Lone Rødbroe: "Jeg er sådan en, der ikke er mange af i min branche; en stor pige fra Jylland"
I mange år troede Lone Rødbroe, at alle de andre skuespillere var bedre end hende. I dag tænker hun ikke længere sådan, og hun har aldrig haft så mange roller, som efter hun fyldte 50. Det kan hun – også – takke en lille figur i vindueskarmen for.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Jeg er en bonderøv fra landet, så den første vej, jeg gik på, var en markvej. Og det var også på den vej, jeg lærte at ride på min hest, for sådan en havde man.
Det var skønt og trygt at vokse op i Vendsyssel, men som jeg blev ældre, blev det også lidt småt, for alle kendte hinanden og passede på hinanden, og da jeg kunne mærke, at jeg gerne ville noget med teater, vandt det ikke rigtig genklang hos de lokale, som ikke kunne forstå, at det ikke var fint nok at blive for eksempel skolelærer, som min mor var. Skuespiller var jo ikke et rigtigt arbejde.
Jeg havde dog fuld opbakning hjemmefra, hvor min mor var lærer, min far var ingeniør, og jeg var den ældste af tre børn. Jeg var vist nok et barn, som fyldte en del, et underholdende barn, som gerne ville bestemme meget.
Jeg havde også masser af venner, for der var altid nogen, der gerne ville lege med mig. Jeg er ikke sådan en, der har en knude i maven over en hård barndom, men måske var jeg blevet en bedre kunstner, hvis det hele ikke havde været så sundt og nordjysk. Det skal vist helst gøre lidt ondt derinde. "
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg sprang ikke direkte ud på min levevej, selv om jeg inderst inde godt vidste, at jeg skulle være skuespiller. Det lyder så helligt, men det var et kald, og jeg har altid på en eller anden måde haft kontakt til faget.
Jeg læste dramaturgi i Aarhus, fordi jeg gerne ville være højskolelærer. Det passede også bedre med, at jeg havde fået børn tidligt, for jeg fik den første – helt planlagt – som 21-årig, selv om jeg godt ved, at jeg i dag lyder som en kandidat til de unge mødre. Det var på grund af mine børn, at jeg ikke søgte ind på skuespillerskolen. I stedet arbejdede jeg som lærer på musicallinjen på en højskole, fordi jeg også kunne spille klaver.
Men jeg begyndte at få flere og flere tilbud udefra, så i 1995 takkede jeg ja til mit første revyjob. Det var på Pejsegården, hvor jeg lavede revy med Jesper Klein og Tom McEwan, mens Søren Pilmark instruerede.
Allerede første aften jeg stod på scenen, kunne jeg mærke: ”Fuck, det her kan jeg”. Det hele faldt på plads der, og jeg vidste, at det altid havde været det, jeg skulle. Så fra da af spillede jeg revy om sommeren, og arbejdede på højskole om vinteren.
Med tiden kom der også almindeligt teaterarbejde, og det passede med at højskolerne var blevet så trængte, at jeg gerne ville prøve noget andet. Men det tog mig mange år at kalde mig skuespiller, for jeg tænkte, at alle de uddannede skuespillere var meget dygtigere end mig. Det er måske min barndom, der stikker hovedet frem der, for man tager det jo med sig på godt og ondt, og jeg har i hvert fald altid tænkt: ”Arh, kan jeg nu det her?” I dag er jeg 54 og har ikke den slags tanker mere."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
Annonse
"Det har Bønne! Det skete, da jeg spillede min første revy på Pejsegården i 1995, hvor han var musiker. Jeg var gift med en anden mand og havde to børn, og jeg husker det bestemt ikke som en dejlig tid at blive skilt. Men jeg kunne ikke vælge anderledes, for jeg har aldrig matchet så godt med nogen, som jeg gjorde med Bønne. Han er 23 år ældre end mig, så vi var et lidt aparte par. Han havde tre store børn i forvejen, og så fik vi et fælles barn.
Soulmates er et mærkeligt ord, men jeg elsker ham, og han er min bedste ven. Han har humor og ro. Bønne har en ukompliceret tilgang til livet, som jeg har lært meget af, for han vælger altid the sunny side. Altså hvis solen skinner en halv time, synes han, det er en dejlig sommer. Der er aldrig noget brok med ham.
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"Det er min bedste veninde Karen-Marie Lillelund (foredragsholder, forfatter og tidligere bakkesangerinde, red.). Vi er født med otte dages mellemrum og gik i skole sammen. Hun er min ældste og tætteste veninde, og der er intet i mit liv, jeg ikke kan vende med hende. Hun er i kategorien livsvidne, for hun kendte min far, som ikke er her mere, og jeg kendte hendes forældre, så vi behøver ikke starte med Adam og Eva, når vi taler sammen.
Vi kender også hinanden godt nok til at sige: ”Det har du ikke ret i”, ligesom jeg kan ringe til hende og sige: ”Gider du ikke lige sige, at jeg er vidunderlig, for det trænger jeg til lige nu”. Lige for tiden er jeg i København og bor hos hende og hendes mand, og det må han bare leve med, for jeg føler, at jeg har været gift med hende længst."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Ja, min mand var ved at miste livet nytårsaften mellem 2019 og 2020. Han blev akut indlagt den 30. december, og natten inden nytårsaftensdag ringede de, at han skulle opereres i hjertet, så det var nok bedst, jeg kom og sagde farvel til ham, for de var ikke sikre på, at han kunne klare operationen.
Det var meningen, vi skulle have huset fuld af gæster den nytårsaften, men i min familie rykker vi sammen, så min søster overtog gæsterne i hendes hus, mens min mand lå i respirator i over 40 timer. Jeg prøvede at holde sammen på mig selv for mine børns skyld den nytårsaften, men jeg er ikke god, når nogen af mine nærmeste har det skidt.
Ellers er jeg faktisk en søstærk skude. Men i den periode havde vi lige optaget 'Ulven Kommer', og jeg skulle også til at starte prøver på Randers Egnsteater. Det endte med, at jeg tog hjem fra den nytårsaften hos min søster, da jeg kollapsede fuldstændig klokken 22. Jeg tudede og skreg. Men nytårsdag sidst på dagen kom han ud af respiratoren.
Snart bliver min mand 77 år, og nu kan jeg godt mærke aldersforskellen. Hans sygdomsforløb har også gjort, at hvis jeg nogensinde var i tvivl om os, så er jeg det ikke mere. Nu gør vi os umage med den tid, vi har tilbage sammen. Ja, ja, det er jo ikke sådan, at han skal dø om lidt, og han er stadig meget aktiv med sin musik, så jeg føler ikke rigtigt, at jeg er gift med en pensionist."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg fik en Reumert sidste år, og nu vi taler om min identitet som skuespiller, så var den pris KONGE at vinde. Jeg troede ikke, jeg var den slags skuespiller, der vandt priser, men det var så rørende at få den anerkendelse. Nu er jeg en rigtig skuespiller, der har en Reumert stående hjemme i vindueskarmen, og det gør, at jeg pludselig får nogle helt andre tilbud. Jeg spiller tit en psykolog eller anden omsorgsperson. Ja, jeg er faktisk blevet en regulær buffet af omsorgspersoner; psykolog, en fra kriminalforsorgen, plejemor.
Jeg havde ikke lavet tv før 'Ulven kommer', men siden er jeg blevet castet til så meget blandt andet to Bille August-film, 'Borgen' og en serie på Viaplay. Det er aldrig hovedroller, men gode gedigne biroller. Det er en gave at få lov til pludselig at skifte spor, når man er over 50. I tv er jeg jo aldrig sjov, men bare en helt almindelig skuespiller. Jeg er sådan en, der ikke er så mange af i min branche; en stor pige fra Jylland. Kan du nævne bare to andre?
Jeg ved ikke, om det er derfor, Nørrebro Teater ringede, men det gjorde de, og om lidt skal jeg være med i 'Vi betaler ikke', som er en Dario Fo-farce fra 1970’erne. Jeg spiller Anette, som er på top 5 over de roller, jeg allerhelst vil spille. Hun bor i socialt boligbyggeri og prøver at overleve, selv om priserne er så høje, at hun ikke har råd til mad. Og så lyver hun. Hun lyver og lyver og lyver, og så lyver hun igen for at dække over sine løgne. Det er godt set af Nørrebro Teater at sætte det stykke op igen nu.
Annonse
Det er et sjovt stykke på en bund af kæmpe problemer, som vi også ser i vores samfund i dag, hvor der igen er mennesker, som må købe ind fra datohylden. Jeg er selv gammel socialist, og jeg får ondt i maven over, at vi ikke kan passe bedre på hinanden i det her samfund."
