Lotte Mejlhede

Lotte Mejlhede: ”Det var et år i lidt af et helvede”

Korrespondent Lotte Mejlhede har arbejdet med tv i mere end 25 år, og selvom hun i dag er glad for det visuelle medie, så var det første år på skærmen noget af en prøvelse for den dengang næsten nyuddannede journalist. Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden.

”Jeg lignede en hare, der var blevet fanget foran et sæt billygter.”

Korrespondent Lotte Mejlhede var i 1996 næsten nyuddannet og havde tøvende takket ja til sit første job i tv-branchen.

Hun skulle dermed væk fra dagbladsspalterne, som hun var vant til og havde drømt om, siden hun var helt lille, og skulle nu slå sine folder som vært på TV2 Nyhederne – og det var bestemt ikke en nem overgang.

Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden.

”Så startede et år i lidt af et helvede. Pludselig var det min udtale, mit udseende og formen på det hele, der var vigtigt – ikke så meget indholdet. Det var ikke sjovt, og jeg kan også se på optagelser fra dengang, at jeg heller ikke var særlig god til det,” fortæller hun.

”Der kom også fokus på min person, og det er jeg i virkeligheden alt for privat til.”

Men hun fandt et trick: Hun bar briller, når hun var på arbejde, og tog dem af, når hun havde fri. Så kunne folk ikke kende hende – og så fik hun for alvor et rum til at lade kærligheden til det visuelle medie blomstre, fortæller hun.

Det går lige i blodet

Siden midt halvfemserne har Lotte Mejlhede været en af frontfigurerne på TV 2, men selvom hun har haft flere større roller som både vært og souschef på kanalen, så var det egentlig slet ikke meningen, at hun skulle ende dér. På skærmen.

”Jeg var ikke mere end ti år, da jeg fandt ud af, at jeg elskede at skrive. Det var ikke meningen, at jeg skulle lave tv, men mens jeg var i praktik som skrivende journalist på Christiansborg, mødte jeg TV2’s tidligere kommentator Kaare R. Schou, og han sagde, at TV2 havde en ledig stilling som Christiansborgreporter,” fortæller Lotte Mejlhede og fortsætter:

”Tv sagde mig ingenting, men jeg søgte alligevel og blev kaldt til samtale. Det var faktisk en skærmtest, og jeg tænkte, at det var da underligt, at jeg skulle skærmtestes for at komme på Christiansborg,” siger den garvede tv-journalist og uddyber, at hun stadig på det tidspunkt var overbevist om, at hun skulle være skrivende journalist.

TV 2 havde dog en bagtanke med at sætte Lotte Mejlhede foran kameraet. De stod nemlig og manglede en nyhedsvært, da den nuværende vært netop var stoppet – og den rolle tog hun på sig.

”Jeg sagde tøvende ja ud fra tesen om, at jeg ville ærgre mig, hvis jeg takkede nej,” fortæller Lotte Mejlhede, der hurtigt tog tv-branchen til sig.

”Tv gik i blodet på mig, for det er det medie, der slår alle andre, når de store historier skal fortælles. For eksempel valgaftener er fandeme sjove at lave på tv. Det er holdarbejde, og du er helt høj, når produktionen er i kassen, og du kan gå hjem og smide skoene. Den følelse bliver man afhængig af.”

Læs resten af interviewet med Lotte Mejlhede her. Der kan du blandt andet læse om, hvorfor hun faldt for journalistikken, og hvordan det var at være udstationeret i Bruxelles under corona-pandemien.

Lotte Mejlhede, 54 år

Uddannet journalist og har været vært på TV2 Nyhederne og souschef for samme.

Blev i 2013 udenrigskorrespondent i Bruxelles.

Senere i år aktuel med et nyt udenrigspolitisk magasin, ligesom hun skal være TV2’s internationale udenrigskorrespondent med base i Danmark.

Mor til en datter på 15.