Suzanne Berdino er født ind i Cirkus Arena, men forlod det som 43-årig: ”Jeg var en pige, så det ville aldrig blive mit”

"Jo altså, jeg er jo vokset op i cirkus."

Det er ikke et tilfælde, at cirkus er et ord i Suzanne Berdinos første sætning, når hun skal fortælle om sit liv.

Hun blev for 57 år siden født ind i cirkusfamilien Berdino, som driver Cirkus Arena.

"Cirkuslivet er et fantastisk liv. Det var det i hvert fald dengang," begynder hun.

"Men i dag er det nødvendigt at tænke på, hvor pengene er, og jeg kan godt se, at der er mindre romantik og mere business i dag end dengang," siger hun.

Suzanne Berdino tager imod i sit hjem i Svallerup lidt uden for Kalundborg, hvor hun bor med sine dyr og sin mand, Daniel, og hvor et mini-cirkus fylder en stor del af hendes hus. For selv om hun i dag ikke er en del af Cirkus Arena, har hun stadig små forestillinger blandt andet på landets plejecentre.

Det var nu ikke for at blive selvstændig cirkusprinsesse, at Suzanne Berdino forlod cirkus som 43-årig.

"I Cirkus Arenas verden er det sådan, at drengene overtager forretningen, uanset hvem der er ældst."

Derfor blev det Suzannes lillebror, der overtog cirkus Arena efter deres forældre.

"Jeg var en pige, så det ville aldrig blive mit."

Nedtælling til sommeren

Alligevel husker hun tilbage på en dejlig barndom i Cirkus Arena.

"Om vinteren boede vi i en toværelses lejlighed i Brøndbyøster, men når det blev forår, hentede vi alle vores opmagasinerede ting og vogne, begyndte at træne og fandt på årets cirkusnumre. Jeg elskede det. Jeg følte, at jeg levede om sommeren, for at gå i skole om vinteren syntes jeg ikke var så spændende. I klassen blev jeg anset for at være lidt af en sigøjner, så jeg gik og talte ned til, at sæsonen startede. Der var som regel masser af børn, for normalt rejste der en eller to andre cirkusfamilier rundt med os, og de havde deres børn med. Derudover kom byens børn altid forbi cirkus, og så var de ens bedste venner i 24 timer."

Som fireårig optrådte Suzanne for første gang i manegen, og som seksårig havde hun sine egne numre og kunne blandt andet jonglere på hesteryg. Sådan gik de næste mange år.

"Mine forældre var gode til at lade os vælge, hvad vi ville, men hverken min bror eller jeg kunne forestille os at lave andet."

I dag er Suzanne Berdino mor til voksne trillinger på 29 år. Den ene er forlovet med en cirkusdirektør, den anden arbejder med hesteshows, mens den tredje er i et skadeservicefirma, men de har alle været engageret i cirkus på et tidspunkt.

"Når jeg ser på det udefra, har jeg ofte tænkt: Er det nu klogt, at de også skal ind i den verden? Det er jo en usikker fremtid. Men jeg må også indrømme, at de alle tre er dygtige artister."

Teaterverdenen

Trillingerne var lige akkurat konfirmeret, da deres mor forlod Cirkus Arena som 43-årig. Hun var lige blevet skilt og måtte se i øjnene, at hun aldrig ville få samme status i familien som sin lillebror – på grund af sit køn.

"Jeg skulle nok have været en mand. Jeg kunne ikke forstå, at der var forskel på mig og min lillebror," forklarer hun i dag.

Hun bærer ikke nag, men hun husker det alligevel som hårdt at forlade cirkus.

"Cirkusverdenen er ikke en, man forlader ustraffet, og jeg hørte ikke fra min familie i et halvt år. De var sårede over, at jeg rejste," forklarer hun.

Der var dog snart bud efter Suzanne Berdino, for der var adskillige teaterforestillinger, der havde brug for hendes evner med dresserede heste. Det blev hendes nye karriere ved blandt andet Opera Hedeland udenfor Roskilde og et teater i Stockholm.

"Jeg var tilbage i showbiz, men teaterverdenen var noget helt andet. Hele teatret emmede af, at folk kerede sig om hinanden," husker hun om de otte år, hun var on/off på teatret i Stockholm med sine heste.

I mellemtiden var der sket det, at hendes familie ikke blot havde tilgivet hende, men også havde set hendes forestillinger.

"De var stolte af mig," siger hun og smiler.

I de følgende syv år skulle Suzanne vende tilbage til cirkus, for hendes familie var i gang med at opbygge forlystelsesparken Cirkusland, der ligger i Slagelse.

"Min bror og mine forældre rejste jo rundt med cirkus, så det var mig, der skulle styre det. Men så kom corona, og pludselig var de alle sammen hjemme igen."

Endnu engang måtte Suzanne overgive tøjlerne til sin bror, men det generer hende ikke i dag.

"Når man allerede fra barndommen ved, at det er sådan, det er, bliver man ikke så såret over det. Jeg havde faktisk også lyst til at prøve at lave noget andet. Det var sådan, det blev, og alle var glade," siger Suzanne Berdino, som har et fint forhold til sin familie i dag, hvor de ikke længere er arbejdskolleger.

Hvor er vi heldige

I dag er Suzanne flyttet med sin mand til huset i Svallerup, hvor hun har plads til sine dyr. Det er en flok hunde, en minigris, en papegøje, et æsel, en pony og en flok dresserede ænder. Ofte tager hun sine dyr ud og holder små forestillinger på for eksempel plejecentre, for hvem vil ikke gerne møde en canadisk minigris, der selv kan rydde sit legetøj op? Derudover holder hun foredrag om blandt andet cirkuslivet.

Suzanne kunne ikke være lykkeligere end i huset ved Kalundborg.

"Hver dag siger Daniel og jeg til hinanden: Hvor er vi heldige, at vi har fundet det her. Det kan godt være, jeg har forladt cirkus, men jeg kommer til at optræde så længe, jeg kan. Det ligger i mit blod, og det er, når jeg arbejder med forestillinger, at jeg lever."