Micheal Falch i Dejavu

Michael Falch: ”Jeg følte, at ungdommen falmede, og at jeg mistede mig selv”

Michael Falch har haft mange personlige udfordringer og kampe i sit liv.

Michael Falch befandt sig godt i den varme stol, da han gæstede TV 2 Charlies ‘Dejavu’, hvor han lod sig udspørge af værtinden, Cecilie Frøkjær.

Og selvom Falch har haft stor succes i musikbranchen, så har han også haft en række personlige udfordringer og kampe i sit liv, som makkerparret brugte tid på at tale om.

Det skriver HER&NU.

”Der er faser af vores liv, hvor det ikke helt spiller, og det hele bliver en kamp. Jeg følte, at ungdommen falmede, og at jeg mistede mig selv,” fortæller den 66-årige sanger, da et billede af ham fra 1998 dukker op på skærmen i tv-programmet.

Han lægger ikke skjul på, at han på daværende tidspunkt kæmpede med et alkoholmisbrug, der ikke ville slippe taget i ham.

”Faktisk var rygning et større problem for mig end alkohol. Jeg stod op om natten for at ryge. Og som sanger er rygning noget af det mest idiotiske, du kan foretage dig, ”forklarer Falch, der har døtrene Anna, 37, Soffi, 36, og Mathilde, 33.

Han fortæller, at det var svært for ham at stoppe med at drikke, men at det på ingen måde kunne sammenlignes med, hvor svært det var at lægge cigaretterne på hylden. Ikke desto mindre har sangeren hverken røget eller drukket i mere end 20 år.

Og takket være hans thailandske kæreste, Ginnalee, 40, som han mødte, da han fik behandling for en rygskade på en massageklinik i Danmark, så smiler han i dag stort.

”Vi er to mennesker fra to verdensdele og med to meget forskellige kulturelle baggrunde. Hun er født buddhist, og jeg er den her moderne og – som udgangspunkt – ateistiske oprører,” forklarer Falch.

Lykkelig i Tyskland

Alligevel blomstrede kærligheden mellem dem. Den kom dog kort efter alvorligt på prøve i 2021, da Ginnalee blev udvist til Thailand efter at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Med udvisningen fulgte et toårigt indrejseforbud, der har tvunget parret til i august sidste år at flytte til Flensborg i Tyskland.

Selvom Falch er meget hemmelighedsfuld omkring forholdet til hans store kærlighed, så slår han fast, at Ginnalee giver ham en tiltrængt indre ro.

”Hele det der flagrende urolige i mig, det går hendes buddhistiske tilgang ind og fjerner,” fortæller han og afslører samtidig, at han har en bog på vej, der går i detaljer omkring forholdet.

Denne artikel er oprindeligt bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.

Her på alt.dk kan du også finde en række stærke interviews med Micheal Falchs datter, Mathilde Falch. Her fortæller hun bl.a., at hun som ung følte, det var pinligt, at hendes far var kendt, hvordan hun en dag blev indlagt og fik at vide, at hun måske ikke ville overleve, samt at hun gennem lang tid ikke troede, at hun skulle blive forelsket i en god og stabil mand.