"Jeg har også grædt ned i en Maylandkalender, fordi det kan være så svært at få det hele til at gå op"

Det røde hår blafrer i vinden, når Signe Egholm Olsen flyver rundt på sin ladcykel i det indre København. Hendes dage starter ofte på den måde, når hun skal følge sine to børn i institution og skole. Hvis hun har tid, svinger hun også forbi en café, hvor hun drikker en lille kop espresso og en ananasjuice, inden hun lander på Det Kongelige Teater. For tiden kan man nemlig både opleve 41-årige Signe i hovedrollen i teaterforestillingen ”Medea” samtidig med, at hun har en af de bærende roller i den psykologiske thriller ”Klienten”.

"Der er nok at se til, men det er dejligt at være i gang igen efter nedlukningerne", siger Signe, der efterhånden har en del forestillinger, tv-serier og filmproduktioner på CV’et.

Signe har blandt andet spillet debatlysten politiker i ”Borgen”, Isheksen Iselin i julekalenderen ”Pagten” og den unge kvinde, Maria, der kæmper med usikkerhed og stoffer i filmen ”Nordkraft”. Hun har været vidt omkring, men det hele startede i den lille jyske by Ormslev, hvor hun voksede op omgivet af sin tvillingebror og sine forældre.

"Jeg var sådan et barn, der havde svært ved at finde ud af, hvor jeg passede ind. Skulle jeg gå til badminton, til trompet eller klaver? Der var ikke rigtig noget af det, der for alvor fangede mig. Så jeg prøvede virkelig mange ting af", fortæller Signe, der til sidst forsøgte sig med dilettantteater i det lokale forsamlingshus – og det var en succes.

En succes, der kun blev endnu større, da hendes mor en dag spottede en notits i avisen. Gellerupscenen lidt udenfor Aarhus søgte nye skuespillere til deres amatørteater.

"Da jeg begyndte at spille teater, fik jeg det helt sådan ”aaaah”", siger Signe, mens hun puster ud og sænker skuldrene.

"Jeg følte mig virkelig hjemme. Endelig havde jeg fundet det sted, hvor jeg passede ind. Jeg har altid haft utrolig meget energi og svært ved at sidde på en stol og koncentrere mig i for lang tid ad gangen. Så skolen var ikke lige mig, men på teateret fandt jeg et fællesskab og et tilhørssted, der blev enormt værdifuldt for mig."

"Det gjorde en stor forskel at møde nogle andre, der syntes det samme var sjovt, som jeg selv gjorde. Det var i virkeligheden nok første gang, at jeg opdagede, hvor vigtigt et fællesskab er for mig. Jeg arbejder ikke særlig godt alene. Hele min hjerne og min kreativitet fungerer bedre, når jeg er sammen med andre. Sådan er det også i dag."

Mens 12-årige Signe rendte rundt på de skrå brædder og spillede en af de hårde børster i ”Bølle Bob” sammen med en masse andre unge mennesker, begyndte der at spire et lille håb indeni hende.

"Det åbnede en dør ind til en verden, der var helt ny, og som jeg blev forelsket i. Det var point of no return for mig. Især da jeg pludselig opdagede, at der fandtes en skole, hvor man kunne uddanne sig. Der blev jeg helt sikker på, at det var det, som jeg skulle lave i mit liv", husker hun.

Inden i Signe var der altså absolut ingen tvivl om, hvad hun drømte om. Hun ville være en del af den verden, hvor man begiver sig rundt imellem forskellige roller, kostumer og manuskripter. Men hun sagde det sjældent højt.

"Jeg var enormt bange for, at nogen skulle sige til mig, at det var en dårlig idé, at jeg ville være skuespiller. Jeg var bange for, at der var nogen, der skulle slukke drømmen eller sige til mig, at jeg ikke havde talent nok. Jeg tror, at det var den der jyske jantelov, der slog mig i hovedet. Derfor holdt jeg det for mig selv."

Selvom Signe ikke involverede særlig mange i hendes håb for fremtiden, arbejdede hun målrettet på at blive en dygtig skuespiller, så hun kunne udleve drømmen.

"Jeg gik bare og ventede på, at jeg fyldte 18 år, så jeg kunne søge ind på Teaterskolen", siger Signe med et lidt forlegent smil og fortsætter:

"Og første gang jeg søgte, kom jeg ind. Det var en meget stor dag. Både fordi det havde været lidt ensomt at gå alene og holde fast i, at det var det, jeg ville. Samtidig med, at jeg alene skulle finde troen på, at det godt kunne lade sig gøre for mig. Der kommer kun otte ind om året, så chancerne var ikke særlig store, kan man sige. Men jeg fik en plads, og det var ret stort, fordi det betød, at der også var andre, der havde set, at jeg godt kunne finde ud af det."

Hovedrollen var skuespil

Som 23-årig stod Signe med et bevis på, at hun var færdiguddannet skuespiller. Men hun var langt fra færdig med at knokle, for det er ikke en branche, hvor man kommer let til tingene – det blev hun tidligt gjort opmærksom på.

"Allerede inden jeg startede på teaterskolen, fik jeg et råd fra en dygtig instruktør, som jeg havde på det tidspunkt. Han sagde, at hvis der var noget andet, der trak i mig i lige så høj grad som skuespillet, skulle jeg gøre det i stedet. Et råd, som jeg selv har givet videre til nye skuespilsaspiranter. For det er et virkelig krævende fag, hvor man skal give meget af sig selv og kæmpe. Der er mange, der ender med at blive ulykkelige af at være skuespillere, fordi det er så svært at lykkes."

Men der var ikke noget andet, der trak i Signe. Hun følte faktisk ikke, at det var et valg, men et kald.

"Jeg ved godt, at det er lidt cheesy sagt", griner hun og fortsætter:

"Men det fyldte alt hos mig i de der år. Det virkede så altafgørende på en måde, hvor det næsten kunne fælde mig, hvis jeg ikke fik tilbudt den rolle, som jeg gerne ville."

Derfor øvede jeg virkelig meget. Men pludselig skete der noget, der tog hendes opmærksomhed lidt væk fra forestillinger, filmroller og fangende manuskripter. Signe mødte Jimmy, og selvom det var lidt frem og tilbage i begyndelsen, blev det startskuddet til den lille familie, som de er i dag.

"Jeg havde ikke mødt nogen, som jeg havde lyst til at lave en familie med før ham."

"Men jeg var med det samme ret sikker på, at vi kunne lave nogle gode børn sammen", siger hun med et smil.

I dag har hun og hendes kæreste, sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen, børnene Billie på 10 år og Morgan på 5 år sammen.

"Der var en eller anden åndelig ting imellem os. En kanal, der var ret stærk, som jeg ikke havde mødt før." Signe tænker lidt, og fortsætter så:

"Det er egentlig svært at forklare. Vi er så forskellige, men vi supplerer hinanden virkelig godt. Jeg tænkte i hvert fald, at det ikke ville blive kedeligt mellem os – og det har det bestemt heller ikke været. Det var nok også derfor, at jeg vidste, at vi ville få nogle fantastiske børn. Og jeg fik ret."

Signe og Jimmy havde været kæreste i omkring tre år, da de besluttede, at de skulle være forældre sammen. Signe har altid haft en drøm om, at hun gerne ville være mor, men jobs og karriere tog opmærksomheden væk fra det for en stund, indtil hun pludselig blev ramt af tanken på ny.

"Lige pludselig kunne jeg bare mærke, at jeg faktisk var klar til at skulle have børn. Det var egentlig en følelse, der kom meget sådan her", siger hun, knipser med fingrene og fortsætter:

"Og så er Jimmy 16 år ældre end mig. Derfor vidste jeg også, at hvis det var os to, der skulle have børn sammen, så skulle vi i gang. Og han var vist enig, for da jeg talte med ham om det, sagde han: ”du siger bare til”, og så sagde jeg ”til” – med det samme."

Signe hiver sin telefon frem, åbner coveret, der gemmer på en lille lomme, hvor der sidder et printet billede af hendes to børn, Billie og Morgan, arm i arm.

"Jeg var jo sikker på, at de ville blive rødhårede som mig, men det skete altså ikke. Jimmy må have nogle meget stærke gener, ha ha."

"Men de er et virkelig godt makkerpar de to, det er helt vildt. En af de største glæder ved at få børn er at opdage, hvad de bliver for nogen, og se, hvordan de former sig. De ligner Jimmy og mig og så alligevel slet ikke. De er også helt deres egne. Jeg kan især mærke på min datter, der er ti år, at hun virkelig er på vej til at få en stærk identitet og sine egne meninger og holdninger. Det er vildt spændende. På samme tid føles det som om, at de er en helt naturlig del af mig, og at de altid har været der. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden dem."

Stoltheden lyser ud af Signe, men det har selvfølgelig heller ikke været helt uden udfordringer at skabe en lille familie med ladcykel, aftensmadsplanlægning og Maylandkalender.

"Jimmy og jeg har kendt hinanden i en del år efterhånden, og vi har oplevet mange ting sammen – og holder stadigvæk sammen på trods af, at det også har været svært undervejs. Det ser jeg som en klar styrke hos os, at vi har skabt en familie i det her kaos, som det kan være, når begge parter har krævende jobs. Sådan tror jeg, det er, uanset om man er rockstjerne og skuespiller eller ingeniør og skolelærer."

"Jeg har også siddet og grædt ned i en Maylandkalender, fordi det kan være så svært at få det hele til at gå op. For jeg vil sige det sådan, at det er udfordrende at være i et parforhold, men i det øjeblik, man også smider børn ind i ligningen, er der endnu flere ting, som kan være svære. For børn forstærker alt det svære, men de forstærker også alt det smukke, dejlige og gode. De er en lup hen over tingenes tilstand. Så det, der er problematisk, kan de gøre endnu mere problematisk, og det, der er dejligt, kan de gøre endnu mere dejligt."

Det er tydeligt, at familien har en kæmpemæssig betydning for Signe, og livet med to børn har netop også sat en lup hen over hendes prioriteringer i hverdagen. Arbejdet har nemlig ikke den samme betydning længere.

"Jeg er selvfølgelig stadigvæk glad, når jeg får tilbudt en god rolle, men det er ikke så livsafgørende for mig, om jeg får den eller ikke får den, som det tidligere var. Det vælter mig ikke på samme måde, som det kunne, da jeg var i 20’erne. I dag er der intet vigtigere end mine børns ve og vel, og så længe de har det godt, skal alting nok gå."

"Så børnene har været en gave – også i forhold til mit arbejde, der fyldte ekstremt meget, men nu er toppet af noget andet, der er langt vigtigere. Børnene har klart førstepladsen i mit liv."

At karrieren er rykket ned på en lavere rangerende podieplads, har kun været godt for hendes præstation på jobbet, fortæller Signe:

"Det har sjovt nok gjort noget godt for mit arbejde, at mit fokus er hoppet et andet sted hen. Jeg har ligesom opdaget, at det ikke nødvendigvis bliver et bedre produkt arbejdsmæssigt af, at jeg hele tiden er over det. Det gør eksempelvis ikke produktet dårligere, at jeg smutter, når klokken bliver 16, for at tage hjem og lave spaghetti med kødsovs."

"Tværtimod. Det har været virkelig godt at finde ud at, at jeg godt må slippe arbejdet for at være et andet sted også. Det er ikke det samme som at svigte en forestilling eller en film. Det er faktisk helt okay, at der også skal være tid til andre ting. Det giver nemlig mit hoved og mit system luft – så jeg vil nærmest sige, at det har gjort mig bedre til mit arbejde."

Lær hele livet

Udover prioriteringer i hverdagen har det at blive mor til to også sat streg under noget andet i Signes liv. Nemlig at man altid kan lære noget nyt.

"Jeg synes, at det er et kæmpe ansvar at være mor", fastslår Signe og fortsætter:

"Men det har også fået mig til at indse og ikke mindst acceptere, at vi alle sammen begår sindssygt mange fejl hen ad vejen. Vi skal lære hele livet. Jeg er f.eks. selv blevet meget opmærksom på at styre mit temperament, efter jeg har fået børn. Nogle gange kan min prop nemlig godt ryge af, fordi jeg bliver så rasende – og det kan altså godt være med meget høj lyd."

Det er bestemt ikke noget nyt for Signe, at hun besidder et markant temperament. Tilbage i 80’ernes Ormslev kunne Signe smække godt og grundigt med dørene, og i skolens kontaktbog blev der noteret, at hun skulle lære at tælle til ti, inden hun eksploderede.

"Hvis ikke det larmede nok, når jeg smækkede med døren første gang, gjorde jeg det bare igen. Og igen. Og igen", fortæller Signe grinende, og hun mindes vilde scener ved familiens spisebord, hvor hun og hendes tvillingebror arrigt ræsede rundt om bordet, mens de skiftedes til at vælte stole for at fælde den anden.

"Mine forældre har klart haft nok at se til, ha ha!"

"For jeg har altid været temperamentsfuld. Især hvis jeg har følt uretfærdighed, eller at folk ikke forstod mig. Der er ikke noget, der kan gøre mig så hidsig. Men jeg er blevet meget bedre til at styre det – uden tvivl! I dag ser jeg det bare som en del af mig, og så er det jo fantastisk, at jeg har et job, hvor jeg netop skal have adgang til mine følelser."

"Det er måske meget heldigt, at jeg ikke sidder og skal rådgive folk om deres privatøkonomi til daglig. For på teateret og i film er det tilladt at lufte følelserne – og derfor bliver det også en slags ventil for mig."

Signe har aldrig oplevet store problemer med at rende rundt med hendes store pakke af følelser. Faktisk kun de gange, hvor vreden også har sat skub i frustrerende tårer.

"Min største udfordring med temperamentet er, at når jeg bliver meget vred, bliver jeg også enormt ked af det – og det kan godt være lidt irriterende, når jeg f.eks. skal sige fra overfor en arbejdsgiver, at jeg så begynder at græde samtidig. Kunne jeg ikke bare nøjes med at blive vred uden at blive ked af det også?"

"Men jeg vil så også sige, at jeg er blevet mere ligeglad med det, og det er nok én af de ting, der kommet i takt med, at jeg er blevet ældre. For det er sådan, det er at være menneske. Vi rummer alt det her, og nogle af os viser det, mens andre ikke gør. Det er helt okay, at der er forskel på os. Så jeg synes egentlig, at jeg er blevet mere rummelig overfor andre, men klart også overfor mig selv. Jeg har sluttet fred med, at det er sådan, jeg er."

Så du har sluttet fred med dit temperament?

Signe bliver lidt stille, inden hun svarer.

"Neeeeeej", siger hun, mens hun trækker på det og griner.

"Måske ikke helt, men jeg er kommet dertil, hvor jeg synes, at det er fint, at jeg rummer store følelser. Og så er jeg meget opmærksom på, at det ikke skal gå uhensigtsmæssigt ud over nogen – og slet ikke mine børn. Men omvendt tror jeg heller ikke, at de går i stykker af, at tingene bliver sat på spidsen i ny og næ."

"Jeg synes, at det er en god ting, at mine børn har mødt vrede i deres liv, før de kommer ud i det virkelige liv, hvor vrede altså findes. De skal ikke vokse op i en illusion, sådan at når de kommer i virkeligheden som teenagere, bliver de væltet omkuld første gang, nogen banker i bordet."

"Jeg synes ikke, at man skal blive rasende tit og ofte, men jeg er ikke bange for, at de tager skade af mit temperament. Samtidig hylder jeg også, at man som voksen kan sige undskyld til sine børn, når man selv har opført sig som et barn. Det tror jeg også på, at de lærer noget af. Mine børn er i hvert fald gode til at sige undskyld – og jeg er også selv blevet meget bedre de sidste par år. Det har de været med til at lære mig."