Min mands børn afviste os
Selvom jeg godt vidste, at min mands skilsmisse fra hans ekskone havde været hård, så forstod jeg ikke, hvorfor hans voksne børn aldrig kom hos os. En veninde rådede mig til at spørge dem, og så væltede skeletterne ellers ud af skabet. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da Jens og jeg fandt sammen, havde han været skilt i fem år, men hans forhold til ekskonen var stadig kompliceret.
Der havde været utroskab på begge sider, og der var stor bitterhed og mange skænderier. Alt om børnene blev til en konflikt. Både samvær og ferier, og hvad de måtte spise etc.
Jeg havde selv et godt forhold til min eksmand, så jeg ved ikke, hvordan jeg holdt den konstante ballade ud. Men jeg elskede Jens og tænkte, at det nok skulle blive bedre. Det blev det da også. Da børnene blev voksne og flyttede hjemmefra, og Jens og hans ekskone ikke skulle aftale noget mere, faldt der ro over tingene. To af hans børn blev gift, og der kom to børnebørn til.
Vi gjorde os stor umage for at holde en god forbindelse til dem og inviterede dem altid til vores familiefester og højtider. Jeg drømte om, at mine og hans børn skulle grine og snakke sammen i vores stue, og at vores i alt fem børnebørn skulle lege sammen hos os. Men Jens’ børn afslog konsekvent vores invitationer. Alle højtider og større ting som fødselsdage blev fordelt på deres mor og svigerforældre. De ville gerne se os, men ikke for tit og altid hjemme hos dem selv til små arrangementer, hvor børnebørnene var i centrum.
Jeg holdt af dem alle sammen, så afslagene gjorde mig ked af det. Endnu mere såret var Jens. Han sagde en dag, at han så mere til mine børn end til sine egne og faktisk også kom bedre ud af det med dem.
Til sidst havde jeg egentlig mest lyst til, at vi nedtonede kontakten med hans børn. Hvis de ikke ville os, skulle vi da ikke tvinge os selv ned i halsen på dem. Men heldigvis fik jeg talt med min veninde først. Hun sagde, at Jens’ børn måske stadig led mere under den gamle skilsmisse, end vi var klar over.
Dengang havde deres mor bagtalt mig temmelig meget, og muligvis forbandt børnene os derfor stadig med noget, de gerne ville undgå. Der opstod mange traumer ved en skilsmisse, sagde min veninde, og hvis de ikke fik lov til at komme frem i lyset, blev de nogle gange permanente.
Jens var ikke meget for, at vi skulle tale med hans børn om dengang, han blev skilt fra sin kone. Han så det som et overstået kapitel og blev trist af at skulle beskæftige sig med skilsmissen igen. Men jeg insisterede. Så en aften, hvor vi var til en grillaften hos den ene af Jens’ børn, spurgte jeg hans søn lige ud, om han stadig led under skilsmissen?
Og så skal jeg da love for, at der kom ting og sager på bordet. Det nærmest væltede ud med fortællinger om, hvor hæslige de evige konflikter havde været. Sønnen havde endda drømt om at lade sig bortadoptere. Til sidst blev Jens gal og ville forsvare sig, men jeg hviskede til ham, at nu skulle han bare tage imod og lytte. Det gjorde han da også, men jeg kunne se, at det krævede selvbeherskelse. Vi var begge dybt chokerede. Ingen af os havde gjort os klart, hvor dybt påvirkede hans børn stadig var af det, de havde oplevet dengang.
"Det var jo tale om en krig, og vi var jeres gidsler," som Jens’ søn udtrykte det.
Da vi kom hjem, gik det op for os, at Jens var nødt til at få talt i dybden med sine børn om, hvor meget han fortrød måden, skilsmissen skete på. Det krævede en del selvreflektion hos ham. På en måde havde han jo bidt sig fast i, at det hele var børnenes mors skyld. Vi talte dog meget om, hvordan han selv havde været styret af sine vrede dengang.
Først da blev Jens klar til at tage noget af skylden på sig. Han ville gerne, at jeg var til stede, når han talte med børnene. Jeg skulle dog fortsat holde ham fast på, at det vigtigste var, at vi lyttede.
Det endte han nu med at blive god til helt uden min medvirken, og derfor udviklede samtalerne også til at blive ret bevægende.
Især mindes jeg en aften hos hans datter, hvor hun brød sammen, da hun fortalte, hvordan hun op til skilsmissen lå i værelset ved siden af stuen og lyttede til sine forældre råbe og skrige af hinanden.
Jens’ yngste søn ville i begyndelsen ikke tale om den tid og var vred over, at vi bragte emnet på bane. Men han nægtede ikke at se os af den grund, og med tiden blev han også en del af samtalerne. Der opstod en ny åbenhed på begge sider, hvor Jens’ børn måske også begyndte at set tingene lidt fra deres forældres side.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at børnenes vrede trak tænder ud hos os. Min opdukken i deres liv viste sig jo bestemt heller ikke at have været nem. Jeg havde sagt og gjort ting, de stadig huskede. Ikke mindst havde det været svært for dem at se på, at jeg og min eksmand kunne være sammen uden problemer. Undervejs spurgte jeg, om de sagde nej til alt i vores hjem på grund af det komplicerede forhold til os? Det nikkede de til, og vi fortalte, at vores højeste ønske var, at de fik lyst til at komme hos os, for vi savnede dem.
Langsomt skabte den nye åbenhed da også små fremskridt. En start har været, at Jens’ to børnebørn har været på ferie hos os sammen med mine børnebørn. Vi planlægger også en fest for alle vores børn, når jeg snart fylder rundt. Indtil videre har to af Jens’ børn sagt ja, og vi krydser fingre for snart at høre fra den sidste. Så hermed min varmeste anbefaling om, at man får talt sammen, også om det allersværeste, og også når man selv skal sluge mange kameler.