Christian Fuhlendorff: Her er kvinderne i mit liv

Artiklen blev første gang bragt i ALT for damerne nr. 38/2012

MOR, HELLE FUHLENDORFF, 53 år, Økonoma

Udover mine brune øjne har jeg arvet min spydige humor fra min mor. Vi har grinet meget sammen og kunne i min barndom more os over at fællesmobbe min far. Når han sad med spaghetti dinglende ud af munden og ventede på, at vi grinede af ham, ignorerede vi ham totalt. Vi elsker begge, når noget er syret og mærkeligt, og joker stadig med ting, vi oplevede på campingture for tyve år siden.

Min mor var min scene som barn. Hun elskede, når min lillebror og jeg underholdt ved spisebordet. Vi legede tit æg med hende: Min bror og jeg lå under en dyne, og så sad min mor ovenpå og rugede os ud. Til sidst krøb vi frem og skræppede som fugleunger. Jeg voksede op i Tårnby på Amager, min mor arbejde også dengang som økonoma, så hun lavede god og sund mad til os. Når vi kom ud i køkkenet om morgenen, stod der altid to portioner varm havregrød og tre glas saftevand og ventede på os. Da min kusine sov hos os engang, sagde hun: "Det er lige som at være på hotel." Men sådan var min mor, hun var sådan én, der lavede kagemand med slik, selvom man ikke havde fødselsdag, og hun dyrkede aerobic til Charlotte Bircow-videoer foran fjernsynet om morgenen.

Som barn havde jeg indtryk af, at det var min far, der bestemte, for det var altid ham, der skældte ud. Men i dag ved jeg, at det var min mor, der styrede det hele derhjemme, og hende der gav min far besked på at skælde os ud, hvis det var på sin plads. Hvis min mor nævnte noget, jeg ikke måtte sige under en familiemiddag, så var jeg det barn, der helt sikkert sagde det alligevel. Jeg kunne ikke lade være. Så sendte hun mig lynende øjne hen over bordet. Det gjorde helt ondt. Jeg var ikke bange for hende, men hun var sej og indgød respekt på en fin måde.

Jeg var et hårdt barn, og min mor tog mange kampe for mig. Jeg var meget grandios og følte ikke, at reglerne gjaldt for mig. Som 9-årig ville jeg sidde ved voksenbordet og udtale mig om politik, og det synes folk var underligt, men min mor tog mig i forsvar, for der var ingen, der skulle tale grimt om mig. Jeg fyldte meget, og det tror jeg, min mor havde brug for at forsvare. Hun fik mig til at tro på mig selv.

Som 10-årig blev jeg indlagt på børnepsykiatrisk afdeling på Nordvang og boede der fem dage om ugen i tre måneder. Det har helt sikkert være hårdt for mine forældre, og jeg har også selv brugt en del kræfter på at overveje, hvad der mon var galt med mig. Til sidst fik jeg en diagnose, der hed grænsepsykotisk, som er stadiet før skizofren. Så kom jeg i specialskole i Ballerup og gik der i fire år, indtil nogle psykologer fandt ud af, at det var en fejldiagnose, og jeg blev sendt tilbage til almindelig folkeskole. Min kæreste siger sommetider, at hun ikke har lyst til at flytte til Amager, for hun tror ikke, der er nogle gode skoler derude, men så siger jeg: "Jeg ved, de er gode, for jeg har gået på dem alle sammen." Og det har jeg. Jeg har virkelig gået på mange skoler. Min mor var enormt beskyttende over for mig og har selvfølgelig været bekymret for, hvad der ville blive af mig. Og hvis jeg dengang havde haft den viden, jeg har i dag, ville jeg tage hende i hånden og sige: "Der er ikke noget at være bange for, jeg skal nok klare den." Det kunne hun nok godt have brugt.

Som 17-årig havde jeg mit første møde med stoffer, noget min mor altid har været bange for. Hun brød sig ikke om, at jeg på den måde søgte grænser og sendte min far ned på mit værelse, når jeg kom sent hjem om natten og stod der med store pupiller og sagde: "Jeg er ikke på noget." Det har været forfærdeligt for dem, og alligevel elskede de mig overalt på jorden. Det var også min mor, der var en af de største grunde til, at jeg for 11 måneder siden gik i behandling. Til min mormors fødselsdag sidste år sagde hun: "Jeg føler slet ikke, jeg kender min egen søn mere. Jeg ved slet ikke, hvem du er." Jeg var pisseskæv, men det ramte mig virkelig, og jeg tænkte: "Fuck, er det så tydeligt nu?!" Så en uge efter gik jeg i behandling, og jeg har aldrig haft et bedre forhold til min mor, end jeg har nu. Det er faktisk ret fantastisk.

MORMOR, CONNIE HANSEN, 74 år

Var indtil hun nåede pensionsalderen hjemmegående mor.

Min mormor er en virkelig smuk kvinde, og det er sikkert hende, der bliver pænest på det store fællesbillede til artiklen her. Min morfar mødte hende, fordi han havde hørt, der gik en virkelig smuk pige til dans på danseskolen, så gik han derop – forgæves nogle gange – men en dag var hun der, han bød hende op til dans, og de har aldrig set til anden side. De var 14 og 15 år. Og den måde min mormor og morfar kan holde om hinanden og se på hinanden minder mig om den der store, ubetingede kærlighed, som er så vild.

Min mormor var sådan én, der visualiserede, før det blev smart og stod i alle damebladene. Hun har små sten i lommerne og en umiddelbar intuition, så hun kan mærke, når der er noget galt i familien. Mens min mor beskyttede mig, uden jeg vidste det, beskyttede min mormor mig helt åbenlyst. Som 10-årig havde jeg jo været igennem et lægesystem og fundet ud af, at der var noget galt med mig. Så jeg tænkte meget og så meget alvorlig ud, fordi jeg konstant rynkede mine bryn og fik to små rynker mellem øjnene. Hver gang jeg så min mormor, aede hun mig mellem øjnene for at få mig til at slippe bekymringerne. Og det hjalp. Bekymringerne forsvandt altid, når jeg var nede hos min mormor. Det var det bedste sted for mig at være. Det var frirummet.

Når min lillebror og jeg blev passet hos hende, ønskede han sig måske flæskesteg til aftensmad, og jeg ønskede mig grillkylling med pomfritter, og så lavede mormor bare begge dele. Hun sørger for, at alle omkring hende har det godt. En livsværtinde! Når hele familien er ude og rejse, har hun altid slik og chips med, som hun serverer i en lille skål, og hun husker, at jeg drikker Zero, og at Karina drikker hyldeblomstsaft, så har hun en lille flaske med hjemme fra Danmark.

Man bliver glad, når man ringer til min mormor, og jeg kan især takke hende for den livsglæde, der findes inde i min kerne. Da jeg lavede musicals som barn, var hun min største fan, og hun har altid troet på, at det hele nok skulle gå med mig, selvom jeg var et meget atypisk barn. Jeg kan ikke gøre noget forkert i hendes øjne. Havde jeg ringet til hende en dag for at fortælle, at jeg havde slået en ihjel, ville hun sige: "Nå, men du er stadig min lille Christian."

Læs om kæresten og kollegaen på næste side...KÆRESTE, KARINA FELDBORG, 37 år

Socialpædagog

Jeg brugte størrelse 44 i sko, da jeg startede med at være kæreste med Karina, og nu bruger jeg 42 ½, fordi mine fødder bliver så små af at krumme tæer. Hun gør og siger mange ting, som jeg aldrig kunne finde på – hun elsker for eksempel at prutte om prisen. Også i Danmark. Engang vi stod i Magasin og skulle købe to puder til vores seng, sagde hun til ekspedienten "Hør, det er to puder, kan vi så ikke få noget mængderabat?" Hun er bare iskold, men det er samtidig en af de ting, jeg elsker hende for – hun tør noget, jeg ikke tør. Det var med samme kræmmer-attitude, hun kontaktede mig første gang for fire år siden. Hun skrev til mig over Facebook: "Kan jeg ikke lige få to billetter til dit one-man-show?" "Hvad arbejder du med?" skrev jeg tilbage. "Tja... Du kan få et bungy jump," svarede hun, fordi hun arbejdede som frivillig på Grøn Koncert. "Så har vi da en deal," skrev jeg – efter at have kigget på hendes profilbillede. Det viste sig, at hun havde skrevet til mig for at hooke sin veninde op med mig, men jeg var kun interesseret i Karina. Jeg var bare slet ikke hendes type: Jeg røg joints og sov på sofaen hos vennerne. Hun var 33, klar til at få børn og drikker aldrig alkohol. Totalt modsat mig.

"Kan du ikke lige holde ind her, så jeg kan købe en joint," sagde jeg til hende på vores første date, da vi kørte rundt i hendes bil i København. Sådan var mit liv på det tidspunkt. Jeg skulle fandeme ikke ind i et forhold, hvor jeg ikke kunne være mig selv, og det tror jeg godt, Karina kunne lide, for hun er sådan en, der ønsker lidt modstand i forholdet. Jeg faldt for Karinas store smil og hendes betænksomhed. Hun er enormt kærlig. Vi har nogle stærke personligheder, og hun er faldet ind i min familie som en brik, der manglede.

Karina er otte år ældre end mig, men det har jeg aldrig skænket en tanke. Til gengæld blev jeg lidt bekymret, da hun meget hurtigt sagde, at hun ville have børn, men på en ferie i Mexico sagde jeg: "Det er jo dig, jeg vil være sammen med resten af mit liv, så det betyder jo ikke noget, om vi gør det nu eller om fem år." For der kommer nok aldrig et tidspunkt, hvor man føler sig parat til at få børn.

Det bungy jump, hun lovede mig på Facebook, blev aldrig til noget, men vores forhold har været ét langt bungy jump. Nogle gange går det op, og andre gange går det ned, for vi har begge et enormt temperament, men Karina bakker mig altid op. Hun blev jo sammen med mig, mens mit misbrug af hash blev værre og værre, og jeg sagde altid til hende: "du må aldrig blande dig i mit misbrug, for så bliver du min modstander". Fra en behandlers synspunkt er det helt forkert, og hun blandede sig jo sådan set også på et tidspunkt. Sammen med min mor var hun årsag til, at jeg til sidst gik i behandling for 11 måneder siden. Da jeg fortalte hende, at jeg ville gå i behandling, sagde hun: "Det er jeg glad for. Jeg mødte en fyr, som røg hash, men som jeg virkelig godt kunne lide, så stoppede du med at ryge et halvt år, og der forelskede jeg mig i dig. Så begyndte du igen, og jeg ved bare, hvor god du kan være, når du ikke gør det. Dén Christian vil jeg have tilbage." Og det har hun så fået.

Engang nævnte jeg for hende i en bisætning, at jeg aldrig havde fået et surpriseparty – det ser altid så fedt ud på film! Så havde vi været i Rom på min fødselsdag, og da vi landede i Kastrup Lufthavn, gik jeg og vrissede lidt, fordi jeg var blevet irriteret over, at hun havde rejst sig op og mast sig ud af flyveren, nærmest før den var landet. Men hun havde fået hedeslag og havde brug for at komme ud, forklarede hun – hun er jo næsten i overgangsalderen! Da vi kommer ud i ankomsthallen, står hele familien og vifter med flag. Det var Karinas værk! De havde væddet, om jeg ville begynde at græde, og jeg skulle fandeme kæmpe for at undgå det.

Jeg sagde til en kammerat for nylig; "Kæft mand, nogle gange tænker jeg: "Skal det være den samme kvinde resten af livet?" Så sagde han: "Sådan tænker jeg også nogle gange, og så tænker jeg bagefter: "Så må jeg sgu tage mig sammen". Og det kan jeg godt lide, for det er hårdt arbejde at få et forhold til at fungere. Kærlighed har perioder, der er svære, og perioder, som bare er magiske. Det er et bungy jump!

DATTER, MIKALA, 2 år

Jeg stod på fødestuen og holdt Karinas ene ben, da Mikala kom til verden. Det var det vildeste! Der var noget helligt over det. Jeg havde frit udsyn og så ned på det der lille hoved, der pludselig kunne anes, Karina blev mere og mere udspilet, og da det var på sit højeste, havde jeg lyst til at råbe ud over fødestuen: "Okay, vi dropper det, vi skubber babyen tilbage." Men lige pludselig væltede det her lille barn ud, og jeg græd af glæde.

Mikala er en fræk lille pige med ekstremt meget glimt i øjet. Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af hendes første bæ. Egentlig troede jeg, at det ville blive en god investering karrieremæssigt at blive far. At der ville gemme sig en masse jokes i en gravid kæreste, en fødsel og et liv med en baby, men Karina var megasej under fødslen og er en virkelig god mor, og Mikala sover igennem hele natten. Jeg har ingen jokes!

Jeg græd, første gang jeg fik Mikala til at grine. Det er jo en meget stor ting for en komiker. Jeg råbte på Karina: "Kom og se, Mikala griner. Hun griner. Hun griner. Hun griner." "Og du græder!" sagde Karina så, da hun kom ind til os.

I det hele taget er jeg blevet meget mere følsom, efter jeg har fået Mikala. Faktisk har jeg altid været følsom – al humoren er bare noget, der giver mig distance, fordi jeg ikke kan styre mine følelser, lige som jeg har røget en masse fed for at holde det på afstand. Men når du får et barn, har du lige pludselig én, du skal leve op til, én du skal beskytte, og lige pludselig er der en konsekvens af dine handlinger for andre end dig selv. Sker der mig noget, går det også ud over hende. Jeg er gået fra at være egoist – en mand der bare kunne gå fra sin kæreste, hvis han havde lyst – til pludselig at være et boldtræ, der skal beskytte denne her klump. Uffe Holm sagde engang til mig, "Du ved sgu ikke, hvornår du bliver voksen, men når du får et barn, bliver du det meget hurtigt". Mikala har givet mig en mening med livet – det er lidt noget fis, for der var også en mening med livet før, men nu er meningen ikke så egoistisk. Og det har jeg det godt med.

KOLLEGA, TOBIAS DYBVAD, 31 år, komiker

Hvis Tobias var en pige, var det nok ham, jeg var blevet kæreste med. Vi har nærmest et ægteskab, og det er Karina helt okay med, så længe der ikke er noget hanky panky. Så skiftes vi til at være manden og damen i forholdet – Tobias er damen, når han tør snakke om følelser. Vi har haft nogle lange, dybe samtaler om, hvorfor jeg har det, som jeg har, og han har givet mig lov til at tale ud på en rigtig pigeagtig måde.

Jeg synes, det er forkert, at kvinder har patent på det følsomme. Jeg har et meget følsomt bånd til at alle mine drengevenner – også Jesper Juhl for eksempel. Kæmpefølsom. Jeg har altid svinget følelsesmæssigt, og når det gik nedad, skulle jeg helt ned og mærke, at jeg var ved at dø – der har Tobias været god til at lytte til mig, når livet var for hårdt, give mig noget balance og føre mig på ret køl. Mange gange har jeg siddet på hans sofa og grædt ud og hulket: "Du er min bedste ven," så har jeg måske også været lidt fuld, men jeg har ment det. Han er et af de der mennesker, jeg kan fortælle alt. Og samtidig er han også en fantastisk sparringspartner rent standup-mæssigt, vi har meget samme humor og kan sidde i et stort selskab og bare sig ét ord, så ved den anden præcis, hvad der menes.

Engang snakkede vi i telefon fire-fem gange om dagen. Og et år regnede vi os frem til, at jeg havde sovet mere på hans sofa end hjemme i min egen seng. Tobias gjorde mig kulturel, han viste mig alle film-klassikerne og har lært mig at gebærde mig socialt i større selskaber.

Vi har altid joket med, at jeg ville dø som 27-årig, for det gjorde Jim Morrison og alle mine forbilleder, og jeg levede virkelig et crazy liv i en periode – det var ikke kun hash, jeg kunne eddermandme gå til den. Så fik Tobias lavet en tatovering på armen, hvor der stod "Rest in peace" ved et billede af mig og nederst ordet "Eventually." Så kan han altid strege "Eventually" over, når jeg rent faktisk dør en dag. Det er jo en kæmpe kærlighedserklæring!

Artiklen blev første gang bragt i ALT for damerne nr. 38/2012