jeg ud og arbejde, og jeg forlod studierne og blev først rengøringsassistent på infektionsmedicinsk afdeling på et sygehus og siden hjemmehjælper.

Senere fik jeg arbejde som elektronikmontrice på en fabrik, som lavede telefoner og var egentlig glad for det. Men det var et giftigt miljø med lodderøg og mangelfuld udsugning. En dag var der et udslip af opløsningsmiddel, som, jeg tror, var medvirkende til, at jeg mistede et barn i uge 21. Jeg skulle føde fosteret, og det tog nogen tid. De jordemødre, der passede mig … jamen, jeg var så taknemmelig.

Hos dem så jeg et job, der kombinerede viden med håndværk og empati. Det var en fantastisk kombination for mig, og jeg var så glad for at læse til jordemoder, da jeg kom ind på uddannelsen. Jeg har ikke fortrudt det et sekund, og den dag i dag har jeg svært ved at lægge det fra mig. Jeg kunne være gået på pension som 65-årig, men nu er jeg 70 år og arbejder stadig 25 timer om ugen."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg mødte Tage til en støttefest for BT-typograferne i 1977, og vi blev omgående enige om, at det skulle være os for livet. Tre måneder efter det møde var jeg gravid med vores første barn. Tage lyste af stabilitet, varme og styrke, og jeg lyste af fantasi og udskejelser, fest og ballade. Det har altid været en vittighed mellem

os, at jeg havde en gæld på 60.000 kroner, og Tage havde en formue på det samme, så vi passede godt sammen. Og vi har aldrig været i tvivl siden.

Det eneste, vi kan skændes om i dag, er, hvem der skal have lov at dø først, selv om vi håber, at der er mange gode år endnu. I dag forstår jeg dog bedre, når mine forældre kiggede på et blomstrende æbletræ og sagde: ”Skal jeg mon opleve det en gang til?” Der er jo ikke så mange forår tilbage, som der har været. Vi glæder os over de gratis ting i livet og føler os forpligtet til ikke at flyve verden rundt. Der skal være mere end en fysisk arv til vores børnebørn – der skal være en verden."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Sidst i 2000 var jeg jordemoder ved nogle hårde fødselsforløb, som tog hårdt på mig. Jeg havde overvejet at læse videre, men i stedet stillede jeg op som næstformand i Jordemoderforeningen. Allerede et par dage efter jeg var blevet valgt, meddelte formanden, at hun ikke genopstillede, og et halvt år senere blev jeg valgt til formand uden modkandidat.

Pludselig stod jeg i spidsen for et meget presset fag, som var så godt som usynligt i medierne. Presset var enormt, og jeg kunne se, at jeg gjorde en forskel. Samtidig havde jeg fire børn, hvoraf to stadig boede hjemme, men heldigvis også en mand med jordforbindelse.

Da jeg havde været formand i et år, var jeg til et foredrag om kvinder og stress, og jeg kunne sætte kryds i samtlige bokse med symptomer. Jeg kan huske,

at jeg sad i et hjørne af lokalet, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig.

Jeg fandt dog også ud af, hvad jeg skulle gøre ved det. 1. Lav noget fysisk hver dag. 2. Gør noget ekstraordinært godt for dig selv mindst en gang om ugen. Jeg begyndte at ride islændere igen, og lige siden har jeg været at finde blandt folk i gummistøvler og sweaters. Det miljø er en klippe i mit liv, for det er noget andet end at sidde og stresse ved et skrivebord eller stå og knokle på en fødestue. Dengang havde jeg jo kun en gammel klods af en mobil, så når jeg var til hest, var jeg væk fra alt det, der tyngede.

Jeg var desværre ikke bare stresset, men også ret overvægtig, og når folk sagde: ”Du kan bære det”, vidste jeg godt, at det kunne hverken jeg eller min hest. En dag skulle jeg have en ny saddel, men saddelmageren ville ikke lave den til mig og ville først ikke sige hvorfor. Det viste sig, at han var bange for, at min hest skulle få ondt i ryggen, og at det var sadlen, der ville få skylden. Han lovede at lave en saddel til mig, hvis jeg tabte mig, og det gjorde jeg så."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Jeg var formand for Jordemoderforeningen fra 2001 til 2019. Det var fuldtidsarbejde, men jeg tog vagter nogle gange for at have praktisk berøring med

faget, og jeg intensiverede det med årene, fordi jeg gerne ville vide, om jeg skulle vende tilbage til fødestuerne en dag.

Da jeg stoppede som formand, kunne jeg mærke, at jeg havde mere at byde på. Jeg startede derfor som jordemoder igen med et ret lavt timetal, men skruede det op, og det har været en super god ordning, selv om jeg ikke ved, hvor længe jeg bliver ved. Jeg har endnu mine tre dejlige søskende, som minder mig om, at man også skal huske at nyde sit otium. Måske skal jeg til at leve lidt langsommere. Første gang jeg bliver træt af at skulle i vagt, skriver jeg min opsigelse."

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem…”

"Generationer. Det er en kolossal gave og livsændrende at blive forældre. Det fylder alt og er en stor lykke i de fleste tilfælde. Man tror ikke, noget kan blive bedre, men det kan det, for at se sine børn blive forældre har været den største gave i mit liv. Jeg er så lykkelig for at se dem udvikle sig ind i den rolle, jeg selv havde engang. Deres kompetencer, humor og evner til at tackle svære tider lærer mig meget.

Der er kommet fem børnebørn indtil videre, og det er en dejlig flok, som vi ofte har på besøg. Der kommer selvfølgelig en dag, hvor de har mindre behov for at spille kort med os, men indtil videre er de stadig glade for at komme."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det skete mest før i tiden, når jeg lige havde været i fjernsynet, og folk stoppede op og sagde, om de var enige med mig, eller om jeg havde sagt noget godt. Men sjovt nok bliver jeg også genkendt på en anden måde, for hver gang Kirsten Olesen har været på tv, siger folk hej.

Da 'Arvingerne' blev vist i fjernsynet, var der mange, der hilste på mig, men jeg kunne se, hvordan deres blik falmede, når de opdagede, at jeg ikke var hende. Da Matador blev vist for anden gang i 1980’erne, sagde patienterne på Frederiksberg Hospital altid: ”Der kommer Agnes!” Jeg kan ikke selv se det, men hvis det er rigtigt, kan man da umuligt være ked af at ligne hende.

Ellers kommer folk indimellem hen og siger, at jeg var der, da de fødte der og der, eller om jeg kan huske Patrick, og så kan jeg godt huske historien om en lille dreng, der blev født for tidligt og ikke overlevede. Jeg synes, de små nedslag i folks liv er rørende.

Da jeg talte om abort på Arbejdermuseet for nyligt, kom en kvinde og sagde, at jeg havde taget imod hendes tvillinger ved en hjemmefødsel. Det var dejligt at se hende, og den fødsel huskede jeg, for det var ret sjældent med hjemmefødsler på den tid og helt ekstremt sjældent med uerkendte tvillinger, som det hedder, når man ikke ved, at man venter to.

Jeg indrømmer også blankt, hvis jeg ikke kan huske folk, men så får jeg dem til at sige lidt mere, og så kan jeg pludselig huske Lisbeth, hendes smerter og hendes fødsel. Mange fødselsforløb er helt deres egne, og jeg kan tit mindes dem endnu, selv om det er blevet til en del efterhånden. Jeg talte engang, og jeg kom vist op omkring 1.700, så i dag er det nok snarere 1.8-1.900 fødsler, jeg har været med til."

Om Lillian Bondo, 70 år

  • Formand for Jordemoderforeningen fra 2001 til 2019, og i dag stadig aktiv som jordemoder.
  • Mor til fire voksne børn og gift med Tage, som hun har kendt siden 1977.