Sådan undgår du at blive som dine forældre

Når du overvejer, om du er klar til at få et barn, er du måske bange for at blive som din egen mor. Eller måske var din mor den perfekte kvinde? I så fald betyder dine forældre uendeligt meget for, hvordan du selv bliver som voksen.

Kan du også genkende din mor, når du mister besindelsen i en presset situation? Eller kan du mærke, hvordan du trækker dig, når en konflikt ulmer under overfladen – præcis ligesom din far altid har gjort? Vores opvækst betyder ualmindeligt meget for, hvordan vi bliver formet som mennesker. For alt hvad vores forældre har foretaget sig under vores opvækst, har været med til at danne et mønster, som vi i barndommen opfanger og tager på os.

LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Sådan bryder du dine dårlige hverdagsvaner

Men hvordan kan du bryde med et mønster, du ikke har det godt med, så du ikke ender med at stå i situationer, hvor du handler på én måde, selvom du har lyst til at gøre noget andet? Vi har talt med to eksperter, der ved, hvorfor dine omsorgspersoner som barn har så altafgørende en betydning for, hvilket menneske du bliver som voksen. Og de ved også, hvad du kan gøre for f.eks. ikke at ende med at opdrage dine børn, som du selv er blevet opdraget.

Det går galt i de nære relationer

Tilknytningsmønstre, altså hvordan du er sammen med andre mennesker i nære relationer, er en af de ting, der typisk følger med fra barndommen ifølge coach og sexolog Anne Greiersen.

- Ofte går det rigtig godt for folk, der kommer fra dårlige kår, med at bryde uddannelsesmæssige mønstre og social status. Men der, hvor det går galt, er, når de befinder sig i de nære relationer; i deres parforhold og i deres relationer til deres børn. Det kan godt være, at det hele udadtil ser fint ud, og ens veninder tænker, "hold da op, hvor det kører for hende", men alligevel er du ikke rigtig glad indeni, siger Anne Greiersen.

Ofte lader vi os også begrænse af den "historie", vores forældre har fortalt om os som børn, og tror, at den automatisk er lig med, hvordan vi også er som voksne. Og den idealisme, vores forældre har fulgt, for eksempel om, hvad det gode liv vil sige, har vi en tendens til ihærdigt at efterleve, selvom vi hverken er børn længere eller er vores forældre.

- Vi kører efter den idealisme uden måske altid at reflektere over, jamen ER det her nu også det gode liv for mig? Generelt tager vi nogle begrænsende roller med os, som sætter os lidt i en bås, og det er uanset, om vi har haft en god eller dårlig barndom – vi kommer ind i en rolle, og så fører vi den rolle videre. Det er ikke sikkert, at du bliver alkoholiker, bare fordi din far var det, men så gør du måske noget andet, der er ligeså destruktivt. Så man kommer på en eller anden måde til at regenerere et mønster, siger Anne Greiersen.

Et sejlivet værdisæt

Men hvordan forklarer psykologen, at vi slæber vores forældres adfærd med os og påtager os den som voksne? Camilla Carlsen Bechsgaard siger:

- Genetikken spiller ind. Man får nogle gener fra forældrene, der gør, at man f.eks. er oplevelsessøgende eller rastløs. Men grundlæggende handler det meget om, hvad det er for nogle signaler, ens omsorgspersoner udsender til barnet og det selv. Hvis ens mor f.eks. går rundt og føler, at man ikke skal stikke snuden for langt frem eller tro, du er noget, vil hun signalere til sin datter, der måske står foran spejlet, at sådan skal man ikke være. Og når datteren har hørt det tilstrækkeligt mange gange, så vil hun ubevidst komme til at sige det samme til sin datter, når hun bliver voksen. Og dér kan man, når man er blevet voksen, opleve, at der kommer nogle ord ud af ens mund, som man egentlig er uenig i. Indirekte er alt, hvad forældre foretager sig, en formning af deres børn. Ubevidst eller bevidst indstiller man et værdisæt i sine børn.

Og det værdisæt, man har som voksen, er sejlivet, for det er blevet lempet ind i én fra det øjeblik, man blev født.

- Inden for spædbarnsforskningen taler man meget om spejlinger, dvs. det her med at barnet spejler sit ansigtsudtryk i moderens ansigt. Denne spejling er med til at udvikle hjernecellerne hos det lille barn, så allerede dér kan man sige, at responsen fra forældrene er altafgørende fra det sekund, barnet kommer ud af maven, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Men hvad kan man så gøre for at modarbejde de irriterende tendenser fra ens forældre, som man har taget med sig fra barnsben helt ufrivilligt? Først og fremmest skal du være forberedt på, at der er et hårdt stykke arbejde foran dig. Dernæst skal du ikke give op, hvis du falder tilbage i samme mønster. For det vil du gøre. Mange gange. Som Anne Greiersen siger:

- Det er jo et mønster, der er blevet bygget op over meget lang tid, så du skal have fat i kernen, og det er rigtig svært, hvis du f.eks. er vokset op med historien om altid at være den, der kommer for sent, er genert, aldrig har kunnet finde ud af noget eller har været familiens sorte får.

Konkrete råd

Her er en række konkrete råd til, hvad du kan gøre:

Hvordan undgår man generelt at blive som sine forældre?

Dét at du er bevidst omkring, hvad det er, du vil ændre, er et rigtig godt skridt på vejen. Forsøg så småt at skabe nogle andre historier, end dem, du har med fra din opvækst: Kommer jeg virkelig altid for sent? Nej, ikke hvis jeg skal noget, jeg rigtig gerne vil osv..

Hvordan kan man undgå at opdrage sine børn, som man selv er blevet opdraget?

- Forskning viser, at de konkrete ting hjælper. Historiefortælling i familien er det bedste redskab overhovedet i kampen mod ting fra ens opvækst, du ikke vil give videre. Dét at du kan fortælle din historie både til din partner og dine børn; fortæl, hvordan det foregik, da du var barn. Det giver en løsning, når du står i de situationer, hvor du er blevet opdraget til én ting, men egentlig hellere vil gøre/sige noget andet. Så i stedet for at få en følelsesmæssig nedsmeltning og råbe og skrige, kan du få fortalt historien om, da du selv var barn, og på den måde finde en balance, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hvordan undgår man at blive konfliktsky ligesom ens forældre?

Først og fremmest skal du forstå, at man gerne må være uenige, og at der ikke sker noget ved det.

- Men vi har alle sammen den der iboende frygt for at blive afvist. Og jo mere du elsker dig selv, jo mindre bliver den frygt for afvisning også. Ligesom at du bedre kan tåle lidt kritik en dag, hvor du er ovenpå, frem for på en dårlig dag, hvor du er meget mere skrøbelig, siger Anne Greiersen.

Indvendig buldrer det

Husk på, når du forsøger at føre ovenstående punkter ud i livet, at ingen er perfekte. Og det er okay.

- Vi er ikke perfekte. Rigtig mange af dem, der kommer fra noget, de gerne vil bryde med, bliver enormt styrende, kontrollerende og perfektionistiske. De prøver at få alt det ydre til at se perfekt ud. Men indvendig buldrer det. Man skal turde være sårbar og kigge på det, der gør ondt, for at finde ud af, hvad smerten egentlig handler om. Og elsk dig selv, når det går galt, i stedet for at slå dig selv i hovedet. Der er rigtig mange mennesker, der ikke har kærlighed til sig selv, men derimod er vildt hårde ved sig selv, siger Anne Greiersen.

Hvis du alligevel synes, at det er helt umuligt at bryde ud af et arvet mønster kan det være en god idé at snakke med en veninde, en terapeut eller en psykolog. For en ting er, at du kan have arvet et handlingsmønster fra din mor eller far, en anden ting er, at du måske har arvet en mere fysisk ting som f.eks. skrøbelighed, der gør at du handler på en bestemt måde i pressede situationer. Professionel hjælp kan gøre, at du får nogle redskaber til at håndtere udfordringer på en anden måde, end din mor har håndteret det.

LÆS OGSÅ: Hvornår er det okay at slå op med en veninde?

LÆS OGSÅ: "Hvor var jeg clueless, naiv, pinlig, uvidende og dødirriterende"

LÆS OGSÅ: 5 ting jeg lever i lykkelig uvidenhed om