Kom med bagom nogle af verdenshistoriens største modeshows

I forbindelse med udstillingen, EXPOSURE – Dansk modefotografi i glimt, som bliver vist i Øksnehallen frem til 31. juli, har vi talt med de danske fotografer Louise Damgaard og Lasse Bak Mejlvang, der i årevis har bevæget sig på bagsiden, backstage, hos de største modehuse i verden og indfanget den sitrende nerve, der hersker omkring et modeshow.

Lasse Bak Mejlvang, 37, arbejdede som modefotograf og portrætfotograf i ni år, inden han tog uddannelsen som fotojournalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Han har rejst verden rundt til utallige internationale modeuger, ligesom han har skudt reportager fra Mellemøsten og Indien for Politiken og Mellemfolkeligt Samvirke. Fremadrettet satser han desuden på at dedikere mere af sin fotograftid til NGO-arbejde.

Hvornår begyndte du at fotografere?

“Jeg var i praktik i 8. klasse hos min onkel, der var pressefotograf hos BT. Senere kom jeg på Den Fri Ungdomsuddannelse og fik derefter en læreplads som fotografelev på det københavnerblad, der hed Romeo+Juliet. Her handlede det egentlig mere om at lave magasiner end at producere billeder. Jakob Stubkjær havde været med til at lave Romeo+Juliet, og da han åbnede Vs. Magazine, blev jeg fotoredaktør. Det var her, ideen med at tage modebilleder backstage opstod. Vs. ønskede at inkorporere tøj i magasinet på en ny og anderledes måde end de klassiske modeserier og prioriterede derfor backstage-foto på lige fod med modeserier. I 2010 flyttede Vs.-redaktionen til New York, hvor jeg sagde nej tak til at rykke med og i stedet søgte ind på Journalisthøjskolen i Aarhus som fotojournalist. Det var i de fire år, jeg for alvor lærte, hvad billeder kan.”

New York, 2010. "Modeugerne handler i den grad om tålmodighed. Størstedelen af tiden bruger vi på at vente, hvorefter vi skal super på i de 20 minutter, hvor der sker noget. I Danmark er det let at komme ind backstage, i udlandet er det et helt andet game."

Hvad er det, modefotografiet kan?

“Hvis det skal være interessant, skal det i min optik have reportageelementer i sig. Det handler om at skabe ægthed i fotoet. Hvis det skal inspirere mig, skal det over i et univers som Peter Lindberghs. Han får mig til at tro på det, jeg ser. Juergen Teller kan noget af det samme. Hans billeder har nærmest en fornemmelse af et familiealbum. Meget få kan det og har den dna. For at modefotografiet skal have værdi, skal det også være interessant om 50 år. Så man skal tage sig sammen og vise noget ægte.”

Du bevæger dig meget backstage, på ‘bagsiden’ så at sige. Hvad er det for nogle billeder, du kan skyde her?

“Min rolle er at finde situationer, hvor man kommer så langt ‘bagved’ som muligt. Som modellen, der spiser et æble med musik i ørene inden makeuppen. At fange alt det ‘midtimellem’ og den stemning, der er. Selv om jeg skal tænke i tøj, leder jeg altid efter den vinkel og roen i kaosset. Der er jo også fyldt med grimme ting backstage – hårtørrere, bøjler, ledninger, skrald – og det kræver, at man rydder op i sine billeder bagefter.”

Hvem inspirerer dig?

“Jeg er meget optaget af portrætter og reportager af fotojournalister. For mig er det ikke en kunstform at sætte lys på et studie og tænde en vindmaskine – det er et håndværk. Men der er noget magisk over folk, der kan tage ud i den virkelige verden og fortælle en god historie igennem billeder. Jeg bliver inspireret af mennesker, der gør det, fordi det er vigtigt for dem, og drivkraften handler om alt andet end at tjene penge. Foto kan vække følelser og informere. Det er faktisk et farligt felt, fordi man har en stemme. Det skal man tage alvorligt.”

New York, 2017. "Designere leder altid efter ekstravagante locations. I 2017 valgte Brandon Maxwell at holde sit show i det endnu ikke færdigbyggede World Trade Center Tower 4. Det gav publikum en noget anderledes baggrund at kigge på."

Hvordan arbejder du?

“At bevæge sig backstage handler i bund og grund om at hustle sig frem. At lære rytmen at kende, og hvem man skal holde sig gode venner med. Det er næsten altid en kvinde i jakkesæt med headset på, for det er hende, der styrer slagets gang. Og så de gamle fotografdrenge fra de store nyhedsbureauer, fordi de har adgang til stort set alle områderne backstage, så man kan blive hængende og overtage deres tilladelser, når de færdige. Det handler om at tilpasse sig. Engang skulle jeg følge supermodellen Chanel Iman rundt for Vs. Magazine. Det var svært at komme med hende ind, og til det største show, hun skulle gå – Balenciaga – tog jeg med og agerede hendes værge, fordi hun stadig var under 18. Men jeg kunne ikke komme til at tage billeder og endte med at sidde og drikke te sammen med alle mødrene. Sådan er det en gang imellem – man risikerer at komme ud med ingenting, fordi man bliver nødt til at tage bestik af situationen.”

Med en bachelor i Fashion Photography fra London College of Fashion og en kandidat i visuel kultur fra Københavns Universitet arbejder Louise Damgaard, 38, i dag som freelancemodefotograf med base i København. Hun arbejder for de største publikationer og modehuse i verden, herunder The New York Times Style Magazine, Dazed & Confused, i-D, AnOther Magazine, Damir Doma og Givenchy. Derudover arbejder Louise Damgaard som underviser i fotografisk kommunikation på DMJX, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hvornår begyndte du at fotografere?

“For 15 år siden. Jeg havde arbejdet som stylistassistent i København, da jeg besluttede mig for at tage et etårigt kursus i mode og medier på London College of Fashion. Det indebar både styling, grafisk arbejde og fotografi – man kom omkring hele spektret. Jeg havde ikke så meget kendskab til foto og legede mig frem. Jeg havde ingen idé om regler og teknik og tog billeder på min intuition, hvor det handlede mere om æstetikken. Min underviser fik mig til at overveje fotografiet som en mulighed. Efter en tænkepause, om det skulle være styling eller fotografi, valgte jeg fotografiet og uddannede mig til modefotograf på London College of Fashion.”

Hvorfor blev det modefotografiet?

“Det var helt naturligt for mig at gå fra at style tøj til at arbejde med de universer, som tøjet præsenteres i. For mig handler det om at fortælle historier, og jeg tænker altid i visuelle serier. Med fotografiet kunne jeg tilføje stemning og skabe den æstetik, som tøjet skal rammes ind i.”

Hvad er det, modefotografiet kan?

“Det kan lege med fiktion og virkelighed på samme tid alt efter den genre, man læner sig op ad. Jeg bevæger mig selv imellem realisme og poesi. Med modefotografiet er der højt til loftet og plads til store ideer. Der er ingen regler, og hvis der er, er de til for at blive brudt. Dygtige modefotografer skaber deres egen signatur i deres billeder. Man kan være meget individuel og specifik i sit udtryk.”

Paris, 2011. "Min første internationale haute couture-dækning i Paris, hvor Givenchy viste en præsentation i de smukkeste omgivelser."

Du bevæger dig backstage, på ‘bagsiden’ så at sige. Hvad er det for nogle billeder, du kan skyde her?

“Backstage byder på en masse kontraster, hvor tempoet er både højt og lavt, modellerne er unge, og kollektionerne dyre. Jeg er fascineret af de mange autentiske øjeblikke, der findes, og som opstår og forsvinder på samme tid. Backstage er et slags rum uden tid – timevis af ventetid, stilheden før stormen, der pludselig eksploderer i en fart.

Hvad fanger din interesse, når du arbejder?

“Jeg er altid på jagt efter smukke, naturlige øjeblikke. Der, hvor man fanger et moment, der ikke er iscenesat. Det kan være alt fra en model, der rækker ud efter en taske, til den sidste, der skal ud på catwalken. Det er der, hvor man fanger en stemning og fastfryser et øjeblik.”

Hvad karakteriserer dine billeder?

“Jeg arbejder efter et dogme, der hedder, at jeg aldrig skyder med flash – jeg bruger kun det naturlige lys, der befinder sig på locationen. Så den stemning, man ser på mine billeder, er sådan, jeg oplever situationen igennem mit kamera. Jeg arbejder meget roligt og forsøger at registrere øjeblikke frem for at skabe dem. Jeg er meget observerende og søger et ærligt udtryk, der giver følelsen af autenticitet.”

Paris, 2014. "Backstage og stilhed før stormen til Alexander McQueen. Modellerne var forsvundet ind i hver deres dagdrømmende univers, som jeg syntes var en skøn pause, inden showet skød i gang."

Hvem inspirerer dig?

“Jeg har altid været interesseret i at skabe den (u)perfekte virkelighed i mit fotografi og er inspireret af 90’ernes modefotografer som skabte en genre inden for snapshot-realismen. At se moden som en livsstil og turde blande den med subkultur, musik og elite giver en bred ramme, hvor fotografiet virkelig kan udfolde sig. 90’ernes fotografer turde lege med den upolerede side af livet, som tilførte en fascinerende kontrast til den polerede overflade, modefotografiet tidligere havde fremvist. Den virkelighed med ungdom, kant og mystik er jeg meget inspireret af i mit eget fotografi.”

Se flere af Lasse Bak Mejlvang og Louise Damgaards billeder på EXPOSURE – Dansk modefotografi i glimt.