Musiker Sussi Nielsen: "Der var dage, hvor jeg frygtede for Leos liv"

Den første tid

– Jeg tilbragte mine første leveår i Tanzania. Min far var uddannet guldsmed, men efter krigen var det vanskeligt at ernære sig i det fag, så i stedet fandt han på at leje noget jord i Afrika og starte et landbrug. Mor og han blev gift dernede og fik efterfølgende mig og mine to yngre brødre. Det, jeg bedst husker fra den tid, er følelsen af at blive båret rundt på af mange forskellige mennesker, som syntes, jeg var en sød lille en. Og så slangerne selvfølgelig. De gør indtryk på et barn. Da jeg blev lidt større, startede jeg i en svensk missionsskole, men efter nogle år blev der for meget politisk uro i landet, og vi rejste hjem og bosatte os i Nordjylland, hvor mine forældre etablerede en campingplads. Jeg kom på Saltum Skole, og i 8. klasse begyndte Leo på samme skole. Han spillede i band, jeg var musikinteresseret, og på den måde blev de første skridt taget på vores lange fælles vej.

Tiden lige nu

– Jamen der er bare fuld fart på. Vi spiller rundt omkring i hele landet – cirka 100 jobs om året. Ved koncerterne er der altid nogle forventninger til, at vi spiller bestemte numre, f.eks. Smoke on the Water, men vi tilføjer også nyt. Oftest covernumre som vi laver vores egen udgave af. Derudover maler jeg og efter nogle træge år under den økonomiske krise, er der kommet gang i det igen. Jeg har lige fået en kontakt til et anerkendt galleri i Fredericia, hvor jeg skal udstille, og det er en stor ære for mig.

Min bedste tid på dagen

– I forbindelse med koncerter overnatter vi ofte i vores autocamper, men er det de dage, hvor vi er hjemme, elsker jeg at stå op allerede klokken 5.30 og komme i gang med at male. Leo sover længere, så det er helt min egen tid. Senere på morgenen hopper jeg op på min crosstræner og giver den gas. Jeg har fundet ud af, hvor meget energi det giver at dyrke motion, så det er benzin til resten af dagen, jeg får der. Klokken 8 vækker jeg Leo, og så er det tid til kaffe og morgenmad.

Min bedste tid på året

– Det er helt afgjort havesæsonen. Vi har 7000 m2 jord til vores ejendom, så der er meget at rykke og rive i. Jeg kan godt lide større projekter og har f.eks. flyttet 40 tons sten på grunden i en trillebør – helt selv. Men jeg kan også lide at nusse med blomsterbede og køkkenhave. Til sommer vil jeg prøve at dyrke fuglefrø og hirsekolber til vores kanariefugle, finker og dværgvagtler, som vi har i en voliere.

Min bedste tid i livet

– Jeg tror, det er nu. Jeg er stærkere end nogensinde – både fysisk og mentalt. Ungdommens usikkerhed er helt væk, og når jeg går på scenen, gør jeg det med en selvtillid, som gør arbejdet langt sjovere, end det var de første år. Jeg værdsætter også den frihed, vi fik, da vi stoppede på Skansen, hvor vi spillede seks dage om ugen i 23 år. Nu bestemmer vi selv, hvor mange koncerter der skal skrives ind i kalenderen, og det giver arbejdsglæden gode vilkår. Vi har ingen planer om at gå på pension. Hvis man vil holde sig i gang, må man holde sig i gang. Senest er jeg begyndt at øve guitar efter et computerprogram. Det er en anderledes metode, og så skærpes hjernen. Jeg nægter at sætte mig i sofaen og visne, for jeg er stadig fyldt med energi og livsappetit, og det skal bruges til noget meningsfyldt.

Min værste tid i livet

– Så er vi tilbage ved min ungdoms usikkerhed. Jeg havde svære år dengang. Angsten for at træde ved siden af og være forkert fyldte alt. Jeg kan huske, at jeg stod foran spejlet og øvede mig på at smile på den sødeste måde, så folk ville kunne lide mig. På et tidspunkt måtte jeg tage en konkret beslutning om at droppe det indstuderede og bare være, som jeg var. I den sammenhæng betød det også noget, at Leo og jeg fandt sammen. Han har altid lyttet til mig og forstået mig, og det er der en stor tryghed i. Og kærlighed. Af samme grund var det også en forfærdelig tid, da Leo blev meget syg for et par år siden. Han faldt uheldigt, knuste sin hofte og blev ramt af komplikationer med stafylokokinfektion og en nyre, der satte ud. Der var dage, hvor jeg frygtede for hans liv, og da faren drev over, fulgte der en kolossal lettelse, glæde og taknemmelighed med. Jeg stoppede med at hidse mig op over ligegyldige småting, og den leveregel følger jeg stadig.

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så vil jeg rejse frem til den tid, hvor vi har erobret rummet og kan besøge andre planeter. Jeg tror på, at der findes liv derude, og tanken om et sted, hvor eksistenser lever i fred uden at kriges med hinanden, som vi jordboere gør, er meget tiltrækkende. Alternativt kunne jeg rejse tilbage i tiden, for jeg tror også på reinkarnation, og jeg har fået at vide, at jeg har levet et tidligere liv som præstinde i Indien. En tidsmaskine giver mig mulighed for at tjekke, om det er rigtigt.

Man siger, tid er penge?

– Moderne mennesker skal jo bruge tid på at tjene penge til tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg er ikke materialistisk anlagt, men jeg er tilpas nordjysk til, at jeg har det bedst med orden i pengesagerne og en vis opsparing til dårlige tider. I det daglige lever vi egentlig ret beskedent. Der er ikke champagne og kaviar på middagsbordet, og det kan Leo i øvrigt heller ikke lide. Men vi bruger penge på huset. Reparationer, nye vinduer og den slags. Og så er jeg altså lidt glad for sko … Hvis jeg fik vildt mange penge, var det i en skobutik, jeg ville slå mig løs.

Når jeg kigger på klokken?

… ser jeg på mit fine ur, som jeg selv har købt for nogle år siden. Jeg har også et hverdagsur, som jeg bruger hjemme, når jeg er i haven, gør rent, maler og er praktisk. Men det her tager jeg på, når jeg skal være pæn i tøjet og har makeup på. Man skal gøre sig umage med udseendet, og der spiller detaljerne også en rolle, synes jeg.

Om biddet fra tidens tand

– Det irriterer mig. Hvorfor kan man ikke sætte tiden i stå i forhold til aldringen?? På den anden side får jeg langt flere komplimenter for mit udseende, end jeg gjorde som ung. Når vi er ude at spille, er der altid en, som siger: ”Hvor er du smuk”, og det er godt for forfængeligheden. Jeg holder da også nøje øje med min vægt. Ryger den meget længere op end de 42 kilo, der passer til sådan en lille en som mig, slår jeg bremsen i. Ingen hyggedrink om aftenen og ingen morgenkaffe med sukker. Så kommer der styr på det. Derudover har jeg fået ordnet mine tænder, men jeg render ikke til ansigtsbehandlinger og den slags hver anden dag. Rynkerne må gøre deres indtog, og jeg må lære at sige hjertelig velkommen, for de er en del af mig.

Den sidste tid

– Der kommer vel en dag, hvor vi begynder at drosle ned, og så kunne jeg tænke mig at prøve nye ting af. Måske golf? Det tror jeg nu ikke, Leo gider, og i virkeligheden er det tiden sammen med ham, der er det vigtigste. Vores tosomhed er meget stærk, for vi har aldrig fået børn. Jeg tror ellers, jeg kunne være blevet en god mor, men timingen var aldrig rigtig. I en del år følte Leo ikke, vi var klar, og så fik vi jobbet på Skansen, som ikke var foreneligt med at have små børn. Vi traf et valg, og det må vi stå ved, men der har været perioder med så stor længsel, at jeg drømte, der kom en og lagde et barn til mig på dørmåtten. Nu er vi under alle omstændigheder for gamle til børn. Det er bare Leo og mig, og en af os dør nok før den anden. Bliver jeg alene, vil jeg stadig dække op til ham ved bordet. Og snakke med ham på samme måde som nu. Efter så mange års samliv ved jeg jo stort set, hvad han svarer på alt det, jeg siger. Når jeg selv lukker øjnene for sidste gang, håber jeg bare, det går stærkt. At jeg forskånes for et langt sygdomsforløb og ikke mister mine sansers brug. Er hovedet nogenlunde klart, vil jeg møde det nye kapitel med nysgerrighed; Hvor og hvordan skal jeg leve næste liv? 

Hvem er Sussi Nielsen?

Sussi Nielsen, født 1955

• Privat: Gift med Leo.
• Fagligt: Musiker. Har spillet sammen med Leo siden folkeskolens 9. klasse. Og udgivet musik siden 1982.