Sponsoreret indhold
Derfor er dit barn vild med farver
De fleste børn kan lide stærke farver og lad endelig junior selv vælge det farverige legetøj - det er nemlig en vigtig del af børns udvikling og livsglæde, siger både psykolog og sundhedsplejerske.
Hvorfor styrer junior altid mod det mest farvestrålende (og, i mors øjne, rædselsfulde) legetøj i hele butikken? Det er som om, det er en naturlov, og selvom vi på diplomatisk vis forsøger at guide den lilles opmærksomhed i retning mod pastelfarver, er slaget som ofte tabt på forhånd. Måske er du ’bange’ for de mange farver, fordi du (også) har hørt myten om, at farvestrålende legetøj er for meget for de små, og farveladen kan overstimulere dem?
Men det passer nu ikke helt, siger psykolog Birgitte Hultberg, der har skrevet bogen ’Din farvepsykologi’. – Børn er konstant aktive og meget letafledelige, og dæmpede farver vil ikke fange dem så let som stærke farver. Hvis du vil hjælpe dit barn med at fokusere, er det derfor vigtigt at præsentere det for stærkt farvede input, forklarer psykologen. Når sundhedsplejerske Lena Dyhrberg kommer hjem til familier med små børn, oplever hun også, at børn over et år bliver meget tiltrukket af legetøj i stærke farver.
Det giver god mening, for farver er en vigtig del af barnets udvikling af forskellige sanser, og farverne omkring dem betyder meget for deres mentale tilstand.Bestemte farver kan fx give mere ro, som grøn, der er med til at skabe balance.
Sundhedplejersken
FORSKEL PÅ FARVER
Der er selvfølgelig stor forskel på farver, og det er ikke ligegyldigt, om legebussen er blå eller orange, siger psykolog Birgitte Hultberg. – Hver farve har sin egen energi og kvalitet, og vi har alle præferencer for bestemte farver. De helt små børn er i en oplevelsestilstand hele tiden, og de skelner derfor til at begynde med ikke rigtigt mellem en yndlingsfarve
og andre farver, forklarer hun og fortsætter: – De vil være tiltrukket af klare og stærke farver som de såkaldte primærfarver: rød, blå og gul. Efterhånden får de dog en forkærlighed for én farve, og så kan denne forkærlighed faktisk være med til at bestemme, hvor barnets fokus skal være. Du kan altså være med til at styre, hvad dit barn skal
lege med, eller være opmærksom på ved at gå efter de farver, som dit barn godt kan lide. Og her er det vigtigt, understreger sundhedsplejerske Lena Dyhrberg, at du er meget opmærksom på, hvad dit barn godt kan lide, og ikke hvad du selv kan lide. – Hold øje med dit barns ansigtsudtryk og hvilke farver, det styrer imod. Farver er med til at skabe
livsglæde, og der er ingen grund til at være bange for de stærke af dem. Hvis dit barn ikke bryder sig om dem, vil det bare vælge dem fra – som med mad, man ikke kan lide, siger sundhedsplejersken.
KAN FARVER BLIVE FOR MEGET?
Hvis stærke farver skræmmer dig, fordi du har hørt, at de kan overstimulere dit barn, er det igen sundhedsplejerskens anbefaling at se på dit barn og mærke efter.
Børn er nemlig meget intuitive, og de mest sårbare eller sensitive børn, som har skærpede sanser, vil måske netop vælge stærke farver fra, og så skal man selvfølgelig respektere det. – Det kommer altid an på det enkelte barn, og børn er meget tydelige om, hvilke farver de kan lide og ikke lide. Det er ikke for mange eller for stærke farver, der overstimulerer barnet, det er for mange vilde aktiviteter eller for meget legetøj, siger Lena Dyhrberg.
– Hvis meningen med legetøjet er at fange barnets opmærksomhed, er det kun godt, at det er stærke farver, fordi det hjælper dit barn med at rette fokus mod det og engagere sig. Farver er på mange måder som vitaminer, vi har brug for dem for at trives, siger hun.
Der er altså god grund til at smide pastelfarverne på porten, hvis dit barn er vild med stærk gul, blå og rød. Selvom de måske ikke er så pæne med voksenøjne, er de nemlig vigtige for dit barns udvikling.