Sofie Lassen-Kahlke: "Det er en kæmpe løgn"

Hvilken vej var den første du gik på?

"Jeg boede de første år af mit liv i et lille rækkehus på en vej i Blovstrød nord for København. Med ældre tålmodige naboer på den anden side af hækken og legende børn på vejen. I modsætning til de fleste andre børn i 1980’erne kom jeg ikke i vuggestue, men blev passet af min mormor og morfar og så også ofte min farfar og farmor. Så jeg tror, at min barndom foregik i et meget roligt tempo. Der var overskud til alt. Til at se på himlen og tale om det, vi så. Og til at stoppe op og se på de dyr, vi kom forbi på vores vej. Der var en helt speciel form for nærvær, når jeg var sammen med mine bedsteforældre. Vi flyttede fra vejen i Blovstrød, da jeg var seks år gammel, så min tid der udgør kun et lille glimt i mit liv. Men det er en tid, der stadig står helt klart for mig."

Hvordan fandt du din levevej?

"Som barn drømte jeg store, vilde drømme om at blive skuespiller og forfatter, men jeg regnede nok med, at jeg skulle være jurist ligesom alle andre i min familie. Mine bedstefædre var advokater ligesom min far og min mor. Da jeg blev opdaget som 14-årig og pludselig blev en del af hele Regner Grasten-universet, føltes det næsten lidt uvirkeligt. Det var ikke en karriere, jeg var gået efter, og heller ikke en, jeg troede nødvendigvis ville fortsætte."

"Selv som helt ung havde jeg en klar fornemmelse af, at intet var sikkert i filmbranchen, og jeg var god til at holde det hele ud i strakt arm, selv om jeg fik den ene rolle efter den anden i Anja og Viktor-filmene. De lå jo ligesom linet op til os, og derfor føltes det også som en beskyttet verden. Det var først, da jeg sidst i 20’erne selv landede en rolle i serien 2900 Happiness, at jeg begyndte at tro på, at jeg også havde en karriere på den anden side af ungdomsfilmene. Det føltes som en stor sejr, og det betød enormt meget for min faglige selvtillid, men i virkeligheden også for min selvopfattelse. Det var måske først der, jeg rigtig så mig selv, som én hvis karriere var at være skuespiller."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er ikke én person, det er to. Mine forældre har været vildt gode til at guide mig – lydløst og med meget let hånd – så jeg ikke rigtigt har bemærket, at det var det, de gjorde. De har skubbet mig til at turde tage valg og chancer, som måske ikke så fornuftige og strategiske ud på papiret, men som var sjove. Min mor og far er meget på det her med at gribe livet nu og her, så kan man hvile sig senere. De har været gode til at sætte både mig og min lillesøster fri til at turde kaste os ud i ting, vi måske ikke engang vidste, vi havde lyst til, men som viste sig at være helt vildt spændende – og ja bare sjove."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"For to år siden blev jeg mor for tredje gang, og det startede et mylder af tanker i mig: Hvad er lykken? Hvem vil jeg selv være? Hvad er det egentligt for et liv, jeg vil leve? Der var alle de her eksistentielle spørgsmål, der bare begyndte at hvirvle rundt i mit hoved. De ramte mig for alvor en dag, jeg sad i svømmehallen – svedende i en stor kunstig leopardpels og med våde bukser – og så min datter svømme. Min mor havde siddet præcis der i den hal og set på mig, da jeg var på min datters alder. Men jeg følte mig overhovedet ikke voksen. Jeg følte mig som et stort forvirret rod. Og det slog mig ud. Jeg blev misundelig på min datter og længtes efter min egen barndom. Sofaen i stuen, Anne Linnet-sangene fra højtaleren, sorgløsheden. Og så begyndte jeg at græde. Lige der i hallen. Store, tunge tårer."

"Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at skrive, fordi jeg havde brug for det, men også fordi jeg havde en meget klar fornemmelse af, at det, jeg mærkede, var noget, andre også mærkede. Jeg tror, det er et vilkår ved livet. De fleste af os rammes bare af tvivl, af spørgsmål og af forvirring. Og jeg tror, at vi har godt af at tale med hinanden om det og få lov til at se gennem sprækkerne i hinandens liv og ind på alt det uperfekte, som vi selvfølgelig rummer, men som vi har super-svært ved at vise frem."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jeg vil gerne nå det hele. Jeg vil gerne følge mine børn i skole og i vuggestue. Og til og fra svømning og bold og gymnastik. Jeg vil gerne være der i deres liv hele tiden. Tilgængelig og på hug i børnehøjde. Jeg vil gerne lave mad og bage bananbrød. Så jeg har tusinde bolde i gang på samme tid, og det bliver fuldstændigt overvældende og kaotisk nogle gange. Tit i virkeligheden. Alligevel har jeg den her idé om, at det er mig, der skal det hele. Og nok også kun er mig, der kan det hele. At jeg er fuldstændig uundværlig som mor. Det er en løgn. Det er en kæmpe løgn, faktisk. For når jeg er væk på arbejde og ikke kan stå i spidsen for menageriet i et par dage, så tager min mand jo over. Gnidningsfrit og uden hektisk åndedræt. Han får bare tingene til at køre. Det ser ligefrem let ud."

"Men han er også sådan en, der ikke overtænker ting. Han køber ind, når vi skal have noget at spise. Og henter brænde, når vi fryser. Jeg tænker alt igennem, vender og drejer og analyserer det. Jeg kan godt se, det er lidt håbløst, men jeg ved egentlig ikke, om jeg vil have det anderledes. For jeg vil jo gerne det hele! Og alting går ikke altid op. Og det er også ok. Én ting, jeg dog er blevet bedre til, er at give fortabt. Nogle gange kommer man bare ikke ud ad døren til tiden eller til det arrangement, man har lovet at møde op til med sig selv, mand og tre børn. Nogle gange må man bare opgive alle de planer, man har lagt. Og så tilgive sig selv for det."

Dit livs omvej?

"Jeg begyndte på jurastudiet som 19-årig, da jeg havde fuld gang i min filmkarriere og i virkeligheden ikke havde tid til et fuldtidsstudie. Men jeg elskede det og blev en del af jordens mest fantastiske hold. De er stadig nogle af mine nærmeste veninder. Jeg holdt fast i det, ikke nødvendigvis som noget at falde tilbage på, men fordi jeg virkelig godt kunne lide det, og fordi det gik op for mig, at det var ret fedt at have noget ved siden af skuespillet. Jeg har aldrig følt mig arbejdsløs mellem jobs som mange andre i mit fag, fordi jeg har læst. Men det trak jo helt vildt ud, da der også kom børn, og så blev jeg ramt af studiefremdriftsreformen, der betød, at nu skulle jeg virkelig rykke, hvis jeg ville i mål med en kandidat."

"Det er sindssygt, at alting skal ske på samme tid. Men det skal det jo. Det er en naturlov! Jeg blev færdiguddannet med et speciale i medieret, 17 år efter jeg begyndte. Det er en vild omvej, men jeg er lykkelig for, at jeg tog den, selv om jeg i virkeligheden ikke tror, jeg nogensinde kommer til at stå og procedere i en retssal. Det var en total sejr. Alle de nætter med skatteret, efter børnene var blevet puttet, blev faktisk til noget. Det havde også været fuldstændigt ubærligt andet. Men altså den følelse af at lykkes med det. Jeg var simpelthen så glad."

Hvilken vejleder vil du gerne være for dine egne børn?

"Min største ambition som mor er i virkeligheden at sætte mine børn fri, ligesom min mor og far gjorde for mig og min søster. Jeg er bare bange for, at jeg er virkelig dårlig til det. Da min lillesøster var ti år gammel, fik hun en veninde fra Japan, der inviterede hende med til Tokyo. Og min mor sagde bare: Jamen det skal du da! Sikke en oplevelse, sikke en mulighed, afsted med dig! Altså, jeg kan jo nærmest få helt hjertebanken ved tanken. Jeg vil sgu da også sætte mine børn fri på den måde. Med en dyb tro på, at de kan erobre verden og flyve selv, men jeg tør jo ikke. Jeg vil have dem her hos mig. Hele tiden! Også når de bliver granvoksne. Men jeg vil forsøge at modarbejde min trang til at holde krampagtigt fast på dem. Hvis min datter bliver inviteret til Tokyo en dag, så vil jeg prøve at give hende lov, selv om jeg kommer til at gøre det med et fuldstændig forvredet og opløst ansigt. For det er jo det, man skal, man skal sætte sine børn fri."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Min familie, selvfølgelig. Den, jeg er født ind i, og den, jeg selv har skabt med min mand og vores børn. Men hvis jeg skal forsøge at pege ud over det åbenlyse, så vil jeg pege på mine veninder. Nogle har jeg kendt siden barndommen, andre er kommet til senere. Men det er kvinder, jeg har taget til mig i mit hjerte, og som føles som andet og mere end bare gode venner, jeg kan have det sjovt og hyggeligt med. Det er en følelse af at have medsøstre, en form for kvindefælleskab, hvor det er i orden at dele de ting, der er svære og åndssvage, og som jo bliver tydeligere med alderen, fordi livet viser sig ikke at være sort/hvidt, men fuld af gråzoner og kompromisser, som vi skal navigere i."

"Jeg tror, det ville være helt umuligt uden veninder at betro sig til, græde ud hos og dø af grin sammen med. Og det behøver ikke være organiseret i grupper og rundkredse, det kan også bare være en nabo, man støder ind i på vejen helt travl og utjekket, og som man så kan tude ud hos eller bryde sammen af grin med. Det føles som en klub, som kun er blevet stærkere med årene og med alderen. Og det er en klub, jeg er virkelig glad for at være medlem af."