Peter Frödins far lærte ham noget vigtigt om andre mennesker: "Jeg tænker stadig tit på den sætning"

Hvornår er du helt dig selv?

"Det er jeg næsten altid, vil jeg mene. Selvom jeg er på én måde, når jeg er alene hjemme med min mand, så betyder det ikke, at jeg ikke er mig selv, når jeg er sammen med andre. Jeg har bare mere end én side, og de kommer frem i forskellige sammenhænge."

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

"Der er især to begivenheder, der har ændret mit liv. Den ene var mødet med min mand, Jon, som jeg snart har været sammen med i 25 år. Hvis ikke jeg havde mødt ham, havde mit liv jo set noget anderledes ud. Så det ændrede mit liv – det gjorde det bedre, mere helt og vidunderligt. Den anden begivenhed, som jeg vil fremhæve, er, da jeg i 1982 gik til audition på Mercur Teateret. Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet, stod for at skulle flytte hjemmefra og var netop begyndte at lede efter, hvad jeg gerne ville lave i mit liv. Og så tog jeg til den der audition og fik jobbet. Det var en helt særlig oplevelse, og jeg kunne hurtigt mærke, at det var det helt rigtige fag for mig. Og jeg er jo blevet hængende i branchen lige siden, ha ha."

Hvordan skal man være for at blive din ven?

"Man skal være sig selv. Det er med venskaber, som det er med kærlighed. Man skal være tryg ved det andet menneske, og så skal man have god kemi. Kemi er i grunden et lidt kedeligt ord, men det handler jo om, at man skal sende på nogenlunde samme frekvens. Det kræver også, at man har en god forståelse for hinanden. Så skal det nok udvikle sig til et fint venskab – og give en dyb kærlighed på sigt."

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

"Jeg synes, at der er noget vidunderligt ved næsten alle aldre. Selvfølgelig har der været smertefulde ting, og jeg har været forvirret omkring alt muligt som ung, men helt grundlæggende har jeg været glad for det hele. Alderen har dog gjort mig mere mild, rummelig og rolig, synes jeg. Jeg værdsætter i højere grad forskelligheden hos andre mennesker. Jeg har ikke længere behov for at gå og prøve at lave nogle andre mennesker om til noget, som de ikke er, fordi de skal passe ind i den måde, som jeg oplever livet på. Det er helt op til dem selv, og det skal jeg ikke gå ind i. Det er jeg begyndt at acceptere med årene, og det har været helt vidunderligt og føles som en kæmpe gave."

Hvilken ting ville du aldrig skille dig af med?

"Jeg har virkelig mange ting, men jeg er ikke knyttet til dem på den måde. Der kan da godt være en lysestage, som jeg har arvet fra min mormor, som jeg synes er hyggelig at have i sommerhuset, men jeg ikke specielt knyttet til den."

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

"Jeg føler mig faktisk meget tit lykkelig – og med årene er jeg blevet endnu mere bevidst om, at jeg har et vidunderligt liv, og at jeg er et privilegeret menneske. Flere gange om dagen retter jeg mit fokus mod den taknemmelighed, trækker vejret stille og roligt, og så kommer der en form for lykkefølelse."

Hvad har været dit livs største nedtur?

"Jeg synes, at slutningen af 80’erne var en hård periode med alt det hiv og aids. Vi skulle til virkelig mange begravelser i den periode, så det var en meget sorgfuld tid – især også i kraft af, at jeg og mine venner var så unge. Det var ret voldsomt, syntes jeg. Men på samme tid var det også en periode, hvor jeg oplevede, at vi lærte at passe på hinanden. Vi åbnede os op overfor hinanden, og der kom en ny form for mildhed og ømhed. Så der var klart en dobbelthed i den periode, fordi der var så meget sorg og død, samtidig med at der var så meget omsorg og kærlighed til hinanden."

Har du en bestemt tilbagevendende drøm?

"Jeg drømmer meget, men det er langt fra altid, at jeg kan huske, hvad jeg har drømt. Men siden jeg var lille, har jeg i perioder haft en drøm om, at jeg fløj. Jeg stiller mig på tæer, og så bliver jeg ligesom bare ved med at svæve opad. Det har måske noget at gøre med, at jeg havde set Peter Pan som lille, ha ha. Men den drøm dukker simpelthen stadig op engang imellem."

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

"De er begge to døde nu, men jeg har haft nogle meget vidunderlige forældre. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var et elsket barn, og det har lagt en solid bund for, hvem jeg er i dag. Jeg kunne godt lave en virkelig grim skammel i ekstrasløjd, men det betød intet for dem. Den skammel blev bare sat på loftet, og så så vi med milde øjne på den mange år efter. Min far især lærte mig også, hvor vigtigt det er at have respekt for andre mennesker. Han havde sådan en fast sætning, som han indprentede hos min søster og jeg. Det var ”respekten for det enkelte individ”. Så uanset hvem du er, på hvilken måde du er, og hvor du kommer fra, så skal man udvise en form for forståelse for hinanden. Det er ikke altid nemt – især ikke, når man er et barn, der skal lære at navigere i livet. Men jeg tænker stadig tit på den sætning."