Ja, det kan vi alle sammen nikke bekræftende med på, men det er samtidig et udsagn, der i praksis kan være svært at leve op til.
For pludselig blev det job, der skulle have været midlertidigt, permanent, og det var måske også fornuftigt nok i forhold til lånet i lejligheden, og der er nok mange andre, som er langt bedre end mig, når det kommer til stykket.
Dét er de klassiske dørstoppere, når vi – især kvinder – ikke følger vores sande drøm. Derfor er det kun desto mere inspirerende og opløftende, når man støder på kvinder, der, som brasilianske Helena Rizzo, har haft en lovende modelkarriere og en tur forbi arkitekturen, inden hun fulgte sin drøm om at blive chefkok på egen restaurant. En drøm, der fik endnu mere glans, da hun i 2014 vandt som bedste chefkok med sin egen restaurant Mani.
I anledning af Giorgio Armanis parfume 'Si' – en hyldest til den moderne femininitet, der kombinerer ynde, styrke og selvstændighed – vil vi minde os selv om at hylde den type kvinder, der turde sige ja til drømmen.
Kvinder som brasilianske Helena Rizzo.
Hej Helena, kan du ikke starte med at fortælle os, hvad der oprindeligt fik dig til at ville være kok?
Da jeg var lille, lå mine bedsteforældres hus ved en flodbred. Her var en masse frugttræer og spiselige planter, som man kunne bruge til madlavning. Det var her, min kærlighed til madlavning startede. Men min mor var kunstner, og hun introducerede mig til kunstens verden. Hun opfordrede mig altid til at tegne, så det var oplagt, at jeg skulle gå arkitekturens vej, hvorfor jeg startede med at læse arkitektur.
Men madlavningen blev hos mig, så efter seks måneder droppede jeg studiet og flyttede til São Paulo. Jeg ville se verden, og fordi jeg som 15-årig havde lavet noget modelarbejde, havde jeg allerede et modelbureau i São Paulo. Imellem modeljobs og castings havde jeg dog en masse fritid, hvorfor jeg begyndte at opsøge kokke, som jeg så op til.
Lykkedes det – og i så fald hvordan?
Annonse
Ja, mere eller mindre. Da jeg først ankom til São Paulo, opsøgte jeg en kvindelig kok, som jeg så meget op til. Jeg spurgte, om jeg måtte komme i praktik på hendes restaurant, men de havde praktikordning, så jeg begyndte i stedet som tjener der, og det var sådan, jeg fik en fod i døren til den gastronomiske verden.
Jeg fik mere og mere erfaring, og snart søgte jeg arbejde på andre restauranter, som jeg godt kunne lide. Det var sådan, det startede. Jeg var flyttet til byen som 18-årig, og som 20-årig blev jeg spurgt, om jeg ville være chefkok i restauranten, der lå ved siden af mit hus. "Klart," kan jeg bare huske, at jeg svarede, for jeg så det bare som en udfordring.
Og så flaskede det sig bare med det samme?
Når jeg fortæller folk om den tid, så siger jeg altid, at jeg startede min karriere omvendt. Jeg startede som chefkok, og så tog jeg min tid som lærling efterfølgende, men ja, det flaskede sig ret fint. Men jeg havde ikke erfaringen til at gøre et ordentligt stykke arbejde dengang. Jeg havde ikke den grundlæggende kokkeerfaring, som er nødvendig, hvis du virkelig skal være en god kok. Derfor begyndte jeg også at kigge på kokkeuddannelser i Europa.
Og så rejste du til Europa?
Ja, jeg boede fire år i Europa. Men jeg må indrømme, at jeg mod slutningen af mit ophold var meget opsat på at vende tilbage til Brasilien. I løbet af mit sidste år i Spanien fik jeg besøg af en ven hjemmefra, og det var sådan, vi fik ideen til restauranten Mani.
Hvornår føler du, at du for alvor sagde 'Si'? 'Si' til din passion og til den radikale livsforandring, som kokkefaget kom til at blive for dig?
Jeg tror, at jeg altid har været et meget intuitivt menneske frem for et rationelt menneske. Samtidig er jeg meget impulsiv. Jeg har altid gjort det, som jeg ville gøre; eg droppede ud af arkitektstudiet for at blive model, fordi det var det, som jeg kunne lide. Så fik jeg interesse for den kunst, det er, at skabe god mad, og det var der, at jeg for alvor forelskede mig i madlavningen.
Hvad er det bedste råd, som du kan give kvinder, der vil forfølge deres drøm?
Jeg mener, jeg har altid gjort, hvad jeg ville, og det er sådan, jeg vil leve mit liv, hvis jeg kan. Have et job, som jeg elsker. Det skulle alle have mulighed for – at følge deres hjerte, fordi det er sådan, du bliver bedst til det, du gør. Men jeg tror meget, at det handler om at være åben for nye muligheder og forandringer og bare ligesom lade disse udfolde sig. Det er på den måde, at du over tid skaber en identitet.
Annonse
Hvilke udfordringer har du oplevet?
Da vi startede med Mani, var hver dag en sejr, hvis restauranten ikke gik nedenom og hjem. Det var alt andet end nemt, men det motiverede os til at blive ved, og vi følte med hver eneste dag, at vi nærmede os det, som vi havde tænkt, at restauranten skulle være fra start af.
Hvad er dine bedste kvaliteter?
Jeg prøver altid at bevare roen, når jeg er i køkkenet, og jeg anser også mig selv for at være en forholdsvis rolig person. Selvfølgelig kan man i kampens hede hæve stemmen, men for mig er stilhed, koncentration og opmærksomhed nøgleord, når man skal lave mad. Jeg prøver at udvikle en slags 'zen-køkkenstil'. Jeg tror, at det er vigtigt at vide, hvad du laver, når du laver det. At være til stede i øjeblikket, være fokuseret og rolig og skabe en positiv atmosfære, fordi jeg tror, at maden altid bliver bedre på den måde.
Hvad er nøglen til din succes?
Jeg prøver ikke at glemme, hvordan jeg var som barn. Det barn eksisterer fortsat inde i mig. Jeg elsker den uskyldighed, oprigtighed og impulsivitet, som børn har. Og det er kvaliteter, som jeg prøver at bringe med ind, når jeg laver mad. Jeg tror, det er essentielt, at du ikke tager livet for seriøst, at dit liv ikke blot er centreret omkring dit arbejde, at du skal følge dit hjerte og på den måde i sandhed være fri.<
