Mød skuespilleren Nikolaj Lie Kaas
Nikolaj Lie Kaas er en af Danmarks mest talentfulde skuespillere, men man ved aldrig helt, hvor man har ham, for han nægter at lade sig sætte i bås. Nu er han aktuel med sin første film siden Dirch – en komedie, hvor han får levet sin indre drengerøv fuldt ud. Eurowomans redaktionschef har talt med skuespilleren om at blive voksen og tage ansvar, og hvorfor han i øvrigt synes, det er røvsygt at læse interviews med sig selv.
“Nu kommer du aldrig ud igen,” siger Nikolaj Lie Kaas med en påtaget ond stemme, mens han smækker hoveddøren i bag mig og drejer nøglen om. Det giver et sæt i mig, og han stirrer på mig med et iskoldt blik. Han holder masken lige akkurat længe nok til, at mine øjne begynder at flakke, og jeg kan mærke en begyndende klump i halsen. Så former hans mund sig til et stort smil, og han slår en latter op, mens han peger spørgende ud mod køkkenet. “Kaffe?”
Kort tid efter står vi i husets originale køkken med et interiør, der efter dagens standard må betegnes som værende en anelse rustikt, og Nikolaj Lie Kaas laver to kopper kaffe. Imens fortæller den 39-årige skuespiller om det store istandsættelsesprojekt, der har stået på siden sidste forår, hvor han og konen Anne Langkilde, xx år, købte villalejligheden på den idylliske allé beliggende midt i Hellerup. Hele stueetagen, hvor de bor med deres to døtre, Gerda på seks og Esther på halvandet, er blevet renoveret fra top til tå og har overalt fået hvide vægge og gulve i sort højglans, som man nærmest kan spejle sig i. Men køkkenet trænger altså stadig til en kærlig hånd. Hvornår dét skal presses ind i hans travle kalender, er dog endnu uvist.
Vi går igennem stuen, der har direkte udgang til haven, og sætter os i en lille lækrog med udsigt til et lavendelbed i fuldt flor og en stor havetrampolin, hvor de to døtre elsker at boltre sig med overboen filminstruktøren Christoffer Guldbrandsens tre sønner. Vi er heldige at have ramt en af de få rigtig gode sommerdage, hvor solen endelig skinner, så Nikolaj Lie Kaas tager sine pilotbriller fra Ray-Ban på for ikke at sidde og misse med øjnene. Han tager en tår af sit krus med teksten ‘Natholdet med Anders Breinholt’ og begynder at fortælle om sin nye film Sover Dolly på ryggen?
Filmen, der har premiere 4. oktober, er instrueret af Hella Joof, og her spiller Nikolaj Lie Kaas den hæmningsløse drengerøv Gordon Dennis, der måske / måske ikke er far til Lene Maria Christensens barn, som er blevet undfanget med en anonym sæddonor. I komedien udfolder Nikolaj Lie Kaas sit komiske talent til den helt store guldmedalje, præcis som vi tidligere har oplevet det i Blinkende lygter og De grønne slagtere. Rollen er så langt væk fra hans seneste hovedrolle i sidste års store biograf-hit Dirch (der gav ham en Bodil og en Robert for Bedste mandlige hovedrolle), som man næsten overhovedet kan komme. Det giver et godt billede på hans spændvidde som skuespiller, for han bevæger sig ubesværet fra komedie over seriøst drama til tragedie.
Som barn af skuespilleren Preben Kaas og forfatteren Anne Marie Lie har Nikolaj Lie Kaas’ eget liv været præget af store følelsesmæssige op- og nedture. Hans far begik selvmord, da han var otte år, ved at køre sin bil i Københavns Havn, og da han blev 15 år, tog hans mor også sit eget liv, fordi hun led af kroniske smerter i forbindelse med en diskusprolaps. Han voksede derefter op hos en plejefamilie, som gav ham et trygt hjem, men de voldsomme oplevelser har sat sine spor, og man fornemmer, at det er den barske historie, der i dag gør ham i stand til som skuespiller at veksle fra den ene yderlighed af sin personlighed til den anden. Eller som nu det ene øjeblik at fortælle seriøst om sit arbejde og sin familie for i det næste øjeblik at udbryde:
“For resten har jeg slet ikke fået sagt, at jeg er homoseksuel. Det er det eneste private, jeg vil sige om mig selv i dag!”
Man må ikke vide, hvor man har ham, og han forsøger konstant at undslippe stereotyperne ved at vælge umage roller. I sin nye film undergår Nikolaj Lie Kaas’ karakter en stor transformation fra forvokset teenager til tilnærmelsesvis voksen og ansvarlig mand, og det er en udvikling, som skuespilleren også privat har været igennem de senere år.
Din karakter i filmen siger, at han ikke tror på planlægning. Er det noget, du kan genkende fra dig selv?
“Han har nærmest en filosofi omkring det, og jeg er også selv et menneske, der langt hen ad vejen har levet uden nogen form for planlægning. Så da der kom børn og familie ind i billedet, var det som et bumletog, der kom imod mig, og der fulgte en masse ting, som jeg slet ikke havde skullet forholde mig til før. Jeg blev pludselig tvunget til at planlægge, men det er da egentlig dejligt, at jeg ikke havde været nødt til det før.”
Så du er blevet bedre til at planlægge med årene?
“Ja, tingene skal jo hænge sammen. Jeg fik en manager i sin tid af den simple årsag, at jeg skulle lave en reklame for Deutsche Bank, men var kommet til at fucke det up i min kalender. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke dukkede op til optagelserne den dag, ville de sagsøge mig for 12,5 mio. D-mark, hvilket jo har været ret mange penge. Så blev jeg ligesom tvunget til at gøre noget ved det. Jeg har ikke haft strikse forældre, som har fortalt mig, hvordan man skulle gøre alting. Det har Gordon Dennis så tydeligvis heller ikke haft.”
Hvordan var det at arbejde sammen med Hella Joof som instruktør?
“Hella er altid meget begejstret, og hun ved præcis, hvad hun vil have. Det virker næsten, som om hun allerede har spillet sine film igennem, inden hun skyder dem. Og så er hun et menneske, som giver lov til alt det latterlige. Jeg har tit sagt til hende, at hun må bede mig skrue ned, hvis det bliver for meget, men det gør hun ikke. Hun sidder bare og griner.”
Hvordan var det at spille rollen som Gordon Dennis?
“Det var virkelig en sjov karakter at spille, for han er simpelthen så ‘out there’ og har ikke noget filter. Forestil dig den mand, du mindst ville gå ud med i verden, og så har du ham. De fleste kvinder vil gerne have en mand, der er lidt gang i, men de vil jo ikke have sådan en tosse. Der er Gordon Dennis virkelig ødsel med at skeje ud, når det passer ham.”
Dine roller spænder meget bredt – fra komedie og drama til krimi og tragedie. Hvordan er det at veksle mellem de forskellige slags roller?
“Jeg føler mig meget privilegeret at få lov til at spille så mange forskellige typer af roller. Skuespillere har det med at blive puttet i bås, når det kommer til genrer, men det synes jeg aldrig, jeg er blevet. Jeg elsker de alvorlige roller, men synes også, det er sjovt at få lov til at lave åndssvage ting på film. Det er som to forskellige muskler, man bruger. Alle mennesker har flere forskellige facetter, og det vil jeg også gerne have lov til at vise.”
Artiklen fortsætter på næste side...
Får du tilbudt så mange roller, at du bare kan vælge og vrage?
“Jeg får tilbudt rigtig meget, og jeg har altid haft noget at lave, så det er jeg taknemmelig for. Men de gode manuskripter hænger ikke på træerne, og der skal jo også tjenes penge en gang imellem, så man kan ikke bare gå og vente på, at der kommer en ny Dirch. Rollen som Gordon Dennis var den første, jeg spillede efter Dirch, hvor jeg ikke havde lavet noget i et år. Jeg følte mig tromlet ned og kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle lave. Der var ikke rigtig noget, der ramte mig klokkerent, men da jeg læste manuskriptet til Sover Dolly på ryggen? følte jeg mig underholdt, og jeg kunne godt lide den fine kærlighedshistorie, som er lidt skæv.”
Hvordan tromlet ned?
“Jeg var fysisk nede. Jeg havde arbejdet for hårdt og følte mig kørt over. Måske det havde noget med Dirch at gøre, for hver en pore i min krop havde været med til at lave den film. Jeg skulle til at finde mig selv igen og finde ud af, hvorfor helvede jeg laver det her. Men så er det godt at have en familie, der passer på én.”
Selv om dine roller varierer meget, har de ofte nogle ret skøre og skæve træk. Hvorfor er du særlig god til den type roller?
“Det er ofte de skæve roller, der inspirerer mig, og som jeg synes, der er mulighed for at arbejde med. Det er faktisk befriende, når man ikke har en hovedrolle, fordi så kan man få lov til at lange lidt mere ud til højre og venstre og skabe sig tosset – også i de alvorlige ting. Du har lidt mere lov til at være usympatisk, når du ikke står alene i front. Jeg skal altid lige finde ud af, hvordan jeg angriber det, så jeg ikke gentager mig selv, men jeg kan godt lide karakterer, som kræver noget arbejde.”
Hvilken af dine roller har du følt, at du lå tættest på rent personligt?
“Min kone er ikke så vild med at se Elsker dig for evigt, fordi hun synes, jeg spiller mig selv i en film. Og så også, fordi jeg bliver kørt ned – det synes hun ikke er en god kombination. Men jeg tænker ikke over mine karakterer som nogen, der har noget med mig selv at gøre. Det ville blive for voldsomt.”
Hvilken rolle har du selv holdt allermest af at spille?
“Det kan jeg ikke svare på. Ligesom man heller ikke kan sige, hvilket af sine børn man elsker mest.”
Tager du dit arbejde med hjem, eller er du god til at adskille det fra dit familieliv?
“Min familie har været med til at ændre på tingene, så jeg kan ikke længere tage arbejdet med hjem på samme måde som tidligere. Når der står et lille menneske og slår dig i hovedet med en Teletubby, er det altså svært at blive ved med at holde fokus på arbejdet. Men jeg har også en anden tilgang til mit arbejde nu, end da jeg var yngre, hvor jeg blev nødt til at fokusere alt dna i hele min krop på en rolle. I dag kommer det meget an på, hvilket projekt jeg arbejder på. Nogle film er der sådan lidt boreplatformsstemning over rent mentalt, hvor man befinder sig i en klokke undervejs, mens andre ikke kræver så stor følelsesmæssig involvering.”
Er der en bestemt type rolle, du aldrig siger ja til?
“Nej, men der er steder, hvor jeg har været så mange gange nu, at der ikke er meget nyt at komme efter. Med alderen kommer der også et tidspunkt, hvor man bliver sat mere i bås, og jeg helt uundgåeligt kommer til at skulle spille ‘alvorlig politimand’ …”
Du har heller ikke noget imod at lave reklamer?
“Jamen, det er altså noget, jeg gør, fordi jeg virkelig synes, det er vigtigt at få fortalt, at man kan købe hårde hvidevarer, ikke? Nej, dem er der jo en simpel grund til, at man laver, og jeg har i den grad haft det fint med at gøre det. Jeg skal nok ikke lave for mange af dem, for det har folk altid en holdning til. Heldigvis gider instruktørerne stadig godt bruge mig, så der er jo ikke noget ødelagt. Men der er altså ikke de lønninger i dansk film, som folk går og tror. Skuespillere har ikke nødvendigvis et sindssygt velhavende liv … sagde han fra sin villa i Hellerup. Men det er altså en DELE-villa!”
Bliver der da snakket i branchen om, at du har lavet reklamer?
“Sådan er det jo i alle brancher, at hvis man gør et eller andet, som folk synes er under bæltestedet, for nemt eller for pengenes skyld, bliver det betragtet som overfladisk. Det kan der også være noget rigtigt i, men det er ikke noget, jeg har et problem med – heller ikke, når andre gør det. Jeg kan være lige så fordømmende som alle andre, men nu kan man jo ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus, hvilket i virkeligheden nok klæder mig. – Pis, der røg den mulighed for statusopdateringer på Facebook.”
Hvad er det bedste og det værste ved dit arbejde?
“Det bedste er, ligesom med musik, når det swinger, og man er med i et projekt, man vil gå gennem ild og vand for. Det værste er, hvis man ikke tror på det. Det, og så at lære tekst udenad, hvilket jo er en ret stor del af mit arbejde. Det er ligesom at skulle øve violin hver dag – det er ikke så sjovt.”
Hvordan har du det med dårlige anmeldelser?
“Nu er jeg min egen største kritiker, så det kan ikke blive værre end det, jeg finder på inde i hovedet. Langt hen ad vejen har anmelderne dog ret, og jeg synes, det er en forfejlet indstilling, som skuespillere og instruktører ofte har, at “de har misforstået den”, eller “de har set den på en dårlig dag”. Så mange kan jo ikke altid tage fejl.”
Hvordan har du det generelt med ting, der bliver sagt og skrevet om dig – er det noget, der berører dig?
“Da jeg var yngre, blev jeg ramt af det, men nu er jeg i den grad klar over, at det ikke har noget med mig at gøre. Det er, ligesom om jeg har et firma, der hedder ‘Nikolaj Lie Kaas’, og det kan folk have en mening om eller ej – det har jo ikke noget med mig at gøre personligt. Men nu sætter jeg mig jo ikke så tit i situationer, hvor jeg er ude for, at der bliver skrevet om mig.”
Du har ikke været i ‘ugens brandert’ for nylig?
“Ikke for nylig. Jeg har været der, men det er kun sjovt på en eller anden måde. Så længe man ikke har noget at være ked af eller skamme sig over.”
Hvor meget holder du tilbage, når du giver interviews?
“Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men jeg er jo ikke Amalie (Szigethy fra Paradise Hotel, red.) – jeg er ikke et menneske, der godt kan lide at være offentlig. Jeg kan lide at lave mit arbejde, og hvis det kunne blive ved det, ville det være fint. Men der skal også kommunikeres en gang imellem, hvis man skal tegne en eller anden form for profil, så folk har noget at forholde sig til. For mit vedkommende er det vigtigt, at folk ikke nødvendigvis ved, hvor de har mig fx politisk, for det synes jeg er en del af mit job, og ellers tror jeg ikke, jeg ville være i stand til at spille så mange forskellige roller.”
Har du altid drømt om at blive skuespiller?
“Både ja og nej. Jeg har nok altid været et menneske, der gerne ville stå frem og sprælle med arme og ben, men jeg spillede musik som ung og troede, at det var det, jeg skulle. Måske har det i virkeligheden ligget i kortene, for både min mor og far var skuespillere, men jeg havde egentlig ikke ret meget kontakt med den branche. Mine forældre blev skilt, da jeg var to, hvorefter jeg ikke så ret meget til min far, og min mor stoppede med skuespillet, allerede inden jeg blev født. Så det var egentlig lidt en tilfældighed, at jeg kom til casting på Drengene fra Sankt Petri, fordi jeg blev meldt til af et familiemedlem.”
Hvornår fandt du så ud af, at det var det, du skulle forfølge?
“Jeg fandt ud af, at man kunne leve af at være skuespiller, og så fandt jeg ud af, at jeg ville være bedre, for da jeg efterfølgende lavede filmen Min fynske barndom, syntes jeg ikke, jeg var god nok. Derfor fik jeg blod på tanden til at blive bedre.”
Du vandt både en Bodil og en Robert for din debutrolle i Drengene fra Sankt Petri. Hvordan tackler man det som 18-årig?
“Det løb ikke af med mig, men det var rigtig godt for min selvtillid, fordi jeg pludselig kunne mærke, at det, jeg selv havde satset på, var rigtigt. Det betød meget at finde ud af, at her var der noget, jeg åbenbart kunne finde ud af. Så kom Min fynske barndom, og derfra fik jeg virkelig lyst, og som 20-årig kom jeg ind på Teaterskolen for at læse til skuespiller.”
Hovedtemaet i din nye film er stiftelsen af familie. Hvordan har din egen familiehistorie præget dig?
“Jeg har haft en god barndom. Jeg har tit tænkt på, om der er noget, jeg kan have fortrængt, men jeg har bare haft en virkelig god og tryg barndom på en villavej i Rødovre, hvor jeg fik ro og plads til at være den nørdede dreng, jeg var. Der er selvfølgelig folk, der er gået i hundene for mindre, men jeg tror, at min opvækst har gjort mig i stand til at vælge de rigtige mennesker at omgive mig med. Jeg føler mig i hvert fald mere eller mindre i balance.”
Har du været vred på dine forældre?
“Selvfølgelig har jeg reageret på det. Er du sindssyg, hvor har jeg været alle følelserne igennem. Men jeg skulle jo alt det igennem for at komme ud på den anden side og acceptere tingene, som de er. Det er noget, som har farvet mig for livet, og som gør, at jeg er, som jeg er. Men jeg har ikke ondt, jeg føler ikke, at der lurer en depression eller et sort hul, jeg ikke har dealet med. Jeg kunne måske godt have ønsket, at jeg havde dealet med det tidligere i mit liv, men heldigvis har jeg et job, som i den grad er et terapeutisk projekt. Selv om man siger, at man forholder sig til en karakter, tager man jo udgangspunkt i de følelser, man selv kæmper med. Og jeg har altid været god til at snakke meget åbent og direkte om det med mine venner og min familie, så det er ikke det store traume længere. Hvis der er noget, jeg har fortrængt, kan jeg simpelthen ikke selv se det.”
Hvordan vil du gøre tingene anderledes i forhold til dine egne børn?
“At stikke af fra min familie er ikke et valg, jeg har, for jeg har slet ikke det behov. Jeg ville fx aldrig kunne blive alkoholiker, for det er slet ikke fysisk muligt for mig at sætte mig ned og gå i gang med en flaske. Jeg har det ikke i kroppen.”
Spørger dine børn til deres farmor og farfar?
“Min pige på seks er pisseligeglad med alt andet end sig selv, så jeg tror, der går nogle år endnu – det kommer nok til at give sig selv. Lige nu er hun lige så ‘hovedet af’, som jeg selv var, da jeg var lille.”
Du fylder 40 år næste år. Hvordan har du det med det?
“Det har jeg det faktisk fint med. Jeg ville være flabet, hvis ikke jeg sagde, at jeg var taknemmelig for alt det, der er sket – for jeg har oplevet rigtig mange ting. Men jeg synes også, det er lidt vemodigt at se tilbage på alle minderne. Ofte siger folk, at de føler sig langt yngre indvendig, men jeg har altid følt mig som min rigtige alder. Jeg har aldrig mærket den der sprælske 18-årige indeni. Jeg føler mig som en på 39 med alt, hvad det indebærer. Nu vil onde tunger – som mine nære venner – nok sige, at jeg har opført mig som en på 55 eller 65, siden jeg var fire, men jeg har det godt med min alder. Til gengæld tror jeg, 50 bliver hård. Så mister man nogle muligheder arbejdsmæssigt.”
Kan du mærke nogen fysiske forandringer?
“Nej, ikke endnu. Jo, selvfølgelig går man som en idiot, hvis man har kørt lang tid i bil, og så skal man liiige ud og strække alle tingene ud. Men der er ikke noget, der er et problem endnu. Jeg kan det samme, som da jeg var 25, og løber og træner regelmæssigt for at holde mig i form.”
Hvad er det næste projekt, du skal i gang med?
“Til oktober går vi i gang med filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bøger om kriminalkommissær Carl Mørck og Afdeling Q, hvor jeg spiller hovedrollen. Foreløbig er der fire film på tegnebrættet. Derudover har jeg lavet mange ting det seneste år, som kommer ud snart. Jeg er med i Forbrydelsen III, som får premiere til oktober. Her spiller jeg en PET-fyr, som er på sagen sammen med Sarah Lund. Jeg har også lavet en canadisk film, der hedder Mad Ship, og så spiller jeg udenrigsminister i den nye genindspilning af Skytten. Der finder man virkelig ud af, at man er blevet voksen, når man skal spille udenrigsminister. Så skal man opføre sig ordentligt, tale pænt og sige tingene på en fornuftig måde uden at lave nogen udskejelser.”
Så nu skal du spille voksen, både når du er hjemme og på arbejde?
“Ja, det er røvsygt.”
Hvornår får du så lov til at være drengerøv?
“Jamen, det gør jeg, når jeg er i swingerklub. Jeg er jo i swingerklub hver onsdag – det ved Anne heller ikke, men det får hun så at læse her. Det er det eneste åndehul, jeg har i tilværelsen!”
Du har ikke en togbane eller lignende nede i kælderen?
“Nej, men jeg har al min musik dernede, og så ser jeg jo mine drengevenner regelmæssigt. Så drikker vi os fulde eller går ud og spiser. Det er meget banalt. Men det sidste års tid har virkelig været travlt, så der har ikke været meget tid til den slags. Det er en taknemmelig familie, jeg har, som har medvirket til, at det hele ikke er eksploderet, og de har fundet sig i ikke at komme på ferie eller noget som helst.”
Du har allerede været med i et par internationale film de senere år. Er udlandet noget, der trækker?
“Ja, helt sikkert, men jeg har ikke nogen konkrete projekter på bedding. Jeg har egentlig ikke haft de store ambitioner om det før, men jeg har fået mere og mere lyst til det nu. Det tager hårdt på familien, fordi jeg skal være væk fra dem i længere perioder, men det er jo et valg, man må træffe indimellem. Det er hårdt arbejde fra morgen til aften i Hollywood, så jeg kan ikke rigtig have dem med – de kører vist ikke rigtig efter de samme overenskomstregler som herhjemme.”
Kunne du forestille dig, at I flyttede til udlandet?
“Ja, men så ville jeg gøre det i forbindelse med mit arbejde. Flytte til USA og så satse med hud og hår på en karriere derovre. Men det tør jeg simpelthen ikke. Jeg synes, det er vigtigt at tage udgangspunkt i, hvorfor jeg laver det her. Hvis jeg tog derover og skulle piske rundt til alle de castings, jeg kunne komme til, ville jeg komme til at fokusere for meget på det forkerte. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke vil gøre noget ved det – det skal jeg nok love dig, at jeg gør.”
Hvad håber du på, at de næste 10 år vil bringe?
“Det ved jeg ikke. Hm, jeg kan ikke engang finde på noget sjovt at sige her. Jo, jeg kunne godt tænke mig at skrive og instruere noget af mit eget. Måske kommer det på et tidspunkt.”
Skal I have flere børn?
“Nej, ikke flere børn. Det gider jeg simpelthen ikke. Det er dejligt med børn, men jeg tror som udgangspunkt, at det er fint at stoppe her, hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om at komme op og få luft igen på et tidspunkt. Jeg er rigtig glad for mine børn, er du sindssyg, men der er også andre ting i tilværelsen.”
Befinder du dig i virkeligheden et meget godt sted lige nu, hvor du har opnået de ting, du gerne ville?
“Faktisk synes jeg, det er røvsygt at læse interviews med mig selv, for jeg snakker altid om, at jeg egentlig har det meget godt, hvor jeg er. Er du lykkelig? Ja, det synes jeg egentlig, jeg er.”
Vi skal til at runde interviewet af. Er der noget, du ikke synes, vi har været omkring – er du fx skuffet over, at jeg ikke har spurgt dig om noget moderelateret?
“Ja, meget skuffet.”
Som hvad for nogle sandaler du har på?
“Ja, jeg går jo kun i Champions, som de hedder. Ja, for satan, det irriterer mig, når jeg ikke bliver stillet de spørgsmål. Fx hvad for en hudplejeserie, jeg har gang i for øjeblikket. For resten går jeg for det meste kun i hør – det er som blide kærtegn hele tiden mod min sarte hud. Men i dag var det bomuldsskjorten, der blev fundet frem, af mærket Lee Cooper …”
Nikolaj Lie Kaas
Født 22. maj 1973 som søn af skuespilleren Preben Kaas og forfatteren og skuespilleren Anne Marie Lie.
Halvbror til den fem år ældre skuespiller og kapelmester Jeppe Kaas.
Debuterede i 1991 i rollen som Otto Hvidmann i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri, som både indbragte ham en Bodil og en Robert for Bedste mandlige birolle.
Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole 1994-98.
Har medvirket i en lang række danske film, bl.a. Idioterne, I Kina spiser de hunde, Blinkende lygter, Et rigtigt menneske, Elsker dig for evigt, De grønne slagtere, Rembrandt, Brødre, Kandidaten og Dirch samt internationale filmproduktioner som Engle og dæmoner med Tom Hanks og Whistleblower med Rachel Weisz.
Blev i 2008 gift med Anne Langkilde, der arbejder som tv-tilrettelægger hos produktionsselskabet Monday. Sammen har de døtrene Gerda på seks år og Esther på halvandet.
Har i løbet af sin karriere vundet fire Bodil-priser og fire Robert-priser. Han er den eneste danske skuespiller, der har modtaget tre Bodil’er, inden han fyldte 30 år.
Se også: 5 danske kunstnere, du skal kende »