Er du i et forhold med en 'mandebaby'? Her er faretegnet, du skal holde øje med

Du er lige kommet ind ad døren efter en hæsblæsende dag på arbejdet. På din tur hjem har du hentet børn og handlet til aftensmad. Det første du gør, når du kommer hjem, er at kaste dig over madlavningen. Samtidig svarer du på børnenes utallige spørgsmål og sørger for, at de laver deres lektier. Nå ja, du får også lige tjekket – og besvaret – beskederne på Aula og købt fødselsdagsgaver til weekendens familiefødselsdag.

Din (mandlige) partner derimod? Han tager sig en slapper på sofaen.

Måske synes du, at det lyder karikeret og virkelighedsfjernt, men for mange andre er det et 1:1-billede af, hvordan tingene udspiller sig inden for hjemmets fire vægge. Hver eneste dag.

Virker scenariet bekendt for dig, er det måske, fordi du er i et forhold med en såkaldt ”mandebaby”.

Begrebet dækker i løse træk over voksne mænd, som lader kvinden i parforholdet tage ansvaret for både praktiske gøremål og følelsesmæssig omsorg, men som sjældent gengælder det. Det afslører en ny undersøgelse bragt i Archives of Sexual Behavior.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af svar fra over 1.000 kvinder fra flere forskellige lande. Alle bor de sammen med en mandlig partner og har mindst et hjemmeboende barn under 12 år.

Om end begrebet ikke er klinisk dokumenteret, kan sexolog og parterapeut Daisy Løvendahl sagtens genkende mandebabyen som type.

”En mandebaby er lidt typen, som siger: Jamen, jeg gør det da, når du beder mig om det. Og så står kvinden tilbage og tænker: Hvorfor skal jeg bede dig om det? Hvorfor skal jeg bede dig om at tømme vores børns gymnastiktasker, eller om at gå ned med skraldet? For så er det jo stadig hende, der tager ansvaret for, at ting sker. Mandebabyen løser opgaven, når han har fået at vide, at han skal, men han har ikke taget sin del af ansvaret for deres fælles liv.”

Det efterlader ifølge parterapeuten kvinden med en følelse af ikke at føle sig set, og af ikke at være sammen med en mand, der kæmper lige så hårdt for deres fællesliv, som hun selv gør.

Sexlysten forsvinder

En undersøgelse, som Epinion har lavet for HK Privat, viser, at det (stadig) er kvinden, der gør mest i hjemmet. Det er ifølge Daisy Løvendahl dét, som man kalder the mental load hos kvinder.

”Rigtig mange kvinder befinder sig i dag i et krydsfelt mellem at være forælder og samtidig være på arbejdsmarkedet næsten lige så mange timer som mænd, men de skal også være elskerinde og kæreste, nå til yoga og sørge for maden derhjemme og svare på beskeder på Aula. Så kvinder er langt hen ad vejen overbebyrdet og gør mere i hjemmet end mænd. Det er selvfølgelig en generalisering, for det er langt fra alle mænd, og der er også nogle mænd, som har svært ved at komme til – det er et komplekst billede.”

I værste tilfælde vil konsekvensen dog være, at kvinden ubevidst lukker ned for den seksuelle del af parforholdet. For hun har mistet lysten til at have lyst, fortæller Daisy Løvendahl.

”Jeg tror, årsagen til at kvinden i det her parforhold mister lysten til sex, er en kombination af to ting. På den ene side er hun så overbebyrdet, at der ikke er nogen lyst. Og hvis den her mandebaby forsøger at varme op under sin partner, men hun i virkeligheden har en tung fod på bremsen, så er det lige meget, hvor mange frække sms’er hun får, eller om han køber hende en Sinful-julekalender eller tilbyder at smøre hende ind fra top til tå; hun mærker ingen lyst. Det kræver nemlig, at hun slipper bremsen, før hun kan trykke på speederen, og det kan hun ikke, fordi hun er fuldstændig nedlagt af at have ansvaret for alt.”

Og så er der den anden del af forklaringen.

”Vi ser også, at kvinder i den her situation mister lysten til at have lyst til ham. Lyst handler på mange måder også om, at jeg kan stå på afstand og begære dig. Det handler også om, at jeg kan lide dig, at jeg synes, du er en fed person, at du er spændende, og at jeg har lyst til at være sammen med dig. Men hvis man hver aften sidder og føler sig alene, og som den, der skal gøre alt, så holder man op med at have lyst til at have lyst, for man mister – lidt spidst formuleret – respekten for ham. Det er et følelsesmæssige svigt,” fastslår Daisy Løvendahl.

”Hvis man er to voksne mennesker, hvor den ene føler, de har 80 % af ansvaret, så bliver den anden jo det her omsorgsprojekt, man skal tage sig af. Og det er bare ikke særlig sexet. Og det er heller ikke der, at den langvarige kærlighed bor.”

”Det er vejen frem”

Når det hele føles lidt, som om det er kørt af sporet, og sex er blevet en nærmest sagnomspunden myte, hvad gør man så? Så opsøger man typisk én som Daisy Løvendahl, som har gode værktøjer til, hvordan man kommer videre.

”Jeg er meget både optimistisk og romantisk, og jeg tror, der er mange ting, vi kan forandre. Men det kræver selvfølgelig, at man er villig til at påtage sig et ansvar – og ønsker det.”

Nok har mandebabyen en opgave foran sig, men problemet ligger ikke udelukkende hos ham.

”Kvinden har jo også en stor opgave i at fortælle sin partner, at hun ikke synes, hans måde at opføre sig på er i orden. Men for rigtig mange af de her kvinder, hvor der er fuldt drøn på alle parametre, kan det være vanskeligt at se sig ud af det. Derfor går de på kompromis med deres egne følelser, og de får derfor heller ikke vist den her mandebaby, at de er utilfredse. Opdager kvinden det ”for sent”, så kan det være svært at få vendt det hele igen.”

I en sådan situation handler det om, at manden er i stand til at få kvinden til at begære ham igen.

”Det kræver ofte en benhård erkendelse af at kunne sige: Ved du hvad, det er rigtigt, jeg har været egoistisk; en mandebaby, der har siddet og lejet med min mobiltelefon, som var det en rangle og kun tænkt på mine egne behov. Men det var i går, i dag, der vågner jeg op.

Der kan jo være en periode i alles liv, hvor man er nødt til at kigge på den, man elsker, og sige: Du har ret, jeg har ladet alt min frustration over livet, gå ud over dig, men det gør jeg noget ved nu. For der findes jo næsten ikke noget, som er mere sexet, end et menneske, der tager ansvar for deres egen eksistens. Og det er aldrig for sent,” fastslår Daisy Løvendahl.