Forstå dit barns følelser

Har du også taget dig selv i at ytre sætningen 'op igen, det gjorde da ikke ondt', når junior er faldet på fliserne? Eller 'det er slet ikke noget at blive sur over', når dit børnehaveklassebarn fortæller, at bedstevennen ikke ville lege. Nogle gange kan man da også undre sig over, at så små mennesker kan indeholde så store følelser, men det er utroligt vigtigt, at vi møder børns følelser – behagelige som ubehagelige – med anerkendelse, siger psykolog Charlotte Diamant.

Når du møder dit barn med 'det er ikke noget at blive sur over', underkender du barnets følelser. På en måde latterliggør du barnet. Du fortæller det indirekte, at det ikke er i orden at føle sådan, og barnet vil føle sig forkert, forklarer Charlotte Diamant.

Alle følelser er okay

Nogle følelser er selvfølgelig mere behagelige end andre, men der skal være plads til dem alle. Ellers kan de blive ved med at ulme i kroppen og med tiden udvikle sig til fx depression eller angst, siger psykolog Charlotte Diamant. Så når dit barn farer op i det røde felt og græder over ting, der i voksnes øjne er fjollede, skal du altså hele tiden have i baghovedet, at alle følelser er okay, uddyber hun.

Vi bryder os ikke om ubehagelige følelser, slet ikke hos børn. Hvis vi bare kunne give dem en tryllepille, der gjorde dem glade på et sekund, ville vi gøre det. Men når vi afviser barnets ubehagelige følelser, fordi vi selv har svært ved at rumme, at barnet har det svært, hjælper vi ikke; vi gør dem jo ikke glade, men nærmere lige det modsatte, siger Charlotte Diamant.       

Men tag bare skydeskiven væk fra din ryg, for ingen her skyder med skarpt efter forældre, som prøver at få de svære følelser til at gå væk. Det ligger naturligt i os, at vi vil have, at vores børn er glade, og det kan gøre ondt i hjertet at se dem være kede af det. Men det er en vigtig del af barnets udvikling også at mærke alle de svære følelser, siger Chalotte Runge, der er fysioterapeut og stifter af Motorikcenter.dk.

Hvis man lægger låg på ubehagelige følelser som vrede, kedafdethed og sårbarhed, så be-døver man både dem og resten af følelsesspektret. Det betyder jo, at man heller ikke rigtigt mærker alle de behagelige følelser som glæde og begejstring, forklarer hun.

Kan ikke høre dig

Måske har du forsøgt at tale junior til fornuft, når han får en nedsmeltning over, at den røde legoklods er væk. Eller når han i raseri griber ud efter legesværdet og klasker lillesøster med det. Du har måske prøvet med argumenter om, at blå legoklodser er lige så smarte som røde og forsøgt at mægle mellem de to søskende, men han bliver endnu mere gal.

Hvorfor virker det ikke?

Følelserne har overtaget hele barnets system. Nervesystemet er gået i alarmberedskab, en kæmp-frys-flygt tilstand, og har lukket ned for den forreste del af hjernen, hvor vi kan forstå og reflektere. Du kan altså ikke tale fornuft til dit barn i den tilstand, for det kan hverken høre eller forstå dig, svarer Chalotte

Runge og uddyber:

Kæmp-frys-flygt-reaktionen overtager systemet, kroppen udskiller stresshormoner, og vi er kampklar. Det er fint, hvis vi står på savannen og skal flygte fra en løve, men det er ikke tilfældet med barnet og den røde legoklods. Det er dog en naturlig kropslig reaktion på de voldsomme følelser, forklarer hun.

I situationen er dit barn altså i følelsernes vold, og du får ikke noget ud af at tale til hovedet, som du måske har prøvet før med endnu mere frustration som resultat. I stedet skal du tale til kroppen, anbefaler fysioterapeuten.

Det gælder om at få barnet til at føle sig trygt, for det vil nervesystemet opfange og skrue ned for kæmp-frys-flygt-tilstanden i det sympatiske nervesystem og i stedet skrue op for det det rolige system – det parasympatiske nervesystem – hvor man kan tale sammen om, hvad der egentlig lige skete, siger hun.

Men hvordan skaber man så den rolige tilstand, når guldklumpen er ved at rasere værelset i frustration over ikke at komme i legeland? Du skal spejle dit barn og prøve at få det til at sætte ord på, hvad det mærker kropsligt, altså sansningen bag følelsen, siger Chalotte Runge.

Børn kigger nemlig på de voksne og spejler vores adfærd. Prøv derfor at sætte dig roligt ned foran dit barn og sæt ord på, hvad der sker i den lille størrelses krop lige nu.

"Jeg kan se, at du er vred lige nu."

"Du faldt og slog dig, og nu er du ked af det."

Så får junior sat ord på, at det er sådan, det føles at være fx vred – og at det er okay. Når der er faldet ro på, kan du spørge 'hvad mærker du i kroppen?' Det føles måske som en knude i ma-ven eller trykken i brystet. Ved at få den kropslige sansning bag følelsen med, øver barnet sig også i at mærke kroppens signaler.

Følelser kan trænes

Det er helt normalt, at børn sejler lidt rundt i de forskellige følelser. De er jo ikke født med et komplet kort over følelserne, de skal først lære dem at kende. Hvis ingen lærer dem, at det er sådan, det føles at være vred, ked eller glad, hvordan skal de så vide, hvad det er, og hvordan man håndterer den følelse?

Heldigvis kan følelser også trænes, og ifølge fysioterapeut Chalotte Runge handler det først og fremmest om at øve sig i at mærke signaler fra kroppen og dermed nervesystemet. Det gør man fx ved at skabe små lommer af ro i en travl hverdag, hvor barnet får tid og mulighed for at mærke sig selv.

Børn skal også have stille tid, hvor der ikke sker noget. Det kan bare være ti minutter, hvor de sammen med en voksen får lov til bare at være, for det vil støtte dem i at lære at mærke de signaler, der kommer fra kroppen. Når børn skal lære at mærke og regulere følelser, handler det nemlig om at træne den muskel, der hjælper dem med at mærke efter – og på den måde få fyret op for det rolige nervesystem, forklarer Chalotte Runge.

Det er også vigtigt, at vi voksne er i det rolige nervesystem, selvom det skriger på at kæmpe eller flygte, når junior raser på gulvet i supermarkedet, fordi han ikke må få en is. Uanset hvor ubehageligt det er, skal vi møde barnet med ro, siger psykolog Charlotte Diamant.

Når vi voksne tager teten og møder det ophidsede barn med ægte ro og nærvær, påvirker vores ro først og fremmest barnets nervesystem, men viser også barnet, at vi anerkender ham og hans følelser. Det vil få følelsen hurtigere ned i et reguleret leje, siger hun og tilføjer, at vi også skal huske at se og anerkende barnet, når det gælder de mere behagelige følelser.

Vi skal møde barnet i det, de også er. Ikke kun, når de er vrede eller kede af det, men også når de er glade og begejstrede. De følelser skal vi også sætte ord på, når vi ser dem. De er mindst lige så vigtige, for dem skal barnet jo også lære at kende og kunne regulere, slutter Charlotte Diamant.