Rützou: 'Verden ligger ikke åben og uerobret foran mig'

Det er 12 år siden, Susanne Rützou sidst gav et stort interview til ALT for damerne. Dengang var alting nyt: Hun var nybagt mor til sønnen Felix. Var lige flyttet ind i sin 320 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro i København sammen med sin mand, arkitekten Peter Bundgaard. Og havde lige afsluttet et succesfuldt samarbejde med Bruuns Bazaar, hvor hun var designer. Intentionen var at lancere en tøjkollektion i eget navn. Susanne Rützou stod på mange måder over for flere store forandringer i sit liv.

12 år senere sidder ALT for damerne igen i Susanne Rützou æstetiske og harmoniske herskabslejlighed. Der er håndværkere på besøg, for det ene af lejlighedens to toiletter og badeværelset skal opdateres. Sønnen Felix er nu en 13-årig teenager og er blevet efterfulgt af lillesøsteren Alpha på 10 år. Susanne Rützou siger det selv beskedent:

– Jeg har fået indfriet de forventninger, jeg havde med Rützou, og lidt til.

Faktisk er det gået rigtig godt med Susanne Rützous eget mærke, Rützou, der nyder stor succes på den danske modescene og sælges i 20 lande.

Meget er sket siden 47-årige Susanne Rützou sidste interview, men en ting lader til at være den samme: Også i 2012 synes designerens liv at være præget af forandringer. Susanne Rützou og hendes mand brød tidligere på året med hinanden og er flyttet hver for sig. Og så skal firmaet Rützou flytte lokaler. I 12 år har Rützou holdt til i Irmas gamle lagerhal på Nørrebrogade, men bygningen skal delvist rives ned og bygges om, så virksomheden flytter til en villa ved Søerne et stykke derfra.

Opbrudstid

– Efter omstændighederne ser det faktisk meget godt ud med Rützou. Vi lever jo i en vanvittig tid lige nu, fordi der er en recession, der bare bliver ved og ved, men Rützou har egentlig været forskånet for krisen i lang tid. Det er klart, at vi ikke kan holde omverdenen uden for døren, så selvfølgelig kan vi mærke krisen, men vi kan også mærke, at vi har nogle dejlige, loyale kunder og et solidt fundament. Det føles egentlig, som om vi har nogle ret stærke rødder – omend lidt modvind, som alle andre i branchen. Det kan være barskt, når man står midt i det, men jeg synes, det er en enormt spændende tid, vi lever i. Vi står foran starten på en ny æra. Alting er på en eller anden måde i opbrud og omdefinering lige nu, og det er som om, der er nogle andre værdibegreber på vej frem. Den der forbrugs- og ”mig-mig-mig”-mentalitet er ved at blive umoderne. Der bliver større fokus på det kollektive og på begreber som livskvalitet, oplevelser og tid. Og det ansporer mig til i højere grad at prøve at finde ind til det, som jeg synes er vigtigt – ind til det, der er core Rützou.

Så du ser lyst på tingene?

– Ja, jeg har i hvert fald den hat på lige nu, at jeg synes, jeg bliver nødt til at se det positive og det konstruktive i den tid, vi lever i. Det hele skal være lidt skarpere og lidt mere præcist, når vi taler om Rützou. Det er ikke nødvendigvis noget, man fornemmer udadtil, men der er bare mange ting i mit liv og i mine familieforhold, efter at Peter og jeg er flyttet fra hinanden, der gør, at det føles meget oplagt lige at tage en lille evaluering af alting. Og det, tror jeg, er supersundt at gøre en gang imellem. Lige nu sker der bare rigtig mange ting på en gang, og det er klart, at når det hele på en eller anden måde er æltet sammen, så føles det, som om der er hovedrengøring på alle fronter. Men det er faktisk lige så meget min oplevelse, at der sker opbrud på alle planer. At det også sker for kunderne, omverdenen og på det globale plan. Når jeg står i en tid med store omvæltninger, ligger det mig meget på sinde at være organisk og åben over for forandringer, at læse tiden og mulighederne.

En trang til at optimere livet

Susanne Rützou holder en pause. Fra Wegner-spisebordet i spisestuen sidder vi i tavshed og kigger på udsigten over Søerne i København. Så siger hun:

– Nogle gange kan der også være noget positivt i et brud. Når mit liv bliver lavet om, og jeg lige pludselig får meget mere tid til mig selv, til at genoptage gamle venskaber og i det hele taget fordele min tid anderledes, så får jeg pludselig gjort mange ting. På den måde er jeg i en meget energisk og selvevaluerende periode, hvor jeg anskuer tingene med et åbent sind.

Men der er vel også noget svært i et brud mellem mennesker, der har holdt sammen i næsten 20 år?

– Jamen, det er rigtigt. Og det er også det, der har været med til at kaste mig ud i en mental hovedrengøring, og som helt givet har sat en masse ting i gang hos mig. Det er klart, at et brud ikke lige var det, jeg havde håbet på eller forestillet mig. Til gengæld er det sket i al fordragelighed. Og vi er heller ikke afklarede omkring, hvor vi ender henne. Derfor bruger jeg den situation, jeg står i lige nu, til at være meget refleksiv omkring mig selv, fordi jeg lige pludselig har en anden hverdag, end jeg egentlig havde forventet. Det er imod min natur at sidde og blive alt for trist over tingene, men jeg synes også, man skal have lov til ikke bare at skøjte videre, som om intet er sket. Et brud er jo netop en stor ting, så jeg synes, jeg skylder mig selv og alle andre tæt på mig at bruge det til noget og få det bedste ud af det på en eller anden måde, forklarer Susanne Rützou.

– Det, der betyder noget for mig, er i virkeligheden, at... hvad skal jeg sige? Det er jo den der kliché om, at livet drøner af sted og dagene går hurtigere og hurtigere. Hvilket faktisk er lidt af en underdrivelse. Tiden går virkelig stærkt. Og jeg har fået sådan en kraftig trang til at optimere livet. Jeg skal nå at få rigtig meget ud af det, især indadtil. Den erkendelse tror jeg måske er afsættet for de fleste såkaldt 40-årskriser. Der er ikke længere tale om, at verden ligger åben og uerobret foran mig, som den gjorde, da jeg var i 20’erne. Hvis det, der lå foran mig, ikke lige fungerede, da jeg var 24 år, lå der et utal af andre muligheder. I 40’erne haster det med at få tingene på ret kurs, for der er ikke længere tale om, at der er uanede mængder tid til rådighed. Det er et vigtigt sted i livet, og jeg er faktisk meget glad for at være på det sted.

Også selvom du ikke ved, hvor Peter og dig ender?

– Ja, jeg synes faktisk, der er noget dragende ved ikke at vide det. Jeg har nogle få gange tidligere i mit liv stået med en relativt stor uvished omkring, hvad fremtiden ville bringe, og det har jeg altid set som noget, der først og fremmest var spændende. Jeg er ikke bange for, hvad fremtiden bringer, for jeg er relativt afklaret med måske at skulle være alene – og jeg kan godt lide at være alene og hviler i det. Jeg er ikke nogen eneboer, og jeg er glad for at være social – i doser! – , men jeg er egentlig ikke bange for at miste og blive alene, for jeg ved, at jeg har mig selv, og jeg ved også godt efterhånden, hvad jeg synes, der er vigtigt i livet. Og de ting er jeg ikke bange for at miste. Der er mange ting, jeg ville være ærgerlig over at miste, men det ville ikke knække mig. Det ville være et tegn på, at jeg skulle noget andet. Ned med nakken, op med nakken. Det er nok meget sådan, jeg er.

Læs også: Line Gertsen: 'Jeg har stadig en følelse af at stikke ud

Opvokset hos bedsteforældre

Som enebarn af et sæt forældre, der blev skilt, da hun var tre år gammel, har barndommen været karakterdannende for designeren.

– Min mor fik mig, da hun var 21 år, og var måske ikke helt klar til at få et barn dengang, så jeg boede i lange perioder hos mine bedsteforældre. Min mor holdt meget af at rejse, og det har jeg nydt godt af. Hun var den, der åbnede mit sind omkring andre kulturer, og hendes meget uautoritære tilgang til tingene gav mig en naturlig skepsis over for autoriteter. Jeg rejste meget med hende hele min barndom, men jeg tilbragte også meget tid hos mine bedsteforældre, der til gengæld gav mig en meget tryg opvækst.

Mormoren var coutureskrædder, så det blev i en tidlig alder naturligt for Susanne Rützou at

kanalisere sine kreative lyster ud mellem stofbunkerne i hendes skrædderforretning i indre København.

– Min mor var også enebarn, så jeg voksede op i et meget lille univers, hvor jeg fik meget tryghed og opmærksomhed i et relativt nøjsomt miljø. Der manglede ikke noget på den måde, men vi lavede mange ting sammen, og jeg holdt lange sommerferier med mine bedsteforældre, hvor jeg byggede ting med min morfar. Der var også et sjældnere pust fra min fars side, som jeg ikke så ret tit, og hvis bagland var langt mere borgerligt anlagt. Min mors tilgang til tingene var, at hvis bare jeg var glad, var det lige meget, hvad jeg lavede. På min fars side gik man op i at få en uddannelse. Det var knap så frit et miljø, men samtidig var det ikke så stor en del af mit liv, så jeg var også lidt fascineret af den verden.

Alligevel endte Susanne Rützou med at kaste sig over modebranchen ”lidt ved en tilfældighed”.

– Som 14-15-årig begyndte jeg at lave nogle mindre modelopgaver, hvor jeg fik en indsigt i modebranchen. Oprindeligt havde jeg helt klart mine betænkeligheder ved at blive designer, fordi det måske ikke umiddelbart og ubetinget var mit rette element. En sæson er utrolig kort og flygtig, så det med, at man næsten skal tage afstand fra det, man lige har lavet, har jeg det lidt svært med. Jeg kan godt lide langsomhed og fordybelse og at lære ting at kende langsomt, men indgående. Efterhånden har jeg fundet ud af, at jeg godt kan implementere de mekanismer i mine ting, fordi jeg selv kan definere min måde at arbejde på, så jeg har fundet min vej i det og trives rigtig godt med mit arbejde.

Mistede forældrene tidligt

Susanne Rützou var nyuddannet designer og lige startet på sit første job, da begge hendes forældre døde med en måneds mellemrum. Det blev et vendepunkt i hendes liv.

– Jeg var 28 år, da mine forældre døde meget uventet. Min mor og min stedfar var ude at sejle jorden rundt, og da hun kom hjem til jul, begyndte hun at falde om. Det vidste sig, at hun havde en hjernesvulst, hvilket man som regel først finder ud af ret sent. Hun døde kort efter. Min far havde været hård ved sig selv i mange år og havde fået sukkersyge efter en operation. Han faldt om af insulinchok en måneds tid efter min mors død. Mine tab var ikke ens, for jeg var ikke særlig tæt på min far, så mit tab af ham var noget med at indse, at vi ikke kom tættere på hinanden. Det var endegyldigt, da han døde. Men det pludselige i deres død og det, at de ikke var så gamle, betød noget. Fordi jeg var blevet ældre og havde frigjort mig for nogle af de ting, man går og tumler med i forhold til sine forældre i 20’erne, havde jeg måske troet, vi kunne komme tættere på hinanden, men det kom vi så ikke. Det, at deres dødsfald skete så simultant, gjorde, at jeg den ene dag havde et par forældre, og den næste dag havde jeg ikke. Og det gjorde det ikke lettere, at min familie var så lille, at jeg ikke havde nogen søskende at dele det med, siger hun og uddyber:

– Mine forældre gik bort i en tidlig alder, og det siger alt om, hvor uforudsigeligt livet er og om, hvordan det fra den ene dag til den anden kan være slut. Det satte sig i mig som en kæmpe reminder om, at man skal prøve at optimere sit liv lige nu og her og være i nuet på en eller anden måde. Derfra startede min tilgang til at prøve at få mest muligt ud at livet, og det var også der, jeg indså, at temaet familie er en meget vigtig del for mig.

Susanne Rützou mødte da også sin mand og stiftede familie et par år efter sine forældres død.

– Jeg blev ret bevidst om, at det har været rigtig vigtigt for mig at være forankret i en familie. Og det er en vigtig indsigt at få, når man laver det, jeg laver, for da jeg var helt ung, var der mange kvindelige designere, der aldrig fik børn, for det passer aldrig ind i forhold til modens mekanismer. Og så ender det tit med, at det ene år tager det andet. Jeg tog en beslutning om, at jeg ville have børn, og det har forankret mig meget. Uanset hvordan vores forhold ellers lige har det for tiden, er Peter min familie, og hans familie er min familie. På den måde er jeg ikke usikker omkring, om de forsvinder, hvis vi bryder endeligt med hinanden.

Livet går enormt stærkt

- Alle muligheder foreligger lige nu. Der er så mange måder at leve på, og det lyder måske idealistisk, men hvis vi giver mere plads til hinanden, værner vi måske bedre om de gode ting, vi har sammen, og ødelægger ikke det hele, hvis vi har fået en form, som gør, at det ikke nødvendigvis er så befordrede for de gode ting at skulle være tæt på hinanden hele tiden eller at skulle indordne sig under nogle rammer, hvor vi måske slider hinanden op.

– Det er jo meget hårdt at være på detox, men det er også meget energigivende. Det er ikke altid lige sjovt, mens det står på, men det giver mig også en følelse af, at når jeg om ti år ser tilbage på det sted, jeg er lige nu, så vil jeg være glad for, at jeg tog mig den tid og omsorg for mig selv og dem jeg holder af, til at føle efter. Livet går enormt stærkt, så det er vigtigt at ville det, man gør.

Læs også: Crone: Jeg har haft rigtig meget dårlig samvittighed