Er dit barn stresset?

1, 2, 3, 4...

Puha, tæl til ti.

Du står i supermarkedet, og junior har fået en regulær nedsmeltning lige dér, midt på gulvet. Følelsen af, at uanset hvad du havde sagt eller gjort, så ville det ikke have gjort en forskel, er dominerende. En situation, du garanteret kan genkende, ikke? Måske ikke fra supermarkedet, men så hjemme fra stuegulvet eller i børnehavens garderobe. Den der jeg-lægger-mig-ned-og-skriger-og-jeg-ved-ikke-hvorfor situation. Måske fordi du sagde nej til en is, måske fordi det har været en alt for lang dag. Men hvis det sker gang på gang, kan det faktisk også skyldes, at dit barn har stress, siger familievejleder Lola Jensen.

    – Indtil for ganske nyligt har de fleste tænkt, at børn ikke kan få stress, for man skal jo først have noget at stresse over.  Men det er ikke tilfældet mere. Der er så mange krav i børnenes hverdag i dag, at de kan få stress på lige fod med voksne, siger Lola Jensen og uddyber:

    – Det starter som en frustration over noget, som barnet ikke kan magte. Men hvis der hele tiden er flere og flere ting, som man ikke kan magte, så kan det udvikle sig til stress, siger familievejlederen, som møder børn, hvor presset allerede opstod, da de var helt små med babygymnastik, babyrytmik, babysvømning, babybio og storcenterbesøg.

    – Pandelapperne, de små frontallapper i hjernen på det lille barn, er som en entré, hvor der kun er plads til et bestemt antal gæster. Når der kommer flere, end der er plads til, fx i form af alt for mange oplevelser, kan barnet ikke overskue det som vært. Den beskrivelse passer ret godt på et lille barn, som bliver udsat for alt for mange indtryk og krav, siger Lola Jensen.

Ondt i maven og store følelser

Men hvad er det egentlig, der sker inde i dit barn, når det bryder sammen på supermarkedet eller børnehavens gulv, fordi der har været for mange gæster på besøg i den alt for lille entré?  For det første bliver det sympatiske nervesystem aktiveret. Det sympatiske nervesystem gør os klar til kamp, frigiver stresshormoner og sætter kroppens funktioner i højeste alarmberedskab, hvilket er smart i kortere perioder, hvor vi skal kunne reagere hurtigt. Men står det på for længe, kan det sætte sig som kronisk stress i kroppen og give symptomer som dårlig søvn, mavepine, kvalme, koncentrationsbesvær, hjertebanken og en kort lunte – á la de berygtede nedsmeltninger.

    – Det er ufarligt at befinde sig kortvarigt i det sympatiske nervesystem, men der skal være en balance mellem det og modsætningen, det parasympatiske eller rolige nervesystem, hvor kroppen igen kan slappe af. Er vi for ofte eller for længe i det overaktive nervesystem, bliver der frigivet for meget af stresshormonet kortisol, der virker som gift for hjernen, forklarer Chalotte Runge, som er fysioterapeut og stifter af Motorikcenter.dk.

    – Når vi konstant har for mange stresshormoner i kroppen, kan det ikke bare give mavepine og humørsvingninger, men også gøre det sværere for barnet at lære noget og huske det. Men der kan heldigvis rettes op på det ved at få barnet ud af den stressede tilstand igen, siger hun.

    Når stress sætter sig hos de små størrelser, kan det også gå ud over deres sociale udvikling, fordi et barn, der konstant er i højeste alarmberedskab, simpelthen får sværere ved at aflæse andre børns følelser og situationer, tilføjer Lola Jensen.

    – Hvis du hele tiden har 'ildebrand' i din egen lille entré, har du altså ikke plads til, at andre kommer ind af døren med deres følelsesmæssige tilstande. Det betyder, at barnet kan komme til at misforstå et andet barn, der gerne vil lege, og det kikser måske hele tiden med at skabe en relation til andre børn, forklarer familievejlederen.

Vi har alt for travlt

Men hvorfor bliver børn stressede i dag, når vi for få år siden slet ikke talte om stress i forhold til børn? Én forklaring kunne være, at der er blevet skruet voldsomt op for tempoet for de små i dag, som ikke selv kan træde på bremsen, men må følge med de voksnes ræs. Ifølge Chalotte Runge kan børn i dag være så pressede, at de hverken har tid eller overskud til at lære at mærke efter og lytte til kroppens signaler – og når vi ikke længere kan høre kroppens bønner om mad eller toiletpauser, fordi vi ikke har tid, har vi krydset tærsklen til grænselandet med stress, siger fysioterapeuten.

    – Vi har jo så travlt med hele tiden at fylde på. Både fritid, skole og weekend er fyldt op med aktiviteter, krav og pligter, og selvom det alt sammen kan være gode ting, kan det ende med at skabe stress, når der er for mange af dem. Så den tid, hvor nervesystemet skulle have plads til bare at 'være', rekalibrere og konsolidere ny læring, er skåret væk. En dårlig investering, for når der ikke er tid til at lagre de nye input, så har læringen trange kår, tilføjer hun.

    Vi har ikke bare for travlt med svømning, fodbold, legeaftaler og lektier. Vi giver også vores børn for mange valgmuligheder, mener Lola Jensen. Du kender det sikkert godt, for du vil bare dit barn det bedste, så selvfølgelig kan han vælge mellem ti forskellige eftermiddagssnacks, og han bliver måske taget med på råd om alt fra dagens outfit til aftenens puttetid. Men børn har bedst af struktur, forudsigelighed og tydelige voksne, slår familievejlederen fast, særligt i en tid, hvor stress står på spring.

    – Børn har brug for at restituere fra alle de indtryk, de har fået i løbet af dagen. De har også behov for at kede sig, der behøver ikke at skulle ske noget hele tiden. De vil gerne have mad, de kan genkende, og de kan ikke magte at tage stilling til noget nyt hele tiden, siger Lola Jensen og tilføjer:

    – Jeg sukker altså efter den tid, hvor madpakken var fire halve i to lag i stedet for en buffet af valgmuligheder. Det kan børn ikke overskue, og nogle får slet ikke spist noget, fordi de ikke ved, hvor de skal starte.

Flere pauser i hverdagen

Hvis dit barn stort set har daglige nedsmeltninger, sover dårligt, har kort lunte og svært ved at koncentrere sig, skal du se det som en mulighed for at tage et 360 graders tjek af jeres familieliv, anbefaler eksperterne. Sker der lidt for meget? Kommer dit barn for sent i seng? Er der lidt for mange timer foran skærmen?

    Det handler nemlig om at få fyret godt op for det rolige nervesystem, som er modsætningen til det sympatiske eller overaktive nervesystem, hvor dit barn befinder sig, når det er stresset. Og det gør du ved at skabe tryghed, stille færre ydre krav og skælde mindre ud, siger fysioterapeut Chalotte Runge.

    – Det stressede barn er som en soldat i krig. Han er på vagt dagen lang, fordi han ikke føler, at han kan leve op til omgivelsernes krav. Derfor er der ikke noget at sige til, at overskuddet er lig nul, og det er der, de store følelser kommer i spil, forklarer hun og understreger, at det ikke nytter at tale til hovedet og fornuften, når dit barn er i den tilstand. Du er nødt til at tale til kroppen og sanserne og på den måde få beroliget det sympatiske nervesystem og hjælpe dit barn over i den rolige del, før I kan tale sammen igen.

    – Når du akut står i situationen med et nedsmeltningsklart barn, skal du droppe for meget snak, foreslår Lola Jensen. – For meget snak er lig med endnu flere mennesker i barnets meget lille entré, og det er der slet ikke plads til i den urolige tilstand. Du kan måske sige'du er ramt af en rigtig øv-dag, dem kender jeg godt', og så skal du bare være til stede for barnet og måske give det et kram, hvis du får lov, siger hun.

    På den lange bane virker små pauser eller mentale åndehuller som modgift på stresshormonet kortisol. Det behøver ikke at være meditation eller mindfulness, men kan bare være tid til at kede sig, at sidde sammen, læse en bog sammen eller måske danse, tumle eller løbe, fordi bevægelse frigiver endorfiner, som er med til at sænke kroppens stressniveau, siger Chalotte Runge.

    Husk i øvrigt også at kaste et blik på de voksne, når du laver 360 graders tjekket af familien. Er du selv stresset, kan det nemlig smitte af, men du skal ikke bebrejde dig selv, hvis dit barn er stresset, siger Lola Jensen, som nemlig slutter af med en stor ros til de danske forældre:

    – I har så mange forventninger til jer selv og vil det hele så godt, men når man sætter målet for sin forældrerolle så højt, dumper man hele tiden. I stedet skal I skrue ned for kravene og ambitionerne og ikke mindst tempoet for hele familien. I gør det allerede godt nok.