Leder: Kys hinanden!
Hvis det stod til Mette Hovmand-Stilling kunne hun kysse og kramme sine børn til evig tid. For hende er det nemlig vigtigt at give dem alt den kærlighed, de kan rumme, da det er med til at bygge fundamentet for deres voksenliv.
Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en af de der forældre, der kysser og krammer mine børn i en uendelighed. Jeg kan simpelthen ikke lade være.
Den lille søger det stadig selv: ‘Jeg vil sidde hos dig, moar!’ Han drejer endda mit ansigt, så det rammer og rører hans. Helt tæt.
Den store er med årene blevet lidt mere reserveret. ‘Du ved jo godt, at jeg ikke kan lide at blive kysset!’, vrisser han, når jeg af ren og skær glemsomhed, kommer til at kysse ham på kinden eller i håret.
Men mine instinkter tager over, og det føles pludseligt lige så vigtigt at give kys og kram til børnene som mad og drikke. Og ved I hvad? Det er det faktisk også. Næsten da. For fysisk kærlig berøring bidrager nemlig til det fundament, barnet skal bygge sig selv på. Det er troen på, at verden vil os det godt og er et dejligt sted, hvor man sagtens kan kaste sig ud i noget, man ikke har prøvet før. For mor eller far griber mig jo igen.
Sådan siger neuropsykolog, Käte From, som du kan læse i det nye magasin. Hun fortæller, at det er nemmere at reparere problemer, der opstår senere i livet, hvis det grundlæggende fundament er i orden. Akkurat som med et hus. Alt er nemmere, hvis fundamentet er stabilt.
Så jeg kysser og krammer, aer og nusser. Så meget jeg kan, og så længe de vil. For børn har brug for kærlighed. Nøjagtig som vi selv har.
Der er lige nu et spritnyt magasin på gaden, som er skabt til dig ud fra vores store kærlighed til børn. Det grafiske udtryk er anderledes, end det plejer, men indholdet er stadig baseret på det fundament, som vi i næsten 30 år har bygget Vores Børn på. Vi tror på, at du som forældre vil det allerbedste for dit barn, og vi gider ikke at pådutte andre (og hinanden) særlige måder at leve på, for hvad vil det egentligt sige at være perfekt?
Derimod værner vi om de små glimt af lykke og kærlighed, vi møder på vores vej. Og tro mig, de er der, hvis vi bare slår øjnene op.
Hvad enten du sidder med din nyfødte baby i armene, eller du netop har hjulpet dit barn med at stave til sit eget navn, så er jeg overbevist om, at du vil finde inspiration i det nye Vores Børn. Der er nemlig masser af områder, vi forældre er fælles om – uanset om vores børn er små eller store.
I magasinet finder du inspiration til et lettere og måske også sjovere hverdagsliv med børn, og du vil møde mange forskellige familier, som fortæller om livet fra deres ståsted. Hvem ved, måske bliver du endda inspireret til at ændre lidt på dit eget?
Jeg håber, at du bliver lige så glad for det nye Vores Børn, som vi er.
God læselyst.
Mette Hovmand-Stilling
Chefredaktør
Magasinet kan købes i butikkerne fra 27. april 2017 – for abonnement ring: 39 45 75 45.