"Jeg har lært af min mormor, at man skal huske at se verden, mens man kan"

MOR - Lisbeth Hybel, 53, fuldmægtig i Svendborg Kommune.

− Min mor gik på deltid, da hun fik børn. Mine søstre er meget yngre, så hun var også på barsel, da jeg var 10-11 år. Selvom hun var meget hjemme, var hun en travl mor. Hun er typen, der altid har hele sin uge planlagt og hele sit liv planlagt. Også da jeg var barn. Yoga, svømning, cykling og italiensk. Hele familien var meget aktiv, og alle havde hver deres planer. Min mor har opdraget mig ud fra værdierne om, at man skal klare sig selv her i verden, og det er ikke smart at være afhængig af andre. Selvfølgelig er familien der, hvis lokummet brænder, men jeg er opdraget til, at man skal klare sig selv. Og det, tror jeg, er nogle vigtige værdier, som jeg har taget med mig.

− Vores forhold handler meget om praktiske ting, og jeg har aldrig haft et behov for at dele følelser med hende. Nogle gange er det vigtigt, at man har en distance til sin mor, så hun formår at udfylde mor-rollen. Hvis man bliver meget ven med sin mor, kan man komme til at sige ting til hende, som man også ville sige til sine venner, og det, synes jeg, forklejner mor-rollen lidt. Der kan måske gå tre måneder, uden at jeg taler med hende. Hun kan blive ret sur over, at hun ikke bliver involveret i de store ting, der sker i mit liv. Men hun har også nået en erkendelse af, at det aldrig kommer til at ske.

− Da jeg skulle til Rom og læse i halvandet år, var der en masse besvær med legater, der skulle falde på plads. Så jeg gik og tumlede med nogle ting i et halvt år, men der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg involverede mine forældre i det. Jeg ville hellere overraske dem positivt bagefter og sige, ”se, hvad jeg kan uden jeres hjælp”. Sådan er det også i dag. F.eks. når jeg får nyt job, så fortæller jeg det først, når det er sket. Det ligger så dybt i den opdragelse, min mor har givet mig, at jeg er et individ, som skal handle selv. Så på en eller anden måde ligger hun, som hun har redt. Men på en måde, som vel nok er et spejl af hende selv.

− I virkeligheden har jeg nok en meget stærk mor-binding, som har betydet, at jeg senere har følt, at jeg skulle frigøre mig. Lige så snart jeg var 18 år, forsøgte jeg at komme langt væk fra hende. Inderst inde har jeg været stærkt knyttet til hende, simpelthen fordi hun altid har været der med en aura af tryghed. Men jeg har ikke villet erkende det.  Da jeg var en 18-20 år havde jeg et større behov for ikke at tale med hende i længere tid. Det var et bevidst valg. Vi har haft mange store skænderier gennem tiden, hvor vi ikke har talt sammen et halvt år bagefter. Ikke fordi der var en særlig grund til ikke at tale sammen, hvilket i virkeligheden er det mest syrede ved det. Men jeg tror, at det havde noget at gøre med den stærke binding, vi havde til hinanden. Jeg havde et behov for at udleve det, hun havde opdraget mig til, og vise, at jeg kunne klare mig selv.

− I dag har vi et godt forhold til hinanden, men jeg deler stadig kun meget sjældent følelser og andre begivenheder i mit liv med hende. Når jeg skal ud at rejse, sender jeg hende som regel bare en sms fra lufthavnen om, at jeg skal af sted. Det er uanset, om det er en smuttur til Paris eller en backpacker-tur til Nicaragua.

LÆS OGSÅ: Emil Thorup: Min kæreste skal kunne gå fra mig på 5 minutter

MORMOR - Tove Hybel, 82, tidligere ekspedient på Sct. Nikolai Apotek, Svendborg

− Min mormor er virkelig anderledes end min mor. Da hun var helt ung, stak hun til søs og sejlede rundt på et skib. Hun har også boet flere steder, blandt andet i New York, og har været gift flere gange. Vi har mange ting til fælles, fordi vi begge to er meget rastløse og udadvendte og rigtig gerne vil rejse meget og bo i udlandet. Hele min mors side af familien kommer fra en søfartsfamilie, og der er stor åbenhed over for andre nationaliteter. Min mormor har en super skarp hukommelse og kan huske mange detaljer, selvom det er mange år siden, hun sejlede på den måde. Hun har stadig en stor udlængsel og har lige været på Mallorca med en veninde. Jeg har arvet hendes store eventyrlyst, som måske er sprunget en generation over. I hvert fald har min mor den på en anden måde.

− Vi har en tradition, hvor jeg kommer hjem til hende til morgenkaffe om søndagen, når jeg er hjemme i Svendborg, og så bruger vi to timer på at spise fire rundstykker og løse kryds og tværs sammen. Lige siden jeg var lille og overnattede der, har højdepunktet for aftenen – efter at have fået fiskefileter med persillesauce – været at skulle se gamle danske film. Alting med hende er meget sådan noget sommer under æbletræet, kaffe i baghaven og stikkelsbærmarmelade.

− Hun er meget moderne på den måde, at hun gerne vil lære at sms’e, og hun vil gerne købe ny bil. Hun elsker stadig at rejse, selvom hun er 82 og går dårligt. Men hun er også gammeldags, fordi hun ikke helt vil erkende samfundsudviklingen. Hun bruger en gammel blikkaffekande og en håndpisker, og på mange måder er hendes hjem en tidslomme. Hun er i virkeligheden meget todelt og en meget sej mormor, som arbejder frivilligt i en Røde Kors butik og går til fitness.

− Sidste år på hendes fødselsdag inviterede jeg hende til København. Jeg tog over med toget og hentede hende i Nyborg, og så kørte vi til København i bil. På vejen holdt vi ind på en rasteplads og fik rundstykker, og hun havde selvfølgelig en dug med til det der rastepladsbord. Så kørte vi rundt en hel dag i København. Hun har selv boet i byen for mange år siden, så der var en masse steder, hun gerne ville se. Vi har et meget respektfuldt forhold og er bare på bølgelængde på mange måder. Jeg ville sagtens kunne tale med hende, hvis jeg havde kæresteproblemer.

− Jeg har lært af min mormor, at man skal huske at se verden, mens man kan. Man skal forsøge at komme ud, fordi man får nogle andre anskuelser på livet og andre kvaliteter i bagagen, end hvis man bliver det samme sted hele sit liv. Hun har også givet mig en masse historisk kontekst og fortalt om spændende ting fra gammel tid. Og helt simpelt har hun lært mig at drikke en god kop kaffe.

Læs videre på næste side.

VENINDE - Philippa Mcllroy, 24 år, sygeplejerske, australier og bor i Melbourne.

− Jeg mødte Philippa, som er australier, da jeg boede i Rom for fire år siden. Vi gik begge to på universitet og klikkede med det samme. Vi er blevet lidt som et ægtepar, der har været gift i 30 år og nærmest ikke behøver sige noget til hinanden, og alligevel ved vi, hvad den anden mener. Vi har et virkelig ærligt forhold. Det er lidt mærkeligt, når hun bor i Melbourne, og jeg bor i Danmark, men det er ikke noget, vi tænker over. Jeg tror, at det er med til at gøre venskabet stærkere, at vi ikke ses hver dag. Vi har rejst Europa tyndt sammen som backpackere, og så har vi besøgt hinanden flere gange. Vi sender billeder til hinanden hele tiden, men der kan sagtens gå flere måneder imellem, at vi taler sammen. Selvom vi ikke har set hinanden i et år, når vi ses, så bruger vi fem minutter på, hvordan rejsen var, og så er det, som om vi ikke har været skilt ad.

− Når vi ser hinanden, er det meget intenst, og vi kan begge to have brug for alenetid og for at

fordybe os uden at skulle sige noget til hinanden. Så går den ene en tur eller handler ind, mens den anden bliver hjemme. Det er svært at sætte ord på, men vi passer bare godt sammen, selvom vi er uenige om rigtig mange ting politisk og religiøst. Vi kan komme ud i nogle vilde diskussioner med absurde argumenter. Jeg er overhovedet ikke religiøs, og hun er religiøs på den måde, som man nu er i angelsaksiske lande, hvor man går i kirke om søndagen, hvis man er katolik. Det kan virkelig slå gnister, hvis vi diskuterer, om Gud eksisterer.

− Det har været med til at slibe mig af og forme mig mentalt at have gode venner fra udlandet. Rent kulturelt ser man forskelligt på ting. Philippa har også sit helt eget tankesæt. Hun er super udadvendt og imødekommende over for folk og altid optimistisk. Det er noget af det, jeg kan lære af hende. Som dansker vil man i virkeligheden bare helst passe sine egne ting. Hvis man sidder inderst i bussen, begynder man at rasle med sin pose for at sende et signal i stedet for at bede sidemakkeren om at komme ud. Det er typisk dansk. Men Philippa er sådan én, som kan få en fremmed persons livshistorie, når hun har kørt i metroen i fem minutter. Og det betyder ikke, at man skal udveksle numre, det er bare have a good life bagefter.

− Vi har begge to en meget sarkastisk humor. Den australske humor går godt i tråd med den danske, og vi kan være meget underforståede i de ting, vi siger til hinanden. Når vi rejser sammen, kan jeg være moody og blive sur på hende over små ting, men så kommer hun bare med nogle ironiske kommentarer, og så kan jeg ikke andet end at blive glad. Det er sådan nogle små åndssvage ting, som gør vores forhold specielt.

LÆS OGSÅ: Christian Fuhlendorf: Her er kvinderne i mit liv

IDOL - Randi Laubek, 38, sangerinde.

− Vi mødtes til et middagsselskab i en lille nordjysk by, der hedder Voerså, som ligger lige syd for Sæby. Jeg har en god ven, der bor der, som er professor og var min mentor på universitet. Jeg kom tit hos ham, og en dag skulle vi til middag, hvor hans naboer Hanne og Peter Laubek var med. Jeg fik at vide, at deres datter også kom, og vi sad over for hinanden og snakkede frem og tilbage. Jeg anede ikke, hvem hun var. Hun fortalte, at hun lavede musik, og jeg spurgte, om hun kunne leve af det, og fandt så ud af, at hun faktisk havde udgivet nogle cd’er.

− Nu mødes vi engang imellem til kaffe. Nogle gange kan der gå et halvt år, og andre gange kan der gå en måned. Der er rimelig stor aldersforskel, men vi har et skægt forhold til hinanden. Vi er super uenige politisk, men i modsætning til, når jeg taler politik med mine venner, hvor man kan bruge virkelig tåbelige og irrationelle argumenter, er hun meget raffineret i sin brug af argumenter. Hun er meget intelligent og filosofisk anlagt og går i dybden med tingene.

− Randi har mange kvaliteter, som jeg virkelig beundrer. Og så laver hun noget fint musik. Hun hviler ekstremt meget i sig selv. Hun gør ikke meget væsen af sig, og hun er meget ydmyg. Jeg har altid haft en fordom om, at hvis man er kunstner, så får man en guddommelig inspiration. Hun har i virkeligheden en meget praktisk tilgang til sin musik. Hun sætter sig ned fra 8 til 16, og der skal bare komme noget ud. Hun skal bare skrive et eller andet. Jeg respekterer hende meget for, at hun kan have den tilgang til tingene, for selvom man er kunstner, skal der jo også brød på bordet.

IDOL - og tidligere kollega - Katrine Hertz, 35, journalist og vært på Go’ Morgen Danmark på TV2.

− Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan være lige så skarp som Katrine både humoristisk og journalistisk. Da jeg arbejdede sammen med hende på Go’ Morgen Danmark, kunne hun stå ti sekunder før, vi skulle på, og sige ”Godmorgen og velkommen”, og fyre en joke af, som var under bæltestedet. Og et splitsekund efter, er hun bare ultraskarp. Hun mestrer den der fænomenale og raffinerede humor og kan samtidig lave et godt interview. Hun er virkelig klog og skærer ind til sagens kerne uanset sammenhængen.

− Hun er et idol og et ikon rent journalistisk. Hun er sådan én, som jeg gerne vil lære af. Både af hendes måde at bruge sarkasme og humor på, men også arbejdsmæssigt, hvor hun dygtigt navigerer mellem forskellige emner. Jeg har ambitioner på længere sigt om at lave andre ting end vejr, selvom det er spændende og udfordrende, fordi man skal sætte sig ind i noget, som man ikke selv har været en del af rent videnskabsmæssigt. Men det er netop det, journalister skal kunne gøre – sætte sig ind i noget superkonkret og så formidle det. Jeg vidste intet om vejr, inden jeg blev vært, og nu er jeg virkelig kommet til at gå op i det og tjekker hele tiden vejret på min telefon.

− Det vigtigste, Katrine har lært mig, er at have overskud til at kunne navigere mellem at briefe kilder, have overskud hos makeupdamen og kunne fortælle jokes ti sekunder, før man skal på, og samtidig være super skarp i interviewsituationer. Det er det, jeg har iagttaget, taget til mig og lært af. Jeg er blevet meget mere udadvendt i de to år, jeg har været hos Go’ Morgen Danmark.