Martin Brygmann: "Jeg stod mutters alene og tudede af glæde"

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

– Muligvis beslutningen om at tage fri i første halvdel af 2020. Jeg havde arbejdet som et godstog i nær ved fem år og trængte så forfærdeligt til at hvile på nogle laurbær, se noget mere til de fremmede mennesker, der påstod, at de var min familie, og i det hele taget vende arbejdsmarkedet ryggen i en rum tid. Skæbnen ville, at der skulle komme en pandemi forbi. Nu blev børnene hjemme fra skole, hustruen hjemme fra arbejde, og det betød, at jeg fik i både pose og sæk. Forfærdelige corona! Men jeg blev bekræftet i, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– Jeg har en top tre: Jeg er sprogpolitibetjent. Jeg kan ikke tåle baggrundsmusik til middage. Jeg har svært ved ikke at benytte far-humor.

Hvad er din største hjertesorg?

– Min mors død for ca. 5 år siden.

Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?

– Psykisk er det nok min tvivlrådighed. "Kan det blive endnu bedre?" Og fysisk? Det må være min gode forbrænding, jeg holder min vægt nogenlunde stabilt på de 86 kg.

Hvornår synes du, andre mennesker er latterlige?

– Det lange svar er: Hvis jeg tager mig selv i at synes det, er jeg blevet bedre til at tænke mig om en ekstra gang. Hvis der er én ting, mennesket er god til, så er det at gå ud fra, at alle andre er rundet af nøjagtigt det samme som én selv. Derfor er det vigtigt at tælle til ti og minde sig selv om, at alle bakser med deres helt egen fortid, der gør, at de handler, som de gør. Det undskylder ikke altid alle, men det er forholdsvist interessant. Og det korte: Når de er nærige.

Har du et ar, der fortæller en historie?

– Da vi skulle skrive Lex & Klatten, var vi på stranden, hvor Peter Frödin og jeg sprang længdespring i klitterne, mens pigerne lå og solede sig. Jeg landede uheldigt på mit højre ben, og arret efter mit nye korsbånd minder mig altid om det.

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?

– Min hustru, Marianne, er nok den person, der løber med prisen, og det er ikke bare, fordi jeg skal sige det. Hun er gennemsyret af en særlig evne til at holde hovedet koldt, helikoptere sig selv op over moradset og gennemskue – uden smålig skelen til egoistiske behov. Sådan én er vigtig at have ved sin side.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– At jeg kan spille på alle instrumenter. Det kan jeg ikke. Jo, trommer... men det er jo ikke alle instrumenter?!

Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?

– At ubetinget kærlighed bestemt også kan noget.

Hvad er dit livs største nedtur?

– Måske ikke ligefrem mit LIVS største, men... jeg havde købt seks billetter til en The Police-koncert på Tangkrogen i Aarhus, da jeg fandt ud af, at jeg havde sagt ja til at synge et dejligt job cirka en kilometer derfra. Der var ingen vej udenom, vi spillede en god koncert, men mellem sangene kunne jeg høre Stings stemme – "Roooooxanne" – derovrefra. Det gode ved det var, at jeg tog ned til Paris og hørte dem nogle uger efter. Fed koncert, hvor jeg stod mutters og tudede af glæde over endelig at høre dem med en stor fadøl i hånden.

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?

– "Så så, lille Martin. Det skal nok gå. Men udover trommerne … lær nu at spille ordentligt på klaver!"

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?

– Jeg har lige siden 3. klasse vidst, jeg havde evne for at få mennesker til at grine. Men som musiker gik der noget tid, for det kræver øvelse. Efter ti års intensiv trommetræning betragtede jeg mig selv som en habil skindpiner. Da jeg så i en ret sen alder kastede mig over skuespillet, fik jeg mig en tro følgesvend, som den dag i dag er min bedste ven, nemlig tvivlen. Jeg er autodidakt, så når folk kalder mig dygtig, kigger jeg altid på min ven og hvisker: "De skulle bare vide!"

Hvordan håndterer du vrede?

– Der er flere døre, jeg kan gå indad. Som regel vælger jeg den, hvorpå der står "Flinkeskolen". På den anden side af døren findes et trygt rum, hvor der er fred og ingen fare for de hvide tåger samt besvimelse. Med alderen er jeg dog begyndt at fravælge netop den dør. Lige ved siden af findes nemlig "Udtryk din vrede"-døren. Der er slet ikke så farligt derinde, som man kunne frygte. Kunsten er at skynde sig derind, inden vreden har hobet sig op og er blevet til et vredesudbrud eller måske ovenikøbet et raserianfald. Eksplosionen. Den er aldrig specielt frugtbar. Men jeg arbejder stadig med at forblive rationel, når vreden lægger vejen forbi.