Line Gertsen: 'Jeg har stadig en følelse af at stikke ud'

Et instinkt havde råbt hende ind i hovedet, at hun nok skulle klare den. Bilen havde jo kun fået et lille tryk, og hun kunne selv kravle ud fra forsædet. Line Gertsen og hendes kæreste, tv-værten Nikolaj Sommer, var blevet påkørt i det indre København, og selvom ambulanceføreren alvorsfuldt insisterede på at holde hendes hoved fastklemt mellem hans hænder, indtil hun kom i en stiv krave, tog superkvinden over.

– Det var som om mit hoved, altså stilken af min rygsøjle, ikke rigtig hang på. Det var topubehageligt, men samtidig var jeg så fuld af adrenalin, at jeg tænkte "Arh, det er nok ikke noget."

Ambulancen satte mod Hvidovre Hospital med fuld udrykning, og bagi lå Line fastspændt på en båre med 2.173 tanker i hovedet.

– "Jeg kan ikke blive syg lige nu. Det går bare ikke. Det sker bare ikke," tænkte jeg. Dagen før var Folketingsvalget blevet udskrevet, noget Line – og resten af landets journalistiske vagthunde – havde set frem til i flere år. Højtiden. Og det var allerede besluttet, at Line skulle være vært på TV Avisens 21-udsendelser under hele valgperioden. Mens hun lå i ambulancen, tikkede en sms ind fra hendes chef: "Kan du også tage 21 Søndag på Søndag?" læste Line på displayet.

– Så jeg lå der i ambulancen med fuld udrykning og sms'ede tilbage til min chef, at det nok ville knibe, men at jeg ville være tilbage på mandag, hvilket jo var fuldstændig horribelt.

Sandheden var nemlig, at karrierekvinden var slået til tælling og stod over for en tvungen timeout for første gang i sit liv.

Drømmejobbet

Set udefra er hun superelegant, mystisk, mørk og sej som lakrids. Det var Line, der dækkede terrorsagen i Sarajevo, det var Line, der afslørede plastikkirurgen Jørn Eges ulovlige operationer, og det var Line, der var inspirationskilde til karakteren Katrine Fønsmark i DR's dramaserie "Borgen." Hun har siden 2008 været studievært på TV Avisen, men har netop takket ja til et nyt job samme sted. I forbindelse med relanceringen lader DR nemlig fra september stærke profiler rapportere fra hvert sit stofområde, og Line Gertsen skal altså være ansigt på den undersøgende journalistik.

– Det må nok betegnes som mit drømmejob, jeg kan ikke forestille mig noget bedre. Det undersøgende er jo journalistikkens DNA, siger Line.

Hun er journalist helt ind i sjælen, og så godt som hver gang jeg stiller hende et spørgsmål, gentager hun det. Højt og eftertænksomt, for sig selv, før hun svarer.

Hvordan havde du det?

– Ja, hvordan havde jeg det?

Hvad tænker du om det?

– Hvad tænker jeg om det?

Hvad skete der?

– Ja, hvad skete der?

Som om hun interviewer sig selv og som det naturligste har brug for at tapetsere tilværelsen med spørgsmålstegn for at tage stilling. Hver morgen pløjer hun fem aviser igennem, og det gipper i hende for at stille magthaverne til ansvar. Jeg tager mig selv i at spekulere på, om hun i virkeligheden bor i tv-studiet ude i DR-byen. Lever hun af båndsalat og hviler sit hoved på en bunke af oplæsningskort om natten?

Læs også: Interview med Natasja Crone - 'Jeg har haft rigtig meget dårlig samvittighed'

Har skabt sig selv

Det startede allerede i skolegården på Hune Skole i Blokhus, hvor journalisten fra den lokale radio var ude for at måle borgernes stemning. En horde flygtninge fra Libanon var blevet indlogeret på byens hotel, og det delte vandene i det lille samfund. "Jeg synes, det er for ringe, hvis vi ikke kan tage vare på folk, der er kommet i nød," udtalte 9-årige Line Gertsen til journalisten i skolegården.

– Mikrofonen gjorde mig overhovedet ikke bange. Jeg kunne det. Selve situationen anslog en streng i mig, som bare havde ventet på at blive slået an, siger Line, som begyndte at lave børneradio i Nordjylland kort derefter.

Hun gik målrettet efter journaliststudiet på Roskilde Universitet, og da hun som ung og uerfaren studerende kom i en tougers praktik på Jyllands-Posten, fik hun færten af en god historie om landsdækkende sjusk med folkeskolelærernes løn og blev kaldt ind på chefredaktør Per Mikael Jensens kontor. "Nu sætter du dig her og skriver din historie, så henter jeg en sodavand til dig," sagde han og troppede kort efter op med en cola. Line skrev sin historie, og adrenalinen pumpede i hende som en hærgende korshær, da hun næste morgen cyklede ind på redaktionen og på vejen kunne se sin historie på kioskernes spisesedler. "Lønkaos" stod der. En dagsordensættende forsidehistorie – både for mediebilledet den dag, men også for Lines personlige karriere. De danske mediebosser fik øje på "Pigen, som lavede en forsidehistorie i første hug," og det åbnede døre:

– Jeg har ikke networket mig til mine resultater. Det, jeg har skabt, har jeg skabt fra bunden af ved hårdt slid. Min søn tror, de fleste mennesker er i fjernsynet, fordi han møder så mange, der er det. Sådan var det ikke for mig, skal jeg hilse og sige. Da jeg var barn, og Mette Fugl engang kom til byen, var det kæmpestort – som at modtage en dronning – fordi vi slet ikke var vant til at se kendte mennesker eller journalister. Jeg har skabt mig selv som journalist, og det har været et vendepunkt for mig at anerkende den styrke.

Læs resten af interviewet med Line Gertsen på næste side

Top-top anderledes

Hendes stemme er rar. Ligger i et grumset grænseland mellem Vendsyssel og Købehavn. Med tryk på ordenes sidste stavelse og en svag accent, der giver påmindelser om åbne klitplantager og nordjysk sindighed.

– Man kan ikke tage Blokhus ud af mig, ligesom man ikke kan tage journalisten ud af mig, som hun siger.

Det er dér hun kommer fra: Blokhus. En lille nordjysk by, hvor alle kender alle, og hvis de ikke kender nogen, kender de helt sikkert nogen, der engang har solgt en trailer til vedkommende. Ligesom man ikke skulle stikke meget ud, før man blev the talk of the town. Og Line stak ud. Hun var anderledes, godt begavet, og når hun talte, var det med store armbevægelser og begejstret gestikulering.

– Jeg var top-top-anderledes, og det resulterede i, at jeg blev mobbet hårdt i syv år. Jeg blev mobbet med, at jeg var tynd og dygtig i skolen. Samtidig var jeg gammelklog, naiv, og følsom – overfølsom faktisk. Det er jeg stadig, og det betyder, at jeg er meget hurtig til at opfatte folks sindsstemning og bemærker små ting, der i princippet er ligegyldige. Det er underligt, når jeg sidder i det store nyhedsrum på DR med 50 mennesker, og min hjerne fokuserer på, at der er én ovre på Radioavisen, som jeg ikke kan huske hvad hedder, der har fået en ny frisure. Og jeg har som regel behov for at gå hen og gøre opmærksom på, at jeg har bemærket det. Denne overfølsomhed hjælper mig meget i mit arbejde som journalist, fordi det gør, at jeg har antennerne ude i forhold til folk og hurtigt kan opfange sindsstemninger, men det var dén overfølsomhed, der fik mig til at falde igennem i folkeskolen. Det var før, alle skoler fik mobbeplaner, og jeg kom i gymnasiet med en klar opfattelse af, at jeg stak ud, siger Line.

Hun sidder på bænken over for mig. Trækker benene op under sig i et favntag og vipper frem og tilbage på numsen med ryggen rank – som en blød, taktfast metronom, ordene kan støtte sig til.

– Det er meget mærkeligt, men jeg har faktisk stadig en følelse af at stikke ud, siger hun så.

– Lige meget hvad jeg prøver, og hvad jeg gør, så er jeg den, jeg er. I min branche er der meget networking og mingling, men jeg føler mig underligt malplaceret, for jeg er ikke ret god til at konversere. Overhovedet. Enten skal vi snakke om noget sjovt, eller også skal vi snakke om noget virkeligt, der sker ude i samfundet. Er det helt almindelig hverdagssnak, føler jeg mig utilpas. Jeg ser verden skævt og har altid fået fortalt af min omverden, at jeg er anderledes. Det har gjort, at jeg i dag er ekstremt opmærksom på, om mennesker er inkluderende eller ej. Der har jeg en benhård sondring, siger Line.

Hun gengiver scenen fra Pippi Langstrømpe, hvor tyveknægtene Blom og Karlsson i nattens mulm og mørke bryder ind i Villa Ville Kulla for at stjæle kufferten med guldmønter. Pippi, som tyveknægtene i dén grad har undervurderet, vågner og slynger Blom og Karlsson op på et skab. Da de begynder at græde, får hun ondt af dem, giver dem hver en guldmønt til at købe mad for og kvitterer til slut med et: "Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar."

– Dét mantra lever jeg efter. Jeg bryder mig ikke om mennesker, der laver klubber for særligt indviede. Når du har styrken, må du være bevidst om at bruge den, række ud efter og favne andre mennesker. Kan du ikke finde ud af at inkludere andre mennesker, er du ikke særlig interessant for mig.

Karrierens konsekvenser

Under journaliststudiet mødte Line faren til sin 11-årige søn Nis. Da de havde været kærester et år, blev hun gravid, og de gik fra hinanden et år senere.

– Det var et nederlag, og jeg havde ikke forestillet mig, det ville ske. Men da det stod klart for mig, at det ikke kunne være anderledes, så var det sådan det var, og heldigvis er vi rigtig gode venner i dag, siger Line, som var alene med sin søn et par år, før hun mødte Nikolaj Sommer i nyhedsstudiet på TV2. Han arbejdede på Børsen og var jævnligt i studiet for at formidle bølgerne på aktiemarkedet.

– Jeg kan simpelthen ikke stå for rødhårede mennesker– måske fordi min farmor var rødhåret. De rødhårede mænd hænger ikke på træerne, men de er der, og flere af mine ekskærester har rødt hår. Så Nikolaj fangede hurtigt mit blik, men jeg havde ikke umiddelbart den der vilde det-er-ham-jeg-skal-være-sammen-med-følelse. Jeg skulle lige lære ham at kende, og så faldt jeg især for, at han er så uforstilt. Han stiller sig ikke an som noget, han ikke er, siger Line.

De to flyttede sammen i 2007 og har siden fået datteren Nora sammen.

– Vi taler jo meget journalistik herhjemme. Og det betyder, at jeg har en 11-årig søn, der kan finde på at sige: "Mor, hvorfor toppede I på dén historie?" Og en datter på 2½ år, som kender navnene på flere politikere, griner Line.

Men det kan ikke undgås, for Line lægger hele sit liv, hjerte og en hulens masse arbejdstimer i journalistikken.

– Jeg tror, at det er sådan for de fleste karrierekvinder, at det har konsekvenser. Man kan ikke få noget gratis. Da jeg arbejdede som reporter på 21 Søndag, lavede jeg nogle gange 60-75 timer om ugen, men så havde jeg også tophistorien. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have et arbejdsliv med mange timer, så jeg kan ikke se alternativer. Det betyder ikke, at jeg ikke har et familieliv, det betyder bare, at jeg ikke bager boller, og at jeg ikke går op i, om man har syltet noget selv. Der er jeg rimelig kold. Jeg nægter simpelthen at få røde pletter på halsen af, at Nis ikke får hjemmebag med i skole. Det der med, at man som kvinde skal kunne alting selv, den køber jeg ikke. Jeg gider ikke leve op til det, og det gør jeg ikke.

En reminder om skrøbelighed

Hun kommer ikke til at arbejde mindre i det nye job – måske tværtimod – men det passer Line fint. For hun er helt bevidst om, at det kræver engagement og ofre at præsentere dagens vigtigste nyheder for godt 700.000 danske seere aften efter aften. Hun elsker det. Af hele sit hjerte og slipper det ikke frivilligt, hvilket leder os tilbage til begyndelsen: bilulykken på Njalsgade i Indre København, lørdag den 27. august 2011. Folketingsvalget var blevet udskrevet dagen før, op til havde Line arbejdet intenst og sovet meget lidt. Derfor hvilede hun på denne fridag velfortjent hovedet på passagersædets nakkestøtte, mens Nikolaj navigerede deres Passat igennem den københavnske myldertrafik. Men på Njalsgade bankede en anden bil pludselig op i deres.

– Sjette og syvende nakkehvirvel gjorde sådan her, siger Line og laver et hurtigt vrid med to knyttede hænder.

Piskesmæld

– Jeg kunne slet ikke anerkende, at det var sket, og da jeg kom hjem, var jeg sådan: "Det kan godt være, jeg har forstuvet nakken, og at halshvirvlerne sidder forkert, men hold da ooop, jeg kan sgu da godt dække valget." Folketingsvalg er højtiden for journalister, og jeg havde glædet mig helt vildt.

Lægen gjorde det klart, at hvis hun ikke passede på sig selv nu, ville det få alvorlige konsekvenser. Der blev talt dunder til Line: Du. Kan. Ikke. Dække. Valget.

– Det stred imod den journalistiske kerne inden i mig, men da den beslutning var blevet truffet, kunne jeg godt se, at den var rigtig gal, for så forlod kampadrenalinen mig, den kampgejst, der havde forklejnet symptomerne. Min livsnerve, min hjernevæske og alt det i rygsøjlen var blevet twistet, så jeg var vildt svækket og kunne pludselig se, hvor alvorligt det var.

Line resignerede for første gang i sit liv. Lagde sig vandret ned og så passivt se til, mens hendes kolleger dækkede valget inde i fjernsynet. Hun kunne ikke bevæge hovedet, ligesom det flimrede for øjnene, når hun læste for længe ad gangen.

– Det gav mig en underlig følelse at skrøbelighed. Sårbarhed. Det var første gang, jeg sådan kastede håndklædet i ringen, og min vilje ikke kunne bære mig igennem. Det gav mig en respekt for de grænser, kroppen sætter, og en fornemmelse af, at det faktisk kan gå galt. Jeg har levet et liv, hvor min krop har måttet udholde, hvad jeg har budt den. Normalt var jeg sådan én, der kunne gå på arbejde syg og med høj feber: Hvis jeg ville, kunne jeg overrule mig selv. Men dengang fandt jeg ud af, at hvis du ikke tager vare på dig selv, skal du betale en pris.

Efter tre uger vendte hun langsomt tilbage til jobbet med et fokus på det positive i ulykken: Hun lever og har fået sig en kostbar reminder om livets og kroppens skrøbelighed.

– Nogle folk ville tænke "Hvorfor skulle det lige ske for mig?" "Hvorfor skulle jeg mobbes," og "Hvorfor skulle jeg få piskesmæld," kunne jeg bittert spørge mig selv. Men det ligger slet ikke til mig. Jeg er en korkprop, siger Line.

– Jeg slutter altid dagen af med at ligge og tænke på ting, som er lykkedes mig. Det er ikke noget, jeg har læst i en selvhjælpsbog, det sker bare helt automatisk. Det kan være, jeg fik ryddet op i klædeskabet, havde en god situation med mine børn, eller at jeg lavede et godt live-interview. I det hele taget føler jeg mig som et meget heldigt menneske, og jeg siger tit til mig selv, at jeg er lykkens pamfilius, for selv i situationer, hvor noget går dårligt, så synes jeg, det ender med blive til noget godt. Det hele handler bare om, hvordan du ser dig selv.