Kom indenfor i Elmgreen & Dragsets studio i Berlin

Artiklen er en del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.

En sølvskinnende havmand i Helsingør.

En dreng på en enorm gyngehest på Trafalgar Square i London. En fuldt udstyret Prada-butik midt i Texas’ golde ørken. Og en druknet kunstsamler i en turkisblå swimmingpool.

Den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset er kendt i store dele af verden for deres opsigtsvækkende og svært definerbare installationer og skulpturer, der vender op og ned på det normale, udfordrer det forventelige og udvisker grænserne mellem arkitektur, design og kunst. Samtidig stikker de ofte til både museumsverdenen, vanetænkningen og det moderne samfund – og til alle os, der lever i det.

Nu er de to samtidskunstnere aktuelle med en ny, stor kunst-præsentation, som de har tilrettelagt i samarbejde med Statens Museum for Kunst (SMK). Præsentationen Der har jeg hjemme – Hammershøi by Elmgreen & Dragset åbner 27. april og tager udgangspunkt i en af kunstnerduoens store forbilleder: den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916), som især er kendt for sine gråtonede og minimalistiske interiørmalerier.

Selvom der måske umiddelbart virker til at være langt fra 1800-tallets dagligstuer til Elmgreen & Dragsets eksperimenterende samtidskunst, har den ikoniske maler i mange år været en vigtig inspirationskilde for kunstnerduoen. Ligesom Hammershøi var det, er Elmgreen & Dragset nemlig optaget af hjemmet som begreb, og de har ofte brugt de hjemlige rammer som udgangspunkt for deres kunst – bl.a. ved at indrette hele udstillinger som boliger, hvor publikum har kunnet gå på opdagelse i køkkener, stuer og soveværelser.

Men hvad er det ved den hjemlige konstellation, der er så interessant, at Elmgreen & Dragset bliver ved med at gribe kunstnerisk fat i emnet, og hvorfra stammer deres fascination af hjemmets fire vægge?

Et åndeligt hjem

I en stor, rød bygning i berlinerkvarteret Neukölln møder VÆRK de to kunstnere Michael Elmgreen og Ingar Dragset. Bygningen er et gammelt nedlagt vandværk, som kunstnerduoen købte og istandsatte i 2006, og som siden har fungeret som deres arbejdsmæssige base. I perioder har studioet også fungeret som deres hjemlige holdepunkt, men i virkeligheden er der ikke den store forskel på de to ting, fortæller Elmgreen, der har boet på vandværkets fjerde sal de seneste tre år.

– Mit hjem er præget af, at jeg har et arbejdsliv og et privatliv, hvor grænserne er rimelig blurred. Der er ikke nogen adskillelse, og egentlig passer det mig rigtig godt. Jeg tror, at opdelingen mellem hjem og arbejde for mange danskere er med til at gøre arbejdet til et onde, som bare skal overstås, så de endelig kan blive sluppet fri og udforske sig selv i deres privatsfære. Men for mig er der ingen modsætning mellem det, jeg laver, når jeg har fri, og det, jeg laver, når jeg arbejder, siger han.

Dragset har også tidligere boet i vandværket, men har i dag en lejlighed 20 minutter derfra og kan derfor bedre trække sig væk fra arbejdet. I hvert faldt rent fysisk.

– Som kunstner holder man jo aldrig rigtig fri. Alt, hvad vi ser og oplever, er en del af vores kunstneriske proces, og på den måde tror jeg, at et hjem er lidt en anden ting for os end for de fleste andre, siger han og tilføjer:

– Desuden rejser vi meget og bor ofte på hotelværelser, så vi er måske ikke så knyttet til et fysisk sted. Jeg er i hvert fald hverken specielt forbundet til Berlin eller til min norske identitet. Faktisk tror jeg, at jeg kan etablere et hjem hvor som helst på planeten.

– Sådan har jeg det også. Jeg får hverken hjertebanken af Dannebrog eller er særlig by-patriotisk omkring Berlin. For mig handler det hjemlige om at have et åndsfællesskab og nogle mennesker omkring mig, som har den samme opfattelse af verden, som jeg har, siger Elmgreen.

Og det har han i Berlin. I sofaen lige ved siden af ham sidder et af de mennesker, som han kender allerbedst. Elmgreen og Dragset har arbejdet sammen i 23 år, har dannet par privat i de første 10 og er så tæt forbundet, at det er sjældent, at den ene får en idé, som den anden ikke er med på.

Umulige døre og utryghed

Både Elmgreen og Dragset fløj fra deres nationale reder for mere end 20 år siden. De er sjældent ’hjemme’ i Norden, men de har alligevel en vis tilknytning til både Danmark og Norge, og de sene-ste måneder har de besøgt København ad flere omgange for at gøre klar til den kommende kunstpræsentation på SMK. En præsentation, som, de håber, kan være med til at kaste nyt lys over den danske maler Hammershøi.

– Hammershøi er ofte beskrevet som en kunstner, der er optaget af det nære og det hjemlige. Men jeg vil nødig være den, der erklærer, at hans malerier handler om nærvær, for så tror jeg da lige, at mit kærlighedsliv skal revideres, siger Elmgreen og uddyber:

– Når vi ser på hans værker, synes vi netop, at det er fraværet, der er det gennemgående. Der er ikke meget liv i Hammershøis malerier, og der er ikke meget, der tyder på, at hjemmet er et sted, hvor man trives. Og dét er interessant. For selvom de fleste nok vil betegne deres hjem som en tryg base, hvor de liver op og blomstrer, kan det lige så vel være et sted, hvor man føler sig utilpas, hvor der er familieproblemer, og hvor man ikke synes, at man passer ind.

Det er de sidstnævnte hjem – de melankolske, de dysfunktionelle og de ensomme – som er i fokus på SMK. Ud over Hammershøis malerier har Elmgreen & Dragset i samarbejde med museet udvalgt en række værker fra internationale samtidskunstnere, der alle arbejder med en forestilling om hjemmet. Blandt værkerne er også to af kunstnerduoens egne produktioner, hvoraf det ene værk, Powerless Structures (8 Doors), 2000-02, består af otte uoplukkelige døre.

– Ideen til selve projektet udspringer faktisk af vores hvide døre, som SMK købte efter en udstilling i 2014. Vi har arbejdet med døren som et symbol på enten åbenhed eller eksklusion, og der er en klar reference til Hammershøis hvide døre, så der var ingen tvivl om, at de skulle være en del af præsentationen, siger Dragset.

– Men man kan aldrig komme rundt om et tema fuldstændigt på egen hånd, så det har været vigtigt for os også at inddrage nogle andre kunstnere. Michael og jeg kan fx af gode grunde ikke sige noget om at være kvinde, så derfor har vi bl.a. et fantastisk videoværk af Monica Bonvicini, hvor en nøgen kvinde står med et hus på hovedet og banker det ind i væggen. Det er virkelig stærkt og skaber en følelse af både ubehag, frustration og indelukkethed, tilføjer han.

Hjem er det sted, jeg forlod

Den hjemlige utilpashed, som er det gennemgående tema for Elmgreen & Dragsets projekt på SMK, er en følelse, som begge kunstnerne genkender fra deres barndom. I større eller mindre grad. Mens Ingar Dragset beskriver sit barndomshjem som et forholdsvis velfungerende middelklassehjem, hvor han ”bare aldrig var rigtig happy”, bl.a. fordi hans far dengang var ”en umoden machomand, der var lidt for ung til at blive far”, var problemerne større for Michael Elmgreen, der allerede som teenager begyndte at bruge sit utrygge hjem som kunstnerisk inspirationskilde. Således skrev han som 19-årig digtet Hjem er det sted, jeg forlod. Et digt om sin opvækst i et borgerligt hjem, hvor han aldrig havde følt sig tilpas.

– Jeg var et af de slemme børn og forlod mit barndomshjem, da jeg var 16. Mit hjem var nogenlunde lige så fucked up som en Bergman-film, hvor folk i en pæn, borgerlig ramme torturerede hinanden psykologisk. Jeg kunne se de ulykkelige skæbner i min familie, og jeg tænkte: ”Enten bliver jeg en af dem, eller også pakker jeg mine ting og prøver at redde skindet,” fortæller han.

Dengang Elmgreen skrev digtet, forsøgte han at bryde igennem i det københavnske forfattermiljø, og i mange år holdt han fast i drømmen om at blive kendt for sine skrevne ord. Men så mødte han norske Dragset i det københavnske natteliv i 1995.

Dragset læste dengang på en teaterskole i København, og sammen begyndte de to kunstnerspirer at lave forskellige performances. Efter et par år udviklede det sig til skulpturelle værker og installationer, og i 1997 flyttede de til Berlin for at skabe nogle bedre rammer for deres virke.

– Den danske kunstscene var ualmindelig uinteresseret i den slags kunst, vi lavede. Der var faktisk ikke rigtig interesse for andet end oliemalerier og bronzeskulpturer dengang, og så stod vi dér med vores performances og installationsværker og prøvede at bryde igennem. Det kunne faktisk ikke gå ret meget værre, end det gjorde, griner Elmgreen, der er overbevist om, at det var en god beslutning for dem at skifte rammerne ud.

– Vi havde brug for et miljø, hvor vi kunne begå fejltagelser, og hvor vi kunne eksperimentere. Og det fandt vi, da vi flyttede, siger han og bliver suppleret af Dragset:

– Berlin var kaotisk og helt anderledes end Danmark. Der var åbent, og ingenting var fastlåst. Alt, hvad man gjorde, blev det, der var, og pludselig var vi med til at skabe og starte i stedet for at forsøge at blive en del af noget allerede eksisterende.

Fiktive dagligstuer og et hul i køkkengulvet

I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne begyndte Elmgreen & Dragset at få vind i kunstsejlene.

En af deres største milepæle var, da de i 2009 – som de første kunstnere nogensinde – fik lov til at udstille i hele to pavilloner på Venedig Biennalen. Her indrettede de både den danske og den nordiske pavillon som private samlerhjem med køkken, stue, badeværelse – og den tidligere nævnte swimmingpool, hvor en af de imaginære beboere lå druknet.

The Collectors i Venedig var ikke den første af Elmgreen & Dragsets udstillinger, der tog udgangspunkt i hjemmet. I 2002 havde de eksempelvis lavet udstillingen How Are You Today? på Massimo De Carlo i Milano, hvor de borede hul i galleriets loft og opstillede en stige, så man kunne klatre op og ’komme på besøg’ i overboens køkken. Men The Collectors var den første udstilling, som de byggede op som et fuldt indrettet hjem, hvor publikum kunne sætte sig i sofaerne, tage fat i bøgerne på bogreolen, betragte kunsten på væggene og derigennem lære husets fiktive beboere at kende.

Efterfølgende er det konstruerede hjem en udstillingsform, som kunstnerduoen har brugt flere gange.

– Vores udgangspunkt er sjældent ”lad os lave en udstilling om hjemmet”. Det handler i højere grad om at fortælle en historie, og så skaber vi et hjem, der fortæller den historie, siger Dragset. Elmgreen supplerer:

– Den måde, vi indretter os på, afslører jo ekstremt meget om os. Om vores identitet, vores begær, vores frygt, vores kulturelle baggrund og om vores måde at opfatte familien og samfundet på. Hjemmet fortæller historier, og det er derfor, det er så interessant for os at arbejde med.

Men det er ikke den eneste grund til, at Elmgreen & Dragset er fascineret af hjemmet. For de to kunstnere er brugen af de hjemlige rammer også et redskab til at udfordre museets hvide vægge – et mål, som de ofte har for øje i deres kunst.

– De hvide vægge og de grå gulve i kunsthallerne er et standardiseret format at vise kunsten i. Når man kommer ind i sådan et rum, tænker folk: ”Nå, det er kunst” – og så begynder de at opføre sig på en bestemt måde i forhold til værkerne, fordi de er meget bevidste om, hvordan man bør opføre sig i sådan en white cube. Hvis man i stedet viser værkerne i hjemlige rammer, bliver oplevelsen en helt anden, og kunstværkerne fremstår knap så autoritære, siger Elmgreen.

– Vi arbejder meget bevidst med at nedbryde grænserne mellem interiør, arkitektur, design og kunst, og når vi indretter udstillinger som hjem, er det en måde til at komme tættere på publikum. Alle kan forholde sig til en sofa, en dør og en boghylde, og når vi placerer kunsten i et univers, som folk kender, føler de sig måske lidt tryggere. Vi har en idé om, at det gør kunsten mere tilgængelig, siger Dragset.

Forlad de selvvalgte fængsler

Selvom hjemmet er omdrejningspunkt for den kommende kunstpræsentation på SMK, skal publikum hverken forvente at se senge, køkkener eller swimmingpools på museet til april. Præsentationen Der har jeg hjemme – Hammershøi by Elmgreen & Dragset bliver vist i traditionelle kunstrum, som Elmgreen & Dragset ellers er så optaget af at udfordre.

– Vi synes, at det er mærkeligt og kedeligt, at al kunst bliver vist i de samme omgivelser, men det er ikke ensbetydende med, at vi altid er imod de hvide museumsvægge. Til det projekt, vi laver på SMK, giver det mening, siger Elmgreen og fortæller, at han – på trods af de institutionelle rammer – regner med, at mange vil kunne genkende noget af sig selv og deres eget hjem i præsentationen.

Når man ser på Hammershøis malerier, er det nemlig ifølge Elmgreen ”ikke ret meget anderledes end at se på en boligannonce for en af nutidens bedre herskabslejligheder i København”.

– Vores hjem ser – for manges vedkommende – ud på præcis sammen måde, som de gjorde for 150 år siden. Og det er ret utroligt. Vores liv er forandret, og vores verden er blevet digitaliseret, men alligevel lader det til, at udviklingen af vores samlivsformer for længst er gået i stå. Der var lige en periode i 60’erne og 70’erne, hvor man eksperimenterede med nogle alternative boformer, men i dag er vi igen tilbage til at hæge om privatlivets fred, siger Elmgreen, der håber, at præsentationen kan være med til at sætte nogle tanker i gang om, hvordan vi indretter os.

– Generelt synes jeg, at vi er blevet alt for gode til at låse vores hoveddør og lukke os om os selv. For hvis vi ekskluderer os i vores eget hjem med vores lille kernefamilie, bliver vi individualistiske og egoistiske, og så forsvinder solidariteten og fællesskabet i samfundet. Det er ikke sundt. Når man ser på Hammershøis hjem, er det jo ikke lykkelige hjem. De ligner nærmere selvvalgte fængsler, siger han og tilføjer:

– Vi er nødt til at åbne dørene og blande os i verden. For jo mere vi isolerer os, jo mere farligt bliver det, der er udenfor.