Lotte Andersen: ”Det er fantastisk at spille sammen med sin egen søn”

0-10 år (1963-1973): Lunt i midten

"Jeg voksede op i et stille og roligt kvarter i Odense og gik på en kristen friskole, hvor vi bad fadervor og sang en sang hver dag. Min mor gik hjemme, mens min far gik på arbejde som direktør. Min mor var fra landet, en rigtig landmandsdatter med høj selvtillid, og utrolig yndig var hun også.

Vi var tre piger, hvor jeg lå lunt i midten. Da jeg var lille, kom jeg i ”musikalsk legestue”, og det passede til mit gemyt, der var nemlig ikke så meget musik og sang derhjemme, bortset fra at min mor var meget glad for Louis Armstrong. Jeg syntes også, det var skønt at gå i skole, for der kørte det bare i smør for mig.

Læs også

Julia Lahme holder foredrag i hele Danmark – og ét emne er folk særligt meget imod

Jeg var hverken den dygtigste eller den dårligste. Igen: Jeg lå lunt i midten. Det var et dejligt barndomshjem, hvor jeg de første ti år befandt mig i familiens trygge skød, men også naboerne, som var nogle ældre mennesker, forventede daglige besøg af mig, og jeg sang og optrådte for dem."

10-20 år (1973-1983): Det franske eventyr

"Vi flyttede til en forstad uden for Odense, og det var lidt mere råt. Eller også var det bare fordi, jeg blev teenager, at jeg lagde mere mærke til verden omkring mig. Vi kom til at bo i et parcelhus i et område med marker, som i løbet af de næste ti år blev plastret til med billige boligbyggerier. Lige ved siden af lå en væddeløbsbane, og der kunne min søster og jeg have en hest stående, så jeg blev hestepige, omend det ikke var helhjertet.

Derhjemme havde jeg livlige diskussioner med min far om for eksempel kapitalismen. Jeg begyndte også at få kærester. Jeg var så selvsikker og så ældre ud, end jeg var, og det havde en vis appel hos drengene. Jeg var desuden meget optaget af at skrive min egen musik, og jeg sad tit sammen med min veninde og skrev poetiske og vrede sange om at være kvinde inspireret af Shit og Chanel. Jeg var god til at synge og kunne også spille lidt guitar.

Da jeg var 18 år, tog jeg til Paris som au pair og blev der et år. Jeg var god til sprog, og min far elskede alt fransk, så jeg fik kontakt til en fransk familie gennem nogle af hans venner. Men allerede da jeg havde været der et døgn, sad der en mærkelig mand med langt hår og i lang sort læderfrakke i stuen, og jeg måtte ikke fortælle herren i huset, at han havde været på besøg.

Et par uger efter gik det op for mig, at kvinden i huset havde været sin mand utro med den mærkelige mand, som hun i øvrigt havde fundet på gaden. Det endte med, at ægtemanden fandt ud af det hele, og så var helvede løs. Elskeren blev ved med at terrorisere familien, så efter to måneder skulle jeg sidde og fortælle fransk politi om mine oplevelser.

Det viste sig i øvrigt, at elskeren var gigolo. Da jeg tog hjem til Odense på juleferie, sagde jeg ikke et ord til mine forældre, for jeg ville ikke hjem fra Frankrig. Senere fik jeg gode venner i Paris og kom til at bo hos dem. Jeg lærte af min tid i Frankrig, at tingene ikke altid er, som de ser ud."

Læs også

Rosa Lund var i et voldeligt parforhold: Jeg følte, at jeg ikke var noget værd

20-30 år (1983-1993): Med turboen tændt

"Mens jeg var i Paris, mødte jeg Nikolaj Cederholm (medstifter af teatret Dr. Dante, red.). Jeg havde nok alligevel fået foden inden for i teaterverden, men det var alligevel ham og hans indflydelse, der fik mig ind på hylden. Han lavede ensembleteater med provo i ascendanten, og der gik ikke mange måneder, før jeg tog med ham hjem til Allerød, og vi skabte Dr. Dante.

Vi lavede forskellige teaterforestillinger, og jeg har tit tænkt på, at det var heldigt, at jeg blev opslugt af netop den gruppe mennesker, for vi lignede hinanden. Vi var alle velstillede middelklassebørn, der kom fra forstæderne, men det, jeg fandt hos dem, havde jeg ikke fundet hjemme i Odense. Her smeltede jeg ind i et teaterkollektiv med fem-otte andre mennesker.

Jeg boede i København på 27 forskellige adresser, for det gjorde man bare dengang, når man flyttede hjemmefra. Hver dag tog jeg S-toget til Dr. Dante i Allerød, og der var ikke andet i mit liv end teater – og så skiftende kærester, som forsødede mit liv, ved siden af det, som jeg syntes, var vigtigt. Det handlede kun om teatret og om at blive god.

Jeg prøvede en enkelt gang at komme ind på skuespillerskolen, og jeg blev så rasende over, at jeg ikke kom ind, at jeg ikke prøvede igen. Alternativet var at være med i tre forestillinger om året, hvor jeg kunne øve mig på større og større roller.

Da jeg var i slutningen af 20’erne, mødte jeg Kim (skuespiller Kim Bodnia, red.). Jeg blev stormende forelsket og vidste, at han skulle være far til mit barn.

Turbomotoren blev tændt. Jeg gik fra at have meget selvtillid til at blive næsten ulidelig i den periode. Kim var pissesjov, og vi spejlede hinanden, og han var en dejlig far, da vi fik Louis. Vi havde meget at lave, og især Kims karriere tog raketfart."

Læs også

Maren Uthaug til sine døtre: ”Gad vide, om jeg har maxet jer ud rent pinlighedsmæssigt”

30-40 år (1993-2003): En brat afslutning

"Skilsmissen blev en brat afslutning, for da måtte jeg indse, at livet ikke altid er nemt og med fuld fart på. Det indeholder også fiaskoer, svigt og fejl. Livet viste sig fra en ny side, og det var et chok for mig, at det også kunne være sort og dystert.

Jeg var alenemor nogle år og arbejdede stadig, men det tog mig lang tid at komme mig over bruddet. Jeg fortsatte hos Dr. Dante, til jeg var 38 år og fik også flere roller i tv og film, mens jeg investerede i en lejlighed og fandt mine ben igen."

40-50 år (2003-2013): Ny kærlighed og nye projekter

"Jeg fik min nye kæreste, Rasmus, som var modbilledet til Kim, fordi det er så trygt og roligt. Rasmus og jeg laver ikke det samme, og det er en stor fordel. Vi har begge hæsblæsende karrierer, men det er ikke samme felt. Vi har dog en fælles interesse for mennesker.

I den periode lavede jeg også mine egne projekter, blandt andet en film om selvmord. Jeg havde set en svensk dokumentar om mennesker, som havde overlevet selvmordsforsøg, og jeg blev fuldstændig slået bagover af den evne, de havde til nøgternt at fortælle, hvordan det er at stå på en bro og vente på, at toget kommer.

De kunne tale om det på en måde, så jeg forstod det, selv om det er så uforståeligt. Og selv om jeg aldrig selv har stået i den situation, at livet er så rædselsfuldt, at man gerne vil slippe af med det. Og jo, det var måske også en reaktion på, at jeg selv oplevede, at jeg mistede drivet, da jeg blev skilt. Måske var det det, jeg ville undersøge. Og så havde jeg samtidig en voldsom trang til at skabe noget selv."

Læs også

Anne Linnet: ”Der er kvindekamp – men der er også mandekamp!”

50-60 år (2003-2023): Ud af byen

"Forrige år flyttede vi på landet, det var lidt af en corona-beslutning, men jeg havde længe tænkt på, at jeg gerne ville bo på landet. På en måde er det lidt det samme liv, fordi jeg stadig laver tv og film og spiller teater i København, men jeg har også pauser, hvor jeg går hjemme i haven og nørkler rundt.

Vi bruger naturen, for vi bor lige ud til Gribskov, Tisvilde Hegn og stranden, og så vandrer vi meget. Jeg er lidt længere væk fra der hvor det sker nu, men jeg har ikke længere det store behov for at være på første parket hele tiden. Jeg er mere aktiv end nogensinde, men jeg har også brug for ro.

For et halvt år siden blev jeg farmor, og det er jo fantastisk at se sin søn blive far. Han tager det så flot på sig, men det gjorde hans far også, så det er ikke så underligt. Lige for tiden spiller vi desuden teater sammen i 'Mens solen brænder', og det er fantastisk at spille sammen med sin egen søn. Det er mit helt eget projekt, som jeg selv har søgt støtte til og samlet et hold til, men det var faktisk instruktørens idé, at Louis skulle være med.

Jeg er meget aktiv med min egne projekter, for jeg vil ikke sidde hjemme og vente på, at andre får de gode ideer, men hellere være min egen arbejdsgiver. For nogle år siden skrev jeg en bog om Carl og Anne Marie Nielsen, og det er gaven, der bliver ved med at give, for til foråret skal jeg på turné, hvor jeg læser op af deres breve, mens stryger-kvartetten LiveStrings spiller Carl Nielsens musik.

Derudover er jeg med i filmen 'Meter i sekundet', som er instrueret af Hella Joof. Vi har tidligere arbejdet sammen på blandt andet 'Oh Happy Day', og det var så god en oplevelse, at jeg til enhver tid vil takke ja til at samarbejde med hende.

Det blev ganske vist nogle lange dage på optagelse i Ringkøbing, hvor filmen foregår, men gudskelov havde jeg vidunderlige Arne fra Varde, som var hyret som min private chauffør under optagelserne, og som kørte mig de fire timer frem og tilbage hver dag, så jeg også kunne stå på scenen i København."